14 retter mad og masser af vin skulle gæsterne igennem, når Henrik 8. holdt fest.

© Bridgeman

Henrik 8. fodrede sine gæster halvt ihjel

Kilotunge lammelår, spidstegte påfugle og katedraler bygget i sukker. Intet blev sparet eller overladt til tilfældighederne, når Englands kong Henrik 8. holdt banket. Ædegilderne skulle nemlig meget mere end blot stille gæsternes sult.

Fadene på buffeten var næsten tomme, og gæsterne stopmætte, da buldrende lyde påkaldte alles opmærksomhed.

Udenfor saluterede talrige kanoner og fyldte luften med brag efter brag, før tjenerne åbnede porten på vid gab – ind trådte en gruppe festligt udklædte mænd med Henrik 8. i spidsen.

Den engelske konge morede sig højlydt, da ingen af hans gæster genkendte ham, men kongen havde en endnu bedre overraskelse i ærmet.

Midt i munterheden blev fade på ny båret ind i salen, og ædegildet begyndte forfra. “To hundrede eller flere retter af kostbart kød og mere – allesammen smukt anrettede – kom på bordet”, fortæller en samtidig kilde.

“På denne måde gik natten med at spise, danse og andre storslåede foretagender – til kongens store fornøjelse og til den forsamlede adels billigelse”.

Henrik 8., Englands konge fra 1509 til 1547, holdt af god mad, og ædegilderne, han inviterede til, var vidt berømte.

Menuen og gæsternes placering i salen var altid planlagt ned til allermindste detalje, for Henrik vidste, at det var lettere at knuse modstanderne ved middagsbordet end på slagmarken.

Henrik 8. var dyr i drift

Henrik 8. havde hårdt brug for magtdemonstrationer som de store banketter. Kun 24 år var gået, siden hans far, Henrik Tudor, i 1485 kom til magten efter en 85 år lang og blodig borgerkrig kendt som rosekrigene.

Nu havde sønnen arvet magten, men mange engelske adelsmænd mente stadig, at den bedste mand tabte borgerkrigen, og at Tudor-familien ikke havde ret til tronen.

For kongen gjaldt det derfor om at vise, at han kunne garantere England ro og velstand. For at overbevise tvivlerne om sine evner lod Henrik 8. blandt andet en række skibe bygge, som blev begyndelsen til den senere så mægtige Royal Navy – Englands stærke flåde.

Han tog også de første skridt til at skabe et nationalt postvæsen. Og så inviterede han på middag. Banketterne skulle vise adel, stormænd og fremmede udsendinge, at Henrik havde rigdom og magt nok til at knuse alle modstandere og belønne sine venner.

Kongen holdt sine ekstravagante gæstebud i Den Store Hal, et rektangulært rum, der siden middelalderen havde været samlingspunktet på alle engelske slotte.

På Hampton Court, som hørte til blandt de største og vigtigste af kongens omkring 60 slotte, kunne Den Store Hal rumme omkring 336 gæster.

Alle skulle placeres i overensstemmelse med rang og stand efter nøje fastlagte regler, så bordplanen var lidt af et puslespil.

De fornemste gæster fik plads ved højbordet, der stod på tværs ved ende- væggen fjernest indgangen. Jo tættere gæsten sad på kongen, desto vigtigere var han eller hun.

Tre andre langborde blev placeret på langs i salen, så de sammen med kongens højbord dannede et stort E – her sad mindre fornemme gæster, men også de blev bænket efter vigtighed. Jo tættere på døren, desto tættere på at være ude i kulden i mere end bogstavelig forstand var han eller hende.

For at ingen skulle være i tvivl om, hvem festens hovedperson var, “tog kongen sæde under The Cloth of Estate (en baldakin, red.) og befalede, at ingen skulle forlade bordet”, beretter en af deltagerne ved kongens banketter.

Foran kongens tallerken stod desuden et enormt saltkar af sølv, mens resten af selskabet måtte nøjes med at dyppe knivspidsen i mindre prangende bægre.

Henrik 8's livret: kød med kød til

Mens menigmand sjældent havde råd til kød og fisk, bugnede Henriks bord af disse luksusvarer.

På hverdage spiste hoffets mest magtfulde mænd godt et kg kød, men til festerne nedsvælgede de og gæsterne betydelig større mængder, fordi alle skulle smage oksekød, lam, kalv og kaniner.

Duer, gæs, fasaner og sågar ugler stod også på den kongelige menu. Dertil kom laks og skaldyr.

Når kongen for alvor skulle imponere Englands overklasse, serverede han en påfugl, men også ristet svane blev anset for at være en delikatesse.

Ofte blev svanen serveret med en guldkrone på hovedet, og det elegante dyr har siden været så nært forbundet med de kongelige, at englænderne i dag stadig har forbud mod at spise svane uden skriftlig tilladelse fra dronningen.

Mellem bjergene af kød kunne Henrik 8.s gæster finde kogte gulerødder, majroer og radiser, mens salat blev serveret med forsigtighed.

Frisk frugt og grønt anså datidens læger for at være sundhedsskadeligt: “Pas på med grønne salater og rå frugter, for de vil gøre din herre syg”, advarer en kogebog fra år 1500 ligefrem Englands kokke.

Bagt påfugl var en delikatesse. Under serveringen skulle halen spredes ud, og halsen være rank.

© shutterstock, rmn-grand palais/agence bulldz.

Snot og spyt var tilladt

Gode manérer gav status, og bøger om takt og tone var højeste mode i tudor-tidens England.

Rådene blev studeret ivrigt, da målet for hver enkelt gæst var at fremstå som værdig til kongens opmærksomhed:

“Tør dig om munden, før du drikker, så du ikke snavser glassets kant til, og hold fingre, læber og hage rene, hvis du vil vinde et godt navn”, lød et velmenende råd.

At spise elegant var dog ikke let, for de fleste retter blev serveret på store fade, hvorfra gæsterne tog kødlunserne med fingrene.

Gafler var endnu ikke kendt i England, så de eneste spiseredskaber til rådighed var skeer og knive.

Etikette-bøgerne var klar med gode råd: “Læg ikke din ske ned i retten eller på kanten af fadet, som de uuddannede har for vane. Læg hverken albuer eller næver på bordet, når du spiser”.

Også dette råd var nyttigt, da bordene i kongens fine spisesal bestod af tynde træplader lagt ud på bukke – et temmelig ustabilt arrangement – især efter adskillige kander øl og rigeligt med vin.

Set med nutidens øjne var der dog vide rammer for den enkelte gæst. Skulle nogen føle trang til at snyde næse, var det helt i orden, blot de huskede at tørre fingrene af i tøjet bagefter.

Spytteri ved bordet var også acceptabelt, hvis bare det blev gjort diskret.

Under middagen spiste tjenerne i et hjørne af salen for hele tiden at være til rådighed. Efter hovedretten ryddede de bordene og samlede resterne ind.

Et af festmiddagens faste ritualer bestod i, at gæsterne lagde nogle lækkerier i en særlig skål beregnet til almisser.

Henrik 8. ejede flere af den slags almisseskåle, og den prægtigste af dem var fremstillet af forgyldt sølv og vejede næsten ni kg.

Efter middagen blev almisserne båret ned i et særligt rum og herefter delt ud til fattige, der forsamlede sig foran kongeslottets port.

Da kongen kun serverede mad af ypperste kvalitet, frygtede hoffet, at tjenestefolkene ville stjæle resterne og sælge dem videre. Uddelingen skete derfor under overvågning af en repræsentant fra kirken.

Det var strengt forbudt nogen ved hoffet at “gøre indhug i, sælge for personlig vinding eller stjæle” maden, fastslog et kongeligt dekret.

Henrik 8. væltede sig i sukker

Efter denne gode gerning var selskabet klar til dessert. På trods af advarslerne mod frugt og grønt spiste Henrik ofte friske frugter – gerne importerede, der blev anset for at være de
fineste.

Kongen lod som den første i England abri­kos­træ­er plante i paladset Nonsuch syd for London. Meget tyder også på, at citrusfrugter har været i høj kurs, for Henriks husholdning rummede en appelsinpresser.

Når gæsterne skulle imponeres, kom sukkerstads derimod på menuen.

Sukker var særdeles velegnet til at vise magt og status, for i begyndelsen af 1500-tallet kostede et pund sukker tre-fire pence – en næsten uoverkommelig udgift for fattigfolk, der kun havde to pund at leve for om året.

I 1540’erne steg prisen endda til 9 eller 10 pence pundet, så det søde pulver var kun for Englands allermest velhavende.

Henrik 8. satte derfor bevidst store mængder konfekt, kandiseret frugt og marcipanskulpturer på menuen.

“Straks kom anden ombæring med så mange retter, sukkeranretninger og spændende påhit, som i alt overgik hundrede i antal og så dyrebare, at jeg ikke tror, at de franske nogensinde har set noget lignende”, fortæller historikeren George Cavendish om en fest, Henrik 8. afholdt for udsendinge fra Frankrig.

“Der var slotte, Skt. Pauls Katedral med tårne i rette forhold og antal, gengivet, som om en maler havde malet den på et stykke lærred eller en væg. Der var vilde dyr, fugle, fjerkræ af forskellige slags, og personer, alle meget livagtigt lavet. Nogle kæmpede med sværd, andre med skydevåben eller buer, nogle hoppede og sprang, andre dansede med damer. Nogle, iført fuld rustning, dystede med lanse og meget mere, som jeg slet ikke har forstand til at beskrive”, fortsætter Cavendish sin beretning.

Figurerne blev lavet af kogt sukkermasse eller fint kværnet sukker, som svarer til det, vi kender som florsukker.

For at holde sammen på massen blev den tilsat et gummiagtigt planteekstrakt. Ved også at bruge rosenvand og citronsaft opnåede dessertkokkene at give sukkeret en fin og frisk smag.

Massen blev derefter hældt i en form, som var lavet af træ eller gips, og den færdige, størknede figur farvet i strålende kulører.

De fleste farver var lavet af planter og kunne spises uden risiko. Fx gav spinat og grøn hvede en fin grøn farve, mens blåt blev udvundet af bladene fra kornblomsten.

Ikke alle farver var dog lige uskyldige. Det gjaldt fx smaragdgrøn, som kogebogen “The Widow’s Treasure” angiver til at indeholde “ir fra kobber, blymonoxid, kviksølv, blandet sammen med pisset fra et lille barn”.

Guldfarve indeholdt giftstoffet arsenik, som sammen med andre ingredienser skulle “opbevares i en mødding i fem dage”.

Køkkenet på kongens slot i Windsor lavede mad til 1.200 gæster og ansatte på festdage.

© Bridgeman

312 hejrer ædt under gardenparty

Kongens imponerende ædegilder blev ikke kun afholdt hjemme på slotte som Hampton Court, Windsor og Whitehall.

I 1520 mødte Henrik 8. sin franske modpart, Frans 1., til fredsmøde på en eng uden for byen Balinghem i det nuværende Frankrig.

Henrik 8. medbragte et hof på 5.172 personer og lod et mægtigt ceremonitelt rejse midt på engen. Teltet havde store partier med vinduesglas og dækkede 10.000 m² – næsten to fodboldbaner.

Kongen lod også et mægtigt køkken opføre, så alle kulinariske sejl kunne sættes ind på at franskmændene, at England var rigt og mægtigt.

I løbet af 17 dage åd de to konger og deres følge sig blandt meget andet gennem 2.200 får, 2.200 okser, 26 dusin hejrer, 700 havål og tøndevis af sennep.

På grund af deltagernes mange dyre klæder blev begivenheden døbt “The Field of the Cloth of Gold” – på dansk: Guldbrokadelejren.

Ædegilderne stoppede ikke med Henrik 8.s død i 1547. I årene fremover hentede Englands regenter endnu flere eksotiske varer hjem takket være flåden, som Henrik havde grundlagt, og som nu sejlede verdenshavene tynde.