Fra dækket ser John White længselsfuldt ind mod kysten. Mellem sandbankerne skimter han øen Roanoke, hvor han i 1587 efterlod en nyetableret koloni med 84 mænd, 17 kvinder og ni børn.
Heriblandt Whites datter, svigersøn og barnebarnet Virginia, den første englænder født i Amerika og opkaldt efter området.
Dengang så fremtiden dyster ud for kolonien, og White lovede at være tilbage efter tre måneder. Nu er der gået tre år.
Appetit på verdensherredømme
Kolonien, hvor White har efterladt hele sin familie, er et af Englands første spæde forsøg på at etablere en base i Amerika.
England er stadig blot et lille land i Europas ydergrænse med en svaghed for pirateri af især den spanske vestindiensflåde.
Kaperne er statsautoriserede piratkaptajner og tæller prominente personer som sir Walter Raleigh og Francis Drake og støttes af den engelske dronning Elisabeth 1. Togterne sikrer investorer hurtige afkast og skaffer eftertragtede varer til England.
De første drømme om en engelsk koloni i Amerika udspringer af et ønske om en militærbase, hvor piraterne kan hente friske forsyninger og gøre togterne mere lukrative ved at blive længere.
De første kolonister er derfor udelukkende mænd, de fleste soldater, som får til opgave at bygge et fort på Roanoke.
Øen på den amerikanske østkyst er valgt på grund af dens strategiske placering i forhold til de spanske skibes sejlrute på vej hjem fra De Vestindiske Øer.
Bag kolonien er også mere visionære mænd, som håber, at England med kolonien kan begynde sin egen produktion af eftertragtede varer som sukker og bomuld.
Men for de fleste investorer er sådanne perspektiver for langsigtede – de vil have et hurtigt udbytte.
Kolonisterne er samlet til dåben af Virginia Dare, det første barn født i kolonien og opkaldt efter området.
Militærbase bliver en fiasko
I 1585 ankommer de første kolonister til Roanoke med instrukser om at behandle de lokale indianere med respekt – forholdet til dem er essentielt, for mændene er afhængige af forsyninger, indtil de selv har fundet metoder til at dyrke jorden.
Indianerne beskrives af en ekspeditionsdeltager som: “...behagelige, elskelige og trofaste og befriede for beregnende og forræderiske egenskaber”.
Desværre kan man ikke sige det samme om kolonisterne. Da de mangler en sølvkop efter et besøg i en indianerlejr, anklager de indianerne for at have stjålet koppen og brænder deres afgrøder.
Til sidst er foholdet mellem indianere og kolonister så dårligt, at kolonisterne ikke har mulighed for at skaffe mad fra indianerne og må drage hjem.
Civile kolonister på Roanoke
Englænderne beslutter sig for at gøre endnu et forsøg. Denne gang med en permanent koloni, beboet af civile kolonister.
Eventyren og kunstneren John White, som før har deltaget i ekspeditioner til øen, bliver udnævnt til guvernør over Roanoke, og i 1587 drager han mod det nye land i spidsen for 110 mænd, kvinder og børn.
De første civile kolonister er almindelige mennesker, håndværkere med deres koner og børn og tjenestefolk.
Og de må have haft en usædvanlig eventyrlyst, for alene rejsen er strabadserende. Når vejret er godt, kan kolonisterne opholde sig på skibets dæk, men i storm er de henvist til at blive i den fæle luft under dæk, hvor det vrimler med rotter og kakerlakker.
Menuen består af beskøjter og tørret kød og fisk, som bliver mere og mere indtørret eller muggent og maddikefyldt, som rejsen skrider frem.
Alle kolonister når Roanoke levende, men allerede på turen går meget galt. Ekspeditionens plan er at hente ekstra forsyninger på vejen som salt, kvæg og afgrøder, der kan dyrkes på Roanoke.
Men planen afblæses af kaptajnen, som vurderer, at det er for risikofyldt at lægge til for at tage forsyningerne om bord.
Den 22. juli 1587, efter to en halv måned til søs, ankommer kolonisterne til Roanoke.
De bosætter sig i den efterladte militærkoloni, men en uge efter ankomsten indtræffer den første, skæbnesvangre hændelse: En kolonist, der er gået på krabbejagt, bliver fundet med hovedet knust – dræbt af indianere.
John White føler sig straks nødsaget til at gengælde angrebet, men ved en fejl angriber kolonisterne i stedet en venligtsindet stamme.
White tager afsked
Forholdet til indianerstammerne er nu så dårligt, at kolonisterne ikke kan hente hjælp her, og det bliver hurtigt klart, at situationen er uholdbar.
Koloniens utilstrækkelige forsyninger forsvinder hurtigt, og truslen om angreb fra indianerne er overhængende.
Da skibet, som har bragt kolonisterne til øen, gør sig klar til at rejse en måned efter ankomsten, overtaler kolonisterne John White til at sejle med tilbage til England efter proviant og mandskab, og den 27. august tager han af sted.
Men skæbnen er ikke kolonisterne nådig. Da White kommer tilbage til London, er der udbrudt krig mellem England og Spanien, og dronningen har udstedt et udrejseforbud for alle skibe, som i stedet skal være klar til at kæmpe mod spanierne.
Da udrejseforbuddet endelig bliver ophævet, er interessen for den fjerne koloni kølnet blandt de oprindelige investorer, og ingen er villige til at udruste en ny ekspedition.
Uden en klink på lommen må John White i stedet forsøge at hægte sig på griske købmænd og kaperkaptajner, men gang på gang må han opgive at nå frem, fordi kaptajnerne er langt mere interesserede i at plyndre handelsskibe end i at komme kolonisterne til undsætning.
I 1590 lykkes det omsider John White at finde en ekspedition, der er villig til at hjælpe ham med at undsætte de strandede kolonister.
Indianerlandsbyen Pomeiock, tegnet af John White på en af ekspeditionerne til Roanoke. Husenes vægge er lavet af sivmåtter, som kan trækkes op efter behag.
En farefuld mission
I august 1590 ser White endelig Roanoke i horisonten, men i dagevis er vejret så dårligt, at skibet ikke kan sejle ind til kysten. Ekspeditionen er voldsomt forsinket af plyndringstogter, og orkansæsonen er faretruende nær.
Pludselig opdager White noget, som får hans hjerte til at slå et ekstra slag. Et muligt livstegn. En røgsøjle stiger op fra øen nær det sted, han efterlod kolonisterne.
Næste morgen sættes to chalupper i søen. White hopper i den ene. Våbenmesteren på Hopewell får besked på at affyre varselsskud “med rimelige mellemrum mellem hvert skud”, så alle på land er klar over sømændenes ankomst.
Halvvejs inde mod kysten ser White en ny røgsøjle længere ude og ændrer kurs. Men mændene finder ingen spor efter kolonisterne, og skuffelsen er enorm.
Næste dag sejler White og kaptajn Cocke fra Hopewell igen tilbage til øen. Flere besætningsmedlemmer følger i deres kølvand i en anden båd, men mens Whites båd når sikkert frem, er mændene i den næste båd ikke så heldige.
En kraftig bølge tipper båden over, og syv mand går ned, mens kun fire får reddet sig i land. Herefter er stemningen blandt besætningsmedlemmerne på mytteriets rand.
Kaptajn Cocke får dog talt gemytterne til ro. Den grundstødte båd bliver reddet, og de 19 mand fortsætter mod Roanoke.
Her får de øje på en ny røgsøjle og forsøger at fange eventuelle overlevendes opmærksomhed med “lyden af trompeter og bagefter en masse kendte engelske melodier og sange…men vi fik intet svar”, beretter Whites dagbogsnotater.
Igen er der ingen spor efter kolonisterne – røgen stammer fra kvas og indtørrede træstammer, som er blevet antændt af lynene i et nyligt uvejr.
Kolonisternes hemmelige tegn
Bådene sejler nord om øen og lægger ind ved stranden. Her finder de for første gang et tegn. I barken på et træ står tre mystiske bogstaver, “CRO”.
Fundet gør John White vild af glæde, for inskriptionen er “…et hemmeligt tegn, aftalt ved min sidste afsked, som var, at de ikke måtte undlade at skrive eller udskære i et træ eller dørstolpe, hvor de måtte befinde sig”.
En af de få stammer, der stadig er venligtsindede over for kolonisterne, er stammen Croatan, bosat på øen af samme navn syd for Roanoke. Forbogstaverne i barken overbeviser White om, at kolonisterne har søgt ly her.
At navnet ikke er skrevet færdigt, kunne tyde på, at den, der har skrevet det, er blevet afbrudt. Måske skudt. Men Whites notater er stadig fortrøstningsfulde:
“Jeg havde insisteret på, at skulle de komme i en udsat situation på et af stederne, skulle de overstrege navnet eller bogstaverne med et malteserkors, men vi fandt ikke sådan et tegn”, noterer han i dagbogen.
Ved kolonisternes fort finder mændene hele navnet på stammen ridset ind i en træstamme. Også denne gang uden et kors.
“Jeg glædede mig over, at jeg med sikkerhed havde fundet et tegn på deres sikre ophold hos Croatoan”, skriver John White. Men bortset fra inskriptionen er kolonien som sunket i jorden.
Orkan kommer i vejen
Alligevel er John White ikke bekymret. Måske har kolonisterne demonteret de kostbare træhuse for at tage dem med og rejse dem et andet sted.
Redningsholdet går i bådene for at sejle ud til de ventede skibe, mens vejret skifter.
En storm er under opsejling, og da den udvikler sig til en orkan, må eftersøgningen indstilles, og som sidste udvej beordrer kaptajnen, at alle kabler og reb kappes, så skibene ikke tvinges ind mod de frådende skær.
Skibene undgår med nød og næppe at blive blæst ind mod kysten. I stedet driver de ud på det åbne hav, hvor kaptajnen beslutter at søge mod Puerto Rico for at tage vand og forsyninger om bord.
Da skibene når øgruppen Azorerne, opgiver kaptajnen den oprindelige plan om at sejle tilbage til Roanoke på grund af orkansæsonen.
John White må se sig slået en gang for alle.
Whites ensomme endeligt
Efter en langvarig og strabadserende rejse sejler guvernøren endelig ind i Plymouth 24. oktober 1590. Alle koloni-drømme er skudt i sænk, og for John White er kun ensomheden tilbage.
Resten af sit liv spekulerer han over sin datters, svigersøns og barnebarnet Virginias skæbne. I 1593 skriver den døende White til en ven:
“Overdrager forløsningen af min strandede gruppe, kolonisterne i Virginia, til den barmhjertige hjælp fra Den Almægtige”.
Fra 1607 forsøger England flere gange at etablere en koloni længere mod nord og sender ekspeditioner ud herfra for at finde spor efter de forsvundne kolonister – uden held.
I dag er kolonisternes skæbne fortsat et mysterium.
Først i 1620 fik englænderne etableret en varig koloni i Chesapeake Bay. Byen hedder i dag Jamestown.