Gurkha-soldater: Briternes barske elitetropper

Nogle dage i forvejen har briterne opdaget et lille plateau blot 60 m under det nepalesiske fort. Via en lille, stejl bjergvej slæbte elefanter kanoner op til platauet, mens pionertropper gravede skyttegrave og gjorde stormstiger klar.

Nu står 2.700 britiske, irske og indiske soldater parate til angreb. Planen er, at artilleriet skyder hul i fæstningsmuren, hvorefter tropperne stormer fortet. Med briternes overlegne styrke kan angrebet umuligt slå fejl. Generalmajoren hugger hælene i siden på sin hest og afpatruljerer kanonstillingerne. Tilfreds giver han signal til at indlede beskydningen. I halvanden time brager kanonkuglerne hidsigt gennem luften, men kun få rammer selve murværket.

Gillespie bliver utålmodig. Han er kendt for sine evner på slagmarken, men også berygtet for sin hang til kvinder og druk. Og for nylig er han blevet anklaget for bigami. Han har brug for en ærefuld sejr. Trods advarsler fra sine nærmeste officerer giver han signal til stormangreb klokken otte – to timer før planlagt. Det bliver fatalt, for trods deres lille antal har de indesluttede gurkhaer på ingen måde tænkt sig at give op.

Bjergbønder var formidable krigere

Slaget om Kalanga i 1814 var et af de første i krigen mellem Britisk Ostindisk Kompagni, som repræsenterede Storbritannien, og Gurkha-riget i Nepal. Gurkhaerne var med deres 16.000 soldater over for briternes ca. 42.000 i stærkt undertal. De britiske soldater var desuden udstyret med datidens bedste rifler og uhyggeligt effektive kanoner.

Den garvede generalmajor David Ochterlony betegnede før krigen sejrssikkert gurkhaerne som “en flok dårligt bevæbnede og udisciplinerede barbarer”, som briterne kunne klare i forholdet en til tre. Men hurtigt måtte de britiske generaler erkende, at de små, senede gurkhaer var de mest sejlivede og effektive dræbere, Storbritannien nogensinde havde stået over for.

Gurkhaerne kom fra Gorkha-distriktet i det nuværende Nepal. Befolkningen, der oprindeligt var af mongolsk afstamning, levede som bjerghyrder i højlandet neden for Himalaya-bjergene. I begyndelsen af 1500-tallet flygtede rajputerne – en berømt indisk krigerkaste – til Gorkha på flugt fra de muslimske moguler. Rajputerne, der var hinduer, giftede sig med lokale kvinder, og resultatet blev en hårdfør blanding af mongolsk­ og nordindisk blod.

I 1742 indledte Gorkhas nye hersker Narayan Shah erobringen af resten af Nepal, der endeligt blev indlemmet i gurkhaernes rige i 1769. På samme tid begyndte briterne erobringen af Indien. Narayan Shah var imponeret over briternes succes og skabte en disciplineret hær efter europæisk forbillede. Modsat den britiske hær, som var baseret på kollektiv disciplin, var gurkhaernes stærkeste våben dog fortsat den enkelte soldats udholdenhed og mod.

Det var med denne hær, at de efterfølgende gurkha-konger indledte nye erobringer i grænseområdet mellem Nepal og Indien. Dermed var en konfrontation mellem de to magter uungåelig.

I 1814 fik briterne nok. Fire divisioner blev sendt afsted for at give gurkhaerne en lektion i europæisk krigs-effektivitet:

“Jeg har de største forventninger om en brillant og hurtig afslutning af krigen”, skrev den lederen for de britiske styrker, Francis Rawdon-Hastings.

Briterne blev slagtet

Det første store slag kom til at stå den 31. oktober 1814 i det nordvestlige Nepal, hvor generalmajor Gillespie og hans ca. 4.000 indiske og britiske soldaters fremmarch blev stoppet ved det lille Kalanga-fort. Gurkhaerne talte blot 650, hvoraf en del var kvinder og børn.

“Enhver soldat drevet af kølig, velovervejet tapperhed vil altid have en fordel over for vildt og hovedløst mod”, skrev Gillespie til sine officerer.

Efter halvanden times bombardement af fortet gav den utålmodige brite sit infanteri ordre til angreb, selv om en del af hans styrke endnu ikke var på plads.

På generalmajorens signal stormede ca. 800 mand frem mod fortet. Forrest red de irske dragoner fulgt af infanteri og pionertropper med stiger. Lige så snart dragonerne nåede frem til fortets mure, myldrede gurkhaerne ud bevæbnede med deres karakteristiske krumme knive – kukri. Adræt undveg de små, tætte gurkhaer briternes bajonetter og beskyttede sig effektivt mod sablerne med deres skjolde:

“Det var umuligt at komme over, forbi eller under det forbandede skjold. Det var som sort uheld alle vegne”, skrev en af dragonerne efterfølgende.

Gurkhaerne førte den uhyggeligt skarpe kukri nedefra og op og flænsede både mænd og heste. Efter få minutter lå 58 dragoner sårede og fire døde på jorden, hvorefter gurkhaerne lynhurtigt trak sig tilbage til fortet. Herfra begyndte de at beskyde angriberne med geværer, buer og sten. De britiske infanterister var nu nået frem, men kunne ikke komme tæt nok på fortet til at sætte stormstigerne op.

I stedet måtte tropperne søge dækning for gurkhaernes konstante regn af kugler og pile.

I mellemtiden var næsten alle Gillespies tropper omsider nået frem. Rasende over den indledende fiasko kastede Gillespie hele sin styrke ind i et sidste forsøg på at bryde gurkhaernes forsvar. En af hans mænd havde opdaget en lille, tilsyneladende ubeskyttet port i den nordvestlige side af fortet. I ly af røgen fra en række brændende hytter foran fortet sneg en deling britiske soldater sig hen til porten. Da de nåede frem, var den imidlertid pludselig væk.

Gurkha-generalen Balbahadur Kunwar havde gættet briternes list og lynhurtigt fået blokeret åbningen med pæle og store sten. I midten pegede en kanonmunding direkte ud imod den britiske deling. Syv soldater forsvandt i en sky af blod og legemsdele, da kanonen sendte sin dødbringende ladning afsted. I samme øjeblik stormede gurkhaerne ud fra fortets andre porte.

Lynhurtigt kastede de sig over de uforberedte fjender, hvoraf mange flygtede i vild panik.

Nogle få britiske soldater fortsatte stædigt kampen. Fulgt af sin adjudant, Frederick Young, fór Gillespie frem med hævet sabel. Et skud i brystet stoppede imidlertid brat britens stormangreb. Gillespie døde kort efter i armene på Frederick Young. Slaget var tabt. Foran fortet lå 35 briter dræbt, heraf fem officerer.

Nederlag ødelagde britiske planer

Selv om tabstallet ved Kalanga-fortet var begrænset, kom nederlaget som et chok for briterne. De havde satset på en hurtig og overvældende sejr, som ikke alene knuste truslen fra gurkhaerne, men også viste de oprørske provinser i Indien, at briterne var almægtige.

I stedet så det nu ud som om, at verdens stærkeste imperium end ikke kunne slå en håbløst undertallig bjergstamme fra Nepal. Lige meget om de ville eller ej, var briterne nødt til at fortsætte offensiven – og vinde.
Flere kanoner og soldater blev i de følgende uger sendt til Kalanga-fortet for at nedkæmpe den stædige gurkha-styrke.

I timevis blev fortet beskudt, men selv når en mur blev sprængt åben, kunne briterne ikke trænge ind. Gurkhaerne gravede lynhurtigt grøfter bag hullet og plantede bunden til med spidse pæle.

Efter en måneds kampe lå fortet stort set helt i ruiner. Gennembruddet kom først, da briterne lokaliserede og lukkede den kilde, som førte vand ind til fortet. Uden vand måtte gurkhaerne give op, og om morgenen den 30. november 1814 brød briterne ind i fortet, hvor de blev mødt af en voldsom stank. Gårdarealet var dækket af døde og sårede i flere lag. I dyngerne stønnede de overlevende af smerte og tørst.

“Nogle af staklerne havde ligget dér med deres brækkede lemmer i tre dage En ung kvinde med et brækket ben lå viklet ind i de døde, og da hun ikke kunne bevæge sig, åbnede hun bare munden for at få vand med en desperation, som jeg ikke kan glemme”, skrev soldaten Henry Sherwood.

Afhøringer af de overlevende afslørede, at general Balbahadur og de af hans gurkhaer, som fortsat kunne kæmpe, natten forinden havde sneget sig ud af fortet i erkendelse af, at forsvaret ikke kunne opretholdes uden vand.

I alt havde kampene ved Kalanga kostet briterne 763 døde og sårede, heraf 31 officerer, mens gurkhaerne havde mistet 520 soldater. Selv om briterne havde betalt dyrt for sejren, måtte de respektere gurkhaerne for deres store mod og ikke mindst deres kampstil:

“Jeg ved ikke, hvordan andre oplevede gurkhaerne, men vi oplevede ingen brutalitet over for sårede eller fanger, ingen forgiftede pile eller brønde. De var ikke drevet af hadefuld hævngerrighed, men kæmpede mod os i en fair kamp som mænd”, skrev officeren James Fraser hjem til sine forældre.

Frygtindgydende med krumknive

Slaget om Kalanga var et varsel om, hvad lå i vente for briterne: Utilgængelige fæstninger, som ikke kunne indtages ved stormangreb, men kun med langvarige bombardementer og belejring. Det viste sig snart, at gurkhaerne ikke alene mestrede forsvar, men også angreb.

I december 1814 nåede en britisk fortrop på 360 mand frem til fortet Parsa i højlandet syd for Nepals hovedstad Kathmandu. Styrkens leder, kaptajn Henry Sibley, konstaterede hurtigt, at fortet var forladt, men at gurkhaerne stadig var i området. Kaptajnen besluttede at slå lejr ved en flod omgivet af tæt jungle. Trods fjendens nærhed lod Sib-ley ikke lejren befæste. Han sørgede dog for, at alle mand bar våben, mens han selv fejrede nytåret i sit telt.

Lige før daggry den 1. januar åbnede junglen sig, og ud strømmede gurkha-soldater og elefanter med geværskytter på. De briter, som forsøgte at forsvare lejren, kunne ikke ramme nogen i den tætte jungle. Til gengæld faldt de selv i stort tal. De overlevende dannede en cirkel og kæmpede ryg mod ryg i en time, inden de måtte flygte over floden. Tilbage lå 121 af deres døde kammerater – heriblandt Henry Sibley.

Dyrekøbte fejltagelser som Gillespies og Sibleys lærte englænderne, at gurkhaerne var allerfarligst i nærkamp, især når de havde mulighed for at bruge deres kukri-kniv, som spredte død og lemlæstelse blandt fjenden. En af de bedste beskrivelser af knivens effektivitet kommer fra præsten Wood, som i slutningen af 1800-tallet nedskrev sine erindringer om sine rejser i Nepal.

Ifølge Wood skyldtes knivens effektivitet mere ejerens evner end hans styrke:

“Derfor kan en gurkha, ikke meget større end en dreng, snitte en gigantisk modstander, som ikke forstår hans teknik, i stumper og stykker”.

Af samme årsag flygtede briternes indiske soldater igen og igen, når gurkhaerne kom stormende med deres knive.Det erfarede den britiske generalmajor Ochterlony, da hans styrker få dage før Sibleys nederlag ved Parsa var ved at placere tungt artilleri på højdedragene nær et andet fort kaldet Mangu. Lige før solopgang åbnede fortets porte sig pludselig, og under kampråbet “Ayo Gurkhali!” – “Gurkhaerne er her!” stormede op imod 2.500 krigere med skjolde og knive op ad højdedragene mod briternes stillinger. Alene synet fik mange af de indiske soldater til at miste modet, og mange flygtede.

Briterne havde imidlertid en fordel: De kunne beskyde den fremstormende fjende oppefra. Gurkhaerne faldt tæt i kugleregnen, så snart de kom inden for rækkevidde af de britiske geværer. Men hver gang én faldt, sprang en anden frem i stedet. Først efter tre timer trak gurkhaerne sig tilbage efterladende 150 døde. Briterne havde til gengæld kun mistet ni mand. Det var deres første klare sejr.

Kanoner tvang gurkhaerne tilbage

Efterhånden som krigen skred frem, lærte briterne at udnytte deres styrker maksimalt. Gurkhaerne var uhyggeligt stærke i nærkamp, men de havde kun få kanoner og derfor svært ved at forsvare sig imod artilleri. Briterne satsede derfor på en langsom, men effektiv udmattelsestaktik.

Hver gang de blev stoppet ved et af gurkhaernes forter, som typisk lå højt i terrænet, brugte briterne uger på at anlægge veje op til den nærmeste bakketop. Vejene var nødvendige til at få slæbt så mange tunge kanoner som muligt op på skudhold, hvorefter briterne i dagevis uhindret kunne bombardere den indesluttede fjende.

Gurkhaerne lod sig dog ikke slå så let. De var eksperter i forsvarsværker og kunne i løbet af få timer opføre meterhøje palisadevægge af bambus fra junglen. Typisk anlagde de to rækker palisader halvanden meter fra hinanden og fyldte mellemrummet med sten. Briterne blev flere gange bremset af bambus-palisader, bla. da de ville indtage fortet Jaithak, der var beskyttet af hele­ tre palisadevægge.

Efter heftige bombardementer lykkedes det briterne at smadre den forreste palisade, men de vovede ikke at storme stillingen, før de også havde ødelagt de to andre. Om natten indstillede de beskydningen for at rykke kanonerne tættere på næste dag. Da morgenen kom, opdagede briterne til deres store fortrydelse, at gurkaherne allerede havde genopbygget den knuste palisade.

Døde officerer blev leveret tilbage

Kampene ved Jaithak-fortet endte med, at briterne opgav. I stedet rykkede de forbi fæstningen for at angribe det langt vigtigere Malaun-fort, som blev forsvaret af Bakhti Thapa – en af gurkhaernes mest berømte generaler. Under kampene viste gurkhaerne en ny side af sig selv, som kun øgede briternes respekt for deres stædige fjender.

Under et slag nær Malaun-fortet i april 1815 blev den britiske officer Charles Showers dræbt. Da hans mænd dagen efter ville hente liget, fandt de det placeret på et leje af blade og dækket af smukt klæde – en respektfuld gestus fra gurkhaernes side. Få dage senere ledte general Thapa 2.000 gurkhaer i et selvmoderisk angreb på en af de kanonstillinger, som dagligt beskød fortet:

“Igen og igen angreb de med en uforfærdethed uden sammenligning og forsøgte med deres sabler at hugge sig ind på vores kanoner”, skrev løjtnanten Robert Ross i et brev hjem.

Under angrebet blev en fjerdedel af gurkhaerne dræbt, heriblandt Bhakti Thapa, der vidste, at angrebet var så godt som håbløst, og derfor havde taget afsked med sine to koner. Den britiskegeneralmajor David Ochterlony sørgede for, at liget af gurkha-generalen blev svøbt i sjaler og leveret tilbage.

Om aftenen kunne briterne fra højdedraget se Bhakti Thapas ligbål. Hans to sørgende enker kastede sig på bålet for at brænde sammen med deres afdøde mand.

Gurkhaerne gik i britisk tjeneste

I de følgende måneder mistede gurkhaerne fort efter fort, indtil de den 2. december 1815 måtte erkende nederlaget og underskrive en fredsaftale. De slagne gurkha-tropper fik til gengæld lov til at trække sig tilbage til Nepals hovedstad Kathmandu.

Uenighed om fredsbetingelserne fik imidlertid snart krigen til at blusse op igen. Først da generalmajor Ochterlony i marts 1816 rykkede frem mod Kathmandu med over 20.000 mand, overgav gurkhaerne sig endeligt.

Overgivelsen betød ikke, at gurkhaerne og briterne var færdige med hinanden – tværtimod. Begge parter havde lært at respektere hinanden på slagmarken, og allerede i januar 1815 – næsten et år før krigsafslutningen – havde generalmajor Ochterlony oprettet fire gurkha-bataljoner med hver 1.000 mand.

Soldaterne rekrutterede briterne blandt de mange tusinde gurkhaer, de havde taget til fange. Frederick Young, som havde holdt generalmajor Gillespie i armene, da han blev dræbt ved Kalanga-fortet i 1814, fik kommandoen over en af bataljonerne, The Sirmoor Rifles, som endnu eksisterer i dag.