Forskere afslører mystiske symboler på Storbritanniens kroningsten
Forskere har undersøgt den 152 kg tunge skotske sten, som indgår i de engelske monarkers tronstol. Stenen gemmer på hidtil uopdagede mærker og symboler, viser laserskanninger og ny røntgenteknologi.

Når kong Charles 3. har sat sig til rette på tronstolen i Westminster Abbey i London, følger han en mere end 700 år gammel tradition.
Under sædet ligger nemlig en 152 kg tung sten fra Skotland. Stenen er et symbol på de engelske monarkers overhøjhed over Storbritanniens nordlige del.
Men nye undersøgelser afslører, at stenen også rummer en glemt historie.
Med avanceret teknik har forskerne afdækket hidtil oversete tegn og mærker på det kongelige sæde.
Korsformede tegn forvirrer forskerne
Stenens historie, som den udspiller sig fra 1200-tallet og indtil nutiden, er i store træk kendt af historikerne.
Den udgjorde i middelalderen tronsædet for Skotlands monarker, som blev kronet i Scone Abbey, et af de skotske kongers hovedsæder, og kaldes derfor “Stone of Scone” eller “Stone of Destiny”, da nogle historikere mener, at dette var dens oprindelige navn på gælisk.
Stenen symboliserede, at kongens magt hvilede på et solidt fundament.

Den tunge sandstensblok er forsynet med håndtag af jern, så den er nemmere at flytte.
Men i 1296 vaklede tronen under den skotske konge. Den engelske kong Edward 1. slog skotterne i Slaget ved Dunbar, 48 km øst for Edinburgh, hvor hundredevis af riddere på begge sidder mødtes på slagmarken.
Efterfølgende afsatte han den skotske konge, John Balliol, og smed ham i fængsel i Tower of London.
Stenen tog han med til hovedstaden, hvor den herefter indgik i de britiske monarkers tronstol som tegn på Englands overhøjhed over de skotske undersåtter.

En laserscanning afslørede en række hidtil usynlige tegn i stenens overflade.
At stenens historie rummer mere end den officielle fortælling antyder, stod klart, da forskere for nyligt undersøgte stenen. Undersøgelserne viste hidtil skjulte detaljer i stenens overflade.
Blandt detaljerne er en række tegn eller symboler. Tegnene består af tre x-formede mærker efterfulgt af en markering, som ligner et “v”.
Forskerne er uenige om, hvad mærkerne betyder. Ewan Campbell fra Edinburghs Universitet mener, at der er tale om primitive korssymboler.
Ewan Hyslop fra Historic Environment Scotland, som til dagligt passer på den historiske sten, mener i stedet, at tegnene er romertal omend deres betydning er ukendt.
“Romertallene er ikke blevet dokumenteret før. Vi ved ikke, hvorfor de er skåret ud i stenen eller hvad de betyder. Men vi håber, at de kommer til at indgå i den videre forskning”, fortæller Ewan Hyslop til livescience.com.
Se en 3D-model af stenen her, hvor de nye fund er synlige
Metalspor kan være rester af relikvieskrin
Forskerne fandt desuden spor af en kobberlegering. Resterne er usynlige for det blotte øje, men viste sig, da forskerne anvendte en ny teknik, XRF (røntgent fluorescens).
Teknikken viser forskerne den kemiske sammensætning på bl.a. sten og mineraler. Analysen viste, at stenen har været i berøring med en genstand fremstillet af en kobberlegering eller messing.
“Det tyder på, at et objekt, måske et relikvie som fx en helgenklokke, var stillet på den i en lang periode”, udtaler Ewan Campbell fra Edinburghs Universitet.
Relikvier, hår, knogler eller andre rester af en afdød hellig person eller genstande tæt knyttet til personen, var populære i middelalderen og blev opbevaret i skrin eller klokkeformede beholdere af metal.

Edward 1.s hofsnedker, Walter af Durham, lavede tronstolen, så den passede til stenen.
Forskerne fandt også rester af gips på stenen, formentlig et tegn på, at nogen engang har lavet en afstøbning af stenen. Ingen afstøbning er nævnt i de historiske kilder, så også her står forskerne på bar bund.
Men i 1950 blev stenen stjålet fra Westminister Abby af fire skotske studerende, som ville levere den tilbage til Skotland. Stenen blev først fundet fire måneder senere, og der gik rygter om, at der i mellemtiden var blevet skabt kopier af den. Så tegnene på en gibsafstøbning kan måske stamme herfra.
Denne og andre gåder håber forskerne at afkare under fremtidige undersøgelser, som bl.a. kommer til at foregå ved hjælp af en nylavet 3D-model.
Men foreløbig har the Stone of Scone en vigtig nutidig rolle at udføre. Efter flere års debat om forholdet mellem England og Skotland blev stenen i 1996 leveret tilbage til Skotland, efter 700 år i engelsk varetægt.
Den opbevares til dagligt i Edinburgh Castle, men er nu ekstraordinært udlånt til Westminster Abbey. Dermed kan også kong Charles få lov til at placere numsen over den gamle sten, ligesom talrige engelske konger før ham.