Under Europas første store koloniseringsbølge fra 1400-tallet til begyndelsen af 1800-tallet tjente lande som Frankrig, Spanien og Storbritannien enorme summer på deres kolonier i bl.a. Sydamerika og Asien.
Men i Centraleuropa var den tysktalende befolkning splittet op i et væld af uafhængige konge- og hertugdømmer, som ikke havde styrken til at etablere kolonier.
Først under kansler Bismarck blev Tyskland i 1871 forenet i et stærkt kejserrige.
På det tidspunkt var de bedste koloniområder taget – eller de havde allerede løsrevet sig. Men Bismarck og hans rådgivere så fortsat muligheder i Afrika, som ud over nogle få britiske og franske kolonier primært bestod af mange mindre afrikanske kongedømmer.
I 1884 koloniserede Tyskland nutidens Cameroun og Namibia, og i samme periode strides Belgien og Frankrig om retten til at regere Congo.
Den nye kolonimagt fik spændingerne til at blusse op i Europa, så Tyskland indkaldte samme år til Berlin-konferencen, hvor stormagterne skulle løse “Afrikaspørgsmålet”.
Reelt var målet med konferencen at opsætte nogle løse regler for, hvordan koloniseringen af Afrika kunne foregå, uden at den ville ende i krig.
Efter konferencen begyndte det såkaldte kapløb om Afrika, hvor stormagterne skyndte sig at erobre så meget land som muligt.
I løbet af 30 år var stort set hele kontinentet koloniseret. Tyskland tabte sine kolonier efter 1. Verdenskrig.
