Op mod 80.000 stammefolk mistede livet under folkedrabet i Namibia i begyndelsen af 1900-tallet. Det har den tyske regering nu sagt undskyld for. Folkedrabet blev begået mellem 1904 og 1908 i det, der dengang var kolonien Tysk Sydvestafrika.
“Vi vil nu officielt kalde disse hændelser, hvad de set ud fra dagens perspektiv var: Et folkedrab”, udtaler den tyske udenrigsminister, Heiko Maas.
Folkedrabet begyndte, da hererostammen gjorde oprør mod de tyske kolonister. Tyske tropper knuste oprørshæren og jog den ud i Omahekebørkenen sammen med stammernes kvinder og børn. I den golde ørken døde stammefolkene som fluer af tørst og sult.
Tyskerne sendte knogler og kranier fra de døde stammekrigere hjem til Tyskland, for at de kunne bruges i undersøgelser, der beviste den hvide races overlegenhed.
Høvdinge kræver mere end en undskyldning
Sammen med ministerens undskyldning følger en gave på lidt over otte milliarder kroner i form af donationer til genopbygnings- og udviklingsprojekter i de områder af Namibia, hvor folkedrabet fandt sted.
Men det beløb er langtfra nok, mener utilfredse høvdinge fra hererostammen. De truer med at lægge sag an mod den tyske stat og kræver op mod 750 milliarder kroner i erstatning.