3 grelle eksempler på overflødige prinser

Prins Harry er ikke den første royale, som har måtte sande, at det ikke er let at være “reserven”. Tidligere endte det bare med drab, konspirationer og riger lagt i ruiner. Vi har samlet tre af de mest opsigtsvækkende eksempler.

Prins Harry er ikke den første royale, som har måtte sande, at det ikke er let at være “reserven”. Tidligere endte det bare med drab, konspirationer og riger lagt i ruiner. Vi har samlet tre af de mest opsigtsvækkende eksempler.

Shutterstock/Wiki Commons

1. Philippe af Frankrig

Rigets nr. to gik i dametøj

Ludvig 14. (tv.) og Philippe af Frankrig (th.). Der var kun to år mellem de to prinser, men de fik en meget forskellig opvækst, hvor moderen bl.a. klædte Philippe i pigetøj.

© Wiki Commons

Frankrig er det eneste land i verden, som har haft en officiel titel til kongens ældste bror – Monsieur. Men der er ikke mange monsieurs, der har været ligeså langt fra tronen som Philippe, bror til Ludvig 14., bedre kendt som Solkongen.

Hvor brødrenes mor, Anne af Østrig, havde oplært Ludvig til at regere, og at hans kommende magt var givet af Gud, havde hun valgt en mere alternativ tilgang med Philippe.

Dronningen kaldte sønnen for “Min lille pige” og klædte ham i pigetøj, selv da han var blevet en ung mand. Hun opfordrede ham endda til at tage til bal klædt ud som en kvinde.

Philippes tøjvalg fik sladderen til at løbe ved det franske hof. Det var kriminelt at være homoseksuel, men kongens bror gjorde meget lidt for at skjule sin seksuelle præference og var sammen med mange unge adelsmænd.

Han havde dog i årevis et ganske særligt tæt forhold til især Philippe af Lorraine, som i samtiden blev beskrevet som en mand “helt uden skrupler”.

I 1670 fik Philippes af Frankrigs kone Henrietta nok af hans åbenlyse utroskab og overtalte Ludvig 14. til at bortvise Philippe af Lorraine til Rom. Philippe var rasende og flyttede hele familien langt væk fra Paris. Kort efter døde Henriette pludseligt og fortalte på sit dødsleje, at hun var blevet forgiftet.

Selv Ludvig 14. mistænkte sin bror for at stå bag, men intet kunne bevises. Resten af sit liv levede Philippe i den mægtige Solkonges skygge, og da han døde i 1701, regerede storebroderen stadig.

2. Christoffer 2. af Danmark

Uduelig lillebror pantsatte landet

Christoffer 2. overtog et land i dyb krise, men formåede kun selv at puste yderligere til krisen.

© Mariusz Paździora

Da den danske konge Erik Klipping blev dræbt under mystiske omstændigheder i Finderup Lade i 1286, gik tronen til hans ældste søn Erik Menved. Men lillebror Christoffer var overbevist om, at kongekronen ville sidde bedre på hans hoved.

Til Christoffers held gjorde kongen sig hurtigt upopulær med sit vilde overforbrug af ridderturneringer, som ruinerede statskassen, alt imens befolkningen sultede. Snart begyndte Christoffer at konspirere med sin brors mange fjender. Både svenske hertuger, den norske konge Håkon 5. og tyske grever allierede han sig med.

Utroligt nok endte de store planer med at komme Erik Menved for ører, så Christoffer måtte flygte ud af landet i 1315. I 1318 kom han tilbage og forsøgte sammen med den fordrevne ærkebiskop Esger Juul og forskellige fredløse stormænd at erobre Skåne. Heller ikke det lykkedes.

Året efter døde Erik Menved af naturlige årsager, og endelig kunne Christoffer sætte sig på tronen. Men han overtog en stat, der var bankerot og pantsat til forskellige grever.

Hans position var så svag, at han var nødt til at underskrive en håndfæstning, som bl.a. fastlagde, at han skulle betale alle sin brors lån tilbage og ikke måtte hæve skatterne.

Men Christoffer 2. mente ikke, håndfæstningen var det store problem, så han ignorerede den bare og hævede skatterne alligevel. Ikke overraskende endte det i oprør og endnu en katastrofe for kongen. Christoffer 2. blev tvunget ud af landet, alt imens danske og tyske grever debatterede, hvordan de skulle dele det pantsatte Danmark imellem sig.

3. Richard 3. af England

Jaloux bror slog sine nevøer ihjel

Richard 3. anses ofte som en af de værste konger i Englands historie.

© National Portrait Gallery

Som det 11. barn af den engelske hertug Richard Plantagenet var der umiddelbart langt til magten for den lille Richard, da han blev født i 1452. Men kort efter brød Rosekrigene ud, hvor Richard Plantagnenet gjorde krav på den engelske trone.

Plantagenet blev dræbt under borgerkrigen, men hans ældste søn Edward af March viste sig som en modig og imponerende hærfører, som kæmpede videre og vandt tronen i 1461.

Richard fik tildelt kontrollen af det nordlige England af sin storebror, men havde svært ved af stå i skyggen af den enormt populære konge. I stedet for et åbent opgør valgte Richard dog at spille den loyale undersåt, og forholdet mellem ham og Edward 4. forblev tæt, selv efter kongen blev mere brutal og paranoid i sine senere år.

Det er aldrig blevet bevist, at Richard 3. slog sine nevøer ihjel, mens de sad indespærret i Tower of London, men de fleste historikere peger på kongen som den skyldige.

Da Edward 4. døde i 1483, overtog hans 12-årige søn Edward 5. tronen. Men kongen havde tildelt sin gode bror Richard rollen som værge, indtil sønnen blev myndig. Det skulle han aldrig have gjort.

Tronen var endelig indenfor Richards rækkevide, og han spildte ikke tiden. Straks erklærede han storebroderens ægteskab for ugyldigt, så Edward 5. og hans lillebror nu var bastarder. De blev fængslet i Tower of London og aldrig set igen. De fleste historikere mener, at de blev henrettet af den nykronede Richard 3.

Ikke overraskende chokerede kongens vej til magten store dele af England, og mindre end to år senere blev Richard 3. dræbt under en ny borgerkrig. Med hans død var Rosekrigene endegyldigt ovre.