Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Brev fra Irak: “Vi har nu kronet vores konge”

Briterne får ved 1. verdenskrigs slutning overherredømmet over Irak. De beslutter sig for at skabe en modelstat, som kan sikre stabilitet i området. I et brev til sin far beretter diplomaten og eventyreren Gertrude Bell om sin rolle som mægler og kongemager.

Wikimedia

Baghdad, Irak, 28/8 1921

Kære far

Efter to uger uden breve kom der to i denne uge. Det første ankom den 19. juli, og det andet den 27. juli. Mine breve til jer derhjemme lader til at følge nøjagtig samme mønster.

Nå, men vi har haft en fantastisk uge. Vi har nu kronet vores konge, og sir Percy* og jeg er enige om, at vi er nået halvvejs. Den resterende halvdel af arbejdet går ud på at forme den lovgivende forsamling og en grundlov.

© Hulton Deutsch/Getty Images

Gertrude Bell

Levetid: 1868-1926.

Nationalitet: Britisk.

Erhverv: Diplomat, opdagelsesrejsende, arkæolog og forfatter.

Civilstand: Ugift.

Kendt for: Bells kendskab til de mellemøstlige stammesamfund gjorde hende værdsat af den britiske regering, som gav hende til opgave at indføre Faisal i rollen som Iraks konge. Bell grundlagde med sin personlige arkæologiske samling Baghdad Archaeological Museum, som senere blev Det Irakiske Museum.

Tronbestigelsen fandt sted i tirsdags kl. 6 om morgenen, og den var meget veludført. Et podie, som var næsten en meter højt, var stillet op midt i paladsets store gård.

Bag podiet lå det store receptionsrum, hvor Faisal nu holdt til. Foran sad vi bænket, opdelt i grupper – englændere, arabiske embedsmænd, folk fra byen og lokale deputationer. 1.500 var vi i alt.

Vi rejste os alle op, da hovedpersonerne kom ind. Faisal førte sig værdigt frem, men virkede nervøs.

Det var også et bevægende øjeblik. Den kommende konge så søgende ud over de forreste rækker. Da han fik øje på mig, hilste jeg ved at gøre en bevægelse, som antydede, at jeg gjorde honnør.

Derefter blev sir Percys proklamation læst højt. Proklamationen fastslog, at Faisal var blevet valgt af 96 procent af hele befolkningen.

“Før jeg dør, håber jeg at se Faisal herske fra Persiens grænse til Middelhavet”.
Gertrude Bell.

Kongen længe leve! Med det råb rejste vi os alle, og flaget gik til tops. Et orkester spillede God Save the King, for de har endnu ikke deres egen nationalsang. Herefter fulgte en kanonsalut på 21 skud.

Så talte kong Faisal 1. til sit folk. Jeg har telegraferet hans tale hjem, så du kan læse den. Det var en meget fin tale, simpel og indfølt. Det var fantastisk at se hele Irak fra nord til syd samlet. Det er første gang i historien, at det er sket.

Sir Percy har været sløj, men fik det bedre på kroningsdagen. Da jeg havde holdt besøgende borte fra ham i en uge, fik jeg travlt med at lave aftaler med de forskellige deputationer.

Den ene gruppe var mere interessant end de andre. Det drejede sig om de kurdiske stammeledere fra grænseområderne. De har valgt at være en del af Irak, indtil de får et uafhængigt Kurdistan.

Efter at de havde talt med sir Percy, aflagde de alle mig et besøg. Kurderne kom sidst og blev længst. Borgmesteren fra Zakho spurgte mig, hvad jeg mente om Kurdistans fremtid.

Jeg sagde, at det distrikt, de kom fra, altid ville være afhængigt af byen Mosul, uanset hvor mange Kurdistanner der blev oprettet.

Kurderne var enige, men mente, at nogle af deres egne måtte repræsentere dem politisk. Det kunne jeg ikke se nogen problemer i, sagde jeg.

Og, sagde nogle af dem, børnene skal undervises på kurdisk i skolerne. Jeg påpegede, at det ville være vanskeligt, for der fandtes ikke en eneste skolebog – eller nogen anden bog for den sags skyld – skrevet på kurdisk.

Det gav dem noget at tænke over. Efter et stykke tid sagde de, at undervisningen nok godt kunne foregå på arabisk. Lokalt selvstyre ville de dog gerne have.

“Har I talt med kong Faisal om det?” spurgte jeg dem. Jeg glæder mig til at høre, hvad der kommer ud af det. Det er da sjovt, er det ikke.

Dagen før tilbragte jeg to timer med at drikke te sammen med Faisal. Jeg medbragte et fotografi fra vores picnic. Det er det samme foto, som jeg har sendt til dig.

Gertrude Bell viste kong Faisal dette billede. Få uger før Faisals kroning havde hun arrangeret en britisk picnic i ørkenen for den kommende majestæt (indrammet).

© Pictorial Press Ltd/Imageselect

Jeg medbragte også et landkort, som jeg havde fra avisen The Times. Det viste, hvordan franskmændene har inddelt Syrien i mindre dele.

Han elskede fotografiet, men bandede over kortet. “Ved Gud! Det går ikke”, udbrød han. Jeg sagde, at jeg er blandt dem, som kender Syrien bedst, og som elsker landet højest. Og efter min mening er der kun et, vi kan gøre, for at redde landet.

Det er, at vi holder os i skindet, tier stille og gør vores arbejde. Vi skal gøre Mesopotamien til en arabisk modelstat.

Lykkes det, vil der ikke findes en eneste araber, hverken i Syrien eller i Palæstina, som ikke ønsker at være en del af den stat. Og før jeg dør, håber jeg at se Faisal herske fra Persiens grænse til Middelhavet. Men hvis vi så meget som løfter en finger for at blande os i det nu, går det ud over både Irak og Syrien.

En fornøjelig time gik med at diskutere a) vores grænse i ørkenen mod syd og vest og b) det nye nationalflag samt Faisals personlige fane. Til det sidste lavede vi et udkast, som jeg vedlægger.

Flaget bærer en guldkrone og er udsmykket med en rød trekant. Den røde farve er kongens slægts og stammes farve. På den måde sætter han sit eget præg.

Kære far, vil du for himlens skyld ikke kaste et blik på det, jeg har tegnet, så jeg kan sikre mig, at det er heraldisk korrekt. Du må gerne telegrafere dit svar til mig.

Solen var gået ned, da vi var færdige med at tale, og Faisal sprang op. “Jeg må gå ud og bede”, sagde han. Bliv lidt, sagde Ja’far* og tog mig med ud på balkonen, hvor vi havde udsigt over Tigris.

Han ville tale med mig om det nye kabinet. Det hele var fantastisk – det røde lys over floden, den varme aften og Ja’fars ivrige tale. Dette er uden tvivl det mest krævende foretagende, jeg nogensinde har forsøgt mig med.

Vejret er lidt køligere nu. En dag i sidste uge nåede temperaturen kun op på 40 grader.

Kærligst
din datter Gertrude

Efterskrift:

Irak blev aldrig en modelstat. I stedet løsrev landet, ledet af Faisal, sig fra Storbritannien i 1932. Kurdernes ønske om en stat forblev uopfyldt og er stadig en kilde til splittelse. Gertrude Bell døde pludseligt i 1926, 57 år gammel – efter alt at dømme tog hun sit eget liv.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul