Plantageslaveri – landbrug baseret på slavearbejdskraft i stordrift – er for de fleste forbundet med Caribien eller Nordamerikas bomuldsmarker.
Men den første slaveplantage lå efter alt at dømme på São Tomé, en ø ud for Afrikas kyst omkring 40 km nord for Ækvator.
Den portugisiske krone tog i 1493 øen i besiddelse som koloni, og få år senere begyndte europæerne at dyrke og forarbejde sukker ved hjælp af slavearbejdskraft, viser arkæologiske undersøgelser af en hidtil overset ruin på øen.
Ruinen ligger i landsbyen Praia Melão på øens nordøstlige del.
Undersøgelser foretaget af antropolog M. Dores Cruz fra Institut for Afrikastudier ved Universitetet i Köln og kolleger fra Universitetet i São Tomé e Príncipe viser, at bygningerne oprindeligt var en sukkermølle med tilhørende beboelseskvarter.
Arkæologiske analyser og historiske dokumenter afslører desuden, at slaverne som noget nyt udførte alt arbejdet på plantagen, også byggeri og vedligeholdelse af bygningerne.
Plantagen var storleverandør til Europa
Portugiserne hentede slaverne fra et stort område, der nu omfatter vore dages Benin, Republikken Congo, Angola og Den Demokratiske Republik Congo.
Sukkerplantagens bygninger blev siden brugt til andre formål, men har siden 1800-tallet ligget forladte hen.
I 1530 var øen den største leverandør af sukker til Europa.
Men gentagne slaveoprør og dalende sukkerkvalitet gjorde produktionen vanskelig. I 1600-tallet flyttede portugiserne derfor produktionen – og plantagesystemet - til deres koloni i Brasilien.
“São Tomé blev dermed den første plantageøkonomi i troperne baseret på sukkermonokultur og slavearbejde, en model eksporteret til den nye verden, hvor den udviklede sig og ekspanderede”. skriver forskerne i studiet, som for nyligt blev bragt i tidsskriftet Antiquity.