Efter massakre og menneskeofringer: Briterne stjal Benins hellige statuer

Storbritannien ventede i slutningen af 1800-tallet blot på en undskyldning for at kaste sig over rigdommene i det afrikanske kongerige Benin, der vogtede over en uvurderlig skat.

Storbritannien ventede i slutningen af 1800-tallet blot på en undskyldning for at kaste sig over rigdommene i det afrikanske kongerige Benin, der vogtede over en uvurderlig skat.

British Museum Af, A79.13 & Shutterstock

Ralph Locke bøjer sig ned for at snøre sine støvler, mens karavanen snegler sig forbi på en lang række i den ufremkommelige jungle.

Den 32-årige britiske embedsmand er del af en britisk ekspedition, der i begyndelsen af januar 1897 kæmper sig gennem junglen i det afrikanske kongerige Benin. Briterne og deres indfødte bærere er på vej til landets hovedstad, Benin City. Her håber de at kunne forhandle en lukrativ aftale på plads, som skal give dem adgang til Benins vigtigste ressourcer – palmeolie og elfenben.

Mens Ralph Locke er ved at binde sine sko, runger lyden af geværskud gennem junglen, og det får embedsmanden på benene.

“Pludselig bragede et skud ud få meter fra os efterfulgt af salver langs hele karavanen”. Kaptajn Alan Boisragons beskrivelse af edo-krigernes angreb.

Briterne har trodset adskillige advarsler fra Benins konge – Ovonramwen – der gennem udsendinge har ladet dem vide, at de ikke er velkomne i hans rige.

Advarslerne har briterne ignoreret. Hundredvis af kongens krigere har derfor lagt sig på lur i junglens underskov med geværer og økser, hvorfra de nu springer op og går til angreb. Efter få minutter er karavanens 300 mand nedslagtet eller sendt på flugt.

Som de eneste overlevende briter formår Ralph Locke og kaptajn Alan Boisragon at flygte. Missionen er slået gruelig fejl, men selvom Benin-krigerne har stoppet den britiske ekspedition, er kampen mod de hvide langtfra slut.

Kongeriget Benin er i dag en del af Nigeria og har ikke noget at gøre med den nutidige stat kaldet Benin.

© Artokoloro/Imageselect & Shutterstock

Benin bliver et handelscentrum

Kongeriget Benin lå i den sydlige del af det nuværende Nigeria nær Niger-flodens delta og må ikke forveksles med den nutidige stat Benin, som ligger vest for Nigeria. Rigets indbyggere var det såkaldte edo-folk, der havde levet i landet i mere end 4.000 år før briternes ankomst.

Ifølge historikerne udviklede kongeriget sig fra mange små landsbyer og mikrostater, og selve hovedstaden Benin City kan dateres til 1170. I de følgende århundreder fik landet en central kongemagt, der herskede over regionens mange landsbyhøvdinge.

Riget oplevede i denne periode en kulturel og økonomisk opblomstring. Kong Oguola, der regerede i den anden halvdel af 1200-tallet, etablerede fx fællesskaber af metalarbejdere og messingstøbere, der fremstillede smukke kunstværker efter en helt særlig håndværksmæssig tradition.

Benin City var indtil byens fald i 1897 fyldt med bronze- og messingkunstværker, der bl.a. forestillede krigere.

© Daderot & Shutterstock

Kunsten tilhørte kongefamilien

Tusindvis af kunstværker udsmykkede kongepaladset i Benin. Værkerne fungerede som et katalog over edo-folkets historie og var samtidig et eksempel på en håndværkstradition, der var forud for sin tid.

De såkaldte Benin-bronzer kan dateres til 1200-tallet, hvor kongen af Benin, Oguola, satte gang i en håndværkstradition med udgangspunkt i bronze og messing. Arbejdet blev udført efter strenge ordrer fra kongen, der også ejede de fleste metalstøberier og kunstværker.

Plaketterne i messing afbilder scener fra fortællinger og myter. Her ses konger, soldater, præster, dyr, monstre, dværge og sågar portugisiske soldater i 1400-tals-udrustning. I de fleste af afstøbningerne træder figurerne frem fra overfladen, hvilket skaber en tredimensionel effekt.

Ligesom plaketterne er bronzestatuetterne udtryk for en enestående håndværkskunst og en organiseret produktion. Stilarten kan minde om den europæiske modernisme flere hundrede år senere – fx er ansigterne lettere abstrakte med store næsebor og udstående øjne.

Mange af plaketterne og statuerne udsmykkede kongens alter, og størstedelen af dem befinder sig i dag på British Museum.

Da portugiserne som de første europæere ankom til Benin City i 1485, fandt de et højt udviklet samfund, der bød på gode handelsmuligheder. Benin City udviklede sig efterhånden til et regulært handelscentrum, og byen husede Vestafrikas største og finest dekorerede bygninger. Bananer, palmeolie og slaver blev i hovedstaden byttet for gin, tobak og våben.

Sideløbende med den økonomiske succes udviklede Benins religion sig også. I århundreder havde edo-folket tilbedt og æret deres forfædres ånder, men i løbet af 1600-1800-tallet gik kongen fra at være en verdslig leder til en guddommelig skikkelse.

I sin nye rolle som ledende guddom herskede kongen over liv og død gennem ritualer, der involverede menneskeofringer af slaver og fanger.

Briterne hungrer efter palmeolie

I slutningen af 1800-tallet var det ikke længere portugiserne, der var den dominerende europæiske magt i Afrika. Et stort område ved Niger-floden var da en del af et britisk protektorat med hovedsæde i byen Old Calabar.

Efter afskaffelsen af slavehandlen i 1833 ledte briterne efter nye måder at tjene penge på i Vestafrika. Den industrielle revolution havde skabt et stort behov for palmeolie, der blev brugt som smøremiddel i de industrielle maskiner og til produktion af sæbe.

For briterne var Niger-deltaet derfor af stor vigtighed, fordi området var rigt på oliepalmer. Kontrol over regionen betød kontrol over den altafgørende leverance af den kostbare olie, som industrien hjemme i Storbritannien hungrede efter.

Men briterne havde et problem. Benins konge og herskeren over edo-folket, Ovonramwen, opkrævede store afgifter på salg af palmeolie.

“Hvid ekspedition til Benin taget til fange og dræbt af indfødte”. Telegram sendt til London.

I London blev situationen anset for uholdbar, og i 1892 sendte briterne en delegation til Benin City. Gruppen var anført af vicekonsul Henry Gallwey, der stolt vendte hjem med en underskrevet aftale: Ovonramwen havde underkastet sig den britiske krone.

Samtalen mellem Gallwey og kongen havde imidlertid involveret tre sprog og var kun bevidnet af tre delegerede. Kongen havde underskrevet med et X, og alt tyder på, at han troede, der var tale om en fredstraktat og ikke en underkastelse.

Kong Ovonramwen fortsatte derfor med at opkræve høje afgifter, og i 1896 trådte officeren Ralph Moore til som ny generalkonsul. Provokeret af kongens ligegyldighed over for aftalen plæderede Moore for at åbne landet med magt.

I august samme år rejste Moore dog hjem på orlov og overlod posten til den 33-årige vicekonsul James Robert Phillips. Efter blot tre uger på posten besluttede Phillips at gå i aktion. Den 29. december skrev han til udenrigsministeriet, at han havde planlagt en ekspedition til Benin City.

Ud over tyverierne af de spektakulære kunstværker fra Benin er der adskillige eksempler på, at europæiske forskere og antiksamlere har taget uvurderlige kunstskatte med sig hjem.

© British Museum/Jastrow

Ambassadør faldt for frise

Thomas Bruce var britisk ambassadør i Osmannerriget fra 1799 til 1803. Her blev han fascineret af marmorfrisen på Parthenon-templet i Athen, og han fik lov til at sende den hjem til England, hvor British Museum købte den i 1816.

© Sailko & Shutterstock

Trojas guld endte i Rusland

Den tyske arkæolog Heinrich Schliemann fandt i 1873 en kiste med guld og kunstværker under sin udgravning af oldtidsbyen Troja i Anatolien. I 1945 stjal sovjetiske soldater skatten med hjem til Moskva.

© Hans Hillewaert

Rosettestenen løste gåde

Under et felttog til Egypten fandt Napoleons mænd i 1799 en sten med inskriptioner på tre sprog, der gjorde det muligt at afkode oldtidens hieroglyffer. Briterne fik senere fat i stenen, og den er i dag på British Museum i London.

© Salt Research

Tyrkere solgte græsk alter

Den tyske ingeniør Carl Humann foretog i 1878 udgravninger ved den græske oldtidsby Pergamon, der lå i Osmannerriget. Her købte han det spektakulære Pergamonalter af tyrkerne, og alteret er i dag udstillet i Berlin.

© Philip Pikart

Nefertiti-buste kom til Berlin

Arkæologen Ludwig Borchardt fandt i 1912 en buste af den egyptiske dronning Nefertiti ved oldtidsbyen al-Amarna. Tyskeren bragte sit fund med hjem, og siden 1923 har busten stået på Det Egyptiske Museum i Berlin.

Missionen slår fejl

Uden at vente på svar sejlede Phillips ad flodvejen mod Benin City den 2. januar 1897. Med på ekspeditionen var en håndfuld britiske officerer, en læge, handelsfolk, et marchorkester og 250 indfødte.

Med i lasten havde Phillips medbragt tøj, kameraer, senge, mad og vand – samt stout, så europæerne ikke tørstede undervejs. For ikke at provokere kongen havde Phillips beordret, at alle våben skulle opbevares ude af syne i medbragte kister.

Den 3. januar gik delegationen i land 25 km fra Benin City, men tidspunktet kunne næppe have været værre. Kong Ovonramwen var i færd med at afholde en religiøs festival, og han var ikke i det gæstfrie hjørne. Flere sendebude fra Benins hersker bad briterne vende om.

På trods af advarslerne befalede Phillips kl. 7.30 næste morgen karavanen at fortsætte. De indfødte bar de tungtlastede kister, og stien var så smal, at de måtte gå en og en – som perler på en snor.

“Pludselig bragede et skud ud få meter fra os efterfulgt af salver langs hele karavanen”, berettede kaptajn Alan Boisragon senere i sine memoirer.

En del af Benin Citys kejserlige helligdom – der var rigt udsmykket – blev affotograferet i 1891.

© Smithsonian National Museum of African Art

Boisragon troede først, det var en velkomstsalut, men gråd og skrig fik ham snart på andre tanker. Han forsøgte at finde sin revolver i en af kisterne, men blev stoppet af Phillips, der udbrød: “Ingen revolvere, gentlemen!”

Øjeblikke senere blev Phillips ramt af en kugle og faldt død til jorden.

Mens officererne desperate forsøgte at nå deres våben, tog de fleste af bærerne flugten. Kun få slap dog væk, og junglestien blev dækket af lig. Boisragon og Locke undgik som de eneste briter edo-krigernes vrede ved at gemme sig i bushen.

Sårede af skud vandrede de i seks dage, hvor de kun indtog kassavablade og dugdråber, inden en gruppe venligsindede indfødte reddede dem. Den 10. januar tikkede et telegram ind hos det britiske udenrigsministerium i London:

“Hvid ekspedition til Benin taget til fange og dræbt af indfødte”.

The Times skrev få dage efter: “Massakre på britisk invasion i Vestafrika”.

Overfald kræver hævn

Nedslagtningen af Phillips’ mænd vakte en enorm vrede i London – og beretninger om edo-folkets menneskeofringer fik kun harmen til at vokse. I parlamentet øjnede politikerne en mulighed, der både kunne sikre landets handelsinteresser i Niger-deltaet og slukke befolkningens hævntørst.

Kontreadmiral Harry Rawson blev sat i spidsen for en flåde, som fik til opgave at erobre Benin. Styrken talte 11 skibe og 1.262 mand. Med sig havde Rawson desuden 16 maskingeværer.

Rawson sejlede op ad Benin-floden og gik i land sydvest for Benin City den 12. februar. Trods flere angreb fra edo-krigere i bushen bevægede de britiske styrker sig frem uden større tab, og seks dage senere nåede de Benin City. Her blev de mødt af to ofre for kongens menneskeofringer.

Efter sejren over edo-folket tog briterne et fotografi i den flygtede konges nedbrændte palads.

© Reginald Kerr Granville (d.1912)

“De uheldige væsner havde fået armene bundet bag ryggen og var skåret op fra brystet og ned, så deres indvolde hang ud”, beskrev generalkonsul Ralph Moore, som var med på togtet. Moore berettede videre:

“Tropperne stormede de sidste 200 yards (ca. 180 m, red.) ind til byen, som blev erobret kl. 14”.

I byen flød det med lig, og stanken var så ulidelig, at flere soldater besvimede. Da briterne undersøgte offerpladserne, fandt de et sandt skatkammer af sirligt udsmykkede statuer og plaketter i bronze og messing samt store mængder af stødtænder og forarbejdet elfenben. Kunstgenstandene tog de med – byen brændte de ned til grunden.

Kongeriget Benin fandtes ikke mere. Kongen havde taget flugten før briternes ankomst, men i august samme år overgav han sig. Ovonramwen blev sendt i eksil i Old Calabar, hvor han døde i 1914.

Benin-bronzerne bliver opkøbt

Nyheden om de kunstskatte, soldaterne havde fundet i Benin City, spredte sig hurtigt blandt museer og samlere. British Museum var den vigtigste opkøber, men mange museer købte dele af skatten.

Siden sin uafhængighed i 1960 har Nigeria forsøgt at få de stjålne skatte hjem, men British Museum nægter fortsat at udlevere sin imponerende samling.

Til gengæld har det amerikanske museum Smithsonian afleveret 39 bronzestatuer i foråret 2022, og den 1. juli samme år overgav en række tyske museer rettighederne til 1.110 kunstværker til Nigeria. Størstedelen af edo-folkets kulturarv findes dog fortsat på museer og i private samlinger uden for Nigeria.

LÆS MERE OM BENIN OG DEN STJÅLNE SKAT

  • Paddy Docherty: Blood and Bronze: The British Empire and the Sack of Benin, Hurst & Co., 2021
  • Barnaby Phillips: Loot: Britain and the Benin Bronzes, Oneworld, 2021
  • Alan Boisragon: The Benin Massacre, Methuen, 1897