8 specielle herskere
Historien er fyldt med excentriske regenter og andre statsoverhoveder. Her er 8 af de mere specielle.

Caligula, romersk kejser fra år 12-41 e.kr. Ny Carlsberg Glyptotek.
Historien er fyldt med konger, dronninger, kejsere og andre kronede hoveder. Der har været gode og oplyste herskere, excentriske særlinge og blodtørstige tyranner. Her er en liste over nogle af de mest specielle herskere.
1. Drilagtig dronning
Dronning Anne af England (1665-1714) var en forfærdelig drillepind. Hun havde blandt andet en fætter, Lord Cornbury, der holdt af at gå klædt i kvindetøj. På et tidspunkt udnævnte hun ham til guvernør for New York og New Jersey. Det irriterede kolonisterne voldsomt, men det var formentlig også meningen.
2. Kongen der aldrig var hjemme
Den engelske konge Richard Løvehjerte (1207-1272) fremstår i manges øjne som prototypen på den milde og oplyste hersker, men faktum er, at i de ti år han regerede England, tilbragte han kun fem måneder i landet.
3. Holdbar hersker
Den suverænt længst regerende monark i verdenshistorien, var Pepi II. Ifølge ægyptiske skrifter herskede han over det store ørkenland i ikke mindre end 90 år, fra 2566 - 2475 f.Kr.
4. Blodtørstigt overhoved
Ivan IV af Rusland, bedre kendt som Ivan den Grusomme (1530-1584), fik ikke sit tilnavn med urette. Han var formentlig en af de mest blodtørstige herskere historien nogensinde har kendt. Da han for eksempel angreb byen Novgorod i 1570, nedslagtede han 60.000 civile som ikke havde deltaget i kampene. Han havde for vane at angre sine synder for den ene serie mord, før han gik i gang med den næste.
5. Den gale kejser
Den romerske kejser Caligula (12-41) er kendt for at være en af de mest brutale af de romerske kejsere. I de første måneder af sin regeringstid var han meget populær, men efter en alvorlig febersygdom ændrede han fuldstændig personlighed. Han fik talrige mennesker henrettet uden grund, og fodrede løverne i cirkus med forbrydere, fordi det var billigere end at købe kød til dem.
6. Straffen er døden
Omkring 621 f.Kr. havde Athen en politiker ved navn Draco, der mente, at strenge straffe var det eneste som kunne holde et samfund i balance. Han fik indført dødsstraf for enhver forbrydelse uden undtagelse. Hans love blev først ophævet efter 25 år, hvor Solon (638 – 559 f.Kr.) fjernede dødsstraffen for alle forbrydelser undtagen mord.
7. Uheldig præsident
USA’s 9. præsident William Harrison insisterede på, at det ikke var nødvendigt med overtøj, selvom det var en både våd, kold og blæsende dag da han aflagde præsidenteden i 1841. Han holdt også en mere end to timer lang tale, hvorefter han kørte i procession gennem byen, stadig uden overtøj. Det er ikke noget under, at han med imponerende fart pådrog sig en alvorlig lungebetændelse. Han døde kun en måned senere, efter at have været bevidstløs det meste af tiden.
8. Kønsforvirring på tronen
Da Jadwiga i 1384 kom på den polske trone gav det anledning til en smule kønsmæssig forvirring. Jadwiga var nemlig en kvinde, men ikke desto mindre blev hun udråbt til konge. Formentlig fordi de polske love ikke havde taget højde for, at der kunne komme en kvinde på tronen, og at en hersker derfor skulle kaldes konge, uanset kønnet.
en.wikipedia.org
Nationalencyklopædien