Tyskland blev først en stormagt i 1871 – inden da havde Centraleuropas tysktalende befolkning været splittet op i mange uafhængige kongedømmer.
Bismarck frygtede franskmændene
Først under rigskansler Otto von Bismarck blev Tyskland til et forenet og stærkt kejserdømme, der kunne drømme om indbringende eventyr i fjerne kolonier.
Men i første omgang sagde Bismarck nej. Han ville ikke risikere franskmændenes vrede ved at udfordre dem i Afrika.
Først i 1884 gav Bismarck omsider efter for politisk pres og tillod opbygningen af tyske kolonier.
På den tid søgte tyskere i titusindvis lykken i Amerika, og tilhængerne af kolonialisme mente, at udvandringen og de deraf følgende tab af indtægter fra deres produktivitet kunne udgås ved at lade udvandrerne slå sig ned i tyske kolonier.
Afrika gav Tyskland en plads i solen
I 1884 købte Tyskland en snip af Namibias kyst og blev en kolonimagt. I løbet af de næste 30 år voksede tyskernes besiddelser i Afrika og Fjernøsten. Alle kolonier gik tabt efter 1. verdenskrig.
Cameroun: Tyskland indgik i 1884 aftaler med lokale afrikanske stammer og udråbte Cameroun til et protektorat.
Tysk Østafrika: Nutidens Rwanda, Burundi og Tanzania blev tysk i 1885. Kolonien var dobbelt så stor som Tyskland.
Togo: Nogle få handelsstationer på kysten var udgangspunktet, og i 1905 blev hele landet en tysk koloni.
Tysk Sydvestafrika: 24. april 1884 blev nutidens Namibia tysk. Handelskompagnier skulle forvalte landet på kejserdømmets vegne.
