Tjernobyl: Atomragnarok ved reaktor 4

26. april, kl. ca. 00:30, reaktor 4

For at gennemføre testen er det nødvendigt at sænke reaktorens produktion. Ingeniørerne ved ikke, at en nedsættelse af kapaciteten kan føre til ustabilitet.

På trods af sit overskæg ligner Leonid Toptunov en dreng med sine tykke kinder og troskyldige øjne. Han er 26 år og har kun arbejdet som senioringeniør på Tjernobyl i tre måneder. Alligevel står han med en stor del af ansvaret for den planlagte test.

Opgaven er egentlig enkel: Reaktorens effekt skal sænkes fra 3.200 megawatt til 700 MW, hvorefter ingeniørerne vil undersøge, om en bestemt generator kan producere strøm nok til at holde kølesystemet kørende i tilfælde af strømafbrydelse.

Energimyndighederne i Kijev har udskudt forsøget til natten, fordi de var bange for, at millionbyen ville komme til at mangle strøm, mens reaktor 4 blev testet.

Kontrolstave bruges til at regulere reaktoren. De er lavet af et neutronabsorberende materiale, der nedsætter kædereaktionens hastighed ved at opsuge de neutroner, der forårsager kernespaltningen, og hhv. hæves og sænkes for at opnå en højere eller lavere
produktivitet.

Den unge Toptunov har fået det enorme ansvar for at føre stavene ned i reaktoren og sænke kædereaktionen så meget, at testen kan gennemføres.

Alle i kontrolrummet er utålmodige for at få testen gennemført. Ledende ingeniør Anatolij Djatlov bander af sine ansatte, og for at kunne sænke processen tilstrækkeligt bliver Toptunov beordret til at slå den automatiske styring fra og håndtere kontrolstængerne manuelt.

Fulgt af chefens utålmodige blik lader han dem synke længere ned i reaktorkernen. Så sker der noget uventet. Reaktorens effekt styrtdykker, og computeren begynder at spytte hundredvis af tal ud, mens advarselslamperne blinker.

Kontrolstavene er tilsyneladende kommet for langt ned i reaktoren, som når et bundniveau på kun 30 MW, tæt på et totalt stop.

“Få effekten op! Hvad venter I på?” raser Anatolij Djatlov, men nu tøver både Toptunov og chefen for reaktorholdet, Aleksandr Akimov.

Et biprodukt ved kernespaltningen er en luftart kaldet xenon-135, der er meget neutronabsorberende, og en kraftig sænkning af kernespaltningens hastighed fører til en forøgelse af denne luftart, som forgifter reaktoren og gør den ustabil.

Sikkerhedshensyn foreskriver derfor, at reaktoren nu lukkes ned i 24 timer, og ingeniørerne nægter derfor først at følge ordren.

“Jeg hæver ikke effekten”, siger Leonid Toptunov og kigger stålsat på sin chef.

“Idioter! Så massivt har energifaldet ikke været. Hvis I ikke hæver effekten nu, vil jeg få andre til det”, råber Djatlov.

Ingeniørerne giver modstræbende efter, og for at få reaktorens effekt op igen beordrer Djatlov Toptunov til at slå sikkerhedsforanstaltningerne fra, så han kan hæve et større antal kontrolstave fra reaktorkernen.

Det betyder også, at det system, der automatisk skal forhindre overophedning, nu er sat ud af funktion. Effekten stiger langsomt til 200 MW, men er svær at få til at stige yderligere. Reaktor 4 er begyndt at opføre sig ustabilt.

26. april, kl. 01:22, kontrolrummet ved reaktor 4

Uden kontrolstavene går kædereaktionen amok. For at sikre større stabilitet øger ingeniørerne kølevandsforsyningen, men på grund af den enorme varmeudledning dannes alt for meget vanddamp, som skaber overtryk i reaktoren.

“Lad os komme i gang med testen, drenge”, lyder det opmuntrende fra den ledende ingeniør Anatolij Djatlov. Reaktoren lader til at være faldet til ro, og ingeniørerne har tændt ekstra vandpumper for at holde den stabil.

Pludselig modtager Toptunov et print fra computeren. Konklusionen er klar: Stop reaktoren nu!

Toptunov kan ikke tro det. “Computere tager sommetider fejl”, tænker han. Opmuntret af sin chef fortsætter han sine rutiner. Sekunder senere bliver det klart, at reaktoren løber løbsk.

Men det er for sent. Kontrolstavene kan ikke sænkes ned i reaktorkernen, fordi varmen har forvredet mekanikken. Den ukontrollerede kædereaktion har frit spil.

26. april, kl. 01:23, Tjernobyl

Overophedning og damp forårsager den første eksplosion i reaktoren.

Uden for Tjernobyl er fiskerne Pustovoit og Protasov sejlet frem til turbinehallen for at fange fiskeyngel i det varme og klare kølevand, der konstant udledes fra reaktorerne. Natten er lun, fiskene spræller i nettet, og alt ånder fred.

Men pludselig lyder et dumpt drøn, og vandet skælver under dem. Pustovoit kigger forbløffet på sin makker. “Hvad sker der?!!” råber han og holder fast i rællingen.

26. april, kl. 01:24, Sasja Juvjenkos kontor

Endnu en eksplosion river toppen af reaktorbygningen og sender over 50 ton radioaktivt materiale flere km op i luften.

Sasja Juvjenko kigger sig chokeret omkring. Eksplosioner er ikke normale på Tjernobyl. Måske skyldes braget en kran, der er væltet over pladsen udenfor?

Mere når han ikke at tænke, så følger en endnu kraftigere eksplosion. Som en kludedukke kastes Juvjenko hen over gulvet og rammer ind i dørkarmen på sit kontor mellem reaktor tre og fire. Da han rejser sig, ser han, at hele den ene væg er styrtet sammen.

Lokalet er fyldt med støv. Juvjenko tumler ud på gangen “Er vi i krig?!” råber han.

Tilbage på sit kontor forsøger han at ringe til kontrolrummet. Intet svar. Dernæst løber han ud på gangen, hvor han næsten støder ind i en af kollegaerne fra pumpeenheden. Mandens ansigt og hænder er dækket af blod og åbne sår.

“Skynd dig, hjælp! Der er flere alvorligt sårede,” råber manden og fortsætter sit løb.

26. april, kl. 01.24, reaktor 4

Reaktor 4 er sprængt i stykker. Et hvidt lys pulserer ud af de forvredne rester.

Ingeniørernes munde og øjne er fyldt med støv. Murværk, beton, glassplinter og en hvæsen af damp fylder rummet.

“Hvad er der sket?” råber ingeniøren Akimov, “Vi gjorde alt rigtigt!! Sabotage?”

I det samme går døren op, og en ansat stormer ind: “Turbinehallen er i brand!”

Akimov og Djatlov løber ud på gangen og stirrer i retning mod turbinehallen. Flammer, der når op i flere etagers højde, rødglødende grafitblokke fra reaktoren og intens røg og olie fra iturevne rør får området til at ligne en krigszone.

Akimov løber tilbage og ringer til brandstationen. “Turbinehallen er i brand – og taget! Skynd jer!” Brandmændene er allerede på vej.

26. april, kl. 01:25, brandstation ved Tjernobyl

Resterne af reaktor 4 udsender op mod 20.000 røntgen i timen, en dosis, der er dødelig efter blot få minutter.

Den første brandbil fra værkets egen brandstation er allerede på vej i fuld fart mod reaktor 4. I bilen sidder brandmændene Leonid og Pravik.

Begge vågnede, da den anden eksplosion trykkede alle vinduerne i brandstationen ind, og de har straks tilkaldt alt disponibelt mandskab i området. Inde fra Pripjat kommer blandt andre Vasilij Ignatenko, en ung brandmand der venter barn med sin kæreste Ljudmila.

Et rædselsvækkende syn venter Vasilij og de øvrige brandfolk ved reaktor 4. Taget står i flammer, og en sær sky rejser sig over bygningen.

Brandfolkene løber op ad de ydre trapper til taget. De forsøger at forhindre, at flammerne spreder sig til reaktor 3 med vand pumpet fra floden. Varmen får taget til at smelte under deres støvler, og så snart et område er slukket, blusser ilden op et nyt sted.

Brandmændene kender faren og har intet, der kan beskytte dem mod strålingen, men de tøver ikke. De ved, at deres indsats er altafgørende.

Efter 30 minutter begynder Vasilij, Leonid, Pravik og flere af de andre brandmænd at føle sig svage. De får en ubestemmelig smag af chokolade i munden, og flere af dem kan knap stå på benene.

De må hjælpes ned ad trapperne, hvor de lægger sig på jorden og kaster op. Både Leonid og Pravik køres til undersøgelse, og da en læge fører geigertælleren hen over Leonid, slår apparatet ud over sin skala.

Leonid tager et bad og lægger sig ind i sovesalen. Han har ondt i hovedet og føler sig skidt tilpas, men han regner med, at skaderne er begrænsede.

26. april, kl. 08:00, Pripjat

Det tegner til at blive en ualmindelig solrig dag i Pripjat. Kun få har hørt om ulykken, men strålingen er massiv.

Skolegården summer af sang og børnelatter. Selvom det er lørdag, er børnene mødt i skole for at øve sig til festlighederne på arbejdernes internationale kampdag 1. maj.

Luften er klar og skarp, og mange tager sågar solbad, bl.a. den unge elektriker Mikhail Metelev, der har bredt et tæppe ud på taget af sin boligblok.

“Kom med op! Man behøver ikke gå på stranden i dag. Jeg har kun ligget i 10 minutter, og jeg er allerede helt solbrun”, råber Mikhail begejstret til naboerne.

Sasja Juvjenkos kone Natasja har sovet dårligt. Deres søn Kirill har grædt hele natten, mens far har haft vagt på Tjernobyl. Klokken syv, da Natasja er ved at stå op, ringer en sygeplejerske fra nabolaget på døren.

“Der har været en ulykke på Tjernobyl. Sasja er på hospitalet”, fortæller hun. Natasja kører straks derhen, ude af sig selv. Men personalet vil ikke lukke hende ind.

Hun kan se Sasja vinke til hende gennem ruden, men de kan ikke tale sammen, og Natasja aner ikke, hvad der er sket.

Også brandmanden Vasilijs gravide kone Ljudmila er mødt op. Hun griber en læge i armen og trygler om at blive lukket ind: “Jeg vil bare gerne se min mand! Jeg beder dig”.

Til sidst får hun lov at komme ind i 20 minutter, men synet gør hende kun mere bange. Vasilij ligger i en hospitalsseng. Hans ansigt er opsvulmet, og han kan knap se ud af øjnene.

“Det skyldes giftig gas”, forklarer lægerne. “Han skal have mælk, masser af mælk”.

Utrygheden spreder sig i Pripjat. Luften smager af mere end forår, og hænder og ansigt bliver alt for hurtigt brune – blot man går på gaden.

Det rygtes, at myndighederne uddeler jodpiller på byens skoler, men fjernsyn og radio fortæller intet.

26. april, aften, Pripjat

Sovjets minister for energi og elektricitet, Anatolij Majoret, ankommer med embedsmænd og eksperter til Pripjat.

“Jeg tror ikke, at vi behøver at være her ret længe”, insisterer energiminister Majoret, da han stiger ud af regeringens Jak-40-jetfly i lufthavnen ved Pripjat.

Han er blevet orienteret om ulykken på Tjernobyl i løbet af natten, men er overbevist om, at omfanget er til at overskue.

Han bryder sig ikke om at overnatte mere end højst nødvendigt på det lidet luksuriøse hotel i Pripjat, og Tjernobyls ledelse har forsikret ham om, at selve reaktor 4 fortsat er i god stand.

Majoret mødes med eksperter og embedsmænd på det lokale partikontor for at få et overblik over situationen.

“Det ser ud til, at radioaktiviteten er høj omkring reaktoren”, forklarer en af de tilstedeværende, “Men vi kan ikke måle det præcist, fordi vores instrumenter ikke er konstrueret til at måle så høj stråling”.

Energiministeren ser fortørnet ud. “Utroligt! Hvorfor har I ikke de rigtige instrumenter?”

“Den originale model tager ikke højde for uheld af denne type”, lyder svaret. Majoret flytter sig utålmodigt i stolen.

“Men hvad er der præcist sket?”

“Vi ved det ikke helt, men der er åbenbart sket en fejl under en test på værket”.

Energiministeren har kun været i embedet i kort tid, og som den ansvarlige prøver han nu at skære igennem.

“Vi må slukke for reaktoren øjeblikkeligt”, siger han, ivrig for at tage en beslutning.

De tilstedeværende kigger på hinanden.

“Det er allerede sket, Anatolij Majoret. Det er allerede sket”.

Da talen falder på at evakuere befolkningen, bliver energiministeren endnu mere irriteret.

“Hvad er det nu for noget snak! Prøver I at skabe panik?” afbryder han.

Hverken ministeren eller de øvrige tilstedeværende tænker over, at de også selv sidder midt i en sky af radioaktivitet. Først næste morgen, da flere målinger og øjenvidneberetninger kommer for dagen, går situationens alvor op for dem, og de beslutter, at byen skal evakueres.

27. april, kl. 10:00, Pripjat

Strålingen fra Tjernobyl har spredt sig til Hviderusland og Rusland og er på vej ind over Skandinavien.

“Der er sket en ulykke på atomkraftværket. Gå hjem, og luk vinduer og døre. Byen vil blive evakueret i løbet af dagen!”

En skinger højttalerstemme alarmerer borgerne i Pripjat. I de mange boligblokke begynder familierne at pakke de mest nødvendige ejendele. De fleste tror, at de kun skal væk i et par dage. Ingen ved, hvilken fare de er udsat for.

Busserne hjul efterlader et spor af røntgenstråling, der er så kraftigt, at vejene helt til Kijev må spules med vand i flere måneder.

28. april, Forsmark, Sverige

Ulykken på Tjernobyl holdes stadig hemmelig for det internationale samfund.

I morgentimerne går alarmen på atomkraftværket Forsmark nord for Uppsala – omkring 1.200 km fra Tjernobyl. En scanner viser, at en ansat på værket har alt for høje doser stråling på tøjet.

Ledelsen frygter en lækage på det svenske værk og evakuerer medarbejderne. Kort efter melder flere meteorologiske stationer i Sverige, at de radioaktive partikler blæser ind fra Sovjetunionen.

Først tror myndighederne, at Sovjet har foretaget en atomprøvesprængning, men nærmere analyser viser, at strålingen stammer fra et atomkraftværk. Svenske diplomater
kontakter i al hast myndighederne i Moskva, der afviser alle spekulationer.

Først klokken 21:00 udsendes en officiel meddelelse via det sovjetiske nyhedsbureau TASS:

“Der er sket en ulykke på Tjernobyl-atomkraftværket. En af de atomare reaktorer har lidt skade. Der er blevet iværksat foranstaltninger for at eliminere konsekvenserne. Der er blevet givet hjælp til de berørte. En regeringskommission er blevet nedsat”, lyder det lakonisk.

Den samme meddelelse bliver udsendt i nyhederne på sovjetisk tv. Meddelelsen priorieres som dagens syvende nyhedsindslag.

29. april, New York

Nyheden om ulykken på Tjernbyl skaber panik i det meste af verden.

“Sovjetisk atomkatastrofe – nedsmeltning af kernekraftværk”.

Skrifttyperne på avisen New York Post fylder hele forsiden. Nyheden om katastrofen har også spredt sig til resten af verden, og Norge, Finland, Polen og Danmark har registreret store udslag i deres målinger.

Vinden skubber de radioaktive skyer hen over Europa og Grækenland, forældre bliver advaret mod at lade deres børn lege på legepladserne, rener og elsdyr må aflives, og stråleforurenet mælk må kasseres i bl.a. Danmark.

I Tyskland og Grækenland går dele af befolkningen i panik. Nogle drikker flydende jod for at beskytte sig mod stråling, og i mange supermarkeder opstår tumult, fordi folk forsøger at hamstre dåsemad og vand på flaske.

I USA bliver alle besøgende fra Europa holdt tilbage og scannet, men heller ikke her slipper borgerne med skrækken. Efter få dage stiger indholdet af radioaktivitet i luften over store dele af Californien, og hele vestkysten bliver snart berørt. Ingen er længere i tvivl. Dette er historiens største atomkatastrofe.

9. maj, Pripjat

Myndighederne har indført en sikkerhedszone på 30 km omkring Tjernobyl. Tusinder af soldater er udkommanderet til at rydde op.

Pripjat ligner en spøgelsesby, da ingeniør Grigorij Medvedev kører igennem gaderne i sit militærkøretøj.

Som ekspert i atomkraft og radioaktivitet har myndighederne sendt ham til området for at for at besigtige oprydningsarbejdet og måle radioaktivitet på centrale steder i byen.

På byens hovedgade standser han bilen og betragter omgivelserne. Det er, som om hele byen er faldet i en dyb søvn. På boligblokkenes altaner hænger vasketøj, der for længst er blevet tørt.

Her og der står vinduer åbne med gardinerne hængernde ud som døde tunger. Medvedev stiger ud af bilen med sin geigertæller. I en gyde ligger en stor sort hund, der er skudt af myndighederne i forbindelse med oprydningsarbejdet.

Han holder geigertælleren over kadaveret og måler 110 røntgen i timen, en meget kraftig dosis. Pludselig kommer der to grise løbende ud af det blå. De virker begejstrede over endelig at se mennesker, men deres øjne er blodsprængte, og deres bevægelser er ukoordinerede. '

Medvedev måler 50 røntgen på deres tryner, mens grisene kaster sig over den døde hund. Så sætter han sig ind i bilen igen og fortsætter mod Tjernobyl.

Siden ulykken er tonsvis af sandsække blevet kastet fra helikoptere over resterne af reaktor 4. Titusindvis af soldater er hidkaldt for at rydde op omkring værket. De skal fælde og nedgrave tusindvis af træer, skyde dyr, vaske veje og rense 60.000 bygninger med kemikalier.

Medvedev standser nogle hundrede meter fra reaktor 4, hvor en flok unge mænd indsamler stumper af grafit og jern fra eksplosionen.

Selvom en officer råber op om sikkerhedsreglerne, bærer mange af de unge – til Medvedevs store forfærdelse – ikke engang masker, og de virker uvidende om den enorme risiko, de
udsætter sig selv for. Deres ansigter er allerede brune af strålingen.

Medvedev prøver at advare dem, men forgæves. Så tager han sine målinger og skynder sig bort. På sin notesblok skriver han med stor afsky: Tjernobyl demonstrerer, hvordan administrationen på det skændigste har spillet fallit.

10. maj, et hospital i Moskva

Brandmanden Vasilijs kone Ljudmila har bestukket folk på hospitalet og hemmeligholdt sin graviditet for at få lov til at passe sin mand.

Ljudmila sidder på en lille stol ved hospitalssengen til højre for sin mand. De seneste dage har været et mareridt.

Efter ulykken blev Vasilij fløjet til Moskva, og Ljudmila hævede alle sine penge i banken for at rejse efter ham. Siden har hun været ved sin mands side 24 timer i døgnet.

Hun kan næsten ikke kende ham længere. Huden på arme og ben sprækker og falder af, og kroppen er dækket af store, væskende sår. Ansigtet er så hævet, at han knap kan åbne øjnene, og hver gang han drejer hovedet på puden, falder håret af i store totter.

“Jeg elsker dig, Ljudmila”, hvisker han og prøver at gribe efter hendes hånd, “Jeg vil så gerne se vores barn”.

Ljudmila kan næsten ikke holde tårerne tilbage. Hun nægter at slippe sin døende mand. Om natten får hun sygeplejerskerne til at lukke sig ind på stuen, så hun kan våge over ham.

De forstår hende ikke: “Hvorfor? Du er ung. Han er ikke en person længere. Han er en atomreaktor. Du bliver lige så syg som ham!” Men Ljudmila er ligeglad og klynger sig til håbet om, at Vasilij overlever.

Hun hviler sig i et sjældent øjeblik alene i et rum på hospitalet, da rengøringskonen hamrer på døren: “Kom!

Vasilij råber dit navn som en vanvittig!” Ljudmila løber, men hun kommer for sent. Vasilij Ignatenko er død.

December 1986, Tjernobyl

Siden ulykken har over en halv million mennesker deltaget i oprydningsarbejdet.

Som en moderne katedral rejser den såkaldte “sarkofag” sig rundt om den ødelagte reaktor 4. 206 dage, mere end 400.000 m³ cement og 7.300 ton metal er blevet brugt for at indespærre de 74.000 m³ voldsomt forurenede rester af reaktoren. Meget af byggeriet er blevet udført af robotter pga. den kraftige stråling.

Inde i bygningen ligger også liget af ingenøren Valerij Khodemtjuk, som blev slået ihjel af eksplosionen. På grund af strålingen har ingen kunnet hente ham ud.

I stedet har Khodemtjuk med sarkofagen fået det dyreste mausoleum siden faraoernes tid. For mange borgere ligner sarkofagen en skamstøtte over Sovjetunionens æra.

Ulykken, hemmelighedskræmmeriet og den langsomme evakuering er for dem et bevis for, at der er noget galt med hele magtapparatet.

Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov ønsker mere åbenhed og bruger blandt andet ulykken som bevis. I 1995 skriver han i sine erindringer:

“Tjernobyl kastede lys over mange af de sygdomme, der var i vores system. Ulykken var en alvorlig påmindelise om, hvor gammeldags vores teknologi var, men også om, at det gamle system havde spillet fallit”.

Se billeder fra katastrofeområdet:

Regeringen fralagde sig ansvaret

I 1987 begyndte en retssag, som skulle placere ansvaret for ulykken på Tjernobyl. Myndighederne var uvillige til at give svagheder i kraftværket skylden, og i stedet blev fem ansatte dømt for uansvarlighed.

I dag mener de fleste, at ulykken var et resultat af utilstrækkeligt uddannet personale, tilsidesættelse af sikkerheden og konstruktionsfejl i værket.

Tjernobyl producerede strøm frem til 2000.