Tirsdag den 8. maj 1945 går borgerne i Vesteuropa og USA på gaden. Nazityskland har kapituleret, og jublen breder sig i byerne.
Også i den søvnige algeriske småby Sétif samles folk, men de smiler ikke. Optoget i gaderne består af muslimer, og de kræver frihed.
Frihed fra fransk undertrykkelse, ligesom europæerne er sluppet af med nazisternes åg.
Sétifs 20 franske gendarmer står over for 8.000 marcherende muslimer, og flere i mængden bærer våben. Hvor det første skud kommer fra, opklares aldrig, men det forvandler demonstrationen til et voldsorgie.
Rasende lokale kaster sig over enhver europæer i syne, og snart strømmer folk ud af byen for at myrde hvide på farmene i oplandet.
Europa fik I 1945 frihed fra nazisternes tyranni. Befolkningen i de europæiske kolonier krævede den samme ret.
Volden breder sig, og i fem blodige dage bliver 103 kolonister myrdet med stor brutalitet, og deres lig skamferede. Sårede og voldtægtsofre i alle aldre strømmer til hospitalerne.
Så slår hæren og franske kolonister tilbage. Soldater skyder mistænkte, mens fly jævner landsbyer med jorden. Hvide civile danner dødspatruljer, som lyncher tilfældige muslimer.
Antallet af omkomne vil ikke blive endeligt fastslået, men historikere anser 6.000 for at være et sandsynligt bud.
Da begge sider har raset ud, sænker en anspændt ro sig over Algeriet.
Sétif-massakren har dog født et uslukkeligt had mellem muslimer og kolonister, og tragedien tegner samtidig et mønster for fremtiden: Oprørernes grusomheder udløser en ekstrem fransk gengældelse, som også rammer uskyldige muslimer.
Først ni år senere bryder oprøret ud. Ni år, hvor Frankrig forbereder sig på at give slip på Marokko og Tunesien, mens intet forandrer sig i Algeriet.
Oberst Bigeard fra Frankrigs slagkraftige faldskærmstropper ville sejre i Algeriet – uanset hvilke metoder det krævede.
Frankrigs ørkenprovins får nok
Set fra Paris var Algeriet ikke en koloni, men en del af selve Frankrig.
Her levede 1,4 mio. hvide, og de havde samme rettigheder som enhver anden franskmand. Muslimerne kunne også få fransk statsborgerskab – hvis de opgav deres kultur.
Det var kun få villige til, og resten måtte leve som fremmede i deres eget land, hvor hvide ejede de fleste værdier.
På allehelgensdag 1. november 1954 endte Algeriets ustabile ro. Den Nationale Befrielsesfront – FLN – erlærede i egyptisk radio frihedskampen for begyndt.
Samtidig gik væbnede oprørsgrupper til angreb på mål i Algeriet.
I Algeriets storbyer formede livet blandt de hvide sig som på den franske middelhavskyst. Begge steder elskede folk spillet boule.
Algeriet var fyldt med europæere
Udvandrere fra Europa talte 1,4 mio. mennesker og udgjorde 13 pct. af den algeriske befolkning i 1954. De ejede størstedelen af landets værdier.
Kolonisterne kom ikke blot fra Frankrig, men også Italien, Spanien og Malta, og blandt franskmænd i hjemlandet blev de hvide algeriere kaldt pieds-noirs – “sortfødder”.
Øgenavnets oprindelse er uvis, men kolonisterne havde ry for at være bondske. Alligevel havde de stor indflydelse i Paris, for Algeriet var en fransk provins, og “sortfødderne” havde stemmeret.
Deres politikere udgjorde en magtfuld gruppe i nationalforsamlingen, hvor de satte sig imod politiske indrømmelser til de muslimske algeriere.
Regeringen i Paris svarede skarpt igen på udfordringen. “Algeriet er Frankrig”, tordnede indenrigsministeren, Francois Mitterrand. “Den eneste mulige forhandling er krig”.
Trods barske ord tog de franske politikere let på situationen. For FLN's indsats imponerede ikke. De fleste aktioner på kampens første nat endte i farce, som angrebet på en tinmine for at erobre dynamit.
Stormløbet endte i vild flugt, da en enkelt muslimsk opsynsmand skød igen med et gammelt gevær – uden at stå ud af sengen.
Set fra Paris lod FLN til at være en primitiv bande af ballademagere, og Algeriets soldater og politifolk fik derfor kun langsomt forstærkninger.
Holdningen skiftede først næsten et år inde i konflikten, da partisaner og lokale muslimer i august 1955 slagtede franske mænd, kvinder og børn uden nåde nær byen Philippeville.
Franskmændene svarede igen på samme måde som ved Sétif. I en blodig hævnrus dræbte soldater og kolonister muslimer i tusindvis.
En fransk hærenhed havde taget 60 fanger, og obersten gav en ung løjtnant ordre til at skaffe dem af vejen. Kort efter så obersten de mistænkte blive kørt bort i lastbiler.
Løjtnanten troede, at han skulle aflevere dem til politiet. De mere erfarne officerer brød sammen i latter over mandens naivitet – hvorefter en major lod alle fangerne meje ned.
Massakren ved Philippeville og dens efterspil bragte hadet mellem Algeriets befolkningsgrupper op i nye højder.
Samtidig forstod Frankrigs regering endelig, at sejr over FLN krævede en langt større indsats end hidtil forventet.
400.000 franskmænd går i krig
Loven tillod ikke, at værnepligtige blev sendt til kolonierne. Men formelt var Algeriet lige så fransk som Paris, og unge rekrutter og genindkaldte reservister kunne tvinges over Middelhavet.
Soldaternes motivation var ofte ringe, og militærpoliti måtte ligefrem drive nogle enheder til at gå om bord på transportskibene i Marseilles havn.
Få var mere modvillig end den unge grev St. Charles de Gramont. Han havde netop begyndt en journalist-karriere, da han modtog sin indkaldelse.
I håb om at slippe for tjeneste i Algeriet meldte han sig til officersuddannelse. Men i 1956 var også han på vej i krig. De Gramont blev løjtnant ved et regiment af afrikanske soldater fra Senegal i bjergene syd for Algier.
Styrken indgik i sektortropperne, som udgjorde flertallet af de nu 400.000 soldater og politifolk i Algeriet. Deres opgave var at holde ro i hver sit område i det vidtstrakte land.
General de Gaulle overtager magten i Frankrig den 1. juni 1958. I Algeriet regner hæren og kolonisterne med, at han aldrig vil overlade landet til FLN.
Sektortropperne var hærens tynde øl – med forældet udrustning, knaphed på alt og en dræbende monoton hverdag.
Værnepligtige kunne sidde i op til to år i en udørk uden anden kontakt til omverdenen end besøg i de lokale, ludfattige småbyer. Én af de Gramonts faste pligter blev at køre mandskabet på bordel.
Kolonitropper havde ret til sex én gang månedligt, og transporterne foregik efter et fast tidsskema. De Gramont foreslog at gøre køreplanen mindre forudsigelig som beskyttelse mod baghold.
Chefen var skeptisk. Han foretrak at tilkalde en eskorte af panserkøretøjer.
“Kampvogne til et bordelbesøg...?” spurgte de Gramont forsigtigt.
“Regler er nu engang regler”, lød det korte svar. Regimentetschefen var en gammel major, som blankt indrømmede, at han ikke forstod Algierkrigen:
“Vi vil vinde slag efter slag, indtil vi taber krigen”, sagde han træt.
Ordene skulle vise sig at være en præcis forudsigelse af, hvordan Algeriets fremtid ville blive afgjort.
For de Gramont udviklede tjenesten i bjergene sig til et mareridt. Hans bedste ven blev skudt i ryggen af sine egne mænd, som ikke stolede på hans evne til at lede dem.
Alle kendte sandheden, men regimentschefen skrev i sin rapport, at dødsfaldet var sket i kamp. Han ville ikke risikere et mytteri.
Krigen lagde et voksende pres på de Gramonts psyke. Alle frustrationerne kom til at gå ud over en fanget partisan, som han tæskede til døde – uden at give manden chance for at tale.
Krigen kommer til byen
Modpolen til de demoraliserede sektortropper var interventionsstyrkerne. De mobile faldskærmssoldater og fremmedlegionærer havde moderne udrustning og fremragende officerer.
Normalt var deres opgave at jagte FLN-partisaner i bjergene, men i januar 1957 kaldte nye opgaver faldskærmstropperne til Algier.
Elitesoldaterne skulle bekæmpe FLN, som havde kontrol over Algiers gamle bydel, kasbahen.
Tiden var knap, for ved månedens udgang skulle FN drøfte Algeriet, og her ville oprørerne skabe opmærksomhed gennem en generalstrejke blandt byens muslimer.
FLN skulle tvinges ud af Algier – væk fra de franske og udenlandske journalister.
Faldskærmssoldaterne var parate til at yde store ofre og viste ikke selv nogen nåde.
Hastværket betød, at alle metoder blev taget i brug for at skaffe oplysninger hurtigst muligt.
Divisionen skabte en særlig afhøringsenhed, og chefen blev den major, som året forinden havde skudt fanger ned ved Philippeville.
“General, jeg har ikke meldt mig frivilligt til denne opgave”, sagde Paul Aussaresses til 10. divisions chef.
“Det beviser, at du har forstået, hvad der ventes af dig, og det er kun godt”, svarede generalen uberørt.
Da strejken få uger senere brød ud, slog hæren den ned på 48 timer. Butikker fik flået deres skodder af, så ejerne havde valget mellem at møde op eller få stjålet alle deres varer.
Strejkende blev afhentet af soldater og ført til deres arbejdspladser. Samme metode bragte børnene tilbage på skolebænken, og i løbet af to dage var strejken forbi.
Mange fanger slap ikke levende fra et besøg hos de franske forhørsledere.
Oplysninger blev tvunget frem med 12.000 volt
Tortur af fanger var et standard-middel i kampen mod algeriske oprørere. Ofrene blev ofte skudt, når de ikke havde mere at sige.
Franske efterretningsfolk kunne vride oplysninger ud af enhver fange. Nægtede mistænkte at tale, blev de tortureret efter et fast program.
Først blev tøjet taget fra fangen. At stå nøgen foran afhørerne fik de fleste til at føle sig ydmygede og sårbare.
Så begyndte torturen, som kunne bestå af simple tæsk, brændende cigaretter på brystvorterne eller i nogle tilfælde voldtægt med objekter.
Ifølge forhørslederen Paul Aussaresses fik disse metoder de fleste til at tale.
Gav vold ikke hurtige resultater, var næste skridt elektricitet. Fangen fik elektroder på ørerne eller kønsedelene, og ledningerne blev forbundet til en af hærens hånddrevne generatorer.
“Skarpe og hurtige krampetrækninger fik min krop til at føles, som om den var ved at blive flået midt over”, beskrev en fange senere. Da strømmen blev skruet yderligere op, “tog smerten kontrol over alle mine muskler og spændte dem i lange spasmer”.
Sidste metode var vandtortur. En hætte blev trukket over ofrets hoved og overhældt med vand, så luft ikke kunne trænge gennem stoffet.
Fangen oplevede en langsom kvælning, indtil forhørerne hev hætten af igen. Denne metode var dog risikabel og slog ofte den mistænkte ihjel.
Tilståelser fremtvunget med tortur kunne ikke bruges i en retssal. Forhør hos Aussaresses endte typisk med, at fangen blev skudt og dødsfaldet forklaret som selvmord.
Faldskærmssoldaternes næste mål var FLN's ledere. I løbet af otte måneder blev tusinder af muslimer arresteret, og mange mødte Aussaresses og hans folk.
Majoren torterede alle fanger, som han mistænkte for at skjule oplysninger. Fik smerten ofrene til at tilstå, forsvandt de fleste sporløst.
Efter at faldskærmssoldaterne havde knust FLN i Algier, manglede 3.024 arrestanter.
Hjemmefronten vakler
FLN's forsøg på at føre krigen ind i byerne var endt i fiasko. Snart meldte endnu større problemer sig.
Franske styrker anlagde et bælte af strømførende hegn, minefelter og patruljeruter langs grænserne til Tunesien og Marokko.
FLN's forsøg på at sende folk fra træningslejrene ind i Algeriet gav enorme tab og måtte opgives.
Franskmændenes næste skridt var en stor offensiv, hvor partisanenhederne i de algeriske bjerge systematisk blev fundet og udslettet, én efter én.
Franske styrker fanger den 24. september 1958 Saadi Yacef. Han er organisatoren bag FLN’s bombeaktioner mod gæster på cafeer i Algiers hvide kvarterer. Yacefs arrestation markerer den franske hærs fuldstændige sejr i slaget om hovedstaden.
Oprørshæren opgav alle offensive planer. Fremover var opgaven at undgå tilintetgørelse, og aktioner mod franske styrker blev kun gennemført for at holde krigen i gang.
Tålmodighed var FLN's sidste våben – men det viste sig at være effektivt.
I Algeriet fik den franske hærs metoder muslimerne til at slutte op om FLN. Nogle moderate havde drømt om at bevare en tilkytning til Frankrig, men som konflikten skred frem, kom de på andre tanker.
Også franskmændene vendte sig i stadig større tal mod krigen, som lod til at fortsætte i det uendelige.Familier forstod ikke, hvorfor unge værnepligtige skulle ofre flere år og måske livet for kolonisterne i Algeriet.
Oven i krigstrætheden kom afsky for hærens metoder. Rapporter om tortur under slaget om Algier mindede mange om den mishandling, franskmænd selv havde oplevet i Gestapos hænder under 2. verdenskrig.
I 1960 førte oplysninger franskmændene på sporet af Ben Cherif, chefen for Wilaya 4.
Krigsmodstandere samlede sig i komiteer, som bl.a. talte tidligere modstandsfolk. Nogle nøjedes dog ikke med at protestere.
Politiet afslørede i 1960 en fransk organisation med 4.000 medlemmer, som hjalp soldater med at desertere og samlede penge ind til FLN.
Under retssagen mod “Jeanson”-netværkets ledere strømmede støtteerklæringer ind:
“Krigen i Algeriet har sendt dette land i forrådnelse”, erklærede den anerkendte filosof Jean-Paul Sartre.
Også fra udlandet regnede kritikken ned over den franske regering. I USA krævede en ung senator ved navn John F. Kennedy, at amerikanerne tvang Frankrig til at forlade Algeriet.
Algerierne går til stemmeurnerne
I Paris forstod præsident Charles de Gaulle, at krigen måtte ende. Forsøget på at beholde Algeriet mod det store muslimske flertals vilje kostede dyrt på den internationale scene.
Hjemme var krigen ved at rive Frankrig over. FLN krævede en høj pris for at indgå en våbenhvile: Algerierne skulle have lov at stemme om deres fremtid.
De Gaulle havde drømt om en mellemvej mellem fuld selvstændighed og fransk herredømme. Men nu var han tvunget til at give muslimerne et klart valg: ja eller nej til løsrivelse.
99,7 pct. stemte ja, og 5. juli fik Algeriet frihed.
I foråret og sommeren 1962 masseudvandrede 1,4 mio. hvide fra Algeriet til Frankrig. 90.000 fransk-venlige muslimer fik lov at følge med. Andre blev myrdet i tusindvis af FLN.
På det tidspunkt var løjtnant St. Charles de Gramonts værnepligtstid for længst ovre. Han rejste til USA, hvor han opgav sit franske statsborgerskab og adelige navn.
Under sin succesfulde journalist-karriere kaldte han sig Ted Morgan – et anagram over de Gramont.
Major Paul Aussaresses afsluttede karrieren som general. I 2001 skabte han forfærdelse i Frankrig, da han uden anger fortalte om torturen i Algeriet.