168 spaniere erobrer Inkariget

En lille gruppe spanske soldater trænger ind i det enorme og totalt ukendte Inkarige, ansporet af rygterne om ufattelige mængder guld. Foran spanierne venter en hær på 40.000 inkakrigere.

En lille gruppe spanske soldater trænger ind i det enorme og totalt ukendte Inkarige, ansporet af rygterne om ufattelige mængder guld. Foran spanierne venter en hær på 40.000 inkakrigere.

Bridgeman

Den spanske erobrer Francisco Pizarro havde hørt rygter om et gigantisk rige fuld af guld og ædelstene og satser alt på at finde og erobre det.

I december 1530 stævner han ud fra den spanske koloni i Panama og sejler ned langs Sydamerikas vestkyst.

Med sig har han blot 300 soldater og en “Capitulación de Conquista” – en skriftlig erobringsret udstedt af kong Carlos 5. og dronning Isabella af Spanien. Senere samme måned går han i land i det nuværende Ecuador.

Pizarros mænd føler sig overlegne, fordi de er kristne og derfor tror på den eneste sande Gud.

Pizarro, hans fodfolk og 61 ryttere rejser ind i en fjern og ukendt verden, da de begynder at udforske Stillehavskysten. Ingen europæer har tidligere sat sine ben i de våde og ufremkommelige jungleområder og sumpede kyststrækninger, som de nu kæmper sig igennem.

De tunge rustninger er ulidelige i den fugtige hede, og hestene kæmper sig gennem den tætte bevoksning.

Inkaernes våbenteknologi var primitiv i forhold til spaniernes. De brugte­ træspyd, stenslynger, trækøller og læderskjold. Enkelte rustninger blev sågar lavet af guld.

Det tager tid at finde vej. I året 1532 – mere end 12 måneder efter ankomsten til Sydamerika – leder ekspeditionen stadig efter det forjættede rige.

Med sig har Pizarro et par håndfulde indianere, som han på forudgående ekspeditioner tog med tilbage til Panama. I mellemtiden har han lært dem at tale spansk, så de kan arbejde som tolke.

Pizarro kan derfor afhøre de indfødte, som ekspeditionen måtte støde på i de små fiskerbyer på kysten og i junglens landsbyer.

Junglen tager på kræfterne

Især vil Pizarro gerne vide, om der findes et rige længere mod syd, som har masser af guld, sølv og ædelstene. Når de indfødte ikke vil tale, bliver de tortureret.

I månedsvis rejser spanierne sydpå og plages af myg og sygdomme. De får feber, diarré og bylder. Nogle af Pizarros mænd tvivler efterhånden på, om der overhovedet findes noget stort rige i dette fremmede, fugtige og grønne helvede.

Rejsens strabadser tærer på dem. De mangler rent drikkevand og fødevarer, fordi de indfødte ofte stikker af ind i junglen med deres husdyr, frugter, brød og fisk, inden spanierne når at plyndre dem.

Af og til kommer de i kamp med de indfødte indianere.

Video – Se den tætte peruvianske jungle fra oven:

Langt om længe når ekspeditionen frem til en kystby, som hedder Tumbez. Her har Pizarro været nogle år før på en af sine tidligere opdagelsesrejser, som han foretog med skib.

Denne gang er Pizarro ikke sejlet direkte til Tumbez. Han vil nemlig finde en anlagt vej til det ukendte rige i den tropiske jungle. Men der findes ingen.

Pizarro og hans mænd har derfor rejst omkring 400 kilometer til fods og til hest langs den sumpede kyst til ingen verdens nytte. De kunne lige så godt have sejlet direkte til Tumbez fra Panama.

De første spor viser sig

Soldaterne er længe bitre over den nytteløse rejse over land, og det bliver ikke bedre af, at de indfødtes hytter og huse i Tumbez er blevet brændt af. De få indfødte, som bor i ruinerne af Tumbez, fortæller via tolkene, at byen er jævnet med jorden på grund af en borgerkrig, som hærger landet.

Pizarro erfarer nu, at Tumbez er en lille yderpost i det rige, han så brændende ønker at finde. De indfødte fortæller, at inkaherskeren Atahualpa ligger i borgerkrig med sin oprørske broder Huascar.

Det er som sød musik i Pizarros ører. Det bekræfter de tidligere rygter, han har hørt.

Hans mænd begynder nu at spidse ører, for der er tilsyneladende tale om et meget stort imperium med masser af rigdomme – de er måske alligevel ikke taget forgæves ud på den farefulde færd. Soldaterne bliver igen grebet af grådighed og fantasier om enorme rigdomme.

Den sande gud giver styrke

Men de føler også frygt. Det ukendte land er tilsyneladende enormt. Pizarro får nemlig at vide, at inkaherskeren Atahualpa befinder sig i en by, der hedder Cajamarca, langt inde i landet oppe i bjergene, og at storinkaen ligger i teltlejr med en hær på ikke mindre end 40.000 krigere.

Frygten for den enorme styrke sniger sig ind på spanierne, men holder dem ikke tilbage. Pizarro udvælger 167 mand fra sin ekspedition, som nu vandrer med ham ind i landet.

De resterende cirka 100 spaniere, der ikke er bukket under for strabadserne i det fugtige klima, beordrer han til at blive som en bagtrop ved kysten i Tumbez.

Pizarros mænd føler sig overlegne, fordi de er kristne og derfor tror på den eneste sande Gud. Desuden har de både skydevåben og heste, hvilket er fuldkommen ukendte ting for indianerne. Hidtil har det været en nem sag at nedlægge fjendtlige indfødte.

Munken Valverdes er med på ekspeditionen. Han skal fortælle inkaherskeren om Gud, og Pizarro vil berette om den spanske kong Carlos 5.

Han er verdens mægtigste konge og hersker ikke alene over Spanien, men er også kejser af det romerskkatolske imperium og har enorme besiddelser i Europa. Beretningerne skal få storinkaen til at indse sin underlegenhed og uden modstand underkaste sig både den kristne Gud, Carlos­ og­ Pizarro.

Rov og voldtægt på vejen

Ekspeditionen rejser stik øst, hvor de kidnapper en høvding og nogle indianere, som de kan bruge som guider og sendebude. De bringer besked til Cajamarca om, at Pizarro er på vej, og at han ønsker et møde med storinkaen Atahualpa.

Atahualpa er fortsatt en viktig skikkelse i den peruanska historien, og det finnes statuer av ham rundt om i landet.

© Shutterstock

Undervejs holder Pizarro sig ikke tilbage for at plyndre guld i form af smykker, vandkar og små statuetter, hvor de end kommer frem, og de voldtager desuden hellige inkakvinder, som er tilknyttet soltemplerne.

Forbrydelserne tynger ikke erobrernes samvittighed det mindste. De er ikke alene opdagelsesrejsende og udsendinge for den spanske konge, men også budbringere af det kristne evangelium.

Dybe kløfter og fæstninger

Landskabet ændrer sig nu markant i forhold til den tropiske jungle. I rustning og ad stejle stier er de i alt 168 mænd på vej op i verdens længste bjergkæde – Andesbjergene. De endeløse stier er grundigt stenbelagte og vidner om en stærk centralmagt.

Spanierne krydser dybe kløfter over lange hængebroer med frådende floder dybt under dem. De er overraskede over, at de tilsyneladende spinkle broer er solide nok til deres heste.

På bjergtoppene ligger fæstninger og høje vagttårne bygget af store tilhuggede sten. Men krigerne i fæstningerne gør ikke noget for at stoppe den lille ekspedition.

“De har så mange telte, at vi alle bliver grebet af ængstelse.“ En af Pizarros officerer om inkaernes lejr

Pizarro har nemlig via sendebuddene fået tilladelse til at møde inkaherskeren Atahualpa i dennes lejr ved Cajamarca, som er en lille by i en højtliggende, grøn bjergdal med varme kilder.

En af Pizarros officerer beskriver oplevelsen med frygt: “Da vi nærmer os Cajamarca, ser vi Atahualpas lejr ved foden af bjergene fem kilometer borte. Indianernes lejr ligner en meget smuk by. De har så mange telte, at vi alle bliver grebet af ængstelse. Indtil da har vi ikke set noget lignende.

Alle vores mænd fyldes med bange anelser og bestyrtelse. Men vi kan hverken vise svaghed eller vende om, for mærker indianerne vores uro, så vil selv de indianere, vi bruger som vejvisere, vende sig mod os og slå os ihjel.

Vi lader derfor, som om at vi er ved godt mod og i godt humør, og efter omhyggeligt at have spejdet ud over teltlejren og byen fra bjergkammen bevæger vi os ned i dalen og ind i Cajamarca.”

Storinkaen vil ikke tale

Atahualpa tillader spanierne at slå lejr i byen, som består af en firkantet plads med huse omkring og et lille fort i midten.

Han holder hof i et mindre stenhus med stråtag flere kilometer uden for Cajamarca. Varme kilder omgiver boligen. Straks efter ankomsten sender Pizarro nogle af sine officerer til inkaherskerens hof.

De bliver mødt af lange rækker af inkakrigere, som står opmarcheret omkring bygningen. Her sidder Atahualpa foran hovedindgangen på en stol. Han har en hovedbeklædning på, som består af et stykke stof med et guldbånd omkring.

Francisco Pizarro

Francisco Pizarro (1475-1541) var en usædvanlig erobrer. Modsat de andre spanske erobrere, conquistadores, havde han ingen høj uddannelse.

© Unknown

Analfabet erobrede Inkariget

Med hårdt arbejde, snilde og hensynsløs brutalitet udførte Pizarro den ultimative erobring.

Pizarro var uægte søn af en lavadelig kaptajn i hæren og en pige fra ydmyge kår. Han lærte aldrig at læse og skrive og var svinehyrde som dreng. På grund af sin fader blev han officer i hæren og deltog i krige i Europa.

Som 27-årig drog han i 1502 til Amerika for at søge lykken i den nye verden, der blev opdaget kun 10 år tidligere i 1492.

Den spanske kaptajn Hernando de Soto rider så tæt på ham, at hestens fnysen får storinkaens hovedbeklædning til at blafre, og de Soto står ikke af sin hest for at vise respekt.

Men han giver inkaherskeren en ring fra sin hånd som gave og opremser en forberedt tale, hvor han blandt andet inviterer Atahualpa til et møde med Pizarro i Cajamarca.

Atahualpa reagerer ikke. Han er tilsyneladende klar over, at de Soto er en underordnet officer og ifølge inkaernes etikette dermed uværdig at tale med.

Pizzaros broder Hernando Pizarro tager derpå ordet, og Atahualpa forstår, at han er den spanske leders broder.

Spanierne tilbyder hjælp

Inkaherskeren nævner straks de rapporter, han havde modtaget med sendebud, om spaniernes plyndringer af guld og bortførelser af hellige kvinder samt drab på og tortur af nogle af hans undersåtter, som de havde begået under deres rejse til Cajamarca.

Hernando Pizarro reagerer ophidset, hovent og uden den mindste form for anger. Han forklarer uden blusel, at de forulempede mænd havde opført sig som kvinder, og at spanierne er mandfolk, som uden videre kan erobre hele riget, hvis det passer dem.

Herefter slår Hernando Pizarro dog hurtigt over i en venligere tone og tilbyder Atahualpa spaniernes hjælp, hvis han har problemer med oprørere.

Spanierne er under deres rejse blevet klar over, at der har været borgerkrig i riget, og at en af Atahualpas generaler kort forinden har generobret hovedstaden Cuzco fra Huascar.

Hernán Cortés
© Unknown

  • Navn: Hernán Cortés
  • Levetid: 1485-1547
  • Hjemland: Spanien
  • Kendt for: Erobring af Mexico, deltog i erobringen af Cuba, blev udnævnt til guvernør af Mexico
Vasco Núñez de Balboa
© Unknown

  • Navn: Vasco Núñez de Balboa
  • Levetid: 1475-1519
  • Hjemland: Spanien
  • Kendt for: Erobring af Panama, var den første, der så Stillehavet, og den første, der bosatte sig på det nye kontinent
Pedro de Alvarado
© Unknown

  • Navn: Pedro de Alvarado
  • Levetid: 1495-1541
  • Hjemland: Spanien
  • Kendt for: Cortés' næstkommanderende, opdagede rigdommen på Yucatán i Mexico, uhørt brutal mod de indfødte
Sebastián de Belalcázar
© Unknown

  • Navn: Sebastián de Belalcázar
  • Levetid: 1480-1507
  • Hjemland: Spanien
  • Kendt for: Deltog i Pizarros ekspedition, erobrede derefter Quito i Ecuador, efter de indfødte forlod og brændte byen

Atahualpa føler sig overlegen

Storinkaen ser ikke de 168 spaniere som en trussel. Han er overbevist om, at det er muligt at tilintetgøre dem, når som helst det passer ham.

Han er en mægtig hersker, der ikke blot regerer over inkaerne, men også over utallige andre indianerstammer, som hans folk siden midten af 1400-tallet har underlagt sig. Deres oprindelige land omkring Cuzco i det nuværende Peru var udgangspunktet.

Han er højt hævet over sine undersåtter, som frygter hans magt og vælde og betragter ham som “Solens Søn”.

Han bekymrer sig ikke synderligt over spaniernes drab, voldtægter og plyndringer, som han givetvis anser for bagateller set i forhold til hans samlede ansvar for et rige med 12 millioner undersåtter og op mod 250.000 mand under våben, der er udstationeret fra Ecuador i nord til Chile i syd og langt ind i Amazonjunglen i øst.

Desuden er han mere optaget af at få styr på riget efter den netop overståede borgerkrig, og hvad han skal stille op med sin oprørske broder Huascar.

Atahualpa anser den lille håndfuld spaniere som en kuriositet, der vækker hans nysgerrighed. Han har trods alt 40.000 kamperfarne krigere i dalen mod spaniernes 168. Storinkaen har derfor ingen grund til at handle overilet.

Desuden er han selv en brutal hersker, der ikke viger tilbage for hårdhændede metoder, så han ser ikke spaniernes forbrydelser mod enkelte af hans undersåtter som en alvorlig hastesag.

Under mødet bemærker nogle af de spanske officerer, at Atahualpa mest er interesseret i hestene, som han tilsyneladende ikke er bange for. Det er derimod nogle af hans opmarcherede krigere, som viger tilbage, da en spansk rytter kommer tæt på deres geled.

Mødet mellem de spanske officerer og Atahualpa ender med, at storinkaen næste dag vil tale personligt med Francisco Pizarro i Cajamarca, og officererne rider derfor tilbage til den spanske lejr i byen.

Efter at de er borte, lader Atahualpa hele det geled af krigere henrette, som veg tilbage for den spanske hest. De havde vist deres frygt i de fremmedes nærvær.

Solens Søn møder op

Natten før mødet er spanierne på vagt. Nogle af de spanske soldater tisser i bukserne af skræk over, at de befinder sig i et fjernt og fremmed land omgivet af en enorm hær, som de ikke har nogen kamperfaring med.

Næste dag giver Atahualpa sig god tid. Han møder først op ud på eftermiddagen i byen Cajamarca omgivet af et stort følge på et par tusinde mand. Han er stadig ikke bange for spanierne.

Hans mænd er kun bevæbnet med lette våben som knive og stenslynger. Han kan ikke forestille sig, at spanierne kan finde på at gå i offensiven, når de er så få mod så mange.

Pludselig rykker spanierne frem fra de smalle gyder og stormer ud fra skjul i husene. De er iført rustninger og er bevæbnet med stålsværd, spyd og lanser.

De fleste af hans mænd må stoppe op uden for byen, fordi der ganske enkelt ikke er plads til dem alle på torvet. Storinkaen bliver båret på en tronstol, holdt oppe af en snes tjenestefolk.

Han bliver mødt af den spanske munk Valverdes, mens Pizarro befinder sig inde i et hus. I de smalle gyder mellem husene omkring torvet står de spanske ryttere og fodfolk klar til at gå i aktion, og et par små kanoner og musketskytter befinder sig i det lille fort i byens midte.

Myrderiet går i gang

Valverde præsenterer Atahualpa for Bibelen, som han fortæller er Guds ord og den sande lære. Storinkaen får rakt bogen op på sin tronstol. Han bladrer den igennem, men forstår af gode grunde ingenting.

For det første kan han naturligvis ikke spansk, og for det andet har inkaerne ikke noget skriftsprog – så han smider bogen fra sig, så den lander på jorden. Nu har de spanske krigere det bedste påskud til angreb.

Pludselig rykker spanierne frem fra de smalle gyder og stormer ud fra skjul i husene. De er iført rustninger og er bevæbnet med stålsværd, spyd og lanser. Musketererne åbner ild med krudt og kugler, og kanonerne fyrer fra fortet.

Pizarro vil kidnappe inkaherskeren og dermed få kontrol over situationen. Indianernes stenslynger og bronzeknive spiller ingen rolle mod det hårde, skarpe spanske stål. De bliver hugget ned i hobevis med sværd, spiddet på lange spyd eller trampet ned af hestene.

Pizarro stormer målrettet med nogle af sine mænd mod tronstolen, som bærerne loyalt bliver stående med på deres skuldre. Selv da spanierne begynder at hugge i dem med deres sværd.

Nogle af bærerne mister armene, men bliver fortsat stående for at holde deres hersker hvilende på deres skuldre – højt hævet over blodbadet. Til sidst vælter tronstolen dog til jorden, og spanierne griber den mægtige storinka og tager ham til fange.

Inkakrigerne på torvet går i panik og flygter ud ad byen. Mange falder og bliver trampet ihjel af deres egne. Herefter udspiller en ren massakre sig.

I løbet af de næste to timer forfølger spanierne inkakrigerne uden for byen. Da mørket falder på, ligger mindst 2000 af dem døde på sletten omkring Cajamarca.

Spanierne er røde af blod og driver af sved under rustningerne. De har ikke mistet en eneste mand eller hest. Aftenmørket og ren og skær fysisk udmattelse stopper myrderierne.

Pizarro kidnapper hele riget

Spanierne trækker sig tilbage til byen, hvor de holder kniven for struben på storinkaen. Inkahæren, som ligger i bivuak i dalen, er handlingslammet.

Storhøvdingene respekterer og frygter deres hersker i en sådan grad, at ingen af dem tør skride til handling og sætte hæren ind. Ved at kidnappe Atahualpa har Pizarro i realiteten kidnappet hele Inkariget.

Det er nærmest ufatteligt, men det var sket før. I 1519 havde Pizarros landsmand Hernán Cortés stort set gjort det samme, da han erobrede Aztekerriget i Mexico med 500 mand og 16 heste.

Det er en slags statskup udført af en fremmed magt. Atahualpa fortsætter med at regere Inkariget fra sit fangenskab som Pizarros marionet, og storhøvdingene fortsætter loyalt med at følge hans ordrer.

Officielt indsamler spanierne 24 tons guld, sølv og ædelstene i Cajamarca.

En af ordrerne lyder, at et hus i byen skal fyldes op med guld, sølv og ædelstene, som Inkariget har masser af.

Atahualpa har bemærket spaniernes hunger efter de ædle metaller og ædle sten, og han forsøger derfor at forhandle sin frihed mod betaling. For inkaerne repræsenterer guld, sølv, perler og smaragder ikke nogen værdi i form af købekraft.

Guld er til pynt – især i religiøs sammenhæng, da det symboliserer Solguden. For spanierne er guld derimod en sikker vej til lykke, magt og rigdom, og de må have så meget som muligt i løsesum for den mægtige hersker.

Historiens største løsesum

I løbet af de næste otte måneder bliver der indsamlet værdier fra templer og paladser i hele riget og bragt til Cajamarca. En femtedel bliver sendt med lamakaravaner ud til kysten og videre til Spanien som skattebetaling til kongehuset.

Noget af guldet bliver fordelt til soldaterne alt efter rang, hvilket betyder, at Pizarro som øverstbefalende får mest, og desuden snyder han i skat.

Han “glemmer” nemlig at rapportere store dele af det indsamlede guld til skattemyndighederne i det spanske kongehus.

Figur af mand og halssmykke af guld fra Inkariget

Inkaerne var forundrede over spaniernes besættelse af guld. For dem havde det ikke særlig værdi som handelsvare. Det dekorative metal blev brugt til både hellige og praktiske formål, som fx en præsts krave og en spiseske.

© Corbis

Guldet blev brugt til hasardspil og kirker

Erobrerne satte næsen op efter uhørte rigdomme. De fandt dem og brugte formuer på skørlevned og prestigebyggerier hjemme i Spanien.

Officielt indsamler spanierne 24 tons guld, sølv og ædelstene i Cajamarca. Men i virkeligheden får de langt mere. De store rigdomme bliver gemt i egne lommer.

24 tons guld er dog under alle omstændigheder den største løsesum, som nogen sinde er blevet udbetalt, og et af de allerstørste røverier overhovedet i verdenshistorien.

Guldet og sølvet kommer til Cajamarca i form af statuer, smykker, krukker og andre genstande. Alt sammen bliver smeltet om til barrer.

Atahualpa bliver kvalt

Under det lange fangenskab kommer Atahualpa på god fod med Pizarro og flere af hans officerer. Han lærer på få uger at tale en del spansk og at spille skak. Men den venskabelige omgangstone hjælper ikke.

Den spanske bagtrop fra kysten under ledelse af Pizarros kompagnon Almagro bliver hentet til Cajamarca, men da Almagro og hans mænd ikke har deltaget i kidnapningen og massakren, nægter Pizarro at give dem andel i rovet.

Det skaber en hel del utilfredshed blandt de nyankomne.

Den 29. august 1533 får inkaernes mægtige hersker lagt et reb om halsen. Med en kæp bliver det strammet hårdere og hårdere – indtil vejrtrækningen og hjertet standser.

Almagro vil derfor hellere end gerne fortsætte erobringen, så han også kan rage til sig af Inkarigets rigdomme. Men Pizarro har ikke nogen grund til at forlade Cajamarca, så længe guldet strømmer ind, uden at han behøver at røre en finger.

Efterhånden bliver presset for stort på Pizarro, og desuden mistænker han Atahualpa for at sende hemmelige ordrer til sine hærførere ude i landet om at planlægge en befrielsesaktion og slå spanierne ihjel.

Den 29. august 1533 får inkaernes mægtige hersker lagt et reb om halsen. Med en kæp bliver det strammet hårdere og hårdere – indtil vejrtrækningen og hjertet standser.

Erobringerne fortsætter

Herefter fortsætter den spanske erobring af Inkariget. Spaniernes styrke er med Almagros mænd og friske forstærkninger fra Mellemamerika oppe på cirka 300 mand.

De drager videre til Cuzco i Peru, hvor de bliver mødt af inkahærføreren Quisquis, der har titusindvis af mænd under sin kommando.

Spanierne angriber ufortrødent inkahæren på dalsletten uden for Cuzco og jager den på flugt. Inkakrigerne befinder sig i bronzealderen, når det gælder våben.

Deres bronzeøkser og -knive, trækøller, spyd, buer og pile er ikke meget bevendt mod ryttere i rustning. De spanske musketerer spiller ingen større rolle i myrderierne på slagmarken.

Deres skydevåben tager lang tid at lade, og det er i realiteten blankvåbnene, som gør størst indhug blandt indianerne. Skydevåbnene har dog en psykologisk effekt, idet deres brag skræmmer mange af inkakrigerne.

Borgerkrigen gør det nemt

Inkaerne i Cuzco havde under inkaernes borgerkrig støttet Atahualpas broder Huascar, som i mellemtiden er blevet henrettet.

De anser derfor spanierne som en slags befriere, som de tror vil genindsætte en storinka fra Huascars side af herskerfamilien. Pizarro udnytter denne splid i riget til sin fordel. Han indsætter en ny marionet og lader inkaerne forblive i troen.

En anden svaghed i Inkariget er, at langt de fleste af dets undersåtter ikke er inkaer. De tilhører andre stammer, hvis loyalitet over for inkaerne forsvinder, da de ikke længere behøver at frygte den mægtige magt.

En veneziansk bankmand skriver blandt andet, at “guld og sølv regner ned over det spanske kongedømme”.

En del indianere slutter sig til og med til spanierne og kæmper på deres side.

Nogle inkahærførere forsøger at gøre oprør mod spanierne, men de bliver slået ned, og efterhånden kommer flere spaniere fra kolonierne i Mellemamerika, Caribien og fra Spanien til.

Erobringen er fuldbyrdet i 1536, blot fire år efter den begyndte. Inkaernes magt, rigdom og vælde bliver stjålet fra dem, mens de er i strid med hinanden.

Pizarro dør i magtkampen

Under hele erobringen er Almagro misundelig på Pizarro og føler sig snydt for guld, magt og ære. På et tidspunkt tager Almagro magten i inkahovedstaden Cuzco for at opfylde sin drøm om herredømme over inkaerne.

Derefter udråber han sig selv til leder af det sydlige Peru. Det udløser en blodig borgerkrig mellem spanierne, som ender med, at Almagro bliver taget til fange og dræbt af Pizarro.

Almagros søn vil have hævn. Han sniger sig en nat i 1541 ind på Pizarros palads i Lima og skyder ham ned. Pizarro falder om på stengulvet.

Hårdt såret maler han med sit eget blod et kors på gulvet, kysser det og påberåber sig Jesus Kristus. Kort efter dør han.

Inkaherskere lever i skjul

I det enorme rige findes der dog masser af landområder, som spanierne endnu ikke har mandskab til at kontrollere. Der er store bjerge med dybe og utilgængelige dale og endeløse skove.

Her fortsætter efterkommere af inkaherskerne deres dynasti i skjul – men på lånt tid. Efterhånden strømmer det til det nuværende Peru med spaniere, der havde bosat sig i Mellemamerika.

De beslaglægger store frugtbare landområder og slår sig ned som brutale godsejere, der tvinger indianerne til at arbejde som slaver på markerne og i de mange givtige miner med guld og sølv.

Titusindvis dør af det hårde arbejde, og millioner dør af sygdomme som kopper, mæslinger og fåresyge, der, før spanierne ankom, var fuldkommen ukendte i den nye verden.

Indianerne har derfor ingen naturlig modstandskraft mod de europæiske bakterier og virus.

De spanske tilflyttere er i begyndelsen stort set kun mænd. De tager indianerkvinder til hustruer, og der opstår hurtigt en blandingsrace af hvide og indfødte, som kaldes for mestizer.

Den spanske kirke og dens missionærer gør snart deres indtog og tvangsomvender indianere fra troen på Solen og andre guder til kristendommens sande og eneste Gud.

Det i forvejen mægtige spanske kongehus bliver en suveræn supermagt i Europa. En veneziansk bankmand skriver blandt andet, at “guld og sølv regner ned over det spanske kongedømme”.

Al denne lette rigdom gør spanierne ødsle. De køber varer i andre europæiske lande i stor stil, og inkaernes guld og sølv sætter gang i et økonomisk opsving i hele Europa. Fra nu af kan intet stoppe europæerne.

Englænderne, hollænderne, portugiserne og franskmændene sejler verdenshavene tynde og erobrer kolonier og skaffer sig fordelagtige handelskoncessioner, overalt hvor de kommer frem.

Den sidste storinka dør

Efter en strid om nogle dræbte spanske ambassadører bliver jagten sat ind på den sidste storinka – Tupac Amaru – der i forvejen hersker på spansk nåde og gør, hvad de siger.

Han bliver fanget i nærheden af den hemmelige by Vilcabamba, hvor inkaerne kæmper deres sidste kamp.

“Moder Jord, se, hvorledes mine fjender tager mit blod”. Tupac Amaru, den sidste inkahersker

Tupac Amaru bliver henrettet i Cuzco 24. september 1572, hvor op imod 15.000 indianere ser til i sorg.

De er klar over, at med Amaru forsvinder den sidste rest af et af verdens mest spetakulære riger – 80 år efter Columbus opdagede Amerika.

På skafottet siger den sidste inkahersker ordene: “Moder Jord, se, hvorledes mine fjender tager mit blod”. Derpå får han hovedet hugget af.