Hovedjægere gik til modangreb på de spanske erobrere

Guvernør får slukket sin guldtørst

Indianerne flår resten af guvernørens tøj af, så han er nøgen, og binder hans hænder og fødder. De griner, slår og latterliggør ham, mens andre begynder at sætte en smeltedigel op i guvernørens gård. Her begynder de at opvarme alt det guld, som guvernøren har beordret indianerne til at udlevere.

“Da guldet var smeltet, åbnede de guvernørens mund med en knogle og sagde, at de ville se, om han for en gangs skyld kunne få guld nok. De hældte guldet i ham lidt efter lidt, mens de tvang det ned med en knogle, og da hans tarme bristede af torturen, rejste en larm og latter sig”, skrev Velasco.

Efter henrettelsen gennemsøger indianerne minutiøst Logroño for overlevende. Kun de unge kvinder, indianerne kan bruge som slaver, bliver taget med som fanger. Resten henretter de, og husene sættes i brand.

Ifølge fader Velasco efterlader indianerne omkring 12.000 døde, inden de drager videre til næste opgør med de spanske kolonister.

Inkaerne blev slået på flugt

Før spanierne indtog Amazonjunglen i deres søgen efter guld og sølv, levede jivaro-indianerne isoleret fra omverdenen blandt bugtende floder og frådende strømfald.

Krigsførelse mod nabostammer spillede en central rolle i kulturen, og fjendens afhuggede og skrumpede hoved – tsantsa – blev fx brugt i religiøse ceremonier.

Mod vest grænsede deres land op til inkaernes Peru, og kort før spanierne i 1527 gik i land på kysten i det nuværende Ecuador, prøvede inka-kongen Huayna Capac at invadere jivaroernes land.

Men stormagtens konge mødte så stor modstand i Amazonjunglen, at han måtte formilde jivaroerne med kostbare gaver for ikke at blive slået ihjel.

Kort efter – i 1532 – blev inka-kongens rige invaderet af de spanske conquistadorer. Først og fremmest jagtede spanierne Sydamerikas ædelmetaller, som de i stor stil sendte hjem til kongen.

Hverken hovedjægere eller ufremkommelig natur skulle forhindre dem i at plyndre kontinentets rigdomme.

I 1549 drog kaptajn Hernando de Benavente derfor som en af de første ind i jivaroernes land for at finde guld. Hans ekspedition fulgte floden Rio Upano dybt ind i regnskoven med den faste overbevisning, at kaptajnen skulle grundlægge en by, som guldudvindingen kunne tage udgangspunkt i. Men Benavente måtte opgive sine planer.

Junglen var for vanskelig at trænge igennem, og de indfødte var særdeles fjendtligt indstillet over for ekspeditionen, der igen og igen blev angrebet.

Kort tid efter sendte spanierne alligevel en ny ekspedition ind i området. Den bestod af både kolonister og indianere fra Peru, som fik etableret kontakt med jivaroerne.

Snart begyndte kolonisterne også at handle med de indfødte, og ikke mindst udvindingen af guld kom i gang. Faktisk fandtes der så meget guld i jivaroernes land, at kolonisterne i 1552 grundlagde to helt nye byer i junglen, Logroño og Sevilla de Oro.

Efterhånden begyndte de spanske krav dog at blive helt uantagelige for jivaro-indianerne: Ikke nok med at de skulle give deres guld til guvernøren og den spanske konge, de skulle også arbejde i minerne og underkaste sig de spanske koloniherrer som simple slaver.

Jivaroerne var bestemt ikke vant til at blive kommanderet rundt med og gjorde indædt modstand. I 1582 skrev den spanske kolonist Juan Aldrete fx om de hovedjagende indianere:

“De er et meget krigerisk folk, og de har dræbt et stort antal spaniere og slår ihjel hver dag”. Ifølge Juan Aldrete havde kolonisterne dog pligt til at ignorere faren pga. de store guldforekomster.

Indianerne rejser sig til oprør

Da spanierne i 1599 endnu en gang krævede store mængder guldstøv til fejringen af kong Filip 3., begyndte jivaroerne at organisere sig.

I dybeste hemmelighed samlede høvding Quirruba de forskellige jivaro-stammer under sig og lagde en plan for, hvordan de skulle overrumple kolonisterne:

På præcis samme tidspunkt skulle de slå til mod spanierne og udrydde dem. Selv ville høvding Quirruba indtage Logroño, hvor han vidste, at den spanske guvernør ville befinde sig på den planlagte dag. To af hans betroede krigere skulle samtidig indtage hovedbyen Sevilla de Oro og den mindre Huamboya.

I alt var de mere end 20.000 kampklare indianere. Jivaroernes angreb på Logroño forløb helt som planlagt. Men snart efter fik høvding Quirruba efterretninger om, at hverken Sevilla de Oro eller Huamboya var blevet angrebet.

Nogle af de andre indianer-stammer, der havde sluttet sig til oprørerne, var stukket af. Derfor måtte Quirruba selv drage mod Sevilla de Oro for at gøre arbejdet færdigt. Samtidig havde rygtet om angrebet på Logroño nået spanierne i Sevilla de Oro, der desperat forsøgte at blive klar til indianernes næste træk.

Men indbyggerne var uvante med krig og havde ikke brugt deres våben, siden de ankom til byen. De manglede ammunition, og panikken bredte sig.

I al hast forskansede spanierne sig i byen, mens de – med rygtet om de blodtørstige jivaroer i baghovedet – holdt sig vågne natten igennem.

Jivaroerne angriber igen

Dagen efter at jivaroerne nedslagtede Logroños indbyggere, stod de i udkanten af Sevilla de Oro. De løb direkte mod voldene og ænsede knap spaniernes geværkugler, som kun blev affyret i spredte byger pga. manglen på ammunition.

“Hele dagen fulgte det ene rasende angreb efter det andet, indtil det lykkedes dem at gennemtrænge forsvaret og indtage næsten hele byen”, skrev Velasco om angrebet på Sevilla de Oro.

“Massakren fortsatte på gader og pladser, indtil natten kom, og barbarerne var tilfredse med at sætte ild til byen og til sidst trække sig tilbage”. Kun en fjerdedel af Sevilla de Oros 25.000 indbyggere overlevede.

Spaniernes forsøg på at underlægge sig jivaroernes land havde lidt et afgørende nederlag. De fleste frygtede, at indianerne igen ville angribe, og kun få grupper af først og fremmest ældre og børn var i live efter massakren. Kolonien begyndte kort efter at smuldre, og efter nogle få år var de fleste hvide igen rejst væk fra jivaroernes land.

Hovedjægerne isolerede sig

Fra 1599 og frem til midten af 1800-tallet forsvandt kontakten mellem jivaroerne og omverdenen helt.

Massakren i 1599 cementerede specielt blandt spanierne jivaroernes ry som blodtørstige, krigeriske hovedjægere, som ingen burde opsøge – heller ikke selvom deres land gemte på store mængder guld og rigdommme.

Hos jivaroerne, derimod, lader det ikke til, at massakren har haft stor betydning, viser antropologers senere undersøgelser. Ikke én af de mundtligt overleverede historier hos stammen kan spores tilbage til slaget mod spanierne i 1599.

I midten af 1800-tallet begyndte omverdenen så småt at komme i kontakt med hovedjægerne igen. Jivaroerne byttede varer som salt og grise for macheter og andre redskaber af stål.

Samtidig havde jivaroerne også noget andet, der skulle vise sig at have stor interesse for de hvide handlende: Skrumpehoveder fra jivaroernes fjender, som de havde taget i kamp og brugte i deres religiøse ceremonier.

Da kontakten var genskabt, dukkede nye hvide kolonier op, og efterhånden ændrede jivaroerne livsform og begyndte at leve af skov- og landbrug.