Tolv stater fra historiens glemmebog

Senàrica: Storslået pragt i miniformat

Indbyggerne i to små landsbyer, Senàrica og Poggio Umbricchio, i Abruzzer-bjergene havde omkring 1343 kæmpet tappert mod den mægtige krigsherre, Luchino Visconti af Milano. Derfor fortjente de deres selvstændighed og egen stat, mente dronning Johanna af Napoli.

Da den nye stat så dagens lys, havde den en samlet befolkning på knap 300 individer, men det betød ikke, at man ikke havde ambitioner.

En sølvfarvet løve, der åd en slange

Da de skulle vælge en styreform rettede de blikket mod Venezia, hvis pomp og pragt imponerede dem. Så de valgte den samme republikanske model med en doge som statsoverhoved. Den nye doge var af egnens mægtigste familie, Senàrica og fik sæde i landsbyen, der nu også lagde navn til staten. Som våbenskjold valgte han en sølvfarvet løve, der æder en slange.

Overlevede fire århundreder

Det mest bemærkelsesværdige ved den lille stat, hvis indbyggertal forblev ret konstant i tiden fremover var, at den overlevede i omkring fire århundreder. Først da kongerigerne Napoli og Sicilien sluttede sig sammen i 1816, begyndte selvstændigheden at blegne, og da Giuseppe Garibaldi samlede Italien i midten af århundredet blev Senàrica til en bjerglandsby som alle andre.

Men løven i sølv hænger endnu i landsbykirken, der fortsat har status af katedral.

Cospaia: Republik ved en fejltagelse

Pave Eugenius 4. var dybt forgældet, og skyldte storhertugen af Firenze 25.000 dukater. Pavestaten var ude af stand til at betale, så i 1440 enedes parterne om, at gælden kunne blive bragt ud af verden ved overdragelse af land. Sådan gik det til, at pavestaten afstod byen Borgo San Sepolcro (i dag Sansepolcro), så den i dag hører til Toscana og ikke Umbrien.

Staten opstod i ingenmandland

Den nye grænse skulle følge et vandløb lige syd for byen. Vandløbet blev i aftalen blot omtalt som Rio, og først bagefter indså man, at der faktisk fandtes to vandløb med omkring 500 meters afstand. Men i stedet for at starte nye, besværlige forhandlinger, vedtog parterne en slags ingenmandsland mellem de to vandløb.

Beboerne i landsbyen Cospaia, som lå i det herreløse land, var lykkelige. De stiftede republikken Cospaia og afskaffede skatter, militær og kostbar civiladministration. I stedet ville de leve som en lille frihandelszone.

Tobakshandel gav opsving

Det store opsving fik Cospaia, da en kardinal i 1574 hjemførte de første tobaksplanter og forærede dem til en nevø i Borgo San Sepolcro. Dyrkningen blev en øjeblikkelig succes, men storhertugen i Firenze belagde tobakken med store skatter. Pavestaten nedlagde forbud mod tobak, mens jordejerne i Cospaia snart havde plantet tobak over hele republikken, og kunne sælge den skattefrit til rygere fra nabostaterne.

Det gik godt i mange år, men efterhånden opdagede mindre retlinede folk fidusen: de smuglede tobak ind i Cospaia, for at sælge det dér. Den 25. maj 1826 havde paven og storhertugen fået nok. De fik forhandlet resten af 1440-aftalen på plads og delte landet mellem sig, og dermed blev republikken Cospaia nedlagt.

Vandalia: Koks i navngivningen

I 1748 fik britiske jordspekulanter tilladelse til at grundlægge en ny koloni, vest for Allegheny-bjergene i Nordamerika. Kolonien ville de kalde Pittsylvania. Der kom også nybyggere til, og de begyndte at rydde skoven. Men indianerkrigene hærgede i området, og hele koloniseringsprojektet blev igen og igen udsat.

Opkaldt efter vandalerne

I 1761 blev George 3. kronet i London. Nybyggerne øjnede en mulighed for at finde støtte i imperiets hovedstad og besluttede derfor at opkalde det stadig unavngivne territorium efter den nye dronning, Charlotte.

Men de kunne ikke blive enige om, hvor vidt kolonien skulle hedde Charlotiana, Charlotina eller slet og ret Charlotta. Indtil nogen fik en skarp ide, som alle kunne enes om. Dronningen var af tysk afstamning og mente at kunne føre sine aner tilbage til oldtidens germanske stamme, vandalerne. Derfor skulle navnet være Vandalia!

Da den amerikanske uafhængighedskrig kom i 1777 var spørgsmålet imidlertid stadig uafklaret. Nybyggerne så det nu som en klar ulempe at vise loyalitet overfor dronning Charlotte, så nu agiterede de for at USAs 14. og nyeste stat skulle hedde Westsylvania.

Men den plan blev også forpurret, for to allerede eksisterende stater ville ikke finde sig i at deres ekspansionsmuligheder mod vest blev blokeret. Så da de i 1780 enedes om en fælles grænsedragning blev hovedparten af det, som skulle have været Vandalia, delt mellem Kentucky og West Virginia.

Islands of Refreshment: Statsoverhovedet druknede

Øgruppen Tristan da Cunha blev opdaget i 1506, men den fik ikke permanente beboere før i 1810. Da landsatte det amerikanske skib Baltic fra Massachusetts tre mand på øen - italieneren Tomaso Corri og to amerikanske borgere, Williams og Jonathan Lambert.

Lambert stillede sig i spidsen. Han omdøbte øerne til republikken Islands of Refreshment med sig selv som præsident. Den 18. juli 1811 bragte avisen Boston Globe endda en meddelelse om den nye stat, med en beskrivelse af dens nationalflag.

Præsidenten druknede

De tre klarede sig tilsyneladende godt. De solgte sælskind og olie fra søelefanter til forbipasserende handelsskibe, men den 17. maj 1812 gik det galt. Præsident Lambert og Williams druknede under en fisketur på havet.

Corri skaffede to andre mænd til øen, og de udvidede bedriften med dyrkning af grøntsager og korn samt svineopdræt. Men det blev aldrig det samme, for i juni det år kom det til krig mellem USA og England.

Indblandet i stormagternes spil

For at komme amerikanerne i forkøbet skyndte englænderne sig at annektere øerne. Men det fik ingen praktisk betydning før i 1816, hvor der for alvor var gået storpolitik i sagen. Da blev republikken formelt nedlagt og et britisk troppekontingent stationeret på stedet. Det skulle forhindre franskmændene i at benytte Tristan da Cunha som base for forsøg på at befri Napoleon Bonaparte på Sankt Helena, mange hundrede sømil mod nord.

Ikke-krigen om Pindsvinelandet

I 1839 opstod i det nordlige Maine, USA, en spændt situation, som fik navnet Aroostook-krigen. Parisaftalen i 1783 havde afsluttet den amerikanske uafhængighedskrig, men ved den lejlighed havde man ikke foretaget en nøjagtig grænsedragning mellem det nye USA og Britisk Nordamerika (Canada).

Delstaterne Massachusetts og Maine ønskede begge kontrol over de skovrige områder omkring Aroostook-floden, mens de britiske provinser Quebec og New Brunswick også gerne ville udvinde tømmer på egnen.

Savværksejer hejste flaget

Sagen forblev uløst indtil den indflydelsesrige savværksejer John Baker den 4. juli 1827 hejste et amerikansk flag på stedet. Hans kone havde syet det, og mens det gik til vejrs udråbte Baker den uafhængige republik Madawaska.

Baker var amerikansksindet men havde ikke noget imod at fransktalende skovhuggere slog sig ned i République du Madawaska, som den tosprogede stat også kom til at hedde. Navnet Madawaska er indiansk og betyder Pindsvinelandet.

Men nogen central styring var der ikke, og myndighederne i Maine så en vigtig ressource gå til spilde, fordi skovhugsten var helt udenfor kontrol.

I 1838 sendte de en militærstyrke ind i republikken, og briterne gjorde det samme. Det kom aldrig til væbnet konflikt, udover håndgemæng mellem et par grupper skovhuggere. Forhandlinger førte til at der blevet trukket en formel grænse i 1842.

Det eneste, der blev tilbage af republikken var lillebyen Madawaska, som i dag ligger fredeligt langs floden på den amerikanske side af grænsen.

Riograndense: Garibaldis brasilianske eventyr

Kvægavlerne i Brasiliens sydligste provins, Rio Grande do Sul, var utilfredse med centralregeringen, og specielt den unge kejser, Pedro 2 på grund af beskatning af deres kød.

Det var en af flere årsager til at udviklingen i 1835 slog ud i åbent oprør, og i september året efter erklærede provinsen sin selvstændighed som republikken Riograndense.

Støtte fra Garibaldi

På det tidspunkt fik oprørerne støtte af Giuseppe Garibaldi (1807-82). Han havde revolutionære erfaringer med sig fra Italien, hvor efter et oprørsforsøg i provinsen Piemonte havde måttet drage i eksil med en dødsdom hængende over hovedet.

Garibaldi var med, da oprøret bredte sig til naboprovinsen, Santa Catarina og 24. juni 1839 resulterede i etableringen af republikken Juliana med den lille havneby Laguna som hovedstad.

Juliana kollapsede

De to nye republikker gik i føderation, men Juliana holdt kun i fire måneder.

Det menes, at Garibaldi havde hyret 50 erfarne, britiske lejesoldater, men da det gik op for dem, hvilken formidabel hær, den brasilianske regering var ved at sende i mod dem, sejlede de videre, hvorpå republikken Juliana kollapsede den 15. november.

Briterne tog til Falklandsøerne og Garibaldi samlede Italien

Briterne fandt en ø i Sydatlanten, som de kaldte Juliana, og her bosatte de sig sammen med de brasilianske kvinder, som de havde taget med. Derved blev republikken Juliana til den første, permanente britiske tilstedeværelse på Falklandsøerne.

Garibaldi selv rejste hurtigt videre og blev siden manden, der samlede Italien.

Republikken Riograndese holdt indtil1845, hvor den blev indlemmet i Brasilien.

Republikken Ezo: Kejseren sagde nej til amerikansk demokrati

I 1868 havde patriotiske samuraier i det sydlige Japan fået nok at Tokugawa shogunatet, som havde siddet på magten siden 1603.

I 1853 var shogunatet begyndt at gøre op med sakoku, den traditionelle isolationistiske udenrigspolitik, og det var samuraierne stærkt utilfredse med. De ønskede at genindføre kejserdømmet, og det førte til krig. De nationalistiske samuraier var de stærkeste, og shogunatets resterende styrker måtte tage flugten til øen mod nord.

Den uafhængige republik Ezo

Her proklamerede de den 21. januar 1869 den uafhængige republik Ezo. Admiral Enomoto Takeaki blev udpeget til at være den første præsident, og efter planen skulle der gennemføres demokratiske valg og opbygges en politisk ledelse efter amerikansk forbillede.

Og helt på linje med tanken om større åbenhed, inviterede Enomoto vestlige magter til samarbejde. England sendte straks en legation, og franskmændene sendte officeren Jules Brunet, der senere skulle blive både fransk generalstabschef og krigsminister. Brunet opdelte hæren i fire divisioner og indførte en kommandostruktur efter fransk forbillede. Frankrig sendte også store mængder våben.

Blev til Hokkaido

Men kejser Meiji, der nu havde magten i de øvrige dele af Japan, afviste alle opfordringer om gensidig anerkendelse. I stedet sendte han en hær på 7.000 mand, og efter en række slag, overgav Enomoto sig den 26. juni 1869.

Kommandanten for den kejserlige hær, Otori Keisuke, var så imponeret over Enomotos måde at kæmpe på, at han besluttede sig for ikke at henrette ham. Men republikken Ezo blev nedlagt, og den 20. september fik øen sit nuværende navn, Hokkaido.

Negros: Bluffede sig til nem sejr

I november 1898 gjorde revolutionære grupper på den filippinske ø Negros oprør mod det spanske kolonistyre.

Ved synet af svært bevæbnede oprørere på march mod hovedstaden Bacolod, overgav spanierne sig og forlod øen. Først for sent opdagede de, at oprørernes ”rifler” var skåret ud af palmegrene og at ”kanonerne” var sammenrullede bambusmåtter med sort farve.

USA, som var Spaniens rival i regionen, anerkendte Republikken Negros, men da amerikanerne havde taget magten på Filippinerne nedlagde de i april 1901 republikken.

Guria: Zarens tøven betalte sig ikke

Den første russiske revolution i 1905 slog fejl. Zaren svarede med voldsomme repressalier mod de revolutionære kræfter, og roen blev genoprettet. Men et sted i imperiet lykkedes revolutionen faktisk en tid, og det er måske historiens første marxistiske oprør, som blev gennemført efter hensigten.

Uroen ulmede i Gurien

Gurien var en lille, forarmet provins i det vestlige Georgien, og her havde uroen allerede ulmet i lang tid, da revolutionen kom.

Befolkningen bestod af fattige bønder, hvoraf mange var livegne hos den mægtige prins Machuyadze, der ejede store godser i provinsen.

Men det socialdemokratiske Menshevik-parti fik tilslutning i de fattige klasser, og i 1903 kom det til en boykot mod de store jordejere. Arbejderne nægtede at betale skat, og da de også nægtede at samarbejde med andre dele af det officielle Rusland, brød provinsens administration hurtigt sammen.

Zaren lod stå til

Zar Nikolai 2. i det fjerne Moskva tøvede imidlertid. Han fandt det ikke umagen værd at bekoste en dyr militær operation mod de oprørske bønder, så han lod stå til.

Da revolutionen kom i 1905 var provinsen derfor allerede under de revolutionære bønders kontrol. De udråbte republikken Guria, udpegede en ny administration, og - som noget meget progressivt - erklærede de total lighed mellem mænd og kvinder. Da disse ideer bredte sig til store dele af Georgien, indså zaren, at han måtte gøre noget.

I marts 1905 sendte han general Alikhanov-Avarsky til Gurien med 10.000 soldater, men da han ikke havde knækket modstanden i juli, trak han tropperne ud igen. Efter flere forsøg på forhandling, blev endnu en hær sendt til Gurien i september, men det endte i et forsmædeligt nederlag ved Nasakirali.

Zaren knuste Guria

I december 1905 havde rebellerne kontrollen over hovedbyen Ozurgeti, og nu fik zaren for alvor nok.

Med oberst Krilov i spidsen sendte han en meget stor hær, der brutalt knuste republikken Guria, som formelt ophørte med at eksistere den 10. januar 1906.

Det Centralkaspiske Diktatur

Mens første verdenskrig gik på hæld og Rusland var midt i revolutionens omvæltninger, så en gruppe armenske antikommunister deres snit til at gennemføre et ublodigt kup i sovjetkommunen Baku på bredden af Det Kaspiske Hav. De smed den kommunistiske ledelse ud, og 26. juli 1918 proklamerede de Det Centralkaspiske Diktatur.

England støttede

Der kom ingen international anerkendelse, men den nye stat fik støtte fra uventet hold. Englænderne så gerne, at det kommunistiske Rusland blev holdt på afstand, og ønskede samtidig ikke, at tyrkerne mod syd skulle få kontrollen over Bakus rige oliekilder.

General Lionel Dunsterville rykkede derfor til Baku med en ekspeditionsstyrke. Englænderne sørgede også for at de 26 flygtede kommissærer fra sovjetkommunen blev pågrebet i Turkmenistan og henrettet.

Presset ud af tyrkerne

Men da tyrkerne rykkede nordpå med en styrke på 14.000 mand, indså kommandanten for The Dunsterforce det umulige i situationen og gav ordre til at rømme Baku. Byen faldt den 14. september 1918, og med den faldt diktaturet.

Tyrkerne indså dog at første verdenskrig var slut og kapitulerede to måneder senere, men inden da havde de nåetde at massakrere mellem 10.000 og 20.000 lokale armenere i og omkring Baku.

Folkerepublikken Mahabad: Kommunistiske koldkrigskurdere

I august 1941 invaderede vestmagterne Iran, mens Sovjetunionen tog kontrollen i landets nordlige dele. Russerne havde altid haft blikket rettet mod Persisk Azerbaijan, som de kaldte det, og da anden verdenskrig sluttede, forberedte de sig på at gøre de iranske provinser til Sovjetrepublikken Azerbaijan.

I denne territoriale forvirring uden nogen iransk centralregering slog de lokale kurdere til. I et landområde, der var lidt mindre end Schweiz i det nordvestligste hjørne af Iran forberedte de deres egen stat, og den 22. januar 1946 proklamerede de Folkerepublikken Mahabad. Den havde navn efter egnens største by, der nu også blev hovedstad.

Præsidentens dobbeltspil

Qazi Muhammed blev præsident for den nye stat, og han førte et kompliceret dobbeltspil.

Formelt hed det sig, at Mahabad var en autonom republik under iransk overherredømme, men reelt eksisterede landet kun takket være massiv sovjetisk støtte. Sovjetunionen lovede at holde den iranske hær borte fra området, og den sikrede landets økonomi med et løfte om at købe hele tobakshøsten.

Den kolde krig indefrøs Mahabad

I mellemtiden var den kolde krig ved at tage fart. England og navnlig USA krævede, at Sovjetunionen rømmede de dele af Iran, som de fortsat holdt besat. De ønskede at se Iran som en vestligt orienteret magt i regionen, og Sovjetunionen måtte bøje sig for presset ved at trække sine tropper ud.

Det resulterede i at Mahabad i juni 1946 lå isoleret tilbage – uden sovjetisk militærbeskyttelse og uden udsigt til sikre købere af tobakshøsten.

De kurdiske stammeledere, som havde støttet Qazi Muhammed, ønskede at stå på god fod med iranerne og trak sig og præsidentens forsikringer om at den kurdiske folkerepublik ikke havde noget at gøre med kommunismen, hjalp intet.

Da iranerne rykkede ind i december 1946, var Mahabad allerede gået bankerot. Republikken blev nedlagt den 15. december, og den 31. marts året efter blev Qazi Muhammed hængt som landsforræder i den nu tidligere hovedstad.

Republikken Minerva: Kongen erobrede selv nabolandet

Den 19. januar 1972 udråbte mangemillionæren Michael Oliver et rev i Stillehavet til selvstændig republik. Navnet var Minerva. Oliver måtte sejle flere ladninger sand til fra Australien for at gøre landet højt nok til at bygge et lille tårn med nationalflaget.

Tonga anerkendte den nye stat

Minerva havde ingen indbyggere, og ingen anden stat anerkendte selvstændigheden – med undtagelse af nabostaten Tonga, der anså Minerva som en sikkerhedstrussel, trods de mere end 500 kilometer åbent hav, der adskiller de to.

21. juni 1972 ankom kong Taufa’ahau Tupou 4. af Tonga selv til Minerva. Kongen medbragte en lille deling soldater, der i mangel af et flådefartøj blev transporteret på en færge. Men kongen selv stod i spidsen.

Kongen stryger flaget

Da de var kommet tæt nok på Minerva, blev han roet i land, hvorpå han gik op til det lille tårn og fjernede flaget. Han erklærede samtidig, at Tonga havde annekteret øen.

Det skridt var der heller ingen, der anerkendte – med undtagelse af nabostaten Fiji, der protesterede. For affæren havde fået østaternes øjne op for, at der muligvis kunne ligge værdifulde mineralforekomster under Minerva.