Wiki Media
Maria Stuart kodesprog

Amatører knækker dronningens hemmelige kodesprog

Maria Stuart sad fængslet i 19 år, men det holdt hende ikke fra magten, afslører hendes kodesprog. Efter 450 år har tre amatørkodebrydere tydet dronningens hemmelige breve.

Det er ikke altid historikere og arkæologer, der står bag de vigtige nye opdagelser inden for historiefaget. Det har tre amatørkodebrydere fra henholdsvis Israel, Tyskland og Japan bevist. De har som de første formået at tyde 55 breve fra den skotske dronning Maria Stuart og har udgivet resultaterne i en forskningsartikel.

Brevene blev skrevet i kode fra dronningens fangenskab i England. Maria Stuart havde som oldebarn af Englands kong Henrik 7. et krav på den engelske trone, der var bedre end hendes slægtning Elizabeth 1. Men Stuart tabte magtkampen imod Elizabeth, og hun sad fængslet i 19 år, indtil hun blev henrettet i 1587.

Maria Stuart kodesprog

Kodebryderne har bl.a. offentliggjort denne guide til afkodning af brevene.

© George Lasry

Forhåbentligt fortsætter historikerne nu arbejdet

Kodesproget består af 57 forskellige tegn, som sammensat på forskellige måder bliver til bogstaver og ord. Maria Stuart brugte kodesproget til at kommunikere med støtter i og uden for England, og fra det frigivne materiale er det tydeligt, at Stuart stadig havde stor indflydelse og var overbevist om, at Elizabeth ønskede at slå hende ihjel.

Fra Elizabeths egne breve ved historikerne dog, at hun faktisk flere gange afslog at henrette Maria Stuart, og at det primært var hendes rådgivere, som ønskede, at rivalen skulle dø.

De tre kodebrydere håber nu, at deres arbejde kan hjælpe historikerne til at få ny viden om dronningernes kamp om den engelske trone.

”Pga. den store mængde af afkodet materiale – omkring 50.000 ord i alt, nok til at fylde en bog – har vi indtil videre kun delt indledende resuméer af brevene, samt fulde gengivelser af nogle få af dem”, forklarer kodebryderne.