New Sweden: 70 svenskere rejste til Nordamerika i 1637

De to svenske skibe ankom til Delawarebugten i begyndelsen af marts 1638. Ekspeditionens deltagere indåndede en luft, der duftede så dejligt, “at en syg ville blive helbredt af at indånde den”, som en tidligere opdagelsesrejsende havde skrevet om egnen.

Enorme skove sås, så langt øjet rakte. Kæmpe fyrretræer, birk, eg, valnød, ask og kastanjetræer hilste tavst de rejsende. Det kostbare træ, som skibsværfterne efterlyste, lå her for svenskernes fødder. Samtidig vidste ekspeditionens leder, Peter Minuit, fra sine år som guvernør i New Holland, at de lokale vådområder var fulde af pelsdyr som bævere, oddere, mink og væsler.

Pels indbragte formuer i de europæiske storbyer, og en stor sejlbar flod var en uvurderlig færdselsåre i et vildt, ubebygget land. Hvis ekspeditionens medlemmer kunne leve fredeligt med de lokale lenape-indianere, ville stedet blive en regulær guldgrube.

Det eneste problem var, at Holland også gjorde krav på området, der i dag udgør staterne Pennsylvania, Delaware og New Jersey. New Holland havde allerede et fort og en handelsstation oppe ad Delawarefloden, men Peter Minuit valgte alligevel at udfordre sin gamle arbejdsgiver. Områdets rigdom var for stor en fristelse.

Et stykke oppe ad en af Delawareflodens bifloder – blot et par kilometer fra den hollandske koloni – ragede en firkantet granitformation ud i floden og dannede en naturlig kaj. Det var det perfekte sted for en ny koloni. Men hvis den svenske koloni skulle overleve, måtte svenskerne bygge et fort, inden hollænderne opdagede deres tilstedeværelse.

På mindre end en måned byggede svenskerne et fort af spidsede træstammer. I hvert hjørne blev bygget en bastion, hvor en af “Kalmar Nyckel”s kanoner blev placeret. Kolonisterne selv skulle bo i to primitive bjælkehytter. Fortet blev døbt Fort Christina til ære for den svenske kronprinsesse.

Svenskerne købte indianer-land

For at Fort Christina og den lille svenske koloni kunne overleve og blomstre, var det bydende nødvendigt at leve i fred med indianerne. Længere nede ad floden stod de forkullede rester af et hollandsk fort som en påmindelse om, at man ikke skulle komme på kant med de indfødte.

Lige så snart byggeriet af Fort Christina var i gang, tog Peter Minuit og hans officerer kontakt til indianerne. De affyrede simpelthen en kanon på “Kalmar Nyckel” og ventede på, at indianerne dukkede op.

Snart sad fem indianerhøvdinge til møde på et af de svenske skibe, og de overdrog gladelig alt land vest for Delawarefloden til svenskerne til gengæld for gaver som knive, økser, gryder, klæde og glasperler.

Peter Minuit og de andre officerer var lykkelige for at have erhvervet et stort landområde næsten gratis. Men for lenape-indianerne betød handelen og gaverne, at de af ren gæstfrihed havde givet kolonisterne lov til at bruge deres land.

Indianerne forstod slet ikke, at man kunne eje land. For dem var land det samme som vandet, luften og solen. Det var noget, ingen kunne eje, men alle havde ret til.

For kolonisterne var handelen en stor sejr. Den blev fejret ved at affyre kanonerne på “Kalmar Nyckel”. En høj stang med det svenske våbenskjold blev rejst på bredden af Delawarefloden, og området blev officielt døbt New Sweden.

Til forskel fra hollænderne fik beboerne i Fort Christina ingen problemer med lenape-indianerne. Svenskerne gav gode gaver og bedre priser for pels end hollænderne. Og efter blot få måneder havde fortet næsten monopol på pelshandelen i området.

New Sweden ignorerede hollænderne

Hollænderne i det nærliggende fort fik hurtigt nys om det nye svenske fort. Deres kommandant sendte en officiel protest til Peter Minuit, men da indianerne fortalte, at hollænderne blot havde få soldater på fortet, skrev Minuit tilbage, at svenskerne havde lige så meget ret til området som hollænderne.

Den hollandske kommandant kunne ikke gøre andet end at sende en rapport til New Hollands guvernør og se til, mens pelshandelen gled ham af hænde.

I smukt diplomatisk sprog modtog Peter Minuit nu en officiel klage og advarsel fra den hollandske guvernør, der truede med at anvende magt. Men europæisk diplomati virkede ikke i den amerikanske vildmark.

Minuit var sikker på, at Holland ikke turde risikere en konflikt med det militært stærke Sverige. Han ignorerede derfor blot klagen og fortsatte med at udbygge kolonien, som om intet var hændt.

Allerede tre måneder efter ankomsten besluttede Minuit sig for at vende tilbage til Sverige. New Sweden Kompagniet var ivrig efter at få afkast af sin investering, og Minuit ønskede at tiltrække flere kolonister og investorer.

På hjemturen var “Kalmar Nyckel”s lastrum ikke fyldt op, og Minuit besluttede sig for at sejle til Caribien for at opkøbe tobak, som kunne sælges med stor fortjeneste i Europa. Men Minuit omkom under en orkan på denne rejse.

Peter Minuit havde været den absolutte drivkraft bag den lille svenske koloni, og en del af investorerne trak sig ud efter hans død. Den svenske stat gik derfor for første gang ind og støttede New Sweden økonomisk, så drømmen om et svensk koloni-imperium ikke skulle briste.

“Kalmar Nyckel” blev udrustet til en ny rejse og fik fyldt lastrummet med handelsvarer, husdyr, landbrugsredskaber, værktøj, mursten og klæde. Varer, der var hårdt tiltrængte i New Sweden.

Men forsyninger gjorde det ikke alene – det var svært at finde folk, der ønskede at krydse Atlanten. Selv om mange levede et hårdt liv i Sverige, var landet inde i en rivende økonomisk udvikling. Da overtalelser og kampagner ikke virkede, måtte andre midler tages i brug.

Forbrydere blev sendt af sted til New Sweden

Finland var en del af det svenske rige, men mange svenskere så skævt til finnerne – især fordi finnerne brændte skove for at skaffe jord til deres landbrug. Derfor var det oplagt at tvangsudskrive finske skovbrændere og andre småforbrydere til New Sweden.

60 nye kolonister ankom til Nordamerika i 1640, men i de følgende tre år kom hverken nye forsyninger eller flere nybyggere.

Uden nye tilflyttere ville New Sweden blive opslugt af vildmarken eller af New Holland. Men udviklingen vendte, da oberstløjtnant Johan Björnson Printz overtog ledelsen i kolonien. Han var en højtdekoreret karrieresoldat og blev i 1642 udnævnt til guvernør af New Sweden.

Printz var en respekteret veteran fra Trediveårskrigen og havde hele sit liv kæmpet for sit land. Nu var han fast besluttet på at gøre Sverige til en magtfaktor i Nordamerika. Sammen med omkring 100 småforbrydere og tvangsudskrevne finner ankom han til Delaware i 1643.

Så snart han landede, afslørede Printz sine planer. Først og fremmest skulle New Sweden sikres bedre gennem streng militær træning og nye forter. Dernæst skulle englænderne, som var begyndt at slå sig ned i området, fordrives.

Og hvis hollænderne chikanerede svenskerne, skulle der sættes hårdt mod hårdt. På handelsfronten skulle pelshandelen med indianerne øges gennem bedre priser. Desuden skulle svenskerne satse på at producere varer som tobak, uld, salt, vin og tømmer, der var efterspurgt i både Caribien og Europa. Selv fremstilling af silke var en del af planen.

Printz kastede sig straks ud over arbejdet, og han krævede, at indbyggerne i New Sweden gjorde det samme. Snart blomstrede pelshandelen igen, og tømmer blev eksporteret til Caribien.

Overalt blev der hamret og savet på Printz' nye byggeprojekter. Alt arbejdet blev foretaget af koloniens mellem 150 og 200 indbyggere, som samtidig skulle brødføde sig selv. Alligevel lykkedes det at få bygget tre nye forter, barakker, lagerbygninger og en stor regeringsbygning i Printz' tiårige regeringsperiode.

Hollænderne ydmygede Printz

Printz var selv en meget temperamentsfuld mand, der kompromisløst arbejdede for Sverige – og han havde ingen forståelse for og tålmodighed med, at andre ikke var lige så dedikerede som ham selv og ikke delte hans drømme.

New Sweden blev styret med hård hånd, og hans regimente fik hurtigt flere af de svenske kolonister til at flytte til New Holland. Hans kompromisløse lederstil bragte ham også snart på kant med hollænderne.

I et par år havde New Sweden ellers haft et godt forhold til New Holland. De havde samarbejdet om at brænde en engelsk handelsstation og fordrive en lille koloni af englændere fra Delaware. Men da den fælles fjende var væk, blussede uoverensstemmelserne op igen.

Hollænderne begyndte at genere de svenske kolonister, der havde bosat sig tæt på New Holland, og de satte gang i byggeriet af en befæstet handelsstation tæt på Fort Christina dybt inde i New Sweden.

Dét var en klar provokation, som Johan Printz ikke kunne sidde overhørig. Han beordrede sine svenske soldater til at ødelægge byggematerialer og handelsstationens haver, marker og både. For at forhindre, at hollænderne kunne handle med indianerne, lod Printz opføre et befæstet bjælkehus – få meter fra den hollandske handelsstation.

Som hævn sendte hollænderne hele New Hollands flåde, der bestod af 11 skibe med 120 soldater, til New Sweden – det var på daværende tidspunkt den største europæiske hær, som var set i Nordamerika.

Printz ønskede at kæmpe til sidste mand, men truet af mytteri blev han tvunget til at lade hollænderne bygge et fort, som kontrollerede indsejlingen til Delawarefloden. Snart overtog hollænderne al pelshandel.

I de næste seks år modtog de svenske kolonister ingen forsyninger fra Sverige. Hjemlandets regering var mere optaget af krig end kolonialisme, og kun Printz' vilje holdt sammen på kolonien.

Men han kunne ikke forhindre, at indbyggerne i New Sweden begyndte at rejse tilbage til Sverige eller flytte til de engelske kolonier. I 1653 opgav også Printz og tog hjem til Sverige. På det tidspunkt var blot 70 mennesker tilbage i New Sweden.

Regeringen svigtede New Sweden

I hjemlandet blussede interessen for kolonien dog op igen. For en sjælden gangs skyld var Sverige ikke i krig, og penge og mænd kunne derfor frigives til New Sweden. 300 kolonister drog af sted på krigsskibet “Örnen”. Da det ankom, ankrede det op foran det nyopførte hollandske fort ved flodens munding og skød en salut med sine kanoner.

Salutten var blot ment som en hilsen og et ønske om en audiens, men fortets hollandske kommandant var overbevist om, at svenskerne gik til angreb. Han gik i panik og overgav sig, da fortet manglede både krudt og soldater.

De 300 ankomne kolonister satte igen fart i handelen og jordbruget, og New Sweden blomstrede igen. For første gang fik svenskerne succes med at dyrke tobak, og alt tegnede lyst. Men ironisk nok blev “Örnen”s ankomst, der så ud til at skulle redde kolonien, dens endeligt.

New Hollands guvernør var rasende over, at svenskerne havde overtaget det hollandske fort, så han sendte seks skibe med ca. 400 soldater af sted mod New Sweden. I panik barrikaderede svenskerne sig – stort set uden forsyninger – i Fort Christina, og efter en kortvarig belejring overgav de sig.

Det blev det endelige punktum for den svenske koloni. Uden den fornødne militære opbakning hjemmefra blev New Sweden en del af New Holland. De sidste svenske og finske kolonister fik valget mellem at blive boende under hollandsk styre eller rejse hjem.

I sommeren 1655 var Sveriges amerikanske kolonieventyr var slut.