Christoffer Columbus rejste fire gange til den nye verden mellem 1492 og 1502. Planen var oprindeligt at finde en vestlig rute til de lukrative krydderi- og silkemarkeder i Asien, men i stedet stødte han på et hidtil ukendt kontinent – Amerika.
På den første rejse medbragte Columbus ting, som kunne lette handlen med asiaterne – fx et officielt brev fra den spanske kong Ferdinand 2. og dronning Isabella.
Brevet blev dog ikke nødvendigt, eftersom Columbus i stedet mødte de indfødte indianere på nutidens Bahamas. Han fandt hurtigt ud af, at de aldrig havde set glas før og heller ikke kendte til jern.