Henrik 8. blev vanvittig af smerte

Men Henrik ligger ubevægelig på jorden. Nyheden om kongens ulykke spredes og når helt til Italien. Her skriver biskoppen i byen Faenza til en kollega:

“Jeg har hørt, at kongen af England er styrtet fra sin hest. Det siges, at han lå død i to timer”.

Da Henrik omsider genvinder bevidstheden, får han svære smerter. Flere knogler i hans ben er brækket, og skaderne er så omfattende, at der går seks dage, før nogen tør overbringe nyheden om kongens uheld til hans gravide dronning, Anne Boleyn.

Da sendebuddet omsider beretter om ulykken, bliver dronningen ifølge hendes personlige krønikeskriver “så skræmt, at det forårsagede, at hun faldt i kvaler og fødte for tidligt”.

Det dødfødte barn er en dreng, og dermed knuser uheldet ikke kun kongens ben, men også hans drømme om at få en mandlig arving.

Modgangen forvandler Henrik 8. til en grusom tyran.

Sygdom sikrede Henrik tronen

Som barn var Henrik en glad og sund dreng. Kort efter sin fødsel i 1491 blev prinsen beskrevet af en samtidig kilde som “en yndefuld, lille dreng. Hans opførsel så galant, hans hud så smuk, hans smil så frimodigt”.

Som alle kongelige på sin tid fik Henrik lagt et horoskop, og astrologen forudså, at prinsen ofte ville blive ramt af sygdom.

Horoskopet viste, at Henrik med tiden ville komme til at lide af alt fra hoste, feber, brystsmerter og gigt til kop­per og galdesten.

I Henriks barndom tydede intet dog på, at horoskopet ville få ret. Prinsen var en sund og stærk knægt. At sygdom kunne vende op og ned på alting, lærte han imidlertid allerede som 10-årig.

I 1502 døde hans storebror, Arthur, pludseligt – sandsynligvis af enten tuberkulose eller den såkaldte svedesyge, som fik ofrene for den frygtede sygdom til at svede voldsomt, før de udåndede få timer senere.

Arthurs død medførte, at Henrik både overtog sin brors position som tronarving og hans enke, den 16-årige prinsesse Katarina af Aragonien.

Seks år senere blev Tudorfamilien igen ramt af et dødsfald, da tuberkulose tog livet af Henriks far, Henrik 7. Blot 17 år gammel besteg Henrik 8. tronen.

Samtidige kilder beskrev den unge konge som “en dygtig rytter og deltager i ridderdyster” og fremhævede, at Henrik var populær blandt sine undersåtter for sin væremåde over for almindelige mennesker.

Den unge Henrik behandlede ovenikøbet sine fjender med mildhed.

Flere medlemmer af York-slægten, der ellers var alvorlige rivaler til Tudorkongernes magt, blev løsladt fra fængslet, og Henrik beordrede kun få politiske modstandere henrettet.

Lægerne frygtede for kongens liv

Efter fem gode år ved magten blev Henrik 8. i en alder af 23 år for første gang ramt af alvorlig sygdom.

En koppeepidemi skyllede ind over England, og selv kongen undgik den ikke. I foråret 1514 var kongen længe sengeliggende.

“Lægerne frygtede for hans liv. Det endte i kopper. Han er nu rask igen og har rejst sig fra sin seng”, skrev den samtidige italienske historiker Peter Martyr.

Henrik overlevede sandsynligvis kun epidemien, fordi han var ung og i god form. Kongen slap sågar for de skæmmende ar, som et koppe-angreb ofte efterlod sine ofre med.

Nogle år senere fulgte endnu en alvorlig sygdom: Henrik blev ramt af malaria, som i middelalderen plagede befolkningen i det sydlige England. Også denne gang slap majestæten billigt.

Mens Henriks jernhelbred å­ben­bart kunne stå imod selv de værste syg­dom­me, stod det anderledes skidt til med dronning Katarina.

Seks gange i løbet af ni år var hun blevet gravid, men kun en af graviditeterne endte lykkeligt. Til Henriks store skuffelse var det en pige: Prinsesse Maria.

Henrik var desperat for at få en mandlig arving, der kunne føre Tudorslægten videre. Og gradvist tvivlede han mere og mere på, at Katarina kunne føde ham en søn.Kongen indledte derfor affærer med flere andre kvinder ved hoffet.

Adelsfrøkenen Mary Boleyn var en af dem, men snart fik kongen øje for hendes yngre søster, Anne, der imidlertid var forlovet med jarlen af Northumberlands søn.

Henrik var endnu ikke parat til at indlede en affære med Anne. Hvis hun skulle føde ham en legitim arving, ville det kræve, at han giftede sig med hende.

Før et giftermål kunne komme på tale, måtte Henrik lade sig skille fra Katarina – en handling, der med sikkerhed ville vække vrede i hendes hjemland, Spanien.

Gennem sin vigtigste rådgiver, kardinal Wolsey, nøjedes Henrik i første om­gang med at få brudt Annes forlovelse, så hun var ledig, når kongen besluttede at lade skilsmissen gennemføre.

Lanse ramte majestætens pande

Inden han nåede længere i sine skilsmissetanker, blev Henrik ramt af en alvorlig ulykke. Den 10. marts 1524 deltog kongen i en ridderdyst og glemte at lukke visiret på sin stridshjelm.

Med hovedet blottet galoperede han på sin hest frem mod dagens modstander, hertugen af Suffolk, mens hundredvis af tilskuere forfærdet råbte “holdt, holdt!”.

Hverken kongen eller hertugen ænsede tilråbene, før de to riddere tørnede sam­men. Hertugens lanse ramte Henriks åbne hjelm og splintrede.

Kongen styrtede til jorden, og alle var overbeviste om, at han måtte være død. Men på mirakuløs vis slap majestæten med en hjernerystelse.

Året efter var Henrik igen døden nær. Under en falkejagt forsøgte han at forcere en grøft, men faldt hovedkulds ned i mudderet.

Majestæten lå med ansigtet begravet i pløret og kunne ikke trække vejret, mens han forgæves kæmpede for at komme fri.

En soldat reagerede snarrådigt, hoppede ned i grøften og trak majestætens hoved fri af mudderet. Henrik var blå i hovedet og gispede efter vejret, men levede.

De to ulykker fik kongen til at indse, at han – trods sin ungdom og styrke – risikerede at dø, inden han havde sikret sig en mandlig arving.

Ni år var gået, siden Katarina havde født ham en datter, og hoffets læger var overbeviste om, at den 40-årige dronning ikke længere var i stand til at få børn.

Englands konge besluttede at skride til handling.

Skilsmissen skabte ny kirke

Da Henrik i 1526 gjorde tilnærmelser til Anne Boleyn og forsøgte at gøre hendes til sin elskerinde, blev han mødt med et nej.

Ansporet af sin ambitiøse far forklarede Anne, at hun ikke ville nøjes med at være kongens konkubine, men gerne blev hans dronning en dag.

I de følgende år søgte Henrik at få den katolske kirkes tilladelse til at lade sig skille fra sin Katarina. Kongen hævdede, at han var i sin gode ret til at kræve ægteskabet ophævet, men paven i Rom nægtede at føje ham.

Til sidst så Henrik ingen anden udvej end at udnævne en ny og trofast ærkebiskop af England og få ham til at annullere sit ægteskab. Herefter brød kongen alle forbindelser til paven og den katolske kirke.

Nyligt skilt giftede Henrik sig i 1533 med Anne Boleyn og skabte sin egen kirke: Church of England.

Da han året efter krævede, at hele befolkningen skulle sværge troskab til ham som kirkens overhoved og anerkende Anne Boleyn som deres dronning, nægtede mange troende katolikker.

Kongen svarede igen med en strøm af henrettelser.

Styrt gjorde kongen gal

Heller ikke ægteskabet med Anne Bo­leyn resulterede i den ønskede søn, og efter tre års samliv blev kongen ramt af en ulykke, som skulle komme til at forandre hans liv – og koste Anne hendes.

I januar 1536 deltog den 44-årige Henrik i nok en ridderturnering. Da han med sin lanse forrest stødte sammen med modstanderen, styrtede majestæten og fik sin hest ned over sig.

I to timer lå Henrik “uden at kunne tale”, som samtidige kilder forklarede, før han kom til sig selv.

Atter havde han pådraget sig en grim hjernerystelse, og hestens enorme vægt havde brækket flere knogler i hans ben. Smerterne var ulidelige.

Først seks dage efter ulykken blev nyheden overbragt dronning Anne, som endnu en gang var gravid.

Hun aborterede kort efter, og ifølge den smerteplagede og bitre Henrik var tabet af endnu en søn beviset på, at dronningen på ondskabsfuld vis havde svigtet ham.

Anne Boleyns fjender ved hoffet begyndte samtidig at sprede rygter om, at dronningen havde affærer med andre mænd, heriblandt sin egen bror.

De mistænkte blev arresteret og udsat for grusom tortur, der fik dem til at sige præcis det, kongens mænd forlangte af dem.

I maj 1536 måtte Anne Boleyn og hendes påståede elskere bøde med livet for Henriks tiltagende galskab.

Efter henrettelsen kastede Henrik sin kærlighed på adelsdamen Jane Seymour, som han inden længe giftede sig med.

Da Jane forsøgte at overtale sin ægtemand til at vise nåde over for dem, der stadig dyrkede den gamle katolske tro, snerrede Henrik rasende, “Husk Anne”.

Truslen var ikke til at tage fejl af: Hvis Jane ikke makkede ret og koncentrerede sig om at føde en søn, ventede der hende samme skæbne som hendes forgænger.

Henrik, som tidligere blev rost for at være en mild og retfærdig konge, havde forvandlet sig til en ondskabsfuld tyran.

Jane fulgte rådet, og året efter fødte hun Henrik den længeventede søn, Edward. Få uger senere døde hun af komplikationer efter fødslen.

Oprør blev stoppet med løgne

I efteråret 1536 samlede oprørere sig i det nordlige England. Adelsmænd, gejstlige og bønder rejste sig mod Henriks styre og krævede den gamle katolske tro genindført, samt at kongen skulle skille sig af med mange af sine rådgivere.

Henrik skrev et brev til oprørets ledere:

“Jeg har aldrig læst, hørt eller kendt til, at prinsers rådgivere og gejstlige skulle udvælges af grove og uvidende almindelige mennesker”.

Oprørernes antal og styrke udgjorde så alvorlig en trussel mod Henriks trone, at han alligevel følte sig tvunget til at love oprørerne fuld immunitet, samt at han ville lytte til deres krav.

Løfterne dæmpede oprørslysten, men Henrik havde ingen planer om at holde dem.

Kongen inviterede oprørslederen Robert Aske til at holde jul ved hoffet og overrakte ham fine gaver. Det listige træk splittede oprørerne, så kongens hær let kunne nedkæmpe rebellerne.

Med oprøret kvalt kaldte kongen herefter Aske til sit hof, og han mødte op i forventning om, at kongen ville drøfte de punk­ter, som oprørerne hav­de klaget over.

I stedet blev adelsmanden fængslet og dømt til døden for forræderi.

Inden sin henrettelse tryglede Aske kongen om ikke at bli­ve halshugget som en ge­men forræder, hvilket ma­je­stæ­ten accepterede.

Men Henriks ondskabsfuldhed viste sig på ny, da han i stedet gav ordre til at smede lænker om Askes krop og klynge ham op på en offentlig plads, så han kunne dø af sult og tørst.

Kongen lod de sidste oprørere i ledtog med Aske arrestere – var de adelsmænd og blev de halshugget, mens adelskvinder endte på bålet.

Oprørere af lavere byrd blev hængt, hvorefter deres afhuggede hoveder til skræk og advarsel blev sat på pæle i London og deres hjembyer.

Men det var ikke nok for Henrik at tage hævn over lederne. I et brev til hertugen af Norfolk, der ledte kongens hær i Nordengland, skrev han:

“Det er mit ønske, at du skal foretage en frygtelig henrettelse af en stor del af indbyggerne i hver en by, landsby og bebyggelse, der har syndet.”

Sår forblev åbne

Sideløbende med, at Henriks undersåtter led, fort­sat­te hans egne li­del­ser. Ulykken ved rid­­der­tur­ne­rin­gen havde forværret de kroniske sår på benene, som i flere år havde plaget ham.

Dertil var kommet et nyt, stort sår. Sårene ville ikke hele, og lægerne ved hoffet hjalp heller ikke, for de var overbeviste om, at det største skinnebenssår skulle holdes åbent, så “dårlige væsker” jævnligt kunne drænes med en kanyle.

Hver gang såret var ved at lukke sig, blev det skåret op med en glødende ildtang.

Den smertefulde behandling resulterede i et stort, væskende sår på kongens ben. I 1537 skrev den franske ambassadør, at såret “har gjort ham stiv og til tider ude af stand til at tale. Sort i ansigtet og i overhængende livsfare”.

Hvor galt det stod til med kongens helbred, kunne engelske kirkegængere med egne øjne se, da Henrik i 1539 deltog i påskemessen og måtte kravle op til alteret i stærke smerter, fordi hans ben ikke kunne bære ham.

Ude af stand til at deltage i sine højt elskede ridderturneringer og jagtselskaber trøstespiste Henrik umådelige mæng­der mad, og hans vægt steg betydeligt.

Snart var kongen ikke længere i stand til at bevæge sig rundt i sine paladser ved egen kraft. I stedet blev han kørt rundt i en primitiv kørestol.

Frem for at tage trappen blev den enorme konge hejst op i et snoretræk, når han skulle fra etage til etage.

Endnu en dronning mistede hovedet

Smerterne gjorde kongen mere opfarende og kompromisløs. Undersåtter, der ikke ville konvertere til Henriks nye kirke, blev straffet med døden.

Samme skæbne overgik dem, der dyrkede den nye kirke til yderligheder, som kongen ikke billigede. I 1540 blev sågar Henriks tro rådgiver og førsteminister gennem ni år, Thomas Cromwell, arrestreret, fordi han talte for en mere ekstrem Church of England.

For at understrege, at han ikke tolererede religiøse afvigere af nogen slags, lod kongen samtidig tre ledende katolikker hænge. Derefter blev deres indvolde trukket ud og kroppene parteret.

Cromwell mistede ikke kun sin post på grund af religion. Han havde også arrangeret det fejlslagne ægteskab med Anna af Kleve, som kongen imidlertid nægtede at kendes ved, da han mødte hende.

Som straf blev Cromwell halshugget. I stedet giftede den 49-årige konge sig med teenageren Catherine Howard. Et år senere blev hun fængslet i Tower of London og senere halshugget for utroskab.

Overvægtig, syg og gal udså Henrik sig i stedet adelsdamen Catherine Parr, som i begyndelsen var skeptisk over for majestætens tilnærmelser. Belært af sine forgængeres skæbner skal hun have sagt:

“Det er bedre at være hans elskerinde end hans kone”.

I 1543 sagde hun alligevel ja til Henrik, som samme år viste nye sider af sit tiltagende vanvid.

Ifølge breve skrevet af udenlandske ambassadører ved det engelske hof led kongen ofte af “mal d’esprit (depressioner, red.), selvmedlidenhed og et formørket sind”.

Helt galt gik det en dag, da majestæten og hans gemalinde diskuterede religiøse emner med biskop Gardiner – en adspredelse, som kongen ellers plejede at finde fornøjelig.

Dronningen blev tilsyneladende lidt for ivrig, syntes kongen, der eksploderede af raseri. Ude af sig selv af vrede beordrede han hende arresteret.

Da soldater fra Tower of London dagen efter kom for at eskortere Catherine Parr til en fængselscelle, havde Henrik imidlertid glemt alt om den ophedede, ægteskabelige diskussion og bad forbløffet sine folk om en forklaring.

Til sidst sendte han soldaterne væk og måtte trøste sin oprørte hustru.

Sygdomme tog livet af kongen

Mod slutningen af sit liv indførte Henrik strengere og strengere straffe for at tale ilde om kongen. Hans humør­svingninger gjorde det desuden livsfarligt for medlemmer af hoffet at omgås majestæteten.

Ingen misundte derfor kongens betroede rådgiver, sir Anthony Denny, da den stakkels adelsmand fik til opgave at fortælle kongen, at han næppe havde langt igen.

At forudsige en konges nært forestående død blev betragtet som forræderi, men den 27. januar 1547 vidste alle, at Henrik var døden nær.

Forsigtigt trådte sir Denny ind i kongens sovegemak i Whitehall-paladset og hviskede til den syge konge:

“Efter mænds vurdering er det ikke sandsynligt, at De vil leve. De må forberede Dem på de sidste dødskvaler”.

Dernæst spurgte han kongen, om majestæten ville tale med en præst. Ærkebiskop Thomas Cranmer blev hidkaldt, men da han ankom næste morgen, var kongen allerede ude af stand til at tale.

Henrik 8., der i sine unge år havde været en atletisk ridder, lå nu bevidstløs i sengen. Kongen vejede omkring 180 kg, og en fæl dunst af råddenskab steg op fra det store, pudsfyldte sår på hans ben.

Hans engang så smukke ansigt var rødsprængt efter mange års druk, tænderne så rådne ud, og han led af skørbug, fordi han sjældent rørte grøntsager.

Kl. to om natten den 28. januar 1547 udåndede kongen omsider.

Hvor mange mennesker Henrik 8.s sygdom, smerter og vanvid kom til at koste livet, ved ingen med sikkerhed, men historikere vurderer, at mellem 50.000 og 70.000 briter blev henrettet på kongens ordre.