Vulkanudbrud kostede 36.000 menneskeliv

I månedsvis betragter den lokale befolkning lavastrømmen fra Krakatau-vulkanen med bange anelser. Men selv de værste forudsigelser skulle blive overgået af eksplosionens inferno.

I månedsvis betragter den lokale befolkning lavastrømmen fra Krakatau-vulkanen med bange anelser. Men selv de værste forudsigelser skulle blive overgået af eksplosionens inferno.

Parker & Coward/Wikimedia

Hunga Tonga-Hunga Ha'apai-udbruddet set med vejrsatellitternes øjne.

© National Environmental Satellite Data and Information Service

Dengang og nu: Tonga buldrede som Krakatau

Den 15. januar 2022 gik vulkanen Hunga Tonga-Hunga Ha'apai i udbrud nær Stillehavs-øgruppen Tonga i Polynesien.

Udbruddet sendte trykbølger Jorden rundt, tsunamier ramte kysterne flere steder i Stillehavet, og store dele af Tonga blev dækket af vulkansk aske.

Udbruddet kunne høres så langt væk som Alaska. Ifølge eksperter er så højt et brag kun hørt enkelte gange før i historien – blandt andet ved Krakataus eksplosion i 1883.

Krakatau-udbruddet i strædet mellem Java og Sumatra var det voldsomste i det 19. århundrede, og braget indtager pladsen som den højeste lyd nogensinde genereret på Jorden.

Få hele historien om Krakatau-katastrofen herunder:

Da fyrtårnet på Javas sydvestspids natten til den 10. maj 1883 pludselig begyndte at skælve, var det, som om en usynlig hånd forsøgte at vriste det fri af klippegrunden.

I det fjerne lød en sagte rumlen, bølgerne, der evindeligt slog mod klipperne, hørte pludselig op, og havet blev blankt som et spejl. Fyrmesteren spejdede ængsteligt ud i mørket, men kunne ikke finde nogen forklaring på det mystiske fænomen.

Og så – som ved et trylleslag – vendte alt igen tilbage til det normale. Bølgerne piskede atter mod kysten, fyrtårnet faldt til ro på sit fundament, og fyrmesteren åndede lettet op og skrev en kort notits om hændelsen i sin logbog.

En javanesisk landsby før Krakataus udbrud, hvor 165 byer blev fejet i havet.

© Bridgeman

Derefter glemte han alt om spøgelsesnatten på Javas sydligste forpost. Fem dage senere skete noget lignende i byen Ketimbang på det sydlige Sumatras kyst.

Hen under aften den 15. maj bemærkede en embedsmand i det hollandske kolonistyre, Willem Beyerinck, at jorden skælvede under hans fødder. I de følgende dage tog rystelserne til, og Beyerinck kunne konstatere, at hele Sumatras kystlinje sitrede ildevarslende. Noget usædvanligt var i gære, men hvad kunne Willem Beyerinck ikke gennemskue.

Hans balkon havde udsigt til den lille, ubeboede vulkanø Krakatau mellem Sumatra og Java, men det faldt ham ikke ind, at det kunne være vulkanen, der var ved at vågne fra en 200 år lang tornerosesøvn. En opvågnen, der ville sende hans familie og tusinder af andre på vild flugt fra et altødelæggende inferno.

Sundastrædets grønne kendemærke

For indbyggerne i kystbyerne og i kolonihovedstaden Batavia (nu Jakarta) i Hollandsk Indien var den grønne vulkanø 40 km syd for Ketimbang et yndet udflugtsmål. Her blæste en sval brise ind over de kridhvide strande og bød på en kærkommen afveksling fra Batavias tunge og fugtige hede.

Sammen med palmernes sus og duften fra dens vildtvoksende krydderurter gjorde det øen til et tropisk paradis, og hver weekend strømmede hollandske familier til strandene iført tropehjelme og florlette gevandter og belæsset med picnic-kurve.

Reportagetegninger bragt i en britisk ugeavis viser Krakatau før og efter det voldsomme udbrud, som sprængte det meste af vulkanøen i stykker.

© Bridgeman

Hele verden fulgte med

Krakataus endeligt fandt sted, få år efter de første telegrafkabler blev lagt mellem Asien og Europa.

Ganske få timer efter Krakataus endeligt vidste hele verden besked om naturkatastrofen i den hollandske koloni. Telegrafselskaberne var netop blevet færdige med at lægge et netværk af kabler ud på havbunden, og dermed var Asien forbundet med Europa og resten af verden.

De undersøiske kabler strakte sig hele vejen fra London til bl.a. Tokyo, Singapore og Batavia (i dag Jakarta), som ligger blot 160 kilometer fra Krakatau. Herfra tikkede nyheden om vulkanudbruddet og de store ødelæggelser ind som morsesignaler hos det internationale nyhedsbureau Reuters i Fleet Street, London, blot tre timer efter at signalerne var blevet sendt af en lokal korrespondent.

Reuters kunne sende nyheden videre ud til sine kunder (avisredaktioner i hele verden), og sådan fik avislæserne besked om det gigantiske vulkanudbrud – og nogle af dem fik også en forklaring på det brag, de havde hørt få dage før, men ikke anede, hvad betød.

Også for de mange europæiske handelsskibe, der sejlede gennem Sundastrædet, var Krakatau med sine tre karakteristiske vulkantoppe et opløftende syn. Efter en næsten 8.000 kilometer lang og udmattende sørejse gennem Suezkanalen og videre over Det Indiske Ocean var øen ofte søfolkenes allerførste landkending.

En søjle af damp

Om formiddagen søndag 20. maj 1883 var vulkanøen om muligt endnu mere spektakulær end vanligt, og ikke en sky var at se på den dybblå himmel.

Men da det tyske krigsskib Elizabeth passerede forbi øen på sin vej sydpå gennem Sundastrædet, blev besætningsmedlemmerne mødt af et syn, de aldrig skulle glemme: Uden varsel skød øens nordligste krater en snehvid søjle af damp 11 km til vejrs, hvor den foldede sig ud på himlen som en gigantisk paraply.

Bag dampskyen kunne tyskerne lige akkurat skimte solen, der ifølge skibspræsten “hang som en lyseblå lampe i en kæmpe kuppel af mælkehvidt glas”.

Besætningsmedlemmerne på Elizabeth var iført deres hvide søndagsuniformer, og dæksplankerne var nyskurede, men den skinnende renhed blev snart spoleret af grå aske, der faldt fra himlen og dækkede skib og besætning.

Kun de indfødte frygter vulkanen

I timerne, der fulgte, observerede andre forbipasserende skibe sære fænomener ved Krakatau. Kaptajnen på et hollandsk fartøj bemærkede, at havet omkring øen sydede og boblede, som var det i kog. En anden kaptajn fortalte om øresønderrivende eksplosioner, der lød som geværild. Selv i Batavia omkring 160 kilometer mod øst mærkede indbyggerne, at Krakatau var begyndt at røre på sig.

Hos familien Stok, et midaldrende hollandsk ægtepar med bopæl i Batavias udkant, var husets frue ved at dække op til søndagsfrokosten, da en tallerken pludselig tippede ud over bordkanten.

Hr. Stok, der var direktør for koloniens magnetiske og meteorologiske observatorium, kiggede forundret op fra sin avis, og da alle husets vinduer og døre umiddelbart efter begyndte at klirre og klapre, skyndte han sig hen i observatoriet ved siden af hjemmet, hvor alle måleinstrumenterne var gået amok. Både jorden under hans fødder og luften omkring ham vibrerede, og en svag torden kunne høres i det fjerne.

Hr. og fru Stok var ikke ene om at bemærke rystelserne, og pludselig myldrede det med hollændere og javanere foran familiens hoveddør. Ingen af hollænderne virkede synderligt bekymrede, de var snarere opstemte over udsigten til et brud på rutinen.

De indfødte javanere var til gengæld rædselsslagne. Jordskælv og vulkanudbrud var ikke noget særsyn på disse kanter, og ifølge den lokale overtro var det den frygtede bjergdæmon Orang Alijeh, der stod bag. Nu frygtede javanerne, at dæmonen i bjerget havde set sig vred på menneskeheden.

Dumdristige hollændere går i land

Vulkanens buldren fortsatte i den følgende uge, så den hollandske general­guvernør besluttede at sende en ekspedition til Krakatau for at vurdere situationens alvor.

Han udpegede en ung hollandsk geolog, A.L. Schuurman, til at stå i spidsen, og sammen med en skare nysgerrige landsmænd, der havde betalt 25 gylden for at komme med på ekspeditionen, ankom Schuurman om morgenen 28. maj til Krakatau.

Akkompagneret af lyden af voldsomme eksplosioner og i en regn af pimpsten kæmpede ekspeditionen sig op over stranden, der var dækket af et 20-30 cm tykt lag aske. Junglens træer var nøgne og afbrændte, og det så ud, som om en voldsom ildstorm havde fortæret løv og grene.

Schuurman nærmest kravlede i hælene på et par vovehalse, der ivrigt havde taget teten, og jo højere hollænderne kom op, jo hedere blev luften, og jo mere brændte jorden under dem.

Med dødsforagt kravlede de op til kanten af det største vulkankrater, som de nåede, netop som en kaskade af røg steg op med en øredøvende hvæsen. Forskrækkede veg mændene tilbage, men da vulkanen atter faldt til ro, dristede Schuurman sig til at kigge ned i krateret.

Her kunne han se, at den skålformede bund var dækket af en mørk, skinnende skorpe, der glødede orangerødt, når en søjle af røg nu og da brød igennem og steg til vejrs med en skræmmende larm.

Selskabet blev på øen hele dagen, men måtte flere gange søge dækning for at undgå at blive ramt af glødende stenblokke, som blev slynget op i luften med voldsom kraft. Da ekspeditionen ved otte-tiden om aftenen lagde øen bag sig, var deres skosåler brændt væk, og ansigterne sorte af røg.

Men Schuurman var alligevel begejstret for besøget og skrev i en officiel rapport, at han var taknemmelig for at have oplevet “et skue, som gjorde dybt indtryk på alle og var uforglemmeligt for de fleste”. Af rapporten fremgik det, at Krakatau var aktiv, men ikke i en grad, så det burde give anledning til bekymring.

Nedtællingen er begyndt

Som havde hollændernes besøg haft en beroligende virkning på Krakatau, tabte vulkanen for en tid pusten. Bortset fra lejlighedsvise småeksplosioner gjorde den ikke meget væsen af sig i flere uger, og indbyggerne langs Sundastrædet begyndte at betragte Krakataus vredesudbrud som et underholdende, men til tider også irriterende indslag i hverdagen.

Som den hollandske avis Algemeen Dagblad i Batavia bemærkede i juni 1883: “Koncerter kan knap nok nydes på grund af alle de rystende lyde fra døre og vinduer”.

Hollænderne formodede, at Krakatau snart ville falde til ro igen, men da den hollandske flådekaptajn H.J.G. Ferzenaar 11. august 1883 vovede sig i land for at kortlægge øen, så det langtfra ud til at være tilfældet: Træerne stod som endeløse rækker af afbrændte tændstikker, alle tre vulkankegler var i udbrud, og Ferzenaar talte 14 revner i klippegrunden, hvorfra grålige eller blegrøde røgskyer vældede op fra undergrunden.

“Det er for farligt at foretage målinger“. Flådekaptajn Ferzenaar

Selv om sigtbarheden var elendig, lykkedes det Ferzenaar at tegne en skitse over øen, men han måtte hurtigt opgive at gennemføre en grundig undersøgelse af landskabet.

“Det må vente til senere, eftersom det er for farligt at foretage målinger. Jeg anser en kortlægning af øen for utilrådelig”, skrev han i sin rapport til militæret.

Han fik ikke muligheden igen. Ferzenaar var den sidste, der nåede at betræde øen, før den forsvandt i et frygtindgydende inferno.

Barnepige forudsagde udbruddet

Hos familien Beyerinck i byen Ketimbang på det sydlige Sumatra, 40 km nord for Krakatau, begyndte søndag 26. august 1883 fredsommeligt.

Om formiddagen deltog det hollandske ægtepar og deres tre små børn i indvielsen af en ny markedsplads, men larmen og rystelserne fra Krakatau lagde en dæmper på festlighederne.

Familiens indonesiske barnepige talte om onde varsler og hævdede, at fuglene virkede rastløse og skræmte, og Johanna Beyerinck lod sig smitte af pigens uro. Hun insisterede på, at familien skulle skynde sig at pakke og drage op i familiens sommerhus på et nærliggende bjerg.

Det, der især bekymrede hende, var, at hun ikke længere kunne skimte Krakatau fra hjemmets balkon. Vulkanøen var fuldstændig hyllet ind i sorte, svulmende skyer, en endeløs række af heftige eksplosioner bragede løs, og luften forekom elektrisk.

Willem Beyerinck så ingen grund til panik og forsøgte at berolige sin kone, men da han slog et smut ned til stranden, kunne han konstatere, at noget var rivende galt. Ikke en vind rørte sig, og alligevel slog enorme bølger op mod kysten.

Havoverfladen syntes at bruse, samtidig med at vandet steg mærkbart minut for minut. Willem Beyerinck indså, at hans kone og barnepigen havde ret. Familien skulle hurtigst muligt bringe sig i sikkerhed i højlandet.

Skib bombarderet med aske

I Sundastrædet var flere skibe tæt på Krakatau denne søndag eftermiddag. Et af dem, den engelske bark Charles Bal, befandt sig ni sømil (16 km) fra den buldrende vulkan, og kaptajnen, W.J. Watson, troede knap sine egne øjne og ører.

En lyd som kraftig artilleriild flænsede med et par sekunders mellemrum luften, og himlen var dækket af et tykt og mørkt skytæppe, hvorfra det lynede konstant.

Pludselig begyndte glødende sten, skoldhed mudder og aske at regne ned over skibsdækket, og en kvælende stank af svovl rev besætningsmedlemmerne i næsen.

Nærmest lammede af skræk forsøgte de at værne sig mod bombardementet fra Krakatau, men uden at kunne finde beskyttelse. Helvedet var brudt løs, og dette var blot begyndelsen.

Udbruddet globalt

Braget

Braget, da Krakatau eksploderede, er den højeste lyd, videnskaben har målt og kunne høres på store dele af Jorden, bl.a. over 3.000 km borte i Perth i Australien Det svarer til afstanden mellem København og Kairo i Egypten. Trykbølgen bevægede sig syv gange rundt om jord­kloden med en hastighed på over 1.000 km/t.

Havet

Bølgerne efter Krakataus udbrud nåede hele kloden rundt. Byen Auckland i New Zealand 7.800 km fra Krakatau meldte om to m høje tidevandsbølger, i Sydafrika 8.000 km borte steg vandet 40-60 cm 15 timer efter udbruddet, og i Den Engelske Kanal meldte observatører om tidevandsbølger halvandet døgn efter Krakataus eksplosion.

Vejret

De store mængder vulkansk aske og støv fra Krakatau formørkede Java og Sumatra, som var indhyllet i mørke i tre dage. Lavastøv, der blev ført med vinden rundt om hele kloden, lagde sig som et slør for solen og dæmpede dens kraft så meget, at gennemsnitstemperaturen faldt med 0,5 grader over hele Jorden i adskillige måneder.

Tusinder løb for livet

Johanna Beyerinck var stadig i gang med at pakke, da en kæmpemæssig flodbølge ramte kysten ved Ketimbang kl. 20 denne søndag aften.

Willem Beyerinck befandt sig på sit kontor, der blev fuldstændig opslugt af havet, men sammen med sin sekretær nåede han at kravle i sikkerhed i toppen af en kokospalme. Trappen til familiens hus blev revet væk af vandet, og da havet kortvarigt trak sig tilbage ved 20.30-tiden, kravlede Beyerinck ned fra palmen og løb hen til huset.

Øjeblikket efter flygtede familien ind gennem junglen i retning mod bjergene. Forfulgt af endnu en flodbølge og med glødende sten og aske regnende ned over sig løb de for livet.

Ligesom tusindvis af andre indbyggere fra Ketimbang famlede de sig desperate frem i blinde, men sank i brandvarm aske til knæene og blev hele tiden væk fra hinanden. Midt i kaosset forsøgte Johanna Beyerinck at råbe til sin mand, men hun kunne ikke få en lyd over sine læber. Hun tog sig til halsen i smerte og opdagede, at igler fra junglen have suget sig fast overalt.

“Hvor er min kniv? Jeg vil skære vores håndled over, så vi hurtigst muligt kan slippe for vores lidelser”. Willem Beyerinck

Først ved midnatstid nåede familien i sikkerhed i sommerhuset, forbrændte og forpinte. Men trods en udmattende flugt kunne ingen lukke et øje hele natten. Larmen fra Krakatau var stadig djævelsk, glødende sten og aske dryssede uafbrudt ned fra himlen, og i mørket uden for huset krøb tusindvis af lokale indbyggere sammen under åben himmel, mens de bad til Allah om at blive udfriet fra dette mareridt.

Næste morgen lige før daggry kom en af Beyerincks tjenere løbende op til sommerhuset og fortalte, at Ketimbang var blevet udslettet af en serie kæmpemæssige flodbølger på over 12 meters højde.

Ikke et hus var blevet skånet, alle vækster var revet op med rode, døde husdyr og knuste både lå spredt overalt, og byen med 8.000 indbyggere, som få timer forinden havde summet af liv, var forvandlet til en mudderpøl.

Aske gjorde dag til nat

Daggryet kom aldrig mandag den 27. august. Hele det sydlige Sumatra, Sunda-strædet og det vestlige Java var hyllet ind i et tæt lag aske, der dækkede for solen og gjorde dag til nat.

Om bord på barken Charles Bal var mørket så intenst, at besætningsmedlemmerne måtte famle sig frem på dækket. De kunne intet se og på grund af brølene fra vulkanen knap nok høre hinanden. Paniske af skræk kæmpede de for at skovle bjergene af gloende sten og slagger, som hobede sig op på skibsdækket, over bord.

På et andet engelsk skib, Norham Castle, noterede kaptajn Sampson i blinde i det intense mørke, at omkring halvdelen af søfolkene havde fået sprængt trommehinderne af Krakataus øredøvende eksplosioner.

“Mine sidste tanker går til min kære hustru. Jeg føler mig overbevist om, at dommedag er kommet”, skrev Sampson i sin logbog.

To gange denne morgen, klokken 5.20 og igen klokken 6.44, lød heftige eksplosioner fra Krakatau, men bragene var for intet at regne mod vulkanens sidste dødsskrig.

Tsunamier opslugte 165 byer

Klokken 10.02 eksploderede Krakatau med et gigantisk brag, der gav genlyd over hele Jorden. Vulkanøen blev sprængt i stumper og stykker, og på dyner af damp drev glødende aske med ekspresfart ind over Sumatras sydkyst, hvor mennesker og dyr blev forvandlet til levende fakler.

Samtidig regnede ufattelige mængder vulkansk materiale ned på havet. Eksplosionen havde også sendt en serie tsunamier af sted – de nærmede sig Javas og Sumatras kyster med flere hundrede kilometer i timen.

I dagene efter udbruddet var Sundastrædet fyldt med ligene af de mange druknede.

© Scanpix/Mary Evans

På skibene nær kysten så skrækslagne søfolk, hvordan flodbølgerne tårnede sig op foran øernes kyster. En sømand om bord på det engelske skib London beskrev, hvordan en af bølgerne havde kurs direkte mod hans fartøj:

“Besætningen satte øjeblikkeligt sejl for at kunne nå at modstå den forestående fare. Skibet havde lige akkurat tid nok til at møde bølgen med forstavnen først. Vi red frontalt ind i bølgen, og London blev løftet i vejret med svimlende hast. Bølgen fortsatte sin rejse mod land, og den stumme besætning iagttog, hvordan havet i en enkelt svingende bevægelse opslugte hele byen. Der, hvor havnebyen Telok Betong på Sumatras sydkyst havde ligget et øjeblik før, var nu kun havet tilbage”.

Byen Telok Betongs 2.260 indbyggere nåede knap at opdage tsunamien, før de druknede i vandmasserne. En hollandsk kanonbåd, Berouw, der lå for anker i havnen, blev flået løs af fortøjningen og kastet over 2,5 kilometer op ad en flod, hvor skibet landede på ret køl midt i junglen. Fartøjets 28 besætningsmedlemmer døde på stedet.

På Java på den anden side af Sunda-strædet var katastrofen mindst lige så omfattende: En koralblok på 600 ton blev skyllet langt op på land, og jernbaneskinner blev flået op og krøllet sammen som gavebånd. Hovedbyen Anjer, hvor 7.610 beboere havde til huse, blev fejet væk af de altfortærende vandmasser, og det samme gjorde Tjaringin med 12.000 indbyggere.

Mirakler i tragedien

I sommerhuset på Sumatra mærkede familien Beyerinck vulkanens endeligt på forfærdende vis. Umiddelbart efter at Krakatau var eksploderet, stod alt i flammer omkring familiens sommerhus.

Skyer af glødende aske havde sat landskabet i brand, tøjet smeltede på kroppene, og omkring 1.000 af de 3.000 mennesker, der havde søgt tilflugt i det fri uden for sommerhuset, brændte ihjel.

“Luk alle dørene, luk alle dørene”, råbte en af tjenestefolkene forskræmt ud i mørket lige efter eksplosionen, og i næste øjeblik vældede glødende aske op gennem sprækkerne i sommerhusets gulv. Al ilt blev suget ud af luften, og Willem Beyerinck råbte desperat:

“Hvor er min kniv? Kniven på bordet. Jeg vil skære vores håndled over, så vi hurtigst muligt kan slippe for vores lidelser”.

Herefter bredte en ildevarslende stilhed sig i huset. Johanna Beyerinck kunne hverken se eller høre sin mand og sine børn, de var alle besvimet.

Kanonbåden Berouw blev kastet over 2,5 km op ad en flod på Sumatra.

© Scanpix/AKG/North wind picture archive

Uden at ane, hvad hun foretog sig, stavrede hun ud af huset, hvor hun faldt i det tykke lag af brændende aske, som dækkede alt. Hun forsøgte at beskytte sit ansigt med hænderne, men mærkede, at huden allerede hang i laser.

Tøjet var brændt op, og hele kroppen var et åbent, blødende sår. Vanvittig af smerte tumlede Johanna af sted uden at sanse, hvor hun bevægede sig hen.

Hun var overbevist om, at hun måtte være død og på vej til Helvede, da hun blev kaldt til bevidsthed af et råb i det fjerne. “Johanna, Johanna”, skreg hendes mand igen og igen.

“Jeg er i live, jeg kommer nu”, svarede hun og vaklede i retning af det sted, hvor råbene kom fra. Tilbage ved sommerhuset satte hun sig dødeligt udmattet på jorden og tog sin 14 måneder gamle søn i sine forbrændte arme.

Den lille dreng lavede suttebevægelser med munden og var tydeligvis tørstig, men da Johanna lagde ham til brystet for at give ham en tår mælk, lå han pludselig stille. Desperat forsøgte Johanna at finde livstegn, men da hun lagde øret til drengens bryst, hørte hun ingen hjertelyd.

“Jeg takker dig, Gud, for at have befriet ham for smerte”, stammede hun. Denne mandag i august 1883 kendte dommedagsscenerne ingen grænser.

“Skriget” blev udstillet første gang i Berlin i december 1893 – dengang under titlen “Fortvivlelse”.

© Polfoto

Katastrofen inspirerede norsk maler

De globale følgevirkninger af Krakataus endeligt gav inspiration til kunstnere overalt på kloden – blandt dem var Edvard Munch, der fandt stof til maleriet “Skriget”.

Eksplosionen fra Krakatau skød vældige masser af aske og støv op i atmosfæren, og det spredte sig fra Indonesien til det meste af Jorden, hvor lysbrydninger forårsagede ekstraordinært farverige solnedgange helt frem til begyndelsen af 1884. Blandt andre kunne beboerne i Oslo nyde storslåede blodrøde solnedgange i vinteren 1883-1884.

Synet virkede ikke kun fortryllende – det var også frygtindgydende og inspirerede efter alt at dømme maleren Edvard Munch til de skarpe orangerøde farver i horisonten på hans mesterværk “Skriget” fra 1893.

Kunsthistorikere har ud fra maleriets baggrundsmotiv siden kunnet fastslå, at Munch befandt sig på en vej ved navn Ljabrochausséen, som havde udsigt til Oslo Havn og de dramatiske solnedgange vinteren efter udbruddet.

Selv skrev Edvard Munch i sin dagbog om inspirationen til maleriets dramatiske komposition: “Pludselig blev himlen blodrød. Skyer som blod og ildtunger hang over den blåsorte fjord og byen, og jeg stod alene og skælvede af angst. Jeg følte et uendeligt skrig skære gennem naturen”.

Men midt i den ufattelige tragedie fandtes også enkelte mirakler: En mand var faldet i søvn i sit hjem og vågnede op i sin seng på en bakketop, hvor en flodbølge havde efterladt ham.

En anden overlevede ved at klamre sig til en druknet ko, som drev på land, da havet atter faldt til ro. Mest bizar – og måske heller ikke helt sandfærdig – var en historie om en mand, som havde reddet sig fra vandmasserne ved at klamre sig til en krokodille.

Johanna og Willem Beyerinck, som havde indstillet sig på, at hele familien ville dø i vulkanens mareridt, blev reddet af lokale, der selv havde mistet alt. De tilbød at bære børnene ned til kysten.

Johanna og Willem fulgte efter, mens de snublede over de mange døde kroppe. Fra bjergsiden kunne de se ud over kysterne i det svage måneskin. Alle kystbyerne var tilsyneladende skyllet væk, og på havet vuggede ødelagte huse og døde mennesker og dyr.

En hollandsk skipper, der var gået i land for at søge efter overlevende, sejlede familien Beyerinck til hospitalet i Batavia, hvor alle fire kom sig. Så heldige var mindst 36.000 andre i katastrofeområdet omkring Krakatau ikke.

Da Sundastrædet faldt til ro, var den grønne udflugtsø som opslugt af havet. En telegrafist i Batavia, som var sluppet nådigt fra eksplosionen, skrev sådan her i en meddelelse til omverdenen:

“Hvor Krakatau engang har stået, der leger nu havets bølger”.