Amerikanske og mexicanske soldater blev ofte efterladt uden skalp – og det hændte, at de stadig var i live under skalperingen.

© AKG/Scanpix
Samfund - Kolonier

Griske lejesoldater jagtede indianer-skalpe

I 1849 blev Texas-lejesoldaten John Glanton hyret til at udrydde en gruppe apacheindianere. Glantons bande kastede sig ud i et blodorgie, og da de ikke kunne finde flere indianere, slagtede de tilfældige bønder i stedet.

John Glanton og hans mænd var på vej gennem delstaten Sonora i Mexico for at indløse en betragtelig dusør, da fanden tog ved dem.

I bagagen havde banden 37 tørrede skalpe fra apache-indianere, som regeringen havde hyret dem til at dræbe.

Men selv om jægerne ville få udbetalt en klækkelig sum for hårtoppene, var de ikke tilfredse.

Gennem længere tid havde høsten af hoveder slået fejl, og Glantons bande, blandt andre den unge amerikanske desertør Samuel Chamberlain, var netop vendt hjem fra endnu en mislykket jagt, hvor de ikke havde taget en eneste skalp.

Til gengæld havde den blodtørstige bande mistet elleve mænd.

Det skulle snart gå ud over en lille gruppe mexicanske bønder, som havde slået lejr i Sonoras tørre ørkengræs – formentlig drevet væk fra deres land af krigeriske apacheindianere. Glanton så med det samme sit snit til at få kniven i et par ekstra skalpe.

Forklædt som apache-krigere stormede han og banden lejren for forsyninger og nedslagtede brutalt tre mexicanske bønder og fem kvinder.

De nye skalpe røg ned i sækken til de andre – ingen kunne vel se forskel på, om skalpen stammede fra en apacheindianer eller en mexicansk bondemand, mente Glanton: En skalp var en skalp.

Det brutale overfald på de mexicanske bønder i 1849 skulle vise sig at blive indledningen på en årelang makaber nedslagtning af ikke bare det oprindelige folk, men også af mexicanske civile, kvinder såvel som børn.

Indianerne gør oprør

Glanton og hans mænd slog sig ned som skalpejægere i slutningen af 1840'erne, da Sonoras guvernør José de Urrea udlovede en dusør på 50 dollars per apacheskalp.

Fangede jægerne apachernes høvding, Santana, fik de en bonus på 1.000 dollars oveni.

Fjendskabet havde grund i en århundredlang konflikt mellem apacheindianere og mexicanere.

Den havde ført til, at en stor del af det oprindelige folk var presset ind i lukkede reservater, hvor de var underlagt mexicanernes luner.

Da regeringen i 1831 reducerede apacheindianernes madrationer, gik det oprindelige folk derfor til modangreb på den mexicanske befolkning, og fra deres tilholdssteder i bjergene i Arizona og New Mexico plyndrede de landsbyer for husdyr og ejendele.

Allerede i 1835 udlovede delstaterne Sonora og Chihuahua dusører for en apacheskalp.

Den mexicanske regering kom under yderligere pres, da den i 1846 røg ud i en væbnet konflikt med Nordamerika og senere måtte overgive New Mexico, Californien og dele af det nordlige Mexico.

Da krigen endte i 1848, var den nordlige del af staten Sonora på amerikanske hænder, og den svækkede mexicanske regering måtte ty til lejesoldater som John Glanton for at beskytte borgerne både mod indianere og fjendtlige amerikanere.

Efter et voldeligt overfald på Coloradas og gentagne brud på fredsaftalen begyndte apachekrigerne at hævne sig, og i 1861 sluttede høvdingen sig til apacherne Geronimo og Cochise i kampen mod de amerikanske kolonister.

© Bridgeman & Granger/Polfoto

Mistede sin elskede

Mens John Glanton skalperede mexicanske bønder for dusørens skyld, var han formentlig drevet af et andet motiv, når det handlede om apacheskalpe.

Rygtet sagde, at som ganske ung havde amerikaneren mødt en pige, hvis forældre var blevet dræbt af en stamme krigeriske lipanindianere.

Forelsket havde Glanton bygget en hytte ved bredden af Guadalupe-floden i Texas, hvor de to skulle leve lykkeligt sammen.

Lige indtil den dag, hvor endnu en gruppe fjendtlige lipanindianere skalperede landsbyens ældre og børn og bortførte deres yngre kvinder, heriblandt Glantons forlovede.

Mændene satte straks ud for at hævne sig på lipanstammen, men da de var i færd med at slås med indianerne, blev resten af de tilfangetagne kvinder skalperet og dræbt med økser.

Glanton blev aldrig den samme igen, sagde folk. Han forvandlede sig til en outsider, forlod ofte landsbyen, og når han vendte tilbage, havde han som regel friske skalpe med, som han hængte til tørre i sin hytte.

Senere søgte han selskab blandt grænselandets lovløse forbrydere, og i kampene mod indianerne sagde man, at han optrådte som en inkar-nation af djævlen selv.

Havde det ikke været for hans indsats i både indianerkrigene og den mexicansk-amerikanske krig samt den dybe sorg, som havde ramt ham, var han højst sandsynligt blevet lynchet.

I stedet fik han status som fri ranger og nød en vis respekt i den brede befolkning.

Blodig duel

Krigen mellem Mexico og apache-indianerne var til gengæld ikke spor personlig for det unge bandemedlem Samuel Chamberlain.

Han var blot en teenager med lyse krøller og dunede kinder, som en kold decembermorgen i 1846 havde forladt Boston og en lovende fremtid i den lokale kirke.

Den første gang han stiftede bekendtskab med Glanton, sad de begge i en tilrøget saloon i San Antonio, Texas. Chamberlain havde ladet sig hverve som soldat i den amerikanske hær og nød nu et tiltrængt hvil i færd med at lære at spille poker.

Ved et af nabo-bordene havde en lille mørkhudet mand med blodskudte øjne og langt sort hår netop kastet et glas sprut i hovedet på en ranger fra den amerikanske hærs eliteenhed.

Rangeren trak sin pistol, placerede den for panden af den sort-hårede og krævede en undskyldning omgående. Manden for enden af pistolløbet rykkede sig ikke, men svarede:

“Hvis du misser, vil John Glanton ikke ramme ved siden af”.

Så snart det gik op for rangeren, at det var den berygtede og lovløse John Glanton, som stirrede på ham med indsunkne øjne, kunne frygten ses i hans ansigt.

Rangeren trykkede på aftrækkeren, men kun fænghætten eksploderede, og fra sin plads i lokalet kunne Chamberlain se Glanton trække sin kniv og skære halsen over på rangeren.

Dernæst sprang Glanton over bordet, placerede foden på sin døende modstander og spurgte, om der var andre i saloonen, der ville slås.

Det var der ikke. Til gengæld ville de gerne drikke med sejrherren, og mens det endnu varme lig blev båret ud, og savsmuld strøet over blodpølen på gulvet, skålede gæsterne med Glanton.

Den blodige scene jog en skræk i livet på Chamberlain, men han kunne alligevel ikke lade være med at beundre den blodtørstige outlaw fra grænselandet.

Glanton var dygtig med sin kniv, og han var respekteret for sine evner som skalpejæger.

Når Glanton og hans mænd havde dræbt et offer, lagde de snittet sådan, at det højre øre forblev på skalpen. Det beviste, at de ikke fuskede med antallet af hoveder.

Stridigheder om grænsedragningen mellem Mexico og Texas var årsagen til den
mexicansk-amerikanske krig. Den blodige konflikt krævede mange ofre på hver side.

© Samuel Chamberlain

Salte tårer over spildte skalpe

Der skulle imidlertid gå endnu et par år, før Chamberlain igen hørte om den frygtede jæger. I 1849 var den nu mere krigsvante unge mand blevet bundet og lagt i håndjern som straf for, at han nægtede at parere ordre som soldat i den amerikanske hær.

Han havde ofte en skitsebog på sig, og heri malede han scener fra krigen og sit liv.

En kommandant havde straffet ham for, mod ordre, at tegne kirken San Xavier del Bac i Arizona, og bedst som Chamberlain stod alene og forsvarsløs og bagte i solen, kom en fremmed ham til undsætning.

Det var Tom Hitchcock, en af Glantons mænd. Han mindede mest af alt om en madman, hylede som en prærieulv og tordnede løs i endeløse salver om Glanton og hans skalpejægere.

Det tog ikke Chamberlain lang tid at beslutte sig for at flygte fra den amerikanske hær, følge med sin redningsmand og slutte sig til den lovløse bande.

Da de to red af sted gennem det golde ørkenlandskab, øjnede de snart en flok apacheindianere i det fjerne. Krigerne samlede sig i små grupper og red direkte mod dem.

Chamberlains første instinkt var at flygte, men den mere erfarne Hitchcock hylede af begejstring, så Chamberlain tog sigte med sin riffel. Da han fyrede, faldt en kriger til jorden, og Hitchcock kyssede instinktivt Chamberlains riffel og kaldte den et mirakelmiddel.

Mens de øvrige indianere stak af, forsøgte apachekrigeren forgæves at kalde sin hest til sig, men dyret var som paralyseret, så i stedet slæbte indianeren sig hen til en nærliggende slugt og kastede sig i afgrunden.

Hitchcock græd over tabet af skalpen. Som han sagde: “Den forbandede røde neger gjorde det for at snyde os for sit hår”.

Senere på dagen ankom de til en hule i bjergene, hvor Glanton og hans mænd ofte holdt til. Her drak de whisky og tilberedte kød og bønner over det glødende bål i lejren.

Så snart de var gået til ro for natten, hjemsøgte den døde apacheindianer Chamberlains tanker. Han spekulerede på, hvorvidt krigeren overhovedet havde haft fjendtlige hensigter.

Hans samvittighedskvaler var kun en forsmag på den næste tid. Da han havde forladt sin fødeby på østkysten, var præsten blevet så skuffet, at han havde kaldt Chamberlain værre end djævlen selv.

Men hvor diabolsk en drejning den unge mands liv ville komme til at tage, havde præsten nok ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig.

Slog skalpejæger i jorden

Dagen efter mødte Chamberlain og Hitchcock endelig Glanton og hans mænd på en flodbred i skyggen af bomuldsplanterne tæt på grænsen til Mexico.

Der var omkring fyrretyve jægere, nogle sov, andre spillede kort, rensede våben eller striglede deres heste. Chamberlain syntes, de lignede vildmænd og banditter hele banden.

Han stak hånden frem for at hilse på Glanton, der i stedet tog ham om næsen, drejede den rundt og slog en høj latter op. Af ren refleks jog Chamber-lain sin knytnæve lige i ansigtet på Glanton, så han gik i gulvet.

Dernæst sprang han op på sin hest og trak sin revolver, men før han nåede at affyre den, havde han en lasso om kroppen, blev trukket hen ad jorden og bundet til et træ.

Skalpejægernes leder rejste sig fra græsset, og med blodet dryppende fra ansigtet stavrede han mod Chamberlain, som så på ham med rolige øjne, selv om han i sit stille sind bad for sit liv.

I et helt minut stirrede Glanton, mens han pressede det kolde pistolløb mod hans pande. Pludselig gav han Chamberlain hånden og sagde med varme i stemmen:

“Du består. Du rammer som et æselspark”. Og så var Chamberlain officielt indlemmet i banden.

Glantons bande bestod af mænd fra Sonora, af cherokee- og delawareindianere, fransk-canadiere, texanere, irere, en afroamerikaner samt en enkelt comancheindianer.

© Granger/Polfoto

Kurs mod El Dorado

Chamberlain og hans nye medsammensvorne drog nu hærgende gennem staterne.
Lige indtil den blodige dag i 1849, hvor de stødte på bønderne fra Sonora, og Glanton ikke længere skelnede mellem indianere og mexicanere.

Hævnen kom kort efter, da bønderne vendte talstærke tilbage og gik til angreb.

Under kampen blev adskillige af skalpejægerne sårede, og de besluttede herefter at drage mod nord og New Mexico for at lede efter guld i det sagnomspundne El Dorado.

På vejen gennem Arizona skalperede de uskyldige bønder, bragte skalpene til myndighederne, hævdede, at de tilhørte fjendtlige apachekrigere, og inkasserede dusøren.

Glantons bande nåede aldrig frem til El Dorado, så i stedet tyede de til en ny plan for at indfri drømmene om rigdom.

Syd for Phoenix havde lokale yuma-indianere bygget en færge seks-syv km fra det sted, hvor Gila-floden krydser Colorado-floden. Færgen var en god forretning, idet den fragtede håbefulde guldminearbejdere til Californien.

Banden erobrede færgen fra yuma-indianerne og drev resten af stammen på flugt. Og så gik de ellers i gang med at bygge et fort, hvorfra de kunne forsvare deres nyerhvervede ejendom.

Da indianerne krævede færgen til-bage, truede Glanton med at storme deres landsby og dræbe hver og en, hvis ikke de forsynede ham og hans mænd med mad.

Så gik yumaindianerne omsider til angreb, men uden succes. Glanton og hans bande skød koldblodigt fire af dem og skalperede dem efterfølgende – mest af gammel vane.

Reddet af Guds hånd

I den følgende tid var det en risikabel affære at krydse Colorado-floden. Som de nye konger af færgen stod banden ikke tilbage for at dræbe hverken mexicanske eller amerikanske passagerer for at tømme deres lommer for penge og andre ejendele.

Men fire af bandens medlemmer var ved at komme i tvivl om hele foretagendet, og de begyndte at lægge planer om at stikke af fra deres leder. Blandt dem var Chamberlain.

Kort tid efter red de fire bort i al stilhed. På nøjagtig samme tidspunkt vendte yumastammens mænd tilbage. Bedst som den lille udbrydergruppe var på vej gennem bomuldsmarkerne, så de indianerne komme efter Glanton.

“Det er Guds hånd”, sagde en af Chamberlains følgesvende og strakte sin sombrero mod himlen: “Mod ørkenen, Californien og guld”, sagde han.

Den berygtede skalpejæger John Glanton endte sine dage ved floden sammen med resten af mændene.

De led alle den samme skæbne, som de i lang tid havde tildelt andre: Yumaindianerne efterlod dem som skalperede lig .

De fire undslupne medlemmer krydsede mere end 200 kilometer ørken, før de endelig nåede Los Angeles.

Chamberlain slog sig ned i Californien i nogle år, før han sejlede tilbage til Boston, skrev sine erindringer og levede som en helt almindelig mand med offentligt embede, kone og tre børn.

Læs også:

Kolonier

Derfor blev Hongkong igen kinesisk

2 minutter
Kolonier

New Sweden: 70 svenskere rejste til Nordamerika i 1637

12 minutter
Kolonier

Roanoke: Mysteriet om den forsvundne koloni

11 minutter
Mest populære

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!