Virkelighedens tårnhøje helvede

Om morgenen den 1. februar 1974 bryder en brand ud i et nybygget højhus i São Paulo. Rædselsslagne indser de flere hundrede indespærrede, at brandvæsenet ikke kan nå ind til dem. Der er kun en vej: Op.

Om morgenen den 1. februar 1974 bryder en brand ud i et nybygget højhus i São Paulo. Rædselsslagne indser de flere hundrede indespærrede, at brandvæsenet ikke kan nå ind til dem. Der er kun en vej: Op.

Getty Images

Røg.

José Carlos del Fiol er ikke i tvivl. Lugten river ham i næsen, men han kan ikke forstå, hvor den kommer fra.

Den unge journalist befinder sig i São Paulos turistkontor, der ligger på 12. etage i storbyens rådhus. Klokken er få minutter i ni om morgenen, og mange af indbyggerne er allerede på arbejde.

Bekymrede kigger Fiol og flere andre i turistkontoret sig omkring. Journalisten kan ikke se, hvor røglugten kommer fra.

Pludselig begynder folk at pege ud ad de store glasvinduer. Skråt over for rådhuset, på den anden side af gaden Santo Antônio, vælter tyk, sort røg ud af det nybyggede Joelma-højhus og formørker himlen.

“Der er brand! Se røgen!” Kontoransat i Joelma-bygningen

Den 25 etager høje bygning, der huser investeringsbanken Crefisul, ligger under 50 m fra rådhuset. Fiol kan mærke rædslen løbe igennem sin krop.

Normalt skriver han kun hyggelige artikler til sit magasin, men to år forinden havde han været med til at dække en anden højhusbrand i São Paulo, da den 115 m høje Andraus-bygning var brudt i brand.

Fiol havde ikke selv været på stedet under tragedien, men hjalp redaktionen med at udvælge billeder til reportagen. Katastrofen, der trods en stor redningsaktion kostede 16 mennesker livet, havde været umulig­ for den unge journalist­ at glemme.

Fra turistkontoret kan Fiol og de andre tydeligt se, hvordan meterhøje flammer grådigt vælter ud ad flere vinduer på Joelma-bygningens 12. etage.

Synet får tårerne til at løbe ned ad kinderne på flere af kvinderne i lokalet, mens andre falder på knæ og begynder at bede højlydt.

Instinktivt griber José Carlos del Fiol sit kamera og løber op ad trappen til rådhusets tagterrasse. Her begynder han febrilsk at tage billeder af tragedien, der udfolder sig i højhuset overfor.

Ingen vej nedad – kun opad

Kl. 9.00: Revisoren Osório Gonçalves da Silva arbejder på 21. etage i Joelma-bygningen, da røg siver op fra etagerne nedenunder.

Osório Gonçalves da Silva er knap nok gået i gang med dagens arbejde, da det til hans frustration brat bliver afbrudt.

På gangarealet uden for hans kontor lyder råb: “Der er brand! Se røgen!” skriger en kollega med en stemme fuld af frygt og panik.

Den blot 20 år gamle revisor, en af Crefisuls yngste medarbejdere, står ligesom mange af sine kolleger et øjeblik som forstenede. Ingen af dem kan helt tro beskeden. Men så får de øje på røgen.

Eneste udgang på Joelma-bygningen var det centrale elevatortårn.

© Claus Lunau/HISTORIE

Klimaanlæg udløste brand

Branden i Joelma-bygningen blev opdaget klokken 8.50 om morgenen. Den var blevet udløst af et defekt aircondition-anlæg på 12. etage. Anlægget var brudt i brand og havde antændt gardiner og de trævægge, som adskilte kontorerne fra hinanden.

Da medarbejdere på etagen opdagede branden, var røgen allerede så kraftig, at det var umuligt at slukke ilden med brandslukkere. Fra 12. etage bevægede branden sig op ad betonbygningens facade og via elevatortårnet, som indeholdt fire elevatorer samt bygningens eneste trappe.

Som konsekvens blev elevatortårnet lynhurtigt fyldt med røg og varme, som gjorde det håbløst for folk at flygte nedad, men også gjorde det umuligt for brandfolkene at komme op i bygningen.

Synet får dem alle til at styrte hen imod Joelma-bygningens elevator- og trappetårn, der står kilet ind mellem højhusets to halvdele. Tårnet har fire elevatorer, som under normale omstændigheder kan tilkaldes på relativt kort tid.

Men nu da samtlige 756 ansatte i bygningen på samme tid forsøger at komme ud, er de fire elevatorer stort set umulige at tilkalde til de øverste etager.

Uroen breder sig blandt de ventende, efterhånden som mere røg fylder gangarealerne. Da en elevator omsider når 21. etage, presser folk sig desperate ind i den trange metalkabine, der lynhurtigt fyldes op.

Der er kun en enkelt plads tilbage, da det omsider bliver Silvas tur. Umiddelbart bag ham står en kvinde og kigger frygtsomt på den proppede elevator. Silva træder til side og giver hende sin plads. Han må satse på den næste elevator.

Uden mulighed for flugt kaster de to skikkelser sig ud fra gesimsen – direkte ud i afgrunden.

Panikslagne trykker Silva og de andre efterladte på elevatorknapperne. Men ingenting sker. Efter at have ventet i det, der virker som en evighed, beslutter Silva sig for at gå samtlige de 21 etager ned.

Han er i god form, så det er ikke uoverkommeligt. Den unge revisor er imidlertid kun nået til første trin, da lyset i trappeskakten går ud.

Kun med dagslyset fra tårnets små vinduer til hjælp famler Silva sig nedad. Han er kun nået tre etager ned, da han bliver mødt af en gruppe mennesker, som desperate er på vej den modsatte vej.

De fortæller, at etagerne under dem er fyldt med røg, så det er umuligt at komme længere ned. Eneste mulighed er at bevæge sig opad – væk fra branden.

Folk hopper i døden

Kl. 9.10: Fra rådhusets tag ser journalisten José Carlos del Fiol ilden sprede sig på Joelma-bygningen.

José Carlos del Fiol står som i trance og fotograferer ildebranden i Joelma-bygningen over for rådhuset. I kameraets telelinse kan han se stort set alle detaljerne.

Nede på gaden kommer store grupper af mennesker ud af det brændende højhus. Fiol kan se, hvordan de bliver modtaget med kram af de mange tilskuere, som har forsamlet sig på fortovet, mens de spejder op imod flammerne oppe på bygningens 12. etage.

Umiddelbart ser stemningen rolig ud – ingen ser ud til at være i panik. Da Fiol retter sin kameralinse mod den brændende etage, går det imidlertid op for ham, at menneskene på gaden er de heldige – de få, der nåede ud i tide.

VIDEO – Se flammerne omslutte højhuset:

Journalisten kan se, hvordan flere personer på 12. etage desperat forsøger at undslippe flammerne gennem bygningens vinduespartier.

To af dem træder ud på den brede beton-gesims uden for vinduet og prøver at klatre ned til vinduesgesimsen på 11. etage. Afstanden er for stor, så de må opgive. Men bag dem raser branden nu så kraftigt, at store stikflammer slikker langt op ad facaden.

Uden mulighed for flugt kaster de to skikkelser sig ud fra gesimsen – direkte ud i afgrunden. I flere sekunder falder kroppene gennem luften. Fiol kan ikke høre dem ramme gaden, men synet alene er frygteligt.

På tagterrassen omkring ham bryder de mange tilskuere ud i fortvivlede skrig, og flere løber grådkvalte væk. De to personers død chokerer José Carlos del Fiol i endnu højere grad, fordi han gennem sit kameras telelinse kunne se ofrene tæt på. Men han tvinger sig selv til at blive stående.

Med rystende hænder fotograferer han, hvordan flammerne nu har bevæget sig langt op ad facaden på bygningen, så den nu ligner en gigantisk gul og orange fakkel.

På flere af etagerne flygter folk ud på vinduesgesimserne, hvorfra adskillige springer i døden, da de indser, at de ikke længere kan undslippe ilden.

Fiol kan også se, hvordan Joelma-bygningens tagterrasse er blevet fyldt op med skrækslagne mennesker, som fra terrassens rækværk desperate vinker til Fiol og de andre, som står i næsten samme højde på rådhusets tagterrasse.

Klokken er nu omkring 9.20, og nede på gaden ankommer de første brandbiler omsider. Fiol kan se, hvordan de store vogne kun med stort besvær kan trænge igennem den tætte morgentrafik.

Brandbilerne havde svært ved at nå frem til branden pga. den tætte morgentrafik.

© Eivind Molberg/Folhapress

To tankvogne standser på gaden Santo Antônio, og brandfolkene ruller straks slanger ud og begynder at oversprøjte den brændende bygning med vand.

De kraftige vandstråler kan imidlertid kun nå op til de nederste af højhusets etager. Da de indespærrede mennesker på de øvre etager opdager, at den ventede hjælp aldrig vil komme, kan Fiol se, hvordan mange af dem bliver helt desperate og skriger i fortvivlelse.

Gardiner redder Silvas liv

Kl. 9.25: Da han ikke kan komme ned via trappen på grund af røg, flygter revisoren Osório Gonçalves da Silva i stedet opad.

Røgen i Joelma-bygningens trappeskakt får Osório Gonçalves da Silvas øjne til at løbe i vand. Pludselig står et barn lige foran ham og beordrer ham til at stoppe: “Denne vej!” råber barnet og peger på en korridor, der leder fra trappeskakten og ind på en af de øvre etager.

Den omtumlede Silva følger kommandoen. Men da han kigger sig tilbage, er barnet væk. På etagen finder Silva en gruppe bankmedarbejdere, som sidder modløse på gulvet.

Flere af dem græder stille. En anden gruppe er i gang med febrilsk at flytte store stakke af dokumenter samt de lange gardiner, som hænger foran vinduerne, for ikke at give ilden, der raser uden for, næring.

Hver gang Silva sætter sine hænder på murværket, føles det, som om han rører ved en stegepande.

Uden for ruden kan Silva se flammer slikke op ad bygningsfacaden, mens sort røg forvandler den lyse morgen til tusmørke.

Bankmedarbejderne fortæller Silva, at deres plan oprindeligt var at smide alle brændbare materialer ud ad vinduet, men det viste sig umuligt, fordi gaden neden for bygningen er fyldt med mennesker. Deres eneste mulighed er at flytte papirerne så langt væk fra ruderne som muligt.

“Jeg kan se brandfolkene!” råber en kvinde pludselig og peger ud ad et af vinduerne og ned på gaden under dem.

Kvindens råb får alle i lokalet til at springe op og styrte hen til vinduet, hvorfra de ganske rigtigt kan se, hvordan både brandvæsenets tankvogne og flere stigevogne er i gang med at gøre klar til deres indsats.

Med tilbageholdt åndedræt iagttager de, hvordan brandfolkene drejer de store teleskopstiger hen imod bygningen og derefter skyder stigerne ud i forlængelse af hinanden.

Da den sidste stige er kørt ud, når den imidlertid kun op til 12. etage, hvor branden begyndte. Det er adskillige etager under den etage, hvor Silva og de andre befinder sig.

Kun 41 mennesker blev reddet ved hjælp af brandvæsenets stiger.

© ESTADÃO CONTEÚDO

Stigerne kunne kun nå op til 15. etage

São Paulos brandvæsen forsøgte forgæves at redde folk ud af det brændende højhus, men deres stiger var ikke lange nok.

Klokken var 9.03, da brandvæsenet blev alarmeret om branden i Joelma-bygningen. De første to køretøjer var på stedet syv minutter efter, men på grund af den tætte morgentrafik tog det yderligere ca. 20 minutter, før andre brandbiler nåede frem.

São Paulos brandvæsen havde adskillige stigevogne med teleskopstiger, der fra køretøjets lad kunne skydes ud i forlængelse af hinanden. De første stiger på stedet kunne kun nå til bygningens 12. etage, hvor branden var begyndt.

Senere blev køretøjer med endnu længere stiger rekvireret. Disse stiger kunne nå helt op til 15. etage, men det hjalp ikke de mange hundrede indespærrede mennesker, som befandt sig på de øverste 10 etager.

Brandfolkene havde dog små, bærbare stiger, som de kunne hægte fast på vinduegesimserne og på den måde nå 1-2 etager højere op.

Redningsoperationen var ekstremt farlig, da brændende materiale og knust glas konstant regnede ned fra de øvre etager og ned over mændene på stigerne. Omkring 300 brandmænd kæmpede mod branden, men kun med meget lidt held.

Modløse ser han og de andre, hvordan folk bliver hentet ned fra gesimserne på 12. etage. Silva har ligesom de andre næsten mistet alt håb, da han pludselig får øje på et af de lange gardiner, som gruppen tidligere rev ned fra vinduerne.

Gardinet er flere meter langt og i god kvalitet – det vil sagtens kunne bære en person. Gardinet kan blive deres redning, hvis de bruger det til at klatre ned til næste etage, fortæller han indtrængende de andre.

Gruppen spilder ingen tid og binder gardinet fast inde i kontoret, hvorefter de kaster den anden ende ud ad vinduet og ned ad bygningsfacaden. En efter en firer de sig via gardinet ned på næste etages vindues-gesims i den intense varme fra branden, der raser længere nede.

Da det bliver en ung piges tur, går det imidlertid galt. Kvinden har stort besvær med at holde fast i gardinets tykke stof. Hun er kun et stykke nede, da hun mister grebet og med et frygteligt skrig falder ned på gaden mange etager under dem.

Pigens død ryster dem alle, men Silva tvinger sig selv til at arbejde videre. Han får de sidste sendt ned og klatrer derefter også selv ned ved hjælp af gardinet.

Brandvæsenets stiger er imidlertid stadig to etager under dem, og de har ikke længere nogen gardiner til at hjælpe dem. I stedet beslutter gruppen sig for at klatre ned langs de lodrette solafskærmnings-betonplader, der stikker ud fra facaden på hver side af vinduerne og adskiller gesimserne fra hinanden.

Silva må bruge alle sine kræfter for at klamre sig fast til betonpladerne, der er gloende hede på grund af branden. Hver gang han sætter sine hænder på murværket, føles det, som om han rører ved en stegepande.

Smerten er ulidelig, men han nægter at give op, indtil han omsider når ned til de ventende brandmænd på stigerne. Han er reddet.

Mange overlevede ved at flygte ud på vinduesgesimserne.

© Folhapress

Vinduesgesimser blev manges redning

Efterhånden som branden spredte sig i bygningens indre, flygtede­ folk ud ad vinduerne og ud på vinduesgesimserne.

Joelma-bygningen havde ingen altaner, men under vinduerne sad brede gesimser af beton. Da folk indså, at de ikke kunne komme ud af bygningen og i mange tilfælde heller ikke kunne slippe væk fra deres brændende etage, flygtede de ud på gesimserne gennem vinduerne.

De folk, som endte på gesimser nær siderne af bygningen, var de heldigste. Her var kun ild til den ene side, og kontorerne på den anden side af vinduerne var små og med få brændbare materialer.

Folk kunne derfor i stå i relativ sikkerhed på gesimserne i flere timer, mens de ventede på hjælp. Folk på gesimser, der sad midt på bygningen, var værre stillet. Ilden rasede både bagved dem i kontorerne, foran dem på facaden og også til begge sider. Kun de færreste overlevede derfor.

Heden fra ilden er ulidelig

Kl. 9.30: Da branden begyndte, tog kun få af økonomen Mauro Jacintos kolleger det alvorligt, fordi de befandt­ sig højt oppe i bygningen. Men nu mærker­ ­de den intense hede.

Mauro Jacinto sveder som aldrig før. Hele 25. etage, hvor han befinder sig, føles som en gigantisk ovn, som bare bliver varmere og varmere. Den 21 år gamle økonom kigger på sine paniske kolleger, der blot et kvarter forinden med ophøjet ro havde hørt råbene om, at der var udbrudt brand på en af de nedre etager.

Ingen af dem havde regnet med, at det var alvorligt, når de befandt sig så langt væk fra ilden. Selv ikke, da elevatorerne holdt op med at fungere, havde de været bekymrede.

Men nu, hvor de alle tydeligt kan lugte røgen og mærke den ulidelige varme fra branden, der raser under dem, er stemningen panisk. Flere af Jacintos kolleger løber forvildede rundt for at finde en udvej, mens de råber til hinanden med rædsel i stemmerne.

Flere har forsøgt trapperne, men er kommet tilbage med besked om, at det er umuligt at komme ned på grund af røgen. Mange græder åbenlyst, mens andre knæler og beder højlydt.

Med jævne mellemrum lyder dumpe brag, når gasflaskerne på etagerne under dem ikke længere kan modstå heden og eksploderer.

Pludselig ser Mauro Jacinto en af sine kolleger gå hen imod et af vinduerne. Manden, som Jacinto kender godt og ofte drikker kaffe med, siger ikke et ord, men åbner et af vinduerne.

Sekundet efter springer han ud. Jacinto kan ligesom de andre på etagen næsten ikke tro sine egne øjne. Kollegaens selvmord får imidlertid de overlevende til at indse, at de ikke kan blive, hvor de er.

Fra etagen er det muligt at komme ud på Joelma-bygningens to tagterrasser. Jacinto og en gruppe af hans kolleger vælger at gå ud på den største af de to terrasser.

Selvom de nu er i den fri luft, er varmen dog ikke mindre. Røg og hed luft fra branden står op langs bygningens sider og gør det umuligt for flygtningene at kigge ud over tagets kant.

Med jævne mellemrum lyder dumpe brag, når gasflaskerne på etagerne under dem ikke længere kan modstå heden og eksploderer.

De hule drøn får Jacinto til at sætte sig på hug, lukke øjnene og forberede sig på døden: “Pokkers, at jeg ikke nåede længere”, mumler den unge økonom vredt for sig selv, mens han tænker på alt det, han ville ønske, at han havde nået: at rejse, se alverdens strande og at få en familie og børn.

Klatrer tre etager ned for at redde pige

Kl. 9.35: På 16. etage har en lille gruppe bankansatte­ søgt tilflugt på et badeværelse.

Bankmanden Celso Bidingue sidder sammen med seks andre kolleger i det lille, trange badeværelse på 16. etage. Som ved et mirakel er ilden endnu ikke nået ned i deres ende af bygningen.

Da Bidingue på et tidspunkt læner sig ud ad badeværelsets vindue, får han langt nede øje på en pige i en farvestrålende, lyserød kjole. Det er Bidingues kollega Tarsilla de Sousa, som han altid har haft et godt øje til.

Den unge kvinde er tilsyneladende flygtet til bygningens 13. etage, som ikke er færdigbygget. Etagen står tom uden kontormøbler. Pigen er alene og ser meget skræmt ud.

Bidingue beslutter sig for at redde hende. I et af de nærliggende kontorer flår han et langt gardin ned og tager det med ind i badeværelset. Her binder han gardinet fast og gør sig klar til at klatre ned langs bygningens facade til vinduesgesimsen nedenunder.

Ingen af de andre i badeværelset tør klatre med, så Bidingue tager turen alene. Ved hjælp af gardinet og sine klatreevner lykkes det ham at nå alle tre etager ned til den skræmte pige.

På etagerne under dem og over dem raser branden, så det eneste, de kan gøre, er at vente og håbe på, at de kan holde ud. Fra vinduerne hører og ser de tragedien udfolde sig på de andre etager: råb, skrig, ild og røg – og menneskekroppe, der hvirvler gennem luften fra de øvre etager.

Også Tarsilla de Sousa taler om at kaste sig ud. Men Bidingue får hende talt fra det – han er ikke klatret hele tre etager ned blot for at se hende kaste sig ud ad vinduet.

Brandvæsenets slanger lækker

Kl. 9.35: Journalisten José Carlos del Fiol har set op imod 15 mennesker kaste sig ud fra Joelma-bygningen, men han fortsætter med at fotografere.

Fra sin udkigspost på rådhusets tag følger José Carlos del Fiol ildebranden og brandfolkenes kamp for at redde de indespærrede. Brandmændene ruller stadig vandslanger ud, men flere af dem er i stykker, og vandet fosser nyttesløst ud på gaden.

Da brandslangerne kun kan nå op til de nederste af bygningens brændende etager, må redningsfolkene på de store teleskopstiger kæmpe en hård kamp for at nå op til de indespærrede. Glas, stumper af gipsplader og brændende inventar fra kontorerne flyver om ørerne på dem.

Flere steder venter rædselsslagne mennesker på hjælp ude på vinduesgesimserne på bygnings­facaden. Men da det går op for dem, at stigerne ikke kan nå op til deres etager, hopper flere af dem ud – enten for at gøre en ende på deres liv eller i håbet om at kunne gribe fat i en af brandvæsenets stiger­ på vejen ned.

Fiol ser en person, der kaster sig ud fra de øverste etager, ramme en af de lange stiger – men uden at kunne nå at få fat.

Nu begynder flere helikoptere også at nå frem. Joelma-bygningens tag er ikke bygget til at bære en helikopter, og de hede luftstrømme fra branden gør det meget farligt for dem at flyve ind over bygningen.

Helikopterne kunne ikke lande på bygningen og reddede derfor kun ganske få.

© Scanpix

Helikopterne lander derfor i stedet på helikopter-platformen på rådhusets tag, hvor Fiol befinder sig. Han bemærker, at ingen af dem medbringer hverken stiger, reb eller kroge til at redde de over hundrede mennesker med, som befinder sig på taget af den brændende bygning.

Gennem sin kamera-linse kan Fiol se desperationen på Joelma-bygningens tagterrasse. I forsøget på at undgå den sorte røg fra branden har folk dækket næse og mund med tørklæder og iturevne beklædningsgenstande.

Men røgen er for voldsom, og Fiol iagttager forfærdet, hvordan mange af dem falder om på taget – helt livløse. De frygtelige scener gør det svært for Fiol at koncentrere sig. Han har kvalme og ønsker mest af alt bare at lukke øjnene.

Mens han fotograferer, kommer betjente op på rådhusets terrasse og beordrer alle i bygningen ud. Fiol beder dem om at lade ham blive, så han kan fortsætte med at fotografere, men de insisterer.

Da han kommer ned på gaden og forlader området, føler han en afgrundsdyb sorg og fortvivlelse. Journalisten er imidlertid nødt til at skynde sig hen på redaktionen for at aflevere sine billeder.

Men lige meget, hvor meget han prøver, kan han ikke glemme synet af de mennesker, der hoppede i døden fra højhuset.

Varmen får huden til at boble

Kl. 10.15: Da branden brød ud, forsøgte bogholderen Mário Marinuchi og hans kolleger at komme ned fra 21. etage via trappen. Da det ikke kunne lade sig gøre, flygtede de opad mod taget.

Trappen op mod taget er fuld af mennesker, der alle panisk skubber og maser til hinanden. Mário Marinuchi må skræve over flere, der er blevet væltet omkuld. Han stopper ikke for at hjælpe. Ligesom alle andre tænker han kun på at komme ud af den ulidelig varme trappeskakt, der føles som en ovn.

Da de omsider når ud på tagterrassen, bliver Marinuchi imidlertid slemt skuffet. Her er også uudholdelig varmt, men i det mindste er han ude i det fri.

Bogholderen kan huske, da Andraus-bygningen – et højhus ligesom Joelma – brændte i São Paulo to år forinden. Dengang blev næsten alle beboerne reddet fra taget af helikoptere.

Han er sikker på, at det blot er et spørgsmål om tid, før det samme sker her. Han skal bare holde ud.

Varmen er så stærk, at hans hud begynder at boble, mens neglene på hans fingre løsner sig fra kødet nedenunder.

Tiden går imidlertid, uden at de mange mennesker på tagterrassen ser nogen helikoptere, og de kan mærke, hvordan taget bliver varmere og varmere, efterhånden som ilden æder sig igennem etagerne.

Varmen og røgen brænder i næse, øjne og lunger, og Marinuchi føler, at han næs­ten ikke kan få luft. Rundt om ham begynder panikken at sætte ind, og mange af de kvindelige ansatte skriger og græder i fortvivlelse.

Omsider dukker en helikopter op, men i stedet for at lande og redde folk flyver den ind over taget og kaster plastikposer med mælk og vand ned.

Desperate kaster folk sig over drikkevarerne, men ingen tænker på at drikke hverken mælken eller vandet. I stedet flår de poserne op og hælder indholdet ud over deres kroppe for at køle ned. Den kølende væske holder imidlertid kun ganske få minutter, for fra etagerne under dem nærmer flammerne sig nu taget.

Selvom Marinuchi ikke kan se flammerne, kan han mærke den ekstreme hede fra dem. Varmen er så stærk, at hans hud begynder at boble, mens neglene på hans fingre løsner sig fra kødet nedenunder.

Smerten er så ulidelig, at Marinuchi overvejer at kaste sig i døden. Kun tanken om hans hustru derhjemme holder ham tilbage. Han skal overleve!

På gaden forsøgte mange at stoppe de indespærrede i at hoppe ud. På skiltet står: “Fat mod! Vi er med jer!”

© ESTADÃO CONTEÚDO/folhapress

Flertallet kastede sig i døden EFTER branden

Da de indespærrede indså, at brandvæsenet ikke kunne redde dem, valgte mange at springe ud fra bygningen. Selv efter at ilden døde ud efter en times brand, fortsatte folk med at kaste sig ud, fordi de troede, at branden stadig var i gang.

I alt 40 mennesker døde ved at hoppe ud fra bygningen, heraf op imod 30 efter ildens ophør. De faldende kroppe var farlige for brandfolkene. En brandmand var fx på vej ned ad en stige fra 12. etage med en bevidstløs pige på ryggen, da en mand hoppede ud fra 19. etage.

Sekundet efter sprang en anden ud fra 16. etage. De to mænd ramte pigen, som blev revet med. Brandmanden overlevede kun, fordi hans fod sad fast i stigen.

Den ene tagterrasse kollapser

Kl. 10.25: Økonomen Mauro Jacinto befinder sig også oppe på tagterrassen, hvor varmen fra branden bliver værre og værre.

Mauro Jacinto er i helvede. Heden på den store tagterrasse er så ulidelig, at flere af hans kolleger uden varsel har taget tilløb og er sprunget ud over tagkanten.

For at undgå flere selvmord og selv modstå fristelsen beslutter en gruppe af de over hundrede bankansatte på terrassen at patruljere tagkanten for at forhindre folk i at kaste sig ud. “Hold lige øje”, beordrer en fra gruppen Jacinto.

Fra tagterrassen kan Jacinto se over til tagterrassen på Joelma-bygningens sydtag, som også er fyldt op med skrækslagne mennesker. Mens han kigger, kollapser sydtagets terrasse pludselig og river alle med sig ned i et frådende inferno af flammer.

Synet får de overlevende på Jacintos terrasse til at skrige. Alle ved nu, at det samme kan ske på deres side. Jacinto kan mærke, hvordan hans hud brænder, men frygten jager smerten væk.

Pludselig føler han terrassegulvet give efter, og sammen med flere andre styrter han ned på betonen omkring en meter under terrassekonstruktionen. Betonen er som en kogeplade. Jacinto besvimer.

Samtlige etager over den 12. etage, hvor ilden begyndte, brændte totalt ud.

© ESTADÃO CONTEÚDO

81 overlevede heden på taget – 90 gjorde ikke

I alt 188 mennesker omkom i Joelma-branden. Af disse døde næsten halvdelen på bygningens store tagterrasser.

Næsten 200 mennesker flygtede i løbet af branden op på Joelma-højhusets to tagterrasser. Bygningens tag var ikke færdigt, fordi ejeren satsede på senere at bygge flere etager ovenpå.

Derfor bestod tagene blot af et betonfundament, hvorpå der lå et kraftigt træskelet, der holdt et terrasse-gulv af tynde betonplader.

Under branden blev begge tage ekstremt varme pga. branden på etagerne nedenunder, men også pga. flammerne, der slikkede op langs bygningens sider. Varmen fik sydtagets terrasse til at styrte sammen.

Alle 60 mennesker, der var på sydtaget, døde derfor. På nordtaget overlevede­ størstedelen.

Marinuchi bliver reddet af helikopter

Kl. 10.40: Mário Marinuchi har gennem længere­ tid set en helikopter kredse om taget.

Med smertende øjne holder bogholderen Mário Marinuchi øje med den larmende helikopter, der hænger i luften et stykke fra tagterrassen. Pludselig flyver maskinen lavt ind over ham, og i farten springer en brandmand ned på terrassen.

Synet får Marinuchi til at fatte håb, for det må betyde, at myndighederne har en plan. Få minutter efter kommer endnu en helikopter, der svæver helt tæt på.

Marinuchi samler alle sine kræfter og løber hen imod maskinen, hvorpå han springer op og griber fat i helikopterens landingsstel. Stærke hænder hiver ham straks indenbords.

Inde i kabinen ligger bunker af poser med vand. Marinuchi råber til redningsfolkene, at de skal kaste det til folk på taget.

Da vandet er blevet smidt, sænker piloten igen maskinen ned mod taget, og det lykkes to andre personer at hægte sig fast på landingsstellet. Da de er kommet ombord, flyver helikopteren væk med kurs mod hospitalet.

Fotograf ser brandofrene

Kl. 12.00: Da branden er døet ud, lykkes det fotografen Milton Soares at få adgang til den udbrændte­ bygnings parkeringsanlæg.

Milton Soares må kante sig igennem ophidsede brandmænd, sygeplejersker og redningsfolk, der er på vej ind og ud af Joelma-bygningens garageanlæg. På en af de første etager ser han en læge, der giver førstehjælp til en person, der ligger livløs på gulvet.

En ung mand fortæller ham, at offeret er en journalist, som havde forsøgt at hjælpe under branden. Soares kender journalisten. Mens han interviewer de omkringstående redningsfolk, rejser lægen sig pludselig opgivende. Journalisten er død.

Samme år som Joelma-branden havde filmen­ “Det tårnhøje helvede” premiere. Filmen handlede om en storbrand i et højhus.

© Imageselect

Rystet tvinger Soares sig selv til at fortsætte højere op i bygningen. På 8. etage kan han se, hvordan store dele af betongulvet er kollapset og har efterladt et enormt hul på 20 meter i diameter.

På den næste etage er læger i gang med at give førstehjælp til sortsværtede brandofre. Da Soares kigger ind på et af toiletterne, ser han lig efter lig stablet oven på hinanden – det er alle dem, som lægerne ikke har kunnet redde.

Soares har aldrig set så mange lig før, og så er han ikke engang nået op til de etager, hvor branden har hærget. Her er antallet af ofre langt større.

Tragediens omfang er så frygteligt, at han ikke er i stand til at fortsætte. Soares vender om og lader Joelmas døde bag sig.

Efterskrift

Denne artikel er skrevet på baggrund af de mange avisartikler med øjenvidneudsagn, som brasilianske aviser bragte i dagene efter Joelma-branden og i forbindelse med årsdage for branden. Tidsangivelserne i artiklen er i nogle tilfælde kvalificerede gæt, da ikke alle vidner angav klokkeslæt.

Revisoren Osório Gonçalves da Silva blev udskrevet efter få dage på hospitalet. Han kan ikke forklare barnet, som viste ham vej og derefter forsvandt. Han kalder barnet “en engel”. Bankmanden Celso Bidingue og pigen, han klatrede ned til på 13. etage, ventede i to timer, før de til sidst klatrede ned til 12. etage og blev reddet af brandvæsenet.

Økonomen Mauro Jacinto blev reddet fra taget af helikoptere. Han var svært forbrændt og måtte gennem en hudtransplantation. I et interview fra 2001 udtalte han: “I dag, værner jeg om de simple ting: at tale med mennesker, at være hos familien. Jeg har indset livets sande værdi”.