Henrik 8. og Anne Boleyn: Farligt begær i kongehuset

Anne Boleyn smelter kongens hjerte

Da trompeterne gjalder, og dørene til balsalen bliver slået op, ranker Anne Boleyn ryggen. Gennem åbningen kan den unge hofdame se Englands konge, Henrik 8. Han er omgivet af gæster, men overstråler dem alle, som han står der i tidens mode med store pufærmer. Under hatten anes regentens røde lokker, og hans øjne gnistrer som altid, når der er hofbal. På en aften som denne nyder han at gøre kur til selskabets unge damer.

I snart fem år har Anne tjent dronning Katarina som hofdame, og hun ved, at forholdet mellem Henrik og dronningen visner dag for dag. Den spanskfødte Katarina har kun skænket kongen en datter, og med hendes fremskredne alder på 40 år tvivler hoffets læger på, at Henrik nogensinde vil få en søn, der kan arve tronen og sikre Tudor-slægtens magt.

Denne aften i 1526 søger kongens blik igen og igen hen på Anne Boleyn. Hofdamen med de smilende øjne og den naturlige charme er ofte målet for mænds sultne blikke. Hun er skolet ved det franske hof og mestrer både dans og samtalens kunst, alle andre kvinder overskygges i hendes nærvær. Da ballet slutter, har Henrik kun én tanke i hovedet: Han må have Anne Boleyn.

Kimen til et af historiens mest tragiske kærlighedsdramaer er lagt. Aftenens bal vil forandre livet i England for altid.

Kongen sender breve og gaver

Anne er ikke i tvivl om, at Henrik 8. er vældig interesseret i hende. Den forelskede konge begynder at overøse hende med breve og gaver. Blandt foræringerne er en lille kæde med en fløjte i, der underforstået skal fortælle, at “fløjter du, så kommer jeg”.

At kongen er en liderbuks, ved alle ved hoffet. Han forlyster sig gerne med andre kvinder – blandt dem Annes storesøster. Men de mange eskapader er Henrik tilsyneladende villig til at droppe for Annes skyld.

“I år har jeg været såret af Amors pil, og jeg ved endnu ikke med vished, om det er forgæves, eller om jeg kan finde en plads i Deres hjerte. Jeg lover Dem ikke blot at have Dem som min eneste elskerinde af navn, men også af gavn, og fra mine tanker og min hengivenhed at udelukke enhver, der kunne forurolige Dem”, læser Anne i et af kongens første breve.

Den sofistikerede hofdame ønsker dog ikke blot at dele seng med kongen. Hun vil være dronning.

“Deres elskerinde – aldrig! Deres hustru, om De vil”, svarer hun Henrik, velvidende at ingen af Englands tidligere konger er blevet skilt.

Henrik, som er vant til at komme ind under de skørter, han peger på, bliver kun ægget yderligere af modspillet. Uger bliver til måneder, og måneder bliver til år, mens de to turtelduer sender breve til hinanden og udveksler lidenskabelige blikke, når de ses. Anne finder fortsat gaver foran sin dør.

En dag åbner hun en æske med et armbånd, der gemmer Henriks portræt indeni, så han altid kan være “nær Annes legeme”, som han skriver. Ved en anden lejlighed er gaven mindre stilfuld:

“Jeg sender Dem, Anne, en buk, som jeg selv har nedlagt i går aftes, og håber, at De vil tænke på jægeren, mens De spiser den”.

Henrik kender Annes betingelser og er nu fast besluttet på at blive skilt fra Katarina. Han vil skifte dronningen ud med sin “glødende kærlighed”, som han omtaler Anne i et brev.

Men at gennemtvinge en skilsmisse kræver intet mindre end et opgør med paven i Rom.

Anne Boleyn bliver gift med kongen

At blive skilt fra sin hustru i middelalderens England kræver pavens accept. Og den er nærmest umulig at få, for den katolske kirke tolererer ikke skilsmisser. Men med hjælp fra sine rådgivere stykker Henrik et dokument sammen, der meddeler paven, at ægteskabet med Katarina “piner hans sind”, fordi hun er hans brors enke.

Svaret fra Rom i december 1529 er nedslående: Et ægteskab er et ægteskab.

Fra sidelinjen følger Anne “kongens store sag”, som skilsmissen bliver omtalt. Hun kan mærke på Henrik, at han vil gøre alt for at få hende. Den gamle dronning er allerede kørt ud på et sidespor, og Anne har ofte glæde af Henriks selskab. Kongehuset begynder sågar at betale hendes klæder, ligesom hun har fået karet og tjenestefolk stillet til rådighed.

I årevis er Anne kvinden, alle hvisker om, men som ingen må tale højt om. I efteråret 1532 beslutter Henrik sig for at bryde dødvandet – han giver Anne titlen “markise af Pembroke”. Med sin nye status kan hun ledsage kongen under et besøg i Frankrig, mens Katarina bliver efterladt i det regnfulde London.

Anne stråler og charmerer alle med sit fine franske, og efter et maskebal modtager hun en kostbar juvel af den franske konge.

Henrik er synligt stolt af sin ledsagerske, og da parret vender hjem til London, beslutter han at ægte hende uden pavens billigelse.

“Sire, forevis mig den pavelige bulle, der opløser det første ægteskab”, lyder det spagt fra kongens skriftefader, Rowland Lee, der skal stå for vielsen.

“Hvadbehager? Vover De at tvivle på Deres herre og konges ord?” svarer Henrik, som forinden har fortalt præsten, at paven skam har indvilget i at opløse ægteskabet med Katarina.

Uden yderligere indvendinger vier Lee herefter kongen og Anne Boleyn.

Da nyheden når Rom, befaler paven, at Henrik opgiver sit ugyldige ægteskab, men kongen nægter at slippe Anne.

“Visdommen er hørt op med at råde i Rom”, erklærer han og indleder en proces, der fører til et definitivt brud med den katolske kirke: Fremover er kongen den engelske kirkes overhoved.

I foråret 1533 bliver Henriks og Annes ægteskab erklæret for lovligt og gældende. Efter syv års undertrykt kærlighed kan Anne Boleyn omsider blive Englands dronning.

Graviditet giver håb

I juni 1533 stimler Londons indbyggere sammen langs Themsen for at se den kongelige konvoj af fartøjer sejle forbi forud for Anne Boleyns kroningsceremoni.

I den forreste båd, der er dekoreret med flag og gobeliner, sidder Anne med sine æresdamer. Bagved følger flere end 100 fartøjer med farverige bannere, som vajer i vinden. Kongens nye hustru er på vej til Tower – Londons kongeslot og fængsel, hvor hun ifølge etiketten skal modtage Englands konge.

Herefter fragtes Anne i bærestol, dækket af en gylden baldakin, til Westminster Abbey. I kirken træder hun med langsomme skridt frem mod tronen foran højalteret og sætter sig. Efter en kort gudstjeneste placerer ærkebiskoppen en krone på Boleyns hoved.

“Leve dronningen!” råber menneskeskaren foran kirken, da Anne igen bevæger sig ud.

Under pragtklæderne buler hendes gravide mave tydeligt ud, og ingen i hele riget ser mere frem til fødslen end den vordende far. Henrik er sikker på, at Anne vil føde ham Tudor-slægtens mandlige arving.

Den 7. september mærker Anne de første veer på Palace of Whitehall – Europas største slot, hvor kongeparret opholder sig. Under fødslen vandrer Henrik hvileløst rundt på slottet.

Anne er lykkelig, da lyden af barnegråd endelig fylder rummet. Barnet er sundt og rask, men alligevel har det en alvorlig fejl: Den nyfødte er en pige. Dronningen ser skuffelsen i Henriks øjne – heller ikke Anne har leveret den søn, som kongen så brændende ønsker sig. Fra dette øjeblik begynder idyllen på slottet at visne.

Kongen forelsker sig på ny

Den lille, nye prinsesse bliver døbt Elizabeth, og Henriks interesse for datteren er stærkt begrænset. Til Annes store sorg er kongen mere optaget af at drikke, spise og hore. Den 43-årige regent bliver tykkere og tykkere, og ved hoffet vrimler det igen med unge kvinder, der ikke kan afslå majestætens tilnærmelser.

I september 1535 – to år efter Elizabeths fødsel – udvikler et nyt bekendtskab sig til mere end kødeligt begær for Henrik. Nok en gang bliver han ramt af Amors pil. Mens Anne sidder hjemme i London, fordi hun er gravid igen, er kongen på udflugt til slottet Wolf Hall i det sydvestlige England.

Her forelsker han sig i Jane Seymour, som tidligere har været æresdame for eksdronningen Katarina. Selvom Jane langtfra er nogen skønhed, finder Henrik hende bedårende.

Kongen insisterer på, at hun følger med til hoffet i London, og snart kan franske og spanske ambassadører i London rapportere, at Henrik 8. har fået en ny, fast elskerinde.

Anne er ulykkelig, men hun forsøger at skjule sine følelser. At en konge har elskerinder, er ganske almindeligt – især når hans hustru er gravid. Folketroen fortæller, at samleje under svangerskabet bringer uheld. Men en dag overrasker dronningen sin mand, mens Jane sidder på hans knæ. Anne indser, at kvinden er mere end bare morskab for Henrik.

Dronningen får kort efter et hysterisk anfald, og det værst tænkelige sker: Anfaldet resulterer i en spontan abort. Situationen er dyster, og Anne må snart sande, at én ulykke sjældent kommer alene.

Anne Boleyn mister ufødt arving

Selvom Anne aborterer i efteråret 1535, bliver hun omgående gravid igen. Svangerskabet giver hende nyt håb. En søn vil forhåbentlig få Henrik til at glemme sin nye flamme.

Alt tegner da også mere lykkeligt i begyndelsen af det nye år. Den 7. januar dør eksdronningen Katarina af en hjertesygdom, og både Henrik og Anne sætter pris på dødsfaldet.

Nu slipper Henrik for alle overvejelser om, hvorvidt han burde have holdt fast i Katarina. Anne er uomtvisteligt dronning af England. Efter eksdronningens bortgang inviterer regentparret til bal på Greenwich Palace ved Themsen, hvor de møder op i gult festtøj, ikke sorte sørgeklæder.

I de efterfølgende dage kan Anne se, hvordan Henrik bliver mere nærværende over for lille Elizabeth. Faren løfter prinsessen op i sine arme, når han ser hende, og den overvægtige regent spurter forpustet rundt med sin datter i slottets sale.

LÆS OGSÅ: Paparazzi-sværm fanger lady Diana i dødsøjeblikket

Men da Katarina tre uger efter sin død lægges i graven den 29. januar 1536, er der intet at fejre i kongehuset. Samme dag mærker Anne nemlig stærke smerter i underlivet. Endnu en gang aborterer hun – og det tre måneder gamle foster viser sig at være en dreng!

“Man kan se, at Gud ikke vil give mig den søn, jeg håber på”, udbryder Henrik bittert, mens Anne ligger sønderknust i barselssengen.

I det øjeblik forsvinder Annes håb om forsoning og fremtidig lykke. Kongens følelser for hende bliver koldere end vinterfrosten uden for slottets mure, og dagen efter fortæller Henrik en hofmand, at han er blevet lokket ind i ægteskabet med heksekunst.

Kongen har indset, at Anne ikke kan føde ham en arving og sikre dynastiets overlevelse. Derfor må han fremtrylle en gyldig grund til, at deres ægteskab er ugyldigt.

Retssag tager form

Efter aborten tilbringer Anne ikke mange stunder med Henrik. Hun opholder sig for det meste på Greenwich Palace, mens kongen bor på Whitehall. Anne ved, at forholdet vakler, men hun aner ikke, at gemalen ligefrem planlægger at skaffe hende af vejen.

At påstå, at hustruen har brugt magi for at blive dronning, er dog langt ude på overdrevet – selv for Englands konge. Til gengæld kan andre mere håndgribelige anklager gøre det af med Anne, ved kongen.

Med hjælp fra sin trofaste rådgiver Thomas Cromwell – førsteministeren, som også foreslog kongen at bryde med Rom for at opnå skilsmisse fra Katarina – stykker Henrik en plan sammen. Dronningen skal udpeges som en utro skøge, der kun vil kongen ondt.

Anne Boleyn sendes til Tower

Om formiddagen den 2. maj 1536 overværer Anne en tenniskamp på banen ved Greenwich Palace, da en båd med en budbringer lægger til ved flodbredden. Budbringeren har en ildevarslende besked med: På kongens ordre skal dronningen straks indfinde sig i gehejmekonseilet.

Her bliver dronningen mødt af kongens nærmeste rådgivere, der fortæller hende, at hun er anklaget for utroskab med flere mænd. Kort tid efter eskorteres den chokerede Anne ned til en pram, som sejler hende til Tower of London.

“Hr. Kingston, skal jeg føres ned i et fangehul?” fremstammer dronningen, da hun ankommer og bliver modtaget af Towers kommandant, William Kingston.

“Nej, frue. De skal bo i den bolig, hvor De opholdt Dem inden Deres kroning”, svarer kommandanten, der fører den hulkende dronning op til hendes luksusarrest. Her er også stillet senge op til tre hofdamer.

Anne er glad for at have selskab, men i virkeligheden er de tre hofdamer og Kingston blevet nøje instrueret af Cromwell om at samle informationer til sig og indberette alt til førsteministeren. Thomas Cromwell organiserer hele smædekampagnen, og det mindste forkerte ord fra dronningen kan blive fremlagt som et bevis på hendes forbrydelse.

Den krumryggede Cromwell står også personligt for afhøringen af hofmusikeren Mark Smeaton. Efter en hårdhændet behandling – sandsynligvis med tortur – tilstår Smeaton, at han har været sammen med dronningen ved tre lejligheder.

I Tower fortæller hofdamerne hende om Smeatons indrømmelser, men Anne står helt uforstående over for nyheden. Hun husker dog, at hofmusikeren ved en enkelt lejlighed har været på hendes værelse, hvor han “stod lænet op ad vinduet” og “så trist ud”. Dronningen spurgte, hvad der var galt, men Smeaton svarede, at “det var lige meget”.

Selvom Boleyns beskrivelse ikke involverer nogen anstødelige detaljer, er den nok for Cromwell. At Smeaton har været alene med dronningen og tilmed har svaret hende med en form for ligegyldighed og disrespekt i stemmen, er bevis på, at parret har haft et upassende forhold – ellers ville Smeaton jo have talt til hende som til en dronning.

For at besudle Boleyn yderligere har Cromwell arresteret tre andre mænd af nobel herkomst og anklaget dem og dronningen for at have haft et forhold. Boleyn skal sågar, på forræderisk vis, have planlagt at gifte sig med den ene, kammerherre Henry Norris, når kongen dør. Også Annes bror, grev George Boleyn, bliver arresteret; han beskyldes for at dele seng med sin søster.

Således er Anne under anklage for ægteskabsbrud, forræderi og blodskam – forbrydelser, som straffes med døden.

Anne Boleyn skriver et brev

Efter fire dage i Tower fisker Anne brevpapir og pen frem. Kongen har på intet tidspunkt besøgt hende, og derfor vil hun skrive til ham, selvom hun har svært ved at fatte situationen.

“Deres Majestæts vrede og min fængsling har for mig været så overraskende begivenheder, at jeg ikke ved, hvorledes jeg skal skrive til Dem, eller mod hvilke anklager jeg skal forsvare mig”, indleder hun og lader ham forstå, at hun på ingen måde vil kunne “tilstå en forbrydelse, som jeg aldrig har så meget som tænkt mig at begå”.

Anne minder sin mand om de gode stunder og hans årelange kærlighed til hende og beder ham om ikke at lade “et tilfældigt lune” råde og “besudle Deres tro hustru og den lille prinsesse”.

“Min nådige konge, lad mig stille for en retmæssig domstol, hvor mine bitreste fjender ikke er mine anklagere og dommere”, skriver Anne, som sandsynligvis allerede ved, at hun vil være dømt på forhånd, hvis det er den udgang, Henrik ønsker.

“Men har De allerede truffet Deres afgørelse med hensyn til mig, og er ikke blot min død, men også min forsmædelse nødvendig, for at De kan opnå den fryd, De anser for Deres lykke, da beder jeg til, at Gud må tilgive Dem så stor en synd”.

Hverken barmhjertighed eller anger optager Henrik og Cromwell. Den 12. maj dømmes Smeaton og de tre andre mænd ved hoffet til døden – også selvom kun Smeaton er kommet med noget, der ligner en indrømmelse. De andre nægter sig skyldige. Kammerherre Norris erklærer, at han “hellere vil lide døden tusind gange end at styrte en uskyldig i fordærvelse”.

Tre dage senere går Anne og hendes bror den tunge vej til retssalen i Tower, hvor dommerne venter. Dronningen ranker ryggen, mens anklageskriftet fuld af det smuds, Cromwell har skrabet sammen, bliver læst op. Bagefter forsvarer hun sig efter bedste evne.

“Hun gav så kloge og afdæmpede svar på alle anklager og forsvarede sig med så tydelige ord, at ingen kunne tro, hun var skyldig”, berettede et øjenvidne.

Også brorens forsvar er overbevisende, men intet gør indtryk på dommerne.

“Skyldig”, siger de efter tur og dømmer søskendeparret til døden på skafottet.

Anne Boleyn bliver halshugget

Dagene op til henrettelsen er barske for Anne. Hun har mistet sin dronningeværdighed, hun er indirekte skyld i fem mænds død – inklusive sin brors – og hun må ikke se sin lille datter en sidste gang. Hendes hulken genlyder mellem Towers massive vægge, kun afbrudt af inderlige bønner.

Ved daggry den 18. maj 1536 forbereder Anne sig på sin død, som er fastsat til kl. 9 samme morgen. Hun beder kommandant Kingston bevidne sit sidste skriftemål, hvor hun sværger ved sin sjæls forbandelse, at hun er uskyldig.

Døden må Boleyn dog vente endnu et døgn på, da bødlen fra Calais – en særlig dygtig skarpretter – er forsinket. Næste morgen kommer Towers kommandant ind til Anne for at meddele, at tiden er inde.

Iført en grå damaskkjole kantet med hermelin og med håret samlet under et perlenet bevæger den detroniserede dronning sig ned ad trapperne og træder ud i den brostensbelagte slotsgård, hvor bødlens blok befinder sig. Tilskuerne står i en firkantet kødrand rundtom – blandt dem førsteministeren Cromwell, men ikke Henrik.

Foran blokken knæler Anne, mens skarpretteren beder sin assistent om at række ham sværdet, som bliver brugt i stedet for øksen til adelige henrettelser.

“Herre, vær mig nådig”, lyder det fra Anne, inden sværdet i et hurtigt hug skærer sig gennem hendes nøgne hals.

Få sekunder senere lyder et drøn fra en af Towers kanoner. Skuddet skal markere Anne Boleyns død. Ifølge nogle kilder kan braget høres helt til Epping Forest uden for London, hvor Henrik 8. er på jagt. Han har afventet signalet siddende under et egetræ.

“Så er det sket!” konstaterer kongen. “Til hest, slip hundene løs og afsted!”

Om 11 dage er Henrik gift igen. Han håber stadig, at det lykkes ham at få en mandlig efterkommer.