1. Livlægen stjal tronen
Kong Christian 7. og Caroline Mathilde var ganske unge, da de blev gift i 1766. Og efter alt at dømme stoppede deres ægteskabelige samliv allerede året efter.
Den danske konge viste tegn på sindssyge og turede rundt i byen med sin elskerinde, mens han smadrede værtshuse eller overfaldt sagesløse på gaden. Imens kedede den unge dronning sig bravt.
Under en rejse til Tyskland hyrede Christian 7. tyskeren J.F. Struensee som personlig læge og bragte ham med hjem til hoffet. Dronningen og livlægen udviklede hurtigt et tæt forhold, der endte i kærlighed.
Christian 7.s sindssygdom tog til, og han havde så stor tillid til sin læge, at Struensee snart fik overtalt kongen til at ophæve statsrådet og indsætte Struensee som eneste minister. Det betød, at lægen nu regerede landet.
Dronningens elsker var optaget af oplysningstidens ideer og gennemførte en lang række reformer. Han begrænsede bl.a. godsejernes indflydelse, afskaffede censuren og indførte trykkefrihed. Men for hver reform voksede skaren af fjender.
Da dronningen i 1771 fødte en datter, vidste alle, at Struensee var faderen, og så fik kongens gamle mor nok.
Hun beordrede i januar 1772 Struensee arresteret og dømt til døden for majestætsfornærmelse. Henrettelsen blev et tilløbsstykke, hvor Struensee fik hugget hovedet af, hvorefter den parterede krop blev lagt på hjul og stejle.
Ægteskabet mellem Caroline Mathilde og Christian 7. blev opløst. Dronningen måtte efterlade sine to børn ved hoffet i Danmark og blev forvist til et slot i Tyskland, hvor hun døde. Struensees reformer blev næsten alle afskaffet.
Livlægen Struensee udnyttede Christian 7.'s sindssygdom og snuppede både magten og dronning Caroline Mathilde. I 1772 blev lægen arresteret og henrettet offentligt.
2. Elsker bragte Maria Stuart til fald
Smuk var den skotske dronning Maria. Og smuk var den mand, hun giftede sig med. Tilsyneladende.
For lord Darnley viste sig efter brylluppet i 1565 at være en mand, som kun var smuk af ydre – han havde en usædvanlig dårlig karakter: Han drak tæt og besøgte jævnligt prostituerede.
Da Darnley myrdede Marias privatsekretær i jalousi og vrede, fik hun nok.
Dronningen søgte beskyttelse hos James Hepburn, jarlen af Bothwell. Da Darnley blev myrdet året efter, sagde rygterne, at jarlen stod bag – og muligvis også Maria.
At de to giftede sig få uger efter mordet, blev opfattet som en bekræftelse af mistanken. Skotterne var rasende, og Maria mistede sine ellers loyale støtter.
Skotterne spærrede Maria inde på et slot og tvang hende til at overlade tronen til sin spæde søn. Maria søgte beskyttelse hos sin kusine, den engelske dronning Elizabeth 1., men blev i stedet hendes fange og endte på skafottet for at konspirere mod den engelske trone.
Jarlen flygtede til Danmark, men blev fængslet. Han tilbragte sine sidste dage i fangekælderen på Dragsholm Slot, hvor han blev sindssyg og døde.
3. Al magt til elskerinden
“Her ligger én, som i tyve år var jomfru, i syv år en hore og i otte år en rufferske.” Sådan sang pariserne i 1764 deres afsked med historiens mest kendte royale elskerinde, madame de Pompadour. Hun havde indtil sin død været Ludvig 15.s elskerinde og nærmeste fortrolige.
Allerede da den smukke kvinde ankom til Versailles i 1745, vakte hun skandale. Hun var ikke adelig, og det fik hoffet til at rynke på deres pudrede næser.
Egentlig hed hun Jeanne-Antoinette Poisson, og selv om hun var gift og havde to børn, sørgede hendes mor for, at datteren ”tilfældigvis” var til stede ved selskaber, hvor kongen deltog. Og snart var der bid.
I de første år tilbragte kongen både dage og nætter i hendes selskab. Ud over at tilfredsstille ham seksuelt sørgede hun for, at kongen blev underholdt med jagt, teater, musik og dans.
Som elskerinde havde madame de Pompadour imidlertid en væsentlig svaghed: Hun blev med tiden frigid og nød ikke længere sengens glæder. Derfor forlod hun de royale lagner og forsynede Ludvig 15. med en stribe elskerinder. I stedet blev hun kongens nærmeste rådgiver.
Således var det under syvårskrigen fra 1756 til 1763 primært madame de Pompadour, som styrede begivenhedernes gang. Hun havde store militærkort og fulgte nøje alle troppebevægelserne.
I franskmændenes øjne lå ansvaret for Frankrigs pinefulde nederlag derfor alene hos hende. Madame de Pompadour var selv dybt skuffet, og da hun samtidig led af tuberkulose, trak hun sig tilbage fra politik. Den berømte elskerinde døde syg og ulykkelig som 42-årig.
4. Kongen valgte Anne frem for paven
Som hustru til Englands Henrik 8. var dronning Katarina vant til sin mands eskapader. Men da kongen kastede sit begærlige blik på hofdamen Anne Boleyn, ændrede alt sig.
Henrik 8. havde udset Anne til at føde den søn, han så brændende ønskede sig – Katarina havde “blot” givet ham en datter. Men dronningen nægtede skilsmisse, og Henrik 8. måtte søge paven om tilladelse til at ophæve ægteskabet.
Inden han fik svar, var Anne dog blevet gravid, så kongen giftede sig i al hast med hende. Næste skridt var at gøre sig selv til overhoved for den engelske kirke og få ærkebiskoppen af Canterbury til at ophæve ægteskabet med Katarina. Dermed brød han med paven i Rom.
Affæren vakte skandale og blev samtaleemne over hele Europa. Anne blev kronet og glædede sig over kongens begær, men også det skulle få en ende.
Da hun heller ikke kunne give kongen den ønskede søn, begyndte han at se sig om efter en ny dronning. Henrik 8. påstod, at Anne havde forhekset ham, og anklagede hende for at være ham utro med en række mænd.
Den 19. maj 1536 blev Anne Boleyn halshugget, og blot 11 dage senere giftede Henrik 8. sig med Annes hofdame Jane Seymour.
Kirken og hoffet var ikke begejstret for Anne Boleyn, og Henrik 8.s ægteskab resulterede derfor i dybe panderynker.
5. Ludvig 1. opgav sit rige
Den velskabte Lola Montez dansede sig igennem Europa. Hun bevægede sin krop på en måde, som fik hormonerne til at danse med hos både unge og gamle mænd. En af de hormonberusede mænd var den aldrende bayerske konge Ludvig 1.
Efter en optræden i München i 1846 inviterede kongen Lola til at blive i byen som sin særlige gæst, og han besøgte hende flittigt på hendes hotelværelse.
I forvejen var Ludvig 1. ikke videre populær blandt sine undersåtter.
De politiske strømninger fra den franske revolution rullede gennem Europa i de år og ramte også Bayern, hvor kongens affære med den løsslupne danserinde skabte forargelse. Snart begyndte folk i byen at råbe eller smide hestepærer efter Lola på gaden.
Da en gruppe studerende på universitetet røg i totterne på hinanden på grund af Lola, greb Ludvig 1. ind og lukkede universitetet. Nu gik både studenter og borgere på gaden for at gøre oprør mod den upopulære konge.
Lola flygtede ud af byen, men alligevel fortsatte optøjerne. Og midt i det hele abdicerede kongen og overlod tronen til sin søn, så han kunne følge efter Lola.
Optøjerne fik ny næring, da der gik rygter om, at Ludvig 1. ville tage penge og kronjuvelerne med i landflygtighed. Kronprinsen, der nu var blevet konge, fik dog overtalt sin far til at opgive Lola og blive.
Den gamle konges affære med danserinden havde varet i 15 måneder. Prisen var et kongerige.
6. Prinsessen blev afvist til sin kroning
Ægteskabet mellem britiske George 4. og Caroline af Braunschweig var dømt til at gå galt.
George var tvunget til at gifte sig i 1795 for at slippe af med en stor gæld, selv om han syntes, at hans kommende kone var frastødende og uhygiejnisk. Bedre blev ægteskabet ikke af, at George i al hemmelighed allerede havde giftet sig.
Også Caroline fandt sin ægtemand frastødende, og kongens private korrespondancer afslører, at parret kun havde sex tre gange. De boede hver for sig og var begge omgivet af elskere og elskerinder.
I 1814 forlod Caroline landet og drog igennem Europa, hvor hun væltede sig i gæld og elskere. Men drømmen om tronen havde hun ikke opgivet. Da George i 1820 skulle krones
til konge, vendte Caroline tilbage for at gøre krav på titlen som dronning. Hoffet kæmpede for at holde hende væk, mens kongen forsøgte at få sine ministre til at opløse ægteskabet.
Det lykkedes ikke, og i stedet blev Caroline afvist ved døren til kirken, hvor kroningen skulle finde sted.
Samme aften blev Caroline syg. Hun kastede op, fik høj feber og døde. Årsagen til hendes død er stadig uklar, men Caroline var overbevist om, at hun var blevet forgiftet af George. På hendes gravsten blev skrevet “Her ligger Caroline, den sårede dronning af England.”
7. Wallis fik kongen – men intet rige
Kong George 5. var sur. Kronprins Edward havde nemlig fået et skidt ry på grund af sine affærer med en række gifte kvinder. “Når jeg er død, vil denne dreng ødelægge det hele for sig selv på 12 måneder,” sagde kongen til sine nærmeste.
En af disse gifte kvinder var Wallis Simpson, som var i sit andet ægteskab.
For Edward og Wallis blev flirt snart til kærlighed, men den gamle konge ville ikke vide af Wallis. En politigruppe, som kongen satte til at skygge parret, skrev i en rapport: “Kvinden virker til at have prinsen i sin hule hånd.”
Da Wallis blev skilt i 1935, og kongen året efter døde, var parret klar til at indtage pladserne som konge og dronning.
Men de mødte massiv modstand fra både offentligheden og kirken. Wallis blev betragtet som et helt igennem upassende parti, men Edward kunne ikke forestille sig et liv uden Wallis. Han så ingen anden udvej end at abdicere.
Efter 11 måneder som konge overlod han tronen til sin bror George, giftede sig med Wallis og slog sig ned i Frankrig. Her levede de sammen indtil Edwards død i 1972.
Selv om briterne mente, at Wallis ikke var et passende parti for Edward, holdt parret sammen hele livet.