Hvorfor tøvede Tyskland med at få kolonier?

Da først tyskerne under Bismarck fik smag for livet som kolonimagt, gik det stærkt med at få land op under neglene, og alene Tysk Østafrika var dobbelt så stort som selve Tyskland.

Da først tyskerne under Bismarck fik smag for livet som kolonimagt, gik det stærkt med at få land op under neglene, og alene Tysk Østafrika var dobbelt så stort som selve Tyskland.

Ullstein Bild/Getty Images

Under Europas første store koloniseringsbølge fra 1400-tallet til begyndelsen af 1800-tallet tjente lande som Frankrig, Spanien og Storbritannien enorme summer på deres kolonier i bl.a. Sydamerika og Asien.

Men i Centraleuropa var den tysktalende befolkning splittet op i et væld af uafhængige konge- og hertugdømmer, som ikke havde styrken til at etablere kolonier.

Først under kansler Bismarck blev Tyskland i 1871 forenet i et stærkt kejserrige.

På det tidspunkt var de bedste koloniområder taget – eller de havde allerede løsrevet sig. Men Bismarck og hans rådgivere så fortsat muligheder i Afrika, som ud over nogle få britiske og franske kolonier primært bestod af mange mindre afrikanske kongedømmer.

I 1884 koloniserede Tyskland nutidens Cameroun og Namibia, og i samme periode strides Belgien og Frankrig om retten til at regere Congo.

Den nye kolonimagt fik spændingerne til at blusse op i Europa, så Tyskland indkaldte samme år til Berlin-konferencen, hvor stormagterne skulle løse “Afrikaspørgsmålet”.

Reelt var målet med konferencen at opsætte nogle løse regler for, hvordan koloniseringen af Afrika kunne foregå, uden at den ville ende i krig.

Efter konferencen begyndte det såkaldte kapløb om Afrika, hvor stormagterne skyndte sig at erobre så meget land som muligt.

I løbet af 30 år var stort set hele kontinentet koloniseret. Tyskland tabte sine kolonier efter 1. Verdenskrig.