Portrættet af Emma stammer fra værket Encomium Emmae Reginae (ca. 1041), der beretter om dronningens levned. I sine 67 leveår var Emma gift med to konger og fik to af sine sønner kronet.

© British Library/Shutterstock/Etsy

Englands Kleopatra gik i seng med fjenden

I 1016 dør Englands kong Æthelred 2., og dronning Emma bliver enke. Samtidig har vikingerne erobret landet, og hendes liv er i fare. Alligevel bliver hun i England. Hendes mål er at score den nye hersker – Danmarks konge, Knud den Store.

21. august 2018 af Per Skovkjær Sand

En hofmand vader igennem det kolde vand ud for Normandiets kyst denne blæsende aprilmorgen i 1002. I favnen bærer han en 16-årig pige pakket ind i varme klæder, der skal skærme hende for vinden. 

Foran dem ligger et langskib klar til afgang. Hofmanden løfter forsigtigt pigen ombord, hvor hun modtages af en gruppe hofdamer, som skal ledsage hende på den kommende rejse. 

Pigens navn er Emma – lillesøster til jarlen af Normandiet. Hun er på vej til England for at blive viet til kong Æthelred 2. Giftermålet skal besegle en alliance mellem Normandiet og England.

Kort efter at Emma er kommet ombord, gjalder høje kommandoråb. På turen over havet skal den kommende dronning eskorteres af en flåde af pyntede skibe.

Årerne sættes i vandet, vinden fylder de okkerfarvede sejl, og snart efter skyder flåden gennem bølgerne.

Efter tre dage når skibene frem til det sydøstlige England. Herfra fortsætter rejsen over land til Canterbury. I byens majestætiske katedral bliver Emma og den næsten 20 år ældre Æthelred viet af ærkebiskop Elfric. 

Som led i ceremonien knæler den kønne, unge kvinde foran alteret, imens de forsamlede engelske biskopper beder i kor, salver hende med olie og placerer en krone på hendes hoved. 

Emma er nu Englands dronning.

Ved de efterfølgende festligheder får gæsterne serveret alverdens delikatesser. Vildsvin, oksekød, ål, sild, laks og østers sættes på bordene, mens gæsterne skyller retterne ned med mjød, øl, stærk cider og vin fra Rhinlandet. 

De fineste gæster får ydermere hejre og trane, som kongens jagthøge har fanget. Efterhånden som gildet skrider frem, bliver stemningen bedre og bedre. 

Alkoholen flyder, og snart skråler selv de fine biskopper med på festsange til musik fra fløjter, horn og sækkepiber.

Ingen kan ane, at den unge dronning de næste 50 år kommer til at præge engelsk politik – og at hun overvinder truslen fra vikingerne med et kneb, der er Egyptens dronning Kleopatra værdigt.

Slægten stammer fra vikingerne

Emmas slægt kan spores tilbage til vikingekrigeren Rollo, der i 870 blev udnævnt til jarl af Normandiet af Vestfrankens konge Karl den Enfoldige.

Hun selv blev formentlig født i 985 som datter af jarl Richard 1. og hans danske elskerinde, Gunnor. Hun voksede op i en børneflok på syv og var en kvik pige, for hun lærte fra barnsben at tale bl.a. gammelfransk, oldnordisk og latin.

Faren døde i 996, og derefter blev Emmas bror Richard 2. jarl. På grund af slægtskabet med Rollo havde de normanniske jarler i årevis affundet sig med, at vikinger overvintrede på deres jorder. 

Herfra kunne skandinaverne om foråret sætte over Kanalen, plyndre de engelske kyster og sejle hjem med fyldte skibe.

Men helt tilfredse var jarlerne åbenbart ikke, og i 1002 øjnede Richard 2. en mulighed for at slippe af med vikingerne – og i stedet smede en alliance med englænderne:

Englands kong Æthelred havde netop mistet sin hustru, og nu tilbød Richard at sende sin lillesøster Emma. Æthelred indså straks værdien af en alliance, der ville hjælpe ham mod vikingerne. I bryllupsgave fik Emma byerne Winchester og Exeter.

Ung dronning går med til møderne

16-årige Emma udnyttede fra begyndelsen enhver mulighed for på nærmeste hold at lære om, hvordan et rige regeres. 

Få uger efter brylluppet sad hun ved kongens side, da han mødtes med landets stormænd. De skulle drøfte Englands fremtid, og som afslutning dikterede Æthelred beslutningerne til en skriver. Af papiret fremgår Emmas navn som et af de vidner, der var til stede ved mødet.

En af mødets beslutninger skulle dog snart volde store problemer for Æthelred. Kongen havde nemlig besluttet, at det var tid til et opgør med vikingerne og deres efterkommere i England, som år efter år forlangte tribut af ham – den såkaldte danegæld.

På Sankt Bricius' dag, den 13. november 1002, gjaldede krigsråbet “Dræb alle danskere!” i det område, der udgjorde vikingekolonien Danelagen. Ethelreds tropper udførte en regulær massakre på de uforberedte danskere.

Et af ofrene var – uheldigvis – søsteren til vikingekongen Svend Tveskæg, der nu svor hævn. Året efter plyndrede hans vikingehær bl.a. Emmas by Exeter. 

En stor del af byens indbyggere blev dræbt – og de overlevende gav siden Emma skylden for massakren. 

Hun havde – mente de – givet sin statholder i byen ordre til at slippe vikingerne ind gennem byporten. Rygterne svirrede i flere år, og de lærte Emma at være påpasselig med, hvem hun udnævnte til vigtige embeder.

Emmas slægtning Vilhelm fra Normandiet sejrede ved Hastings i 1066, hvorefter han blev konge af England.

© Ullstein bild

England falder til danskerne

I 1003 fødte Emma sønnen Edward – en sund, velskabt dreng, og i årene efter kom datteren Goda og sønnen Alfred til.

Imens fortsatte vikingernes angreb. I 1011 blev Canterbury udsat for en voldsom plyndring. Byens mænd blev hængt op i deres testikler, kvinderne trukket gennem gaderne ved håret, og spædbørn knust under vognhjul. 

To år senere gik det for alvor galt for England, da Svend Tveskæg endnu en gang invaderede øriget. Emma måtte forskanse sig i London, mens Æthelreds tropper forberedte forsvaret af landet. 

Dronningen stolede dog ikke på, at hendes mand kunne vinde. For at undgå at falde i kløerne på danskerne besluttede hun at flygte.

Sammen med et følge af bevæbnede mænd lykkedes det hende at nå ud til kysten og sejle i sikkerhed til Normandiet. 

Herfra sendte hun bud efter sine børn, der blev smuglet ud af landet. Emmas forudanelse holdt stik. Svend besejrede Æthelred og indtog London. Englands konge var tvunget til flugt. I januar 1014 vadede han i land i Normandiet.

Tilbagekomsten er en fiasko

Eksilet blev kortvarigt, for blot en måned senere døde den hævnende vikingekonge. Æthelred og Emma kunne rejse tilbage til England for at generobre tronen.

Den største udfordrer til Æthelreds kongemagt var Svend Tveskægs 18-årige søn, Knud, som befandt sig i det nordlige England. 

Æthelred indledte derfor et angreb mod ham. Stormændene i Nordengland støttede Knud, men resten af landet var på Æthelreds og Emmas side, så den danske viking måtte give op og stikke af til hjemlandet Danmark.

Men Knud var langtfra færdig. I 1016 vendte han tilbage med en flåde på 160 krigsskibe – og næsten samtidig døde Æthelred af sygdom. 

En af sønnerne fra hans første ægteskab, Edmund Jernside, overtog derefter forsvaret af landet. For Emma var situationen truende: Uanset om Knud eller Edmund vandt krigen, ville hendes sønner være i livsfare pga. deres arveret til tronen.

Emma måtte vælge side i konflikten og satsede på, at stedsønnen Edmund ville vise hende nåde. 

For at vise sin støtte sendte Emma sin 12-årige søn, Edward, i krig med Edmund – hvis han vandt, ville Emma og børnene kunne leve i fred.

Edmund og Knud udkæmpede fem slag, før de enedes om at dele riget mellem sig. 

Kort efter den beslutning blev Edmund imidlertid myrdet – ifølge rygterne mens han sad på lokum – og Knud var nu konge af hele England.

Emma satser sit liv

Da Emma modtog den nedslående nyhed om Edmunds død, befandt hun sig i London. Efter at have valgt den forkerte side i kampen var enkedronningen nu i akut livsfare: 

Adskillige af Edmunds støtter blandt de engelske adelige var allerede blevet henrettet af Knud.

Det mest logiske ville være igen at flygte til Normandiet. Men denne gang blev Emma, hvor hun var. 

Selvom det kunne koste hende livet, gamblede Emma på, at hun var mere værd for Knud levende end død – derfor barrikadere hun sig i den kongelige borg i London og ventede.

Den unge danske vikingekonge havde nok vundet riget, men han var hverken populær blandt stormændene eller i befolkningen. 

Emma lod ham vide, at hun kunne hjælpe ham med at skabe fred – hvis han til gengæld giftede sig med hende. 

Ligesom Egyptens dronning Kleopatra et årtusind før hende valgte hun sengen til at passivisere sin fjende og sikre sin slægts overlevelse.

Knud så straks fordelene ved at tage Emma som hustru, for sådan kunne han også neutralisere truslen fra hendes sønner, der kunne gøre krav på tronen.

Emma var 32 år, da hun i juli 1017 blev gift med den 21-årige Knud. Ægteskabet vakte furore i vide kredse. I Normandiet skrev en forarget digter:

“Hvilken prostitueret i hele verden kunne opføre sig mere fornedrende?”

Emma havde lært meget om diplomati og statsmandskunst under sit ægteskab med Æthelred. I det nye ægteskab tog hun aktivt del i arbejdet med at regere landet. 

Hun deltog bl.a. ved et stormøde i Oxford i slutningen af 1017, hvortil hun ankom i en udsmykket bærestol.

Dronningen som problemknuser

I Oxford skabte Emma kontakt mellem Knud og de fjendtlige stormænd. Hun formåede bl.a. også at formilde ærkebiskoppen af Canterbury, som hadede vikingerne, fordi de syv år tidligere havde hærget byen: 

Hun foreslog at give biskoppen et større skovområde. Derved viste Knud sin anger over ugerningerne – samtidig med at han gjorde en tidligere fjende til sin ven.

Emma fødte Knud sønnen Hardeknud i 1018 – om han nogensinde kunne blive engelsk konge, var tvivlsomt, for Knud var bigamist. 

Få år tidligere havde han under et felttog giftet sig med den angelsaksiske kvinde Ælfgifu. 

Sammen havde de to sønner. Knud sendte Ælfgifu til Norge med børnene, men rivaliseringen mellem de to kvinder rasede, og den var ikke bilagt, da Knud døde i 1035 uden at have udnævnt sin efterfølger.

Emma sendte bud efter sin søn Hardeknud, der opholdt sig hos en onkel i Danmark. Hardeknud dukkede dog ikke op, da han var travlt optaget af en krig mod de norske vikinger. 

I stedet blev Knuds og Ælfgifus søn, Harald Harefod, valgt som ny engelsk konge i 1035.

Igen var Emma presset, og nu sendte hun bud efter sine to førstefødte sønner – Alfred og Edward. 

De satte over fra Normandiet, men Harefods tropper overfaldt Alfred og dræbte ham. 

Igen måtte Emma flygte, men Normandiet var ingen mulighed. Her skød mange skylden for Alfreds død på hende, så hun valgte at søge tilflugt hos en af Knuds gamle venner i Flandern.

Slægten sætter sig på magten

Mens Emma opholdt sig i Flandern, dukkede Hardeknud endelig op, og sammen lagde de planer for at overtage England. 

Men igen kom tilfældighederne dem i forkøbet, da Harald Harefod døde efter kun tre år som konge. I 1040 kunne Hardeknud derfor overtage tronen – og hans mor fulgte med.

Emmas søn fik den dårligst tænkelige start som konge. Hardeknud begyndte at indkræve voldsomme skatter, og mange mennesker betragtede ham snart som en tyran. 

I Worcester gjorde indbyggerne oprør og dræbte to af Hardeknuds skatteopkrævere. Kongen hævnede sig ved at plyndre Worcestershire og brænde byen ned. Kongehusets ry var elendigt, og Emma overbeviste sin søn om, at den eneste mulige løsning var at sende bud efter Edward.

Han kunne dæmpe gemytterne, mente hun, fordi han som Æthelreds søn var af angelsaksisk afstamning. 

Hardeknud lyttede til sin mor og accepterede hendes forslag, hvorefter Edward blev indsat som medkonge. De to halvbrødre havde aldrig set hinanden før, og det eneste, som bandt dem sammen, var Emma.

Ordningen fungerede i to år – indtil Hardeknud døde af druk ved et bryllup i juni 1042, og Edward overtog rollen som konge. 

Emma, som nu var en ældre dame, levede resten af sit liv som rådgiver for sin søn ved hoffet.

Hun døde 6. marts 1052, knap 67 år gammel, og blev begravet i Winchester sammen med Knud. 

Edward fik ingen børn, men hans død blev ikke enden for kongeslægten. I 1066 erobrede Emmas grandnevø Vilhelm Erobreren nemlig landet. Emmas slægt kunne fortsat herske over England.

Men Englands krigsfyldte historie slutter ikke her, og især striden mellem de to huse York og Lancaster er fyldt med skandaler.  

Læs mere om rosekrigene her eller kom helt tæt på fortidens største dramaer med et abonnement på HISTORIE. 

Hvad med fx at prøve vores digitale abonnement? Du kan starte en gratis måned nu! 

Læs mere

Isabella Strachan: Emma, The Twice-Crowned Queen, Peter Owen Publishers, 2004. Harriet O’Brien: Queen Emma and the Vikings, Bloomsbury Publishing, 2005.

Måske er du interesseret i...

Læs også