“Deres styre står for svindel, røveri og mord”

Sidste år rejste jeg afsted med store forventninger til besøget i Deres stat i Afrika. Det er min pligt på en ligefrem, omend respektfuld, måde at fortælle Deres Majestæt, hvor desillusioneret, skuffet og modløs besøget gjorde mig.

Alle de indvendinger, jeg nu fremsætter imod den regering, som Deres Majestæt har udpeget til at regere Congo, er bygget på grundige undersøgelser.

Som bevis på mine påstande er jeg i besiddelse af pålidelige vidner, dokumenter, breve og officielle skrivelser.

Grundlæggelsen af landet foregik på den måde, at mr. Henry M. Stanley sendte en hvid mand ud for sammen med fire eller fem soldater fra Zanzibar at lave traktater med de indfødtes høvdinge.

Argumentet var, at den hvide mand var syg om hjertet af at høre om alle de krige, som foregik mellem høvdinge og landsbyer. Den hvide mand forstod nemlig selv at holde fred med sin sorte bror. Europæerne ville derfor samle stammerne, så de bedre kunne forsvare sig og få større rigdom.

Alle slags tricks blev benyttet, og snart var hele landsbyer overdraget til Deres Majestæt til gengæld for blot nogle få kasser med gin.

Men regeringen har, så vidt jeg ved, aldrig som lovet gjort nogen “ærlige og praktiske bestræbelser på at forøge befolkningens kundskaber og sikre velfærden”*. Deres Majestæts regering har ikke ofret en eneste franc på uddannelse og heller ikke anlagt nogen industri. Systemet, som regulerer arbejdsstyrken, er aldeles upraktisk.

Soldater og arbejdere bliver stort set alle importeret fra enten Zanzibar, Sierra Leone, Liberia, Accra eller Lagos. De bliver transporteret under forhold, som europæerne end ikke byder deres kvæg.

De er på rejsen udsat for hede og regn og sover under dæk i fugtige og snavsede omgivelser, ofte så sammenstuvede, at de ligger i lag. Mange af dem dør naturligvis undervejs.

Når de overlevende ankommer til Congo, bliver de sat i arbejde til en shilling* om dagen. Soldater bliver lovet 16 shilling pr. måned, men som regel får de ikke andet end billige lommetørklæder og gin, der er så dårlig, at den nærmest er giftig.

Deres Majestæts regering besidder ikke den moralske, militære og finansielle styrke, som er nødvendig for at beherske et territorium af en sådan størrelse. Fra Leopoldville til N’Gombe, en strækning på mere end 300 miles, er der ikke en eneste soldat eller civil.

Ikke én af de 20 statsembedsmænd kender de indfødtes sprog, selvom de laver love, som selv for europæerne ville være vanskelige at forstå.

Brutaliteter af den mest forfærdende slags bliver praktiseret af de indfødte; fx begraver de slaver levende sammen med deres døde høvding og skærer hovedet af tilfangetagne krigere.

Deres Majestæts regering gør intet for at forhindre noget af alt dette.

Deres Majestæts regering behandler fanger med uhørt grusomhed. Fangerne bliver sendt på tvangsarbejde, lænket sammen på en måde, som ikke bliver praktiseret andre steder hverken i den civiliserede eller den uciviliserede del af verden.

Oksekæderne skærer ind i halsen på fangerne og giver sår, som fluerne kredser om. Staklerne bliver hver eneste dag banket med et stykke tørret flodhestehud, så blodet flyder.

Kvinder bliver importeret til Deres land til amoralske formål. De bliver hentet på to måder. Sorte mænd bliver udsendt til den portugisiske kyst, hvor de hyrer elskerinder til hvide mænd, som så betaler månedligt for ydelsen.

Den anden måde er at fange indfødte kvinder og idømme dem syv års tvangsarbejde for en opfundet forbrydelse. Staten lejer så kvinderne ud den til højestbydende. Officererne får lov at byde først, og derefter får de menige chancen. Kommer der børn ud af den slags forhold, fastholder staten, at kvinderne er dens ejendom, og at det samme gælder for børnene.

Jeg har endnu kun besøgt en eneste station*, hvor der ikke gik børn af belgiske officerer eller embedsmænd rundt under ynkelige forhold. Således overlader hvide mænd deres eget kød og blod til Fristaten Congos straffende pisk.

Deres Majestæts regering driver slavehandel og betaler tre pund for en soldat. De stakkels indfødte bliver sendt hundredvis af kilometer væk fra deres landsbyer for at gøre tjeneste sammen med folk, hvis sprog de ikke forstår.

Min konklusion er som følger: Deres regering står for svindel, røveri og mord samt slaveri og almindelig grusomhed. De indfødte, derimod, er tålmodige og tilgivende over for belgierne. Sammenligningen gør Deres Majestæts regerings påstande om civiliseret og kristen handlemåde til skamme i en grad, så man må rødme.

Alle forbrydelser, som finder sted i Congo, er begået i Deres navn, og De bør stilles til ansvar. Jeg beder det belgiske folk og dets regering om at rense sig fra de forbrydelser, som har besudlet Fristaten Congo.

Deres ydmyge og lydige tjener
George W. Williams

Efterskrift

Afsløringerne i Williams’ åbne brev var med til at presse kong Leopold 2. til at lade sin personlige fristat overgå til den belgiske stat – en ændring, som på væsentlige punkter forbedrede de indfødtes vilkår.

Overdragelsen skete dog først i november 1908 – hele 18 år efter Williams’ harmdirrende brev.