Filip den Griske fik aldrig nok

Kong Filip af Frankrig elskede penge højere end alt andet. I sin jagt på nye måder at fylde sit skatkammer skyede kongen ingen midler. Da Filip i 1307 havde udtømt alle muligheder, faldt hans blik på tempelridderne – kirkens rigeste orden.

Kong Filip af Frankrig elskede penge højere end alt andet. I sin jagt på nye måder at fylde sit skatkammer skyede kongen ingen midler. Da Filip i 1307 havde udtømt alle muligheder, faldt hans blik på tempelridderne – kirkens rigeste orden.

Montage: Wayne southwell & Shutterstock

En forårsdag i 1314 løber rygtet gennem Paris’ smalle stræder. Tempelriddernes stormester, Jacques de Molay, skal endelig have sin straf efter syv år i isolationsfængsel.

Få timer senere står tusinder af nysgerrige klar, da den 70-årige ridder sammen med lederen af tempelridderne i Normandiet, Geoffroi de Charnay, sejles ud til en ø midt i Seine-floden.

Her binder bødlerne de to mænd til pæle og overdænger dem med knastørt brænde.

Da alt er klart, beder Molay om at få fjernet rebene fra sine hænder, så han kan bede en sidste gang. Kort efter sætter bødlerne ild til kvaset.

Mens de knitrende flammer langsomt nærmer sig Molays nøgne fødder, råber han højt: “Lad det onde ramme dem, der fejlagtigt har dømt os. Gud vil hævne vores død. Tvivl ej! Alle, der har vendt sig imod os, vil komme til at lide”.

Kong Filip 4., kendt som “den Smukke”, blev født i Fontainebleau i 1268. Da moren døde blot to år efter, mistede Filips far besindelsen og kastede sig ud i en håbløs krig.

© Rmn-Grand Palais/Gerard Blot

Få øjeblikke senere opsluges Molay af de brølende flammer, men stormesterens sidste ord bliver hængende i luften og får en nervøs tavshed til at sænke sig blandt tilskuerne på Seinens bredder.

Tempelridderens forbandelse er tiltænkt paven og ikke mindst Frankrigs konge, der befinder sig i sit elegante palads, blot 300 m fra det flammende dødsbål.

Den 46-årige kong Filip, med tilnavnet “den Smukke”, glæder sig over Molays grusomme død. Nu kan han glemme alt om sin kæmpegæld til den tidligere så magtfulde ridderorden og måske endda få fingre i deres skatte.

En konge besat af penge

Aktionen mod tempelridderne var blot det seneste af kong Filips påfund, der primært gik ud på at fylde kongens skatkiste. For Filip var besat af penge, og han skyede ingen midler i jagten på dem.

Selv i en tid, hvor de fleste konger ingen skrupler havde ved at lade folk torturere og myrde for egen vindings skyld, overskred den franske konge alle grænser.

Den samtidige italienske poet Dante Alighieri, der blev berømt for sin “Guddommelige­ komedie”, omtalte af samme årsag konsekvent kongen som “Frankrigs­ pest” – frygtindgydende, nådesløs­ og dødsensfarlig.

Da Filip blev født i den lille by Fontainebleau i 1268, spåede de fleste ellers prinsen en stor fremtid. I de foregående årtier havde bedstefaren, den retskafne Ludvig 9., udvidet og styrket kongemagten.

Frankrig havde derfor aldrig været stærkere, da Filip voksede op. Men den lille Filip havde det svært. Da han var blot to år gammel, døde moren.

Dødsfaldet ramte Filips far, kong Filip 3., så hårdt, at kongen i 1284 drog på et ubesindigt korstog mod kongeriget Aragonien i nutidens Spanien.

På trods af kongens kæmpehær på 132.000 soldater led Frankrig sit første store nederlag i årtier.

Året efter døde kongen, og tronen overgik til den blot 17 år gamle Filip, som mange havde store håb til. Deres drømme blev hurtigt knust.

Bankfolk måtte undgælde

Med sit blonde hår og de fine træk fik Filip hurtigt tilnavnet “den Smukke”. Og på trods af sin enorme magt virkede Filip som en stille og forsigtig fyr.

Bag den reserverede facade gemte sig imidlertid en jernvilje, som befolkningen nu fik at mærke. Frankrigs økonomi var i ruiner efter farens fejlslagne felttog, så i 1292 iværksatte Filip sin første plan til at fylde statskassen.

Ud over nye afgifter og bøder skulle de italienske bankfolk i Frankrig, lombarderne, betale en heftig særskat. Finanserne var dog knap kommet på fode igen, før Filip kastede sig ud i en dyr krig mod England.

Filips krige mod bl.a. arvefjenden­ England tømte Frankrigs skatkammer.

© Scanpix

Den franske konge drømte om at udvide sit rige – og dermed sine skatteindtægter – og sendte 30.000 soldater mod syd for at erobre Gascogne, der var en del af hertugdømmet Aquitaine og besat af englænderne.

Tre år senere sendte han endnu en hær i felten, denne gang til grevskabet Flandern, der var allieret med England. Begge krige trak dog i langdrag og kostede enorme summer.

Filip måtte ty til ufine metoder, hvis riget ikke skulle gå bankerot. Planen var at kradse penge ind fra alle kroge af det franske samfund.

Bankfolkene fra Lombardiet skulle låne kongen 200.000 livres tournois (l.t.) – svarende til værdien af 400.000 køer.

Landets jøder skulle betale 225.000 l.t. i ubegrundede bøder, mens det rige borgerskab blev truet til at “låne” kongen 650.000 l.t.

Men selv disse summer var ikke nok til at tilfredsstille den griske konge, som nu ganske enkelt udviste samtlige lombardiske bankfolk og beholdt alle deres værdier og ejendomme.

Den franske konges skatteopkrævere arbejdede utrætteligt.

© Bridgeman Images/Suffren-numismatique.com

Filip brugte ethvert trick til at stille sin pengetørst

For at fylde sin skatkiste udviklede kong Filip og hans håndlangere en udspekuleret­ pengemaskine med både lovlige og dybt ulovlige håndtag.

Paven fik Filips had at føle

Filip manglede imidlertid stadig penge, og nu besluttede han sig for at gå efter den katolske kirke i landet.

Den 17. august 1296 forbød han uden varsel de franske kirker at betale tiende af deres indtægter til paven i Rom.

I stedet skulle de betale Filip. Pave Bonifacius 8. var ikke til sinds at lade den unge konge snuppe sine penge og reagerede med et harmdirrende pavebrev – en bulle.

“Lægmænd forstår ikke, at de ingen magt har over gejstligheden”, rasede han og truede med at ekskommunikere Filip fra den katolske kirke.

Kongen slog igen ved at alliere sig med den stærke, italienske Colonna-familie. I maj 1297 røvede familiens håndlangere pavens skatkiste og truede Bonifacius med væbnet konflikt.

Samtidig varslede Filip, at den franske del af kirken ville blive idømt bøder, hvis den ikke pressede paven til at rette ind. I efteråret 1297 måtte Bonifacius halvhjertet give efter og tillade Filip at inddrive kirkeskatter.

Den franske konge var nu herre i eget hus, og med stor ildhu rejste Filips skattefolk riget rundt og opkrævede hele 20 procent af indtægterne blandt kirker, klostre og ridderordener.

Filip den Smukke mente nu at have kirken i sin hule hånd, men i 1301 gik de gejstlige til modangreb.

Vatikanets repræsentant i Frankrig, biskop Bernard Saisset, der desuden var pavens nære ven, sammenlignede Filip med en ugle:

“Det er den smukkeste fugl, men værdiløs. Sådan er Frankrigs konge, der er verdens smukkeste mand, men han evner ikke andet end at stirre på folk”.

Biskoppen gjorde også grin med kongens ofte komplet udtryksløse ansigt: “Han er hverken et menneske eller et dyr; han er en statue”.

Saisset satte trumf på ved at erklære Filips kirkeskat for ulovlig. Kongen blev rasende og lod straks biskoppen arrestere, hans embedsfolk torturere og bispedømmets jord beslaglægge.

Paven, der uden tvivl stod bag biskoppens angreb, var lige så hidsig og skrev en bulle, der skulle besegle hans egen skæbne.

“Kirken har kun et hoved, ikke to som et monster. De åndelige kræfter vil således altid stå over de verdslige”, rasede Bonifacius og truede endnu en gang Filip med bandlysning.

Filip lod pavens bulle brænde foran en folkemængde i Paris, hvorefter han sendte et iskoldt svar til Rom: “Som den ærværdige idiot nok ved, så er jeg ingens undersåt i verdslige anliggender”.

Paven havde intet valg. I 1303 blev Frankrigs konge ekskommunikeret fra den katolske kirke, og nu truede paven med at gøre det samme med hele Frankrigs befolkning.

Blandt kongens dybt religiøse undersåtter bredte frygten for at dø uden for kirkens nåde sig. Hvis ikke Filip gjorde noget hurtigt, risikerede han et åbent oprør.

Nogaret blev især berygtet for sammen med adelsmanden Sciarra Colonna at have forårsaget pave Bonifacius’ død.

© Getty Images

Filips advokat hadede pavemagten

Hævntørst og grådighed fik advokaten Guillaume de Nogaret til at arbejde utrætteligt på at føre kong Filips nedrige planer ud i livet.

Kong Filip var dybt afhængig af at have skruppelløse håndlangere omkring sig til at udføre sit beskidte arbejde.

Advokaten Guillaume de Nogaret var den perfekte mand til jobbet. Efter en karriere som juraprofessor blev han hentet til Paris og ansat ved Filips hof.

Her opbyggede Nogaret et ry for at kunne føre kongens vildeste pengeplaner ud i livet. Nogaret var især brugbar i Filips kamp mod kirken.

Advokatens forældre var blevet brændt på bålet under den katolske kirkes korstog mod katharerne, en religiøs bevægelse i det sydlige Frankrig. Korstoget blev anført af tempelridderne.

Nogaret havde derfor ingen kærlighed til hverken paven eller ridderne. Nogarets speciale var at skrive anklageskrifter, der var så lange og indviklede, at de sigtede blev fanget i en juridisk labyrint.

Tempelridderne måtte således forsvare sig mod ikke færre end 127 “afskyelige forbrydelser”. Efter Nogarets angreb på pave Bonifacius blev han smidt ud af kirken og forsøgte i de følgende otte år at få beslutningen ophævet.

Det skete først i 1311, da Nogaret lovede at drage på korstog. Han nåede aldrig afsted, for i 1313 blev Nogaret fundet død – med “tungen stikkende hæsligt ud af munden”. Nogle mener, han blev forgiftet
af hævnlystne tempelriddere.

Paven blev tæsket ihjel

Filips mest skruppelløse håndlanger var den kyniske advokat Guillaume de Nogaret, der afskyede pavemagten.

Den 12. marts 1303 inviterede Filip Nogaret og en række andre rådgivere til et hemmeligt møde i Louvre-paladset.

Nogaret slog tonen an ved at anklage Bonifacius for i sin tid at have presset sin forgænger til at forlade embedet i utide: “Han har ikke fortjent pavestolen og må betragtes som en tyv og en røver”.

Kongen og hans rådgivere blev enige om at udnytte tvivlen om pavens legitimitet til at udføre en kommandoaktion, der skulle komme til at ryste både kirken og hele det kristne Europa.

Ifølge planen skulle Guillaume de Nogaret og en lille gruppe håndgangne mænd kidnappe Bonifacius i Italien og bringe ham for en domstol i Frankrig.

Først måtte Filip dog få folket bag sig, så han arrangerede et stormøde i Paris, hvor kongen anklagede paven for alt fra homoseksualitet til kætteri.

Desuden påstod Filip, at Bonifacius hadede Frankrig: “Paven siger, at han hellere vil være et æsel eller en hund, end han vil være en franskmand!”

Den sidste anklage var måske den værste for rigets borgere. Filip havde gødet jorden. Aktionen kunne sættes i gang.

“Her er mit hoved, her er min hals. Jeg vil i det mindste dø som pave!” Pave Bonifacius VIII

Den 7. september 1303, dagen før paven offentligt ville ekskommunikere hele den franske befolkning, slog Nogaret til.

Bonifacius befandt sig i sit palads i byen Anagni i Italien. Nogaret havde allieret sig med medlemmer af Colonna-familien, og efter en kort kamp med pavens soldater stod han ansigt til ansigt med den aldrende Bonifacius.

Nogaret bad paven om frivilligt at rejse med til Paris. Bonifacius nægtede, bøjede i stedet hovedet og råbte: “Her er mit hoved, her er min hals. Jeg vil i det mindste dø som pave!”

Pavens svar fik prompte Sciarra, Colonna-familiens mest impulsive medlem, til at knalde paven en syngende lussing.

Hverken lussinger, trusler eller timelange forhør kunne rokke den stædige pave. I tre dage mishandlede gruppen den gamle mand, men før advokaten kunne finde en løsning, blev Nogaret jaget ud af byen af rasende lokale borgere.

Nogaret havde svigtet Filips tillid, men snart indløb en forløsende meddelelse fra Rom: Den voldsomme behandling havde taget så hårdt på den aldrende pave, at han var død en måned efter Nogarets aktion.

Ifølge rygter fik Guillaume de Nogaret pave Benedikt forgiftet.

© Shutterstock

Hvordan kong Filip reagerede, er uvist, men nyheden har sikkert passet ham udmærket – nu var pavedømmet sat på plads en gang for alle.

Den næste pave, Benedikt, skyndte sig da også at ophæve ekskommunikationen af kong Filip. Til gengæld ekskommunikerede han Nogaret og alle andre, som havde været indblandet i angrebet på hans forgænger.

Blot ni måneder senere var den nye pave død – det blev aldrig bevist, men ifølge rygterne havde Nogaret fået ham forgiftet.

Filips skygge lå tungt over det næste pavevalg, hvor konklavet klogelig valgte en pave fra Frankrig, Clemens 5. Det kunne ikke bevises, men mange mistænkte den nye pave for at være underlagt den franske konge.

Da Clemens formelt skulle indsættes som pave, valgte han da også at holde ceremonien i Lyon frem for i Italien.

Pave Clemens’ indsættelsesceremoni i 1305 blev ramt af et skidt varsel. Hundreder af tilskuere sad på byens mure, og en af dem skvattede sammen og dræbte adskillige.

© Imageselect

En af Clemens’ første handlinger var desuden at udnævne ni franske kardinaler ud af de i alt 12, som skulle udpege nye paver fremover.

Efter således at have sikret fransk overherredømme blandt de magtfulde kardinaler flyttede Clemens pavestolen fra Rom til den franske by Avignon.

Filip havde nu hele kirkens magtapparat i sin hule hånd. Hans brutale fremfærd fik de fleste kritiske stemmer til at forstumme, men enkelte havde modet til at protestere.

Bernard Délicieux, en fransk munk, skrev, at kongen var “mere interesseret i penge end retfærdighed”. Munken endte i fængsel på livstid.

Kong Filip den Smukke udviste samtlige 100.000 jøder fra Frankrig i 1306. Efter hans død fik jøderne lov til at vende tilbage blot for at blive udvist igen i 1322 og 1394. Forfølgelserne af jøderne i Vesteuropa fik jøderne til at søge mod bl.a. Østeuropa, hvor især Polen var populært.

© Historie

Jøderne blev tvunget ud af Vesteuropa

Filip den Smukkes beslutning om at udvise samtlige Frankrigs 100.000 jøder chokerede ikke ret mange i samtiden – heller ikke jøderne.

Overalt i Europa blev de statsløse jøder forfulgt og måtte ikke bo sammen med kristne. En af de første store jøde-udvisninger skete i 1290, da Englands kong Edward 1. manglede penge.

Han udviste derfor landets jøder for at få fingre i deres penge. Englands jøder flygtede i stort tal til Frankrig, hvorfra Filip 16 år senere udviste dem alle.

I 1492 udviste også Spanien alle landets jøder, op imod 100.000. Fire år senere udviste også Portugal alle sine jøder efter pres fra Spanien.

Samtlige jøder blev udvist

På blot 10 år havde Filip tømt de riges lommer – borgerskabet, lombarderne, jøderne og kirken var blevet godt og grundigt rullet.

Kongen sad stærkere på magten end nogensinde, men hans tørst efter penge var langtfra slukket. I 1306 stjal Filip fra de fattige og gav til sig selv.

Kongen forringede nemlig værdien af landets mønter med 66 procent. Ved at udstede nye mønter med et lavere indhold af sølv kunne Filip aflønne flere soldater for samme.

Men mens kongen blev rigere, blev befolkningen fattigere. Inflationen fik prisen på dagligvarer til at skyde i vejret, hvilket resulterede i optøjer i både Paris, Rouen og Mont­pellier.

Ved en enkelt lejlighed måtte Filip endda søge tilflugt i tempelriddernes borg i Paris, mens livgarden fik bugt med en arrig folkemængde.

Da Filip ikke kunne opnå mere gennem skatter og devaluering af sølvmønter, besluttede han sig i sommeren 1306 for at udplyndre landets svageste minoritet.

Gennem årene havde kongerigets jøder lånt svimlende summer til kongen, som Filip aldrig havde betalt tilbage. Han mistænkte jøderne for at have endnu flere penge på kistebunden, og dem ville han nu have fat i.

Tidligt om morgenen den 22. juni 1306 slog kongens soldater til mod jøderne over hele riget. Døre blev sparket ind, og hele familier blev revet skrigende ud på gaden og smidt op på ventende hestevogne.

På blot en enkelt dag blev 100.000 jøder anholdt i hele Frankrig og sat bag lås og slå. I fængslet fik jøderne at vide, at de skulle forlade landet inden for en måned, og at de kun måtte medbringe et sæt tøj og 12 sous – en ganske lille sum penge.

Hvis jøderne ville have deres hellige skrifter med sig ud af landet, skulle de betale. Ellers blev skrifterne brændt. Da jøderne først var væk, gik Filip rask til værks.

Ejendommene blev bortauktioneret, og alle, der skyldte jøderne penge, skulle nu afbetale gælden direkte til kongen.

Filip frygtede, at jøderne havde gemt deres værdier, så dusørjægere blev lovet 20 procent for at indlevere kosterne i Paris.

I alt resulterede udvisningen i op mod 2 mio. l.t. til kongen. Ovenikøbet blev Filips egen gæld til jøderne sløjfet med et pennestrøg.

Historierne om tempelriddernes enorme skatte fik kong Filip til at udse dem som sit mål.

© Getty Images & Scanpix & Shutterstock

Grådighed førte til tempelriddernes fald

Tempelriddernes enorme rigdomme gjorde dem til et oplagt mål for kong Filip, som gennem årene havde lånt store summer af den magtfulde ridderorden.

Den hellige gral, Jesu ligklæde, pagtens ark og bjerge af guld. Der florerer mange teorier om, hvorfor kong Filip ville rydde tempelridderne af vejen.

Intet i de historiske kilder tyder dog på, at ridderordenen havde hemmelige skatte. De 15.000 medlemmer over hele Europa var så rige, at de ikke kunne skjule det.

Overalt havde de storslåede palæer, smukke kirker og indbringende godser. Rigdommen var så enorm, at Filip ikke kunne tøjle sin misundelse og lod ridderne anklage for kætteri, så han kunne stjæle deres skatte.

Tempelriddernes rigdom kom fra mange forskellige kilder:

Historierne om tempelriddernes enorme skatte fik kong Filip til at udse dem som sit mål.

“En afskyelig forbrydelse”

Jødeudvisningen må have inspireret Filip, for blot et år senere planlagde han en næsten identisk aktion. Filip skyldte stadig 500.000 l.t. til tempelridder-ordenen­, som han kaldte “en stat i staten”. Korsfarerne var stenrige.

Ridderne ejede kirker, ejendomme og jord i store dele af Frankrig og stod kun til ansvar over for paven.

I juni 1307 ankom ordenens leder, Jacques de Molay, til Paris med 12 vogne ladet med guld og sølv for at finansiere endnu et korstog mod Jerusalem.

Synet af værdierne må have været mere, end kong Filip kunne klare, for kort efter besluttede han sig for at gennemføre en af middelalderens mest brutale­ skueprocesser.

Midt i Paris lå tempelherrernes borg, hvori mange troede, at de skjulte deres skatte.

© Getty Images & Scanpix & Shutterstock

Filip kunne ikke udvise tempelridderne, som han havde gjort det med jøderne, der ikke havde juridiske rettigheder.

Men i 1307 begyndte rygter at svirre om, at tempelridderne benyttede sig af perverse og kætterske ritualer, og det var alt, hvad Filip behøvede.

Den 14. september dikterede kongen et brev til Guillaume de Nogaret – en hemmelig arrestordre, der blev sendt til alle 23 provinser i Filips rige. I brevet gjorde kongen det klart, at ridderne havde begået en historisk forbrydelse.

“En vederstyggelig skændsel, noget helt umenneskeligt og noget fremmed for menneskeheden, er takket være flere rapporter – fra mennesker af godt ry – nået til vores kendskab”, begyndte kongen sit brandskrift og fortsatte:

“Det slår os med forbavselse og får os til at ryste voldsomt og får en afgrundsdyb smerte til at vælde op i os. Det er desto ondere, fordi det er en fornærmelse mod selve den guddommelige majestæt, en skam over menneskeheden, et grotesk eksempel på ondskab og en verdensomspændende skandale”.

Uden at afsløre de præcise anklager skrev kongen videre, at han havde besluttet sig for at lade tempelridderne arrestere: “Deres ejendom og penge skal overleveres til kongen, som samvittighedsfuldt vil passe på værdierne”.

Efter en måned med tophemmelig planlægning gik kongens tropper i aktion fredag den 13. oktober 1307. Lige før solen stod op, blev 2.000 tempelriddere anholdt over hele Frankrig.

Rigets borgere havde efterhånden set lidt af hvert, men dette overraskede dem alligevel. “I dag skete noget forbløffende. Noget så uhørt, at man ikke har kendt mage siden antikken”, skrev fx krønikeskriveren Jean de Paris forfærdet.

At en konge skulle lægge hånd på pavens hellige riddere, var også dybt chokerende for kirken. En erfaren kirkejurist skrev, at “årsagen til en sådan uventet aktion var ukendt”.

En spion, der arbejdede for kongen af Aragonien, skrev dog følgende i et brev: “Jeg forstår, at paven og kongen gør dette for pengenes skyld”.

Kys på bagdelen

Kort efter offentliggjorde Filip endelig sine anklager mod tempelridderne – hele “127 afskyelige forbrydelser”.

Punkterne kunne koges ned til tre hovedpåstande: At nye tempelriddere under optagelsesritualet urinerede på korset og fornægtede Jesus, at ridderne kyssede de nye brødre på bagdelen og navlen, og at ordenen tilbad afgudsfigurer med menneske- og kattehoveder.

Kong Filip beskylde bl.a. tempelridderne for at træde og urinere på Jesu kors.

© Getty Images & Scanpix & Shutterstock

Anklagerne var fantasifulde, men i middelalderen var anklagede skyldige, indtil det modsatte var bevist. Tempelridderne stod derfor over for en næsten umulig opgave.

Efter en uge med trusler og tortur blev den første broder hevet op af fangehullet under tempelriddernes borg i Paris og stillet foran et panel af kirkedommere – juridisk var det nemlig kun kirken, der kunne føre sag mod en religiøs orden.

Jean de Folliaco, som fangen hed, tilstod straks, at han havde fornægtet Jesus under optagelsesritualet. Hvad dommerne ikke vidste, var, at ridderen var Filips spion, som tre år tidligere havde infiltreret ordenen.

De ægte tempelriddere blev knækket ved hjælp af brutal tortur. Gemt for offentligheden i kælderen under deres egen borg blev de holdt vågne i dagevis, hængt op med armene bag ryggen og lagt i glødende lænker.

Da de endelig blev trukket op i lyset, tilstod de en efter en. Efterfølgende blev de bedt om at gentage sætningen: “Tilståelsen er ikke et resultat af vold eller trusler om tortur”.

Paven kaprede retssagen

Den brutale tortur mod kirkens mest trofaste forsvarere blev dog til sidst for meget for pave Clemens.

Den 22. november udstedte paven en bulle, der tvang alle Europas regenter til at lade kirken åbne retssager mod ordenen, ikke for at hjælpe Filip, men for at bringe hele processen direkte under pavens kontrol, hvor den hørte hjemme.

Kong Filip reagerede straks ved at sende Clemens en slet skjult trussel: “Hellige Fader, du ser flammerne i ildstedet, der ender med at brænde de bedste hjem. Ilden må stoppes, før den æder kirken og pave Clemens selv”.

Beskeden virkede for en stund, og Filip fortsatte med at påvirke retssagens gang bag kulisserne.

Således fik Jacques de Molay at vide, at “en sag om kætteri og tro måtte være ligefrem og uceremoniel uden forstyrrelser fra advokater og dommere”.

I foråret 1314 blev tempelridderne Jacques de Molay og Geoffrey de Charnay brændt i Paris.

© Scanpix

537 tempelriddere fordelt på 28 retssale måtte derfor forsvare sig uden juridisk bistand.

I november 1308 havde pave Clemens fået nok. Han udstedte en bulle, der opløste Filips tribunaler og krævede, at tempelridderne fik en fair retssag med officielle dommere fra kirken i Rom.

Før de nye dommere kunne nå at organisere processen, slog Filip til. Uden at have modtaget en dom blev de første 54 tempelriddere ført ud ad byporten i Paris og brændt.

Før flammerne opslugte ridderne, erklærede de stoisk deres uskyld. “Mange af de tilstedeværende kunne ikke undgå at føle en vis beundring og forbløffelse”, skrev krønikeskriveren Guillaume de Nangis.

Da de sidste flammer døde ud, sørgede Filips folk for, at knoglerne blev malet til støv – de måtte ikke ende som relikvier.

I årevis blev de overlevende tempelriddere holdt som gidsler i et politisk og juridisk spil mellem kongen og paven. Hvis pave Clemens ikke officielt forbød ordenen, kunne Filip ikke sælge deres dyrebare ejendomme.

I 1312 slap Filips tålmodighed op. Han forsøgte sig først med et smigrende brev til paven: “Med kærlighed, hengivenhed og ærbødighed beder vi Deres Hellighed om at undertrykke ordenen”.

Clemens ville imidlertid ikke give sig. Den officielle kirkelige proces mod tempelridderne fandt sted ved koncilet i Vienne i Sydfrankrig, hvor toppen af den katolske kirke forsøgte at gennemføre en fair retssag.

Poeten Dante Alighieri lod i sin komedie pave Clemens lide for sine synder i helvede.

© Bridgeman Images

Historien dømte pave Clemens hårdt

Pave Clemens blev af mange anset for Filips villige redskab – en pave komplet uden moral. Han døde den 20. april 1314 efter kort tids sygdom.

Mens pavens lig lå til skue, brød et voldsomt tordenvejr ud, og et lyn antændte den kirke, paven lå i. Mange så en retfærdig straf for hans mange ugerninger.

Ikke alene havde Clemens været med til at udslette tempelridderne; han havde også flyttet Vatikanet fra den hellige by Rom til Avignon – en katastrofe, som blandt mange gejstlige blev kaldt “det babylonske fangenskab”.

Først i 1376 – 62 år efter Clemens’ død – blev pavedømmet igen flyttet tilbage­ til Rom.

Før de kunne nå så langt, red Filip direkte ind i byen med sin hær og tvang paven til at underkaste sig.

Den 3. april blev Europas regenter og kirkens spidser indkaldt til en stor gudstjeneste i Vienne. Pave Clemens sad på en trone med Filip ved sin side.

“Efter lange og modne overvejelser”, begyndte Clemens, “forbyder vi tempelridderordenen, dens regelsæt, dens uniformer og dens navn og forbyder alle at blive medlem”.

Fem års juridiske tovtrækkerier var omsider slut. Hvad forsamlingen ikke vidste, var, at Filip havde lavet en studehandel med Clemens.

Tempelriddernes ejendomme skulle overleveres til johanniterordenen, og Filip lovede at afblæse at få den afdøde Bonifacius dømt for kætteri.

Den griske konge fik dog alligevel nogle penge ud af den lange sag: Johanniterne måtte betale ham 200.000 l.t. i sagsomkostninger for at få fingre i de beslaglagte ejendomme.

Kong Edward 2. nåede at tømme tempelriddernes borge for værdier før alle andre.

© Bridgeman Images

Englands konge snød paven og hans riddere

Pave Clemens bekendtgjorde, at tempelriddernes værdier skulle gå til johanniterordenen. Englands konge snød ham, så det drev.

Filip fik kun håndører ud af sit angreb på tempelridderne, mens Englands konge scorede kassen.

I modsætning til den franske konge havde kong Edward 2. nemlig ikke tænkt sig at vente på pavens officielle ophævelse af broderskabet i 1312.

Da den engelske konge fejrede sin kroning i 1308, fik gæsterne således serveret saltet fisk og kød stjålet fra tempelriddernes klostre.

Herefter solgte Edward deres lagre af uld, gav deres korn til hæren, fældede deres skove og delte rundhåndet ud af deres penge.

Senere tømte han ordenens stalde og ejendomme for kvæg, heste og inventar. Da pave Clemens endelig ophævede ordenen i 1312, kunne Edward med sindsro overlade nøglerne til johanniterordenen – der var intet tilbage.

Forbandelsen ramte Filip

Størstedelen af de tusinder af tempelriddere, der stadig sad bag lås og slå, blev løsladt uden dom, for paven krævede kun en straf til ordenens ledere.

Den 18. marts 1314 blev Jacques de Molay og tre andre riddere bragt for en domstol på pladsen foran katedralen i Paris.

De sigtede havde allerede indrømmet deres skyld tidligere, så de fleste forventede, at de blot ville blive idømt fængsel.

Men så skete noget utroligt. Efter tre års tortur og fire år i isolation hævede Molay sin stemme og anråbte sammen med de andre forsamlingen.

“Den ene efter den anden trak deres tilståelser tilbage. De fortalte, at de havde løjet om sig selv og om andre, fordi de var blevet udsat for vold og tortur”, skrev kirkejuristen Bernard Gui.

Filip havde ikke noget valg. I 1300-tallet var straffen for at trække en tilståelse om kætteri tilbage klar: død ved brænding. Molay ville hellere dø end lade Filip få sin vilje.

Lige før han døde i flammerne, råbte stormesteren sin forbandelse over “dem, der fejlagtigt har dømt os”.

Inden der var gået en måned, døde pave Clemens efter kort tids sygdom. Filip den Smukkes skæbne lod heller ikke vente på sig.

Otte måneder senere sad kongen på sin hest under en jagttur, da han pludselig blev ramt af en hjerneblødning.

Få uger senere, den 29. november 1314, døde Frankrigs mest griske og skånselsløse konge i sin fødeby, Fontainebleau.

I 2007 fremviste Vatikanet et dokument, der beviste tempelriddernes uskyld.

© Getty Images

Næsten 700 år senere, i 2007, offentliggjorde Vatikanet et dokument, hvori pave Clemens frikendte tempelridderne for kætteri – den anklage, som Filip havde brugt til at få dem udslettet.