En god safari kostede hundredvis af dyr livet

Da Europas stormagter delte Afrika imellem sig i 1885, begyndte et jagteventyr uden sidestykke. Millioner af elefanter og bøfler blev nedlagt. Løver var ifølge de hvide skadedyr og måtte skydes frit.

Da Europas stormagter delte Afrika imellem sig i 1885, begyndte et jagteventyr uden sidestykke. Millioner af elefanter og bøfler blev nedlagt. Løver var ifølge de hvide skadedyr og måtte skydes frit.

IFK Library

Jagt på store dyr havde i århundreder været et privilegium forbeholdt aristokratiet.

Men efterhånden var der blevet langt mellem bjørne, kronhjorte og andre prægtige trofæer.

Derfor stod konger, hertuger og industrimagnater i kø, da Afrika blev åbnet for hvide jægere.

I slutningen af 1800-tallet gjorde motordrevne skibe og jernbaner rejsen til Afrika overkommelig.

Her ventede storvildt af en størrelse og farlighed, som for længst var udryddet i Europa.

Jagtsafarier blev arrangeret over store dele af Afrika syd for Sahara, men kolonien Britisk Østafrika tiltrak sig størst opmærksomhed.

Forfattere skrev romantiserende bøger om safarier i Kenya, hvor ædle hvide jægere duellerede med blodtørstige vilddyr.

For det britiske kolonistyre blev jagtlicenser i begyndelsen af 1900-tallet en indbringende forretning.

Samtidig bidrog de talrige hvide jægere til at løse, hvad myndighederne anså for at være et stort problem:

Hvis koloniernes vildnis skulle forvandles til frugtbar landbrugsjord, måtte Afrikas mange såkaldte skadedyr hurtigst muligt udryddes.

En britisk jagtlicens udstedt i 1910 til den argentinske rigmand Alfred A. Benitz.

© Alfred A. Benitz

Omgivet af afrikanske bærere, tjenestefolk, indfødte sporfindere og en hvid ekspeditionsleder drog den ene storvildtjæger efter den anden ud.

Med i lommen medbragte han en britisk jagtlicens, som gav storvildtjægeren ret til at skyde i hundredvis af dyr.

Elefantbøsser havde dobbeltløb og skød med ammunition med en kaliber på 11 mm.

© Photo courtesy of Morphy Auctions

Elefantbøsse gav jagtkammerat næseblod

Storvildtjægerne medbragte en såkaldt elefantbøsse til at nedlægge elefanter og næsehorn med.

Ligesom et haglgevær havde våbnet to løb, men skød ikke med spredehagl. I stedet blev en kugle med samme vægt som tre danske 20-kroner skudt ud af de riflede løb.

Da den netop afgåede amerikanske præsident, Theodore Roosevelt, i 1909 drog til Afrika, nedlagde han en stor hanelefant med elefantbøsse.

I sin bog om rejsen skrev han: “Trykbølgen fra den store riffel var ikke specielt behagelig for mine rejsefæller og gav Cunninghame næseblod”.

Løvejagt til hest hittede

Vovehalse kunne i Afrika prøve kræfter med såkaldt lion running, hvor jægeren forfulgte løven til hest.

Jægeren risikerede at blive løvens bytte, hvis han dristede sig for tæt på.

© Collection KHARBINE-TAPABOR/Imageselect

Ideelt set ville en chance for skud på ca. 50 meters afstand byde sig undervejs, men nogle gange gemte løven sig i buskadset.

Jægeren kunne herefter ride tættere på og prøve at tirre løvens jagtinstinkt, og hvis dyret angreb, gjaldt det om at have en hurtig hest.

Trofæer i store bunker var det synlige bevis på en succesfuld safari.

© Sepia Times/Getty Images

Jægerne fik licens til at plaffe løs

Hos de britiske myndigheder i Østafrika købte storvildtjægere en jagtlicens. I 1909 kostede den 50 pund, ca. 32.000 nutidskroner.

Den såkaldte Sportsman’s Game License gav køberen ret til at nedlægge hundredvis af dyr, for en ordentlig safari tog adskillige måneder.

Løver og leoparder blev betragtet som skadedyr, der udgjorde en fare for koloniens bønder og deres kvæg, så de måtte nedlægges i ubegrænset antal.

Til en række andre dyr havde jægere en kvote, som de ikke måtte overskride.

Én mand måtte skyde 84 aber

84 colobus-aber

229 antiloper

26 koantiloper

22 zebraer

10 topier

2 bøfler

2 flodheste

1 elsdyrantilope

6 oryxantiloper

4 vandbukke

1 stor kudu

4 mindre kuduer

Roosevelt drog på gigantisk safari

I slutningen af sin politiske karriere begyndte USA’s præsident, Theodore Roosevelt, i 1907 at planlægge en storvildtjagt af hidtil usete dimensioner.

Udsigten til at få besøg af den skydeglade Roosevelt fik ifølge en avis-satire løver og giraffer til at tegne livsforsikringer.

Skræmte dyr tegner livsforsikringer, mens Roosevelt, hans søn Kermit og 200 afrikanske bærere nærmer sig.

© Photo 12/Getty Images

Og de fik brug for dem, for ekspeditionen nedlagde 11.397 dyr. Det store antal skyldtes, at Roosevelt skulle skaffe det naturhistoriske museum Smithsonian mindst ét eksemplar af alle Afrikas dyrearter.

© Debrocke/ClassicStock/Getty Images

Trofæer prydede jægerens væg

Især lange stødtænder, vældige bøffelkranier og løvehoveder med sort manke var eftertragtede jagttrofæer.

Skind, kranier og hele dyr blev renset og konserveret for en mindre formue, inden de skulle op at hænge på jægerens trofævæg derhjemme.

Ⓒ Debrocke/ClassicStock/Getty Images

© Princeton University Press

Afgående konge solgte sin elefant

Hanelefanter med særlig store stødtænder måtte ikke nedlægges af hvem som helst. De blev reserveret til kongelige storvildtjægere.

Da Englands Edward 8. i 1936 abdicerede for at gifte sig med Wallis Simpson, kom han i pengenød og solgte jagtrettighederne til en kenyansk elefant med 263 cm lange stødtænder.

Den britiske guvernør i Uganda, sir Hesketh Bell (billedet), fik i 1908 et par særlig store stødtænder reserveret i sit navn.

Ⓒ Princeton University Press

© Library of Congress

Souvenirs var en dyr fornøjelse

Efter en safari i 1910 bestilte en argentinsk storvildtjæger ikke færre end 75 trofæer – alt fra askebægre af næsehornsfødder til et tæppe af løveungepels.

Konserveringen og transporten af de mange trofæer endte med at koste hr. Benitz tre gange så meget som den ellers temmelig bekostelige jagtlicens.

Ⓒ Library of Congress

Teltliv og luksus hørte med

Et varmt bad efter en lang og svedig dag var bare en af den slags luksus, som storvildtjægerne nød undervejs.

Mange jægere elskede aftenerne i teltlejren. Pladespilleren løftede stemningen, hvis deltagerne løb tør for samtaleemner.

© Bettmann/Getty Images

Telte med bløde senge, middage tilberedt af en medbragt kok og røverhistorier fortalt over en sjus i teltets skygge var vigtige dele af en storvildtjagt.

© Shutterstock

Mellem 1896 og 1901 anlagde britiske ingeniører og indiske arbejdere en 1.000 km lang jernbane fra kysten til Lake Victoria.

Uganda Railway gjorde livet lettere for storvildtjægere, som kunne rejse komfortabelt med skib til havnebyen Mombasa og derfra køre i førsteklasseskupé til Afrikas indre.

© Shutterstock

Frygtløse krigere sporede byttet

Enhver safari medbragte en eller flere nandikrigere fra det vestligste Kenya. De var uovertrufne, når det gjaldt om at opspore byttet, og var kendt for at bevare roen, selv hvis et rasende dyr pludselig dukkede op ud af ingenting.

Nandierne var vant til at beskytte deres kvæg mod løver.

© Keystone-France/Getty Images

Koldblodigheden blev testet i en ung alder, for nandistammens mænd skulle bevise deres styrke under løvejagt: En gruppe nandier omringede en løve, hvorefter den unge kriger skulle knæle foran den og tirre vilddyret med sit skjold.

Når løven angreb, afværgede han med sit skjold og plantede sit spyd dybt i dyret. Først derefter kastede de andre krigere sig over løven og stak den ihjel med deres spyd.

Theodore Roosevelt skød otte elefanter i Afrika.

© Library of Congress

Kendisser strømmede til Afrika

Præsident Theodore Roosevelt var en af de kendteste storvildtjægere, der besøgte Afrika for at skyde elefanter. Men han var langtfra alene.

Berømtheder som Winston Churchill, Ernest Hemingway og mange flere var i årtier med til at kaste stjernestøv over jagtsafarierne.

De skabte mode, og mange velhavere fulgte i deres idolers fodspor – bevæbnet med jagtgevær og en hær af indfødte bærere bag sig.

Biler med gitre gav den nødvendige sikkerhed til, at kameramanden turde filme næsehorn og flodheste på nært hold.

© Martin & Osa Johnson Archive/Getty Images

Kameramand forevigede jagten

Fra begyndelsen af 1910’erne hyrede stenrige storvildtjægere ofte en kameramand til at filme deres eventyr.

Jagtscenerne blev klippet sammen til en film, så familie og venner bagefter kunne se, hvad jægeren havde nedlagt i Afrika.

Jobbet som kameramand var dog langtfra ufarligt.

Amerikaneren Carl Akeley blev væltet om på ryggen af en rasende elefant, som derefter prøvede at knuse ham med sin pande, da kameramanden sprællede mellem dens stødtænder.

Først da amerikaneren besvimede, mistede elefanten interessen. Akeley slap på mirakuløs vis med en brækket næse og et åbent kindbensbrud.

Carl Akeley (1864-1926) blev også overfaldet af en leopard. Det lykkedes kameramanden at dræbe den med de bare næver.

© Public domain

Afrika og vilde dyr var som skabt til film

Helt fra biografernes barndom var safarifilm publikumsmagneter. I 1907 optog Nordisk Film “Løvejagten” på en ø i Roskilde Fjord – en safarifilm om storvildtjagt i Afrika.

To gamle hanløver fra en tysk zoo blev skudt under optagelserne. Den kontroversielle film var hverken den første eller den sidste om jagt i Afrika.

“Hatari” var den 7. mest sete film i USA i 1962 – kun overgået af klassikere som “Lawrence of Arabia” og “Den længste dag”.

© Bridgeman Images

Publikum strømmede til biograferne for at se blodtørstige vilddyr i duel mod ædle hvide jægere.

Genren bevarede sin popularitet i næsten 100 år – John Wayne indspillede actionkomedien “Hatari” i 1962, og så sent som i 1990 havde Clint Eastwood hovedrollen i “White Hunter Black Heart”.

Dyreaktivister protesterede i Washington, efter at løven Cecil var faldet for en jægers pil.

© Mark Wilson/Staff/Getty Images

Jægerne kom i modvind

Dyrevelfærdsgrupper stillede allerede i begyndelsen af 1900-tallet spørgsmål ved storvildtjagt, men det tog over 50 år at vinde den brede befolkning for deres sag.

I løbet af 1960’erne begyndte flere og flere at kritisere drab på vilde dyr for sportens skyld.

Jagt kostede millioner af elefanter livet i begyndelsen af 1900-tallet. Fra 1913 til i dag har befolkningseksplosion og manglen på steder at græsse taget livet af lige så mange.

© Illustreret Videnskab Historie

Storvildtjagt i mindre målestok foregår stadig i Afrika, men de fleste jægere holder i dag lavere profil.

Da en amerikansk jæger i 2015 skød en ikonisk hvid løve i Zimbabwe, udløste det et verdensomspændende ramaskrig.