Hvordan skal vi dele Afrika imellem os? Dét var det store spørgsmål, da Europas kolonimagter mødtes ved en konference i Berlin den 15. november 1884.
Indtil da havde europæerne primært bygget handelsstationer langs Afrikas kyster for at handle med de indfødte, men nu vendte kolonisterne deres blikke mod de store rigdomme i Afrikas indre.
En af deltagerne, Frankrig, gik fra konferencen i Berlin med lovning på betydelige besiddelser på det store kontinent.
Blandt Frankrigs potentielt nye kolonier var Niger, og få år efter konferencen sendte franskmændene flere ekspeditioner til Afrika for at gøre krav på området.
Ekspeditionerne var "skæmmet af grusomheder" og "blev berygtet" for at plyndre, voldtage og dræbe civile, mens franskmændene undertvang sig Niger.
I 1922 blev landet officielt en koloni i Fransk Vestafrika.
Niger lå perfekt placeret
En væsentlig faktor bag Frankrigs kolonisering var jagten på råvarer til landets voksende industri.
Desværre for franskmændene havde Niger ikke mange naturressourcer, men var dog rig på bl.a. jordnødder og viste sig senere også at have masser af uran.
Hvad Niger ikke havde i råvarer, havde kolonien til gengæld i strategisk betydning. Landet gav adgang til en af Afrikas største floder, Nigerfloden, hvilket gav franskmændene kontrol over en af Vestafrikas vigtigste transportveje.
Desuden gav Nigers geografiske placering franskmændene mulighed for at kontrollere handelsruterne igennem Sahara og på den måde forhindre andre europæiske kolonimagter i at få fodfæste i området.
Niger fik omsider sin selvstændighed i 1960, men har siden været plaget af fattigdom, tørke og borgerkrige.
Selvstændigheden blev startsskudet til kaos
Efter årtier med fransk overherredømme fik Niger omsider sin selvstændighed i 1960. Den historiske milepæl skulle blive begyndelsen på en tid med udvikling og velstand, men i stedet endte Niger som et af verdens fattigste og mest underudviklede lande.
1960: Nigers uafhængighed
Den 3. august 1960 opnåede Niger uafhængighed, og Hamani Diori blev landets første præsident. Hans tid ved magten var karakteriseret ved et tæt forhold til Frankrig og et etpartisystem. Selvom Diori bragte politisk stabilitet, blev han også kritiseret for at stå i spidsen for et korrupt, autoritært og udemokratisk styre.
1974: Militærkup mod Diori
Hamani Dioris regime faldt i april 1974 efter et militærkup anført af oberst Seyni Kountché. Kuppet blev udløst af Dioris manglende evne til at håndtere en dyb økonomisk krise og en alvorlig tørke, der havde ramt landet. Kountché kom til at styre Niger med hård hånd indtil sin død i 1987.
1990'erne: Tuareg-opstanden
1990'ernes Niger blev præget af et væbnet oprør anført af Tuareg-folket i den nordlige del af landet. Tuaregerne følte sig forsømt og marginaliseret af regeringen og krævede større autonomi. Efter års kampe blev en fredsaftale indgået i 1995, men sporadiske konflikter fortsatte i de følgende årtier.
2010: Militærkup og demokratisk overgang
I februar 2010 blev Niger rystet af endnu et militærkup, efter at præsident Mamadou Tandja forsøgte at ændre forfatningen for at forlænge sin tid ved magten. Militærjuntaen, som tog kontrollen, lovede en hurtig overgang til demokrati, og ved valget i 2011 blev Mahamadou Issoufou valgt som præsident.
2023: Endnu et kup
Den 26. juli 2023 tager præsidentens garde magten og afsætter den demokratisk valgte præsident, Mohamed Bazoum, efter anklager om landsforræderi. Kuppet vækker stor bekymring i Vesten, fordi det kan svække kampen mod religiøs terror i Vestafrika og være med til at åbne de store migrantruter til EU.
