Kajen i Jamestown, den største by i Barbados, vrimler med mennesker. Kort efter solopgang denne majdag i 1655 er to slaveskibe ankommet fra England, og de ligger nu fortøjet i havnen, mens nysgerrige stimler sammen og betragter begivenhederne.
Fra kajen kan de lokale skimte en lang række af blege skikkelser, som på usikre ben forlader skibene og for første gang i tre måneder trækker frisk luft. Håndlænkerne er fjernet, men kæderne gnaver stadig om deres tynde ankler.
Indbyggerne i Jamestown er vant til at se slaveskibe lægge til kaj og tømme deres levende last. Men de netop ankomne slaver skiller sig ud.
De er ikke sorte afrikanere, men hvide irlændere. Og kvinder og børn er i overtal.
Oprørerne rejste bort
De udmarvede slaver er ofre for en etnisk udrensning, som Oliver Cromwell gennemførte i Irland midt i 1600-tallet. Den engelske militær- og statsmand havde i 1649 været med til at få henrettet landets konge, Karl 1., og havde kort efter sat sig på magten i England.
Oliver Cromwell slog hårdt ned på de katolske oprørere i Irland.
Samme år beordrede han en generobring af det katolske Irland, hvor oprørere havde rejst sig mod engelske godsejere, som sad på store dele af den gode landbrugsjord. Oprøret havde kostet mindst 4.000 jordbesiddere livet.
Cromwells kampagne blev et brutalt hævntogt, som hurtigt nedkæmpede de oprørske styrker. Efter at have hængt de ansvarlige ledere gav Cromwell de menige rebeller frit lejde til at drage i eksil.
Irerne skulle dog acceptere to krav: De måtte ikke rejse til et land, som var i krig med England. Og de skulle rejse bort uden deres familier.
De fleste oprørere tog imod tilbuddet, og den irske befolkning bestod snart af næsten kun kvinder og børn.
Samtidig konfiskerede Cromwell alt irsk land og fordelte det blandt sine soldater som løn for den netop overståede kampagne. De tilbageværende irske jordejere blev deporteret til øens fattigste og goldeste områder.
Englænderne fór brutalt frem og erobrede hurtigt Irland. Irske kvinder og børn blev sat på slaveskibe og sejlet til bl.a. Caribien.
Forældreløse børn og kvinder, hvis mænd var døde eller i eksil, strejfede nu rundt på må og få som daglejere.
Loven blev strammet
Englænderne var opmærksomme på, at den voldsomme forarmelse og desperation kunne være kilde til endnu et oprør.
I 1652 vedtog parlamentet derfor en kynisk lov, som dikterede, at “irske kvinder, der udgør en uforholdsmæssig stor del af befolkningen – og derfor nemt bliver ofre for prostitution – skal sælges til handlende, som kan transportere dem til Virginia, New England eller andre kolonier, hvor de kan sørge for deres eget underhold”.
To år senere blev loven strammet, så alle irere, som “ikke var i stand til at fremvise bevis for, at de kunne skaffe til eget underhold” risikerede at ende på slaveskibene. Tillige skulle alle børn i hospitaler og fattighuse og fængselsfanger sendes til Den Nye Verden.
Mange engelske menige og officerer, der efter Cromwells erobring af Irland var blevet arbejdsløse, fandt beskæftigelse som “menneskejægere”.
På hesteryg indfangede de fattige strejfere, der – som kvæg – blev brændemærket og gennet sammen på opsamlingssteder ved de større byer, hvorfra de blev solgt til rige engelske købmænd.
Børn blev solgt til pædofile
I den nye verden var irske kvinder en eftertragtet handelsvare, og de yngste, kønneste og mest velformede kvinder indbragte store summer som sex- og husslaver. Mindre kønne kvinder blev solgt som koge- eller rengøringskoner, mens de irske børn arbejdede som tjenestefolk i plantageejernes huse.
Nogle børn blev opkøbt af pædofile og endte på de utallige bordeller i Jamestown, når de blev ældre. De få kvinder, som ikke blev solgt til plantagerne, fik en mere grusom skæbne.
I de offentlige arkiver i Barbados findes dokumenter, som beskriver, hvordan nogle plantageejere oprettede stutterier og brugte hvide slavekvinder til avl. Fædrene til afkommet på disse voldtægtsfarme var ofte slaveejerne selv. Børnene blev solgt til byernes bordeller.
Nogle stutterier specialiserede sig i raceblanding og udvalgte deres stærkeste sorte slaver til at voldtage de irske kvinder. Pigerne, som kom til verden på denne måde, var efterspurgt blandt nogle plantageejere, som fandt de irske kvinder for kedelige seksuelt.
Mulatpigerne var derimod – ifølge slaveejerne – ikke alene villige, men kunne tillige opdrages til alskens former for seksuel udfoldelse.
Engelske piger blev kidnappet
Tilbage i England begyndte kritikken af slavehandlen med hvide at rejse sig. Bl.a. plantageejeren Thomas Modyford bidrog til forargelsen, da han i 1665 klagede over de andre plantageejere til det engelske parlament.
Plantageejerne, skrev han, er så drikfældige og depraverede, at disse “tidligere officerer har forvandlet sig fra rene helgener til svirende djævle”.
Kritikken tog især til i styrke, da menneskejægerne også begyndte at kidnappe engelske pigebørn. Trods modstanden fortsatte slavehandlen dog.
Så sent som i 1798 blev tusinder af irske slaver solgt til Amerika og Australien efter endnu et oprør på øen. I praksis standsede handlen først, da Storbritannien i 1833 forbød slaveri.
Historikerne kender ikke det eksakte antal irske slaver. Ifølge nogle vurderinger blev op til 500.000 irere indfanget og solgt til et liv i trældom.
Slavernes efterkommere lever i stor fattigdom.
De irske slavers børn lever stadig på Barbados
Sporene efter de irske slaver findes stadig på ferieøen Barbados, hvor omkring 400 efterkommere – de såkaldte “redlegs” – lever i en ghetto. Her kæmper de med fattigdom, underernæring, alkoholisme og indavl.
Historisk set er redlegsene blevet mødt med foragt og mistillid af øens øvrige indbyggere. Efterkommerne har derfor altid levet isoleret, værnet tæt om deres egne og holdt historierne om deres forfædres skæbner for sig selv.
Den mest kendte efterkommer er popstjernen Rihanna, hvis bedstemor er en redleg.