Hungersnød fældede Haile Selassie

I det sarte morgenlys glider 10 uniformerede skikkelser op ad den brede, hvide trappe til det kejserlige palads i Addis Abeba. Klokken er 6 om morgenen den 12. september 1974, og alt er tyst i det enorme palads i Etiopiens hovedstad, hvor kejser Haile Selassie befinder sig med en lille håndfuld tjenere.

I paladsets bibliotek giver de indtrængende officerer ordre til at hente den 82-årige monark, der kort efter indfinder sig – værdig og fattet.

“Haile Selassie har misbrugt tronens autoritet og ære for egen vindings skyld”, begynder en af officererne, der læser op af en erklæring.

Uden at fortrække en mine lytter Selassie til anklagerne. Han får skylden for den udbredte fattigdom, samfundets forfald og den ødelæggende hungersnød, der igen har ramt landet.

Da oplæsningen er slut, fører officererne Selassie ud til en bobleformet bil, der venter. Den lyseblå folkevogn er under hans værdighed.

“Hvad? I dén…?” udbryder den bilglade kejser, men uden yderligere diskussion bliver han skubbet ind og anbragt på det trange bagsæde.

Folkevognen fragter ham til hærens hovedkvarter. Selassie, der har befriet sit land og vundet international anerkendelse, har samtidig kastet Etiopien ud i politisk kaos, krig og uendelig lidelse.

Denne dag bliver landets 3.000 år gamle monarki skiftet ud med ét af verdens blodigste militærregimer.

Haile Selassie besejrer fascisterne

Godt 33 år tidligere stod Haile Selassie som hele verdens uangribelige helt. Han havde besejret Mussolinis fascistiske besættelsesmagt, som i 1935 invaderede Etiopien for at skabe et italiensk koloniimperium i Afrika.

Kejser Selassie selv undslap italienerne og søgte eksil i England, indtil Mussolini i 1940 begik den fejl at invadere det britisk-kontrollerede Somalia. Winston Churchill sendte da Haile Selassie tilbage til Afrika for at bistå de britiske styrker – ikke mindst ved at samle opbakning blandt Etiopiens talstærke partisaner.

Sammen besejrede etiopierne og briterne de italienske fascister, og tiljublet af sit folk vendte Haile Selassie den 5. maj 1941 tilbage til Addis Abeba, hvor gaderne var overstrøet med blomster.

Samme dag talte kejseren til sit folk:

“Betal ikke for ondt med ondt. Gentag ikke de lidelser og skændigheder, som fjenden har praktiseret lige til det sidste. Vær agtsomme ikke at tilsmudse Etiopiens gode navn med handlinger, som fjenden kunne have begået”.

Hellere amerikansk end britisk hjælp

Haile Selassie udpegede hurtigt et kabinet med syv ministre. Men den britiske kolonimagt – der havde ambitioner om at styre Etiopien med kejseren som marionetdukke – blandede sig respektløst i alle hans beslutninger.

Selassie skummede af raseri, men turde endnu ikke smide briterne på porten. Han havde brug for økonomisk støtte til sit krigshærgede og underudviklede land.

I januar 1942 underskrev Selassie derfor en to-årig aftale, som gav briterne kontrol med al offentlig kommunikation, gjorde det britiske pund til landets valuta og dikterede kørsel i venstre side af vejen. Til gengæld modtog Etiopien 1,5 mio. pund fra Storbritannien det første år – og året efter yderligere 1 mio.

Selassie sad dog ikke på hænderne. I november 1942 afskaffede kejseren slaveriet i Etiopien, og han gik i gang med at opbygge forbindelser til USA. Amerikanerne havde forladt isolationismen og ønskede nu større indflydelse på det afrikanske kontinent.

Derfor var USA venligt stemt over for Selassies økonomiminister, Yilma Deressa, som kejseren i maj 1943 sendte til en landbrugskongres i staten Virginia. Deressa bad amerikanerne om et lån i form af ca. 42,5 tons sølv, så Etiopien kunne indføre sin egen møntenhed, birr.

Præsident Franklin D. Roosevelt bevilgede sølvlånet, men underskrev også en vidtrækkende aftale om amerikansk hjælp til at genopbygge Etiopien. Det diplomatiske bånd var knyttet.

Giganterne bejler til Haile Selassie

Den 13. februar 1945 vågnede den britiske ambassadør i Addis Abeba op til lyden af roterende helikopterblade. Selassie blev tidligt om morgenen samlet op af U.S. Air Force og fløjet til Suezkanalen for at møde Roosevelt ombord på krydseren USS Quincy.

Topmødet handlede bl.a. om etiopisk overtagelse af Eritrea, økonomisk og militær hjælp fra USA samt udformningen af det charter, der samme år skulle danne grundlag for etableringen af FN.

Selassie medbragte en lille globus, ca. 10 cm i diameter, af 24 karat guld som gave til Roosevelt, der havde fire jeeps klar til kejseren. I mellemtiden ankom Winston Churchill i ekspresfart til Cairo, alarmeret af sin ambassadør.

Under mødet på den britiske ambassade forærede Churchill den afmålte Selassie en Rolls-Royce – briternes desperate forsøg på at indynde sig hos kejseren.

Men snart overbød Roosevelt briterne med en Cadillac-limousine sendt til Addis Abeba. Herefter indledte Selassie et tæt samarbejde med USA.

Amerikanerne hjalp med at bygge veje og reparere det ødelagte telegraf- og telefonnet og med at grundlægge en etiopisk nationalbank. De assisterede også Selassie i at opbygge et statsejet flyselskab – Ethiopian Airlines.

Parallelt hermed ankom amerikanske instruktører for at træne Etiopiens hær.

Udviklingen af et sundhedssystem og en tidssvarende centraladministration blev sat i gang, da Roosevelts efterfølger, Harry S Truman, i 1952 underskrev en ny hjælpeaftale, for Selassie ønskede at modernisere sit land – når bare magten forblev i hans hænder.

Enevældig ledelse hæmmer alt

Haile Selassies reformer var hårdt tiltrængte, for Etiopien befandt sig i en middelalderlig tilstand. Gamle adelsslægter sad på en stor del af jorden, mens millioner af fattige bønder i Sydetiopien måtte leje jord. De nordetiopiske bønder havde fælles jorder, de delte.

De vidt forskellige ejerforhold gjorde det praktisk talt umuligt at indføre en jordreform, der kunne komme alle til gavn.

Noget nemmere gik det i Addis Abeba. Op gennem 1950’erne fik hovedstaden asfalterede veje, biografer og bugnende varehuse. Midt i byen lå paladset Guenete Leul, hvor kejseren boede med dronning Menen Asfaw og familien, samt Menelik-paladset, hvorfra Selassie regerede.

Selassie oprettede et parlament efter britisk forbillede – med et overhus til adelen og kirkens ledere samt et underhus bestående af politiske embedsmænd fra de fattigere klasser. Men partipolitik eller frie valg kunne der ikke blive tale om.

Kejseren udpegede selv alle medlemmer af parlamentet, og hans ministre var uden reel magt. Som Guds udpegede regent forbeholdt Selassie sig retten til at træffe alle vigtige beslutninger – og han blev en flaskehals for rigets udvikling.

Alle, der ville have noget til at ske i Etiopien, måtte tage til paladset og præsentere sig. Medlemmer af den kejserlige administration forventedes at vise deres ansigt hver dag. Selassie havde en god hukommelse og ville have sagen undersøgt, hvis nogen udeblev; selv kokken skulle stå skoleret foran kejseren.

De mange angivelige forbedringer, som kejseren stod bag, blev hyldet i landets aviser, mens radioen lovpriste ham med sang. Hvert år på Selassies kroningsdag afholdtes en overdådig banket med 3.000 gæster.

For de udenlandske deltagere stod fråseriet i hård kontrast til landets iøjnefaldende fattigdom og sult.

Utilfredsheden med Selassie vokser

For at opbygge landet behøvede Selassie en ny klasse af veluddannede embedsmænd og eksperter – italienerne havde systematisk henrettet alle intellektuelle. Derfor så han landets uddannelsesministerium, ledet af ham personligt, som nøglen til Etiopiens fremtid.

Nye skoler skød op overalt i hovedstaden i 40’erne og 50’erne, og til hver eneste etiopisk jul – den 7. januar – fik hver elev personligt overrakt en appelsin af kejseren.

Alle studerende, der skulle læse i udlandet, blev velsignet under et personligt møde med Haile Selassie, inden de rejste.

Når de studerende vendte hjem igen, kom de igen i audiens. Kejseren sørgede for hotelværelser til dem i hovedstaden, så de ikke blev tvunget til at leve i familiens tukul – en traditionel, rund hytte med stråtag.

Alt var tilrettelagt for at knytte landets nye elite loyalt til deres kejser. Men planen gav bagslag. De unge vendte veluddannede hjem fra udlandet, men kunne ikke finde arbejde, der svarede til deres evner, i det tilbagestående land.

Desuden havde de set livet i Vesten og var svært utilfredse med Haile Selassies diktaturstat.

Riget ekspanderer – og sulter

For Haile Selassie var det afgørende, at Etiopien blev respekteret på den internationale scene. Da han i 1950’erne under Koreakrigen sendte tropper til den internationale styrke, var det et klart signal til verden: Etiopien er en stærk stat på linje med Vesten.

Kejseren rejste ofte udenlands for at pleje sine politiske forbindelser og gøre en god figur. I Selassies øjne var et møde mellem statsoverhoveder det bedste tidspunkt at indgå aftaler.

Som medgrundlægger af FN havde Etiopien et privilegeret medlemskab. I 1950 lykkedes det Selassie, med amerikanernes støtte, at få FN til at indlemme det fattige Eritrea i en føderation med Etiopien.

Eritrea ønskede ganske vist selvstændighed, men Selassie – som via Eritrea fik adgang til Det Røde Hav – satte landet under hårdhændet administration.

På hjemmefronten forsøgte Haile Selassie sig med kompromiser. I 1955 reviderede han landets forfatning og gjorde parlamentets underhus valgbart, så folket fik en smule demokratisk andel i landets styring – uden at det gjorde nogen forskel.

Mens byerne nød godt af Selassies forsøg på at modernisere Etiopien, forandrede intet sig for landets fattige landbefolkning. I 1956 ramte en hungersnød – udløst af tørke, hagl og græshopper – den nordlige Tigray-region.

Hungersnøden nåede at hærge i to år, før styret i Addis Abeba reagerede. Haile Selassie donerede da personligt to tons korn, og fra USA kom der yderligere 32 tons. Men hjælpen kom for sent for mange. Ifølge historikerne døde omkring 100.000, før katastrofen kom under kontrol i 1961.

Kupforsøg truer Selassies magt

Katastrofen i Tigray-provinsen fik en gruppe sammensvorne fra Selassies inderkreds til at planlægge et kup.

Lederen af gruppen var den unge Germame Neway, der havde studeret samfundsvidenskab i USA og gjort lynkarriere som guvernør i Wollamo-regionen. Her var han begyndt at uddele land til de fattige bønder, indtil Selassie i 1958 kaldte ham til Menelik-paladset og forlangte at få at vide, hvorfor han forærede adelens jord væk.

“Fordi jeg er guvernør, og folk har intet at spise, fordi de ikke ejer land”, lød svaret fra Neway. Som straf blev han posteret i den tyndtbefolkede Harar-provins nær den somaliske ørken.

Neway vidste, at landet behøvede forandringer. Han konspirerede derfor med sin bror, Mengistu, der var kommandør for de 5.000 soldater i kejserens livgarde.

Til det planlagte kup rekrutterede brødrene chefen for Selassies efterretningstjeneste, Workneh Gebeyehu. Han var kejserens protegé og havde ledsaget ham på mange udlandsrejser. Men også Workneh var dybt desillusioneret og skuffet over Selassie.

“Kejseren tænker kun kortsigtet. Han har ingen vision for Etiopien, ej heller ønsker han det bedste for landet”, havde Workneh betroet en officerskollega under en rejse.

Kupmagerne slog til, mens kejseren i 1960 var på officielt besøg i Brasilien. Natten mellem den 13. og 14. december kaldte de Selassies ældste søn, kronprins Asfaw Wossen, og en række vigtige ministre til gardens hovedkvarter.

Her blev de taget som gidsler, mens kupmagerne tog kontrol med nationalbanken, landets telefoncentral og den nationale radio- og TV-station. Overhusets vicepræsident, Aserate Kassa, underrettede imidlertid kejseren. Selassie afbrød prompte besøget i Brasilien og beordrede sit fly retur til Addis Abeba.

Imens læste kronprins Asfaw Wossen en meddelelse op i radioen:

“I de sidste par år er Etiopien stagneret. Den nye regering er dedikeret til hele det etiopiske folks velfærd”.

Asfaw Wossen erklærede, at han selv stod i spidsen for den nye regering.

Kupmagerne havde imidlertid forregnet sig. De havde regnet med hele landets opbakning, men kirken fordømte dem, og kun hovedstadens studenter bakkede op om kuppet.

“Bryd slaveriets lænker og genvind din frihed”, lød studenternes opfordring.

Den kejserlige administration lyttede ikke til studenterne, men indsatte hæren. Soldaterne nedkæmpede rebellerne, som skød deres gidsler – dog ikke kronprinsen, der efterfølgende hævdede, at han kun havde medvirket under tvang.

Da Haile Selassie landede med sit fly, var alt overstået. Tre dage varede det mislykkede kupforsøg, som kostede 2.000 mennesker livet.

Urolige årtier følger

Det fejlslagne kup fik ikke den nu 68-årige kejser til at revidere sit syn på forholdene i landet:

“Der vil ikke blive den mindste forandring i regeringssystemet eller afvigelser fra den vej, vi indtil nu har fulgt”.

Men kupforsøget førte dog en væsentlig forandring med sig: Etiopierne turde nu kritisere styret. Især landets studerende, der for manges vedkommende havde læst i Moskva og var præget af kommunistiske idealer, harcelerede mod styrets undertrykkelse af befolkningen.

Samtidig kæmpede kejseren med den konservative adel, der ude i provinserne modsatte sig et ethvert forsøg på at gennemføre jordreformer, som kunne løfte landbefolkningen ud af fattigdom.

Frustreret anklagede Selassie sine magtesløse ministre: “I er udpeget til at træffe beslutninger. Vi siger til jer: Situationen kan ikke fortsætte!”

I Eritrea brød væbnet kamp for frihed ud med støtte fra Kina. Selassie afstatte landets selvstyreregering, opløste føderationen og annekterede den 15. november 1962 landet som Etiopiens 14. provins.

Mismodig overlod Selassie herefter indenrigspolitikken til sin premierminister, Aklilu Habte-Wold, for i stedet at koncentrere sig om den internationale scene.

En strategi, der på ingen måde løste problemerne på hjemmefronten.

Katastrofe chokerer verden

Fra slutningen af 1960’erne strømmede bølger af vrede studenter gennem Addis Abebas gader. Studenterne krævede, at samfundet blev omformet efter leninistisk-marxistiske idealer, og de havde flere voldelige sammenstød med politiet.

Stemningen i landet blev yderligere højspændt af, at både militæret og politiet var utilfredse med deres lønninger. Selassie hævede betalingen en smule for at dæmpe uroen, men de store reformer udeblev.

Faktisk tog den aldrende Haile Selassie end ikke skridt til at udpege sin efterfølger. Usikkerheden fik amerikanerne til at skrue markant ned for støtten til det etiopiske styre – de frygtede for deres investeringer, hvis landet endte i en borgerkrig.

Samtidig skabte høje oliepriser i begyndelsen af 1970’erne en international økonomisk krise, som også nåede Etiopien. Priserne på importerede varer eksploderede, arbejdsløsheden ligeså.

Midt i det hele lærte verden – i en BBC-dokumentar i 1973 – at en sultkatastrofe af hidtil usete dimensioner rasede i Etiopien.

TV-billederne fra provinserne Wollo og Tigray viste spædbørn med udspilede maver og fluer, der kravlede om øjnene. Tragedien udløste akutte indsamlinger verden over.

BBC anslog, at 200.000 var døde i løbet af et år. Eksperterne har siden været uenige om tallet – og om hvorvidt Haile Selassie kendte til katastrofen, eller om han havde mistet udsynet i sådan en grad, at han ikke opdagede den, før de nødlidende begyndte at strømme til hovedstaden.

Katastrofen tiltrak verdenspressen, og Selassie – uvant med kritiske spørgsmål – svarede irriteret på en italiensk journalists spørgsmål om demokratiet i Etiopien:

“Demokrati – hvad har det bragt verden? Er mænd blevet bedre? Er folk blevet lykkeligere? Illusioner. Illusioner”.

Haile Selassies fremtoning skadede hans ry, og hans popularitet svandt ind, mens hans greb om magten svækkedes.

Haile Selassies fald

Krisen kulminerede i februar 1974, hvor den galoperende inflation pludselig tog et nyt spring opad. Uroligheder brød ud i hovedstaden, og fem mennesker døde.

Addis Abebas gader flød med pamfletter, hvor forskellige grupper krævede forandringer, og i marts brød strejker og demonstrationer ud i hele landet. Demonstranterne forlangte demokratiske rettigheder – og mere i løn.

I juni formedes en komité af officerer i hæren, en ansigtsløs gruppe uden leder – kaldet derg (komitéen). I ugerne efter forsvandt den ene efter den anden af Selassies ministre på mystisk vis. De officielle medier, nu kontrolleret af dergen, talte om “et korstog mod korruption”.

Hen over sommeren blev hovedstaden fyldt af kampvogne, lastbiler og jeeps smykket med dergens slogan: “Etiopien først”.

Den 12. september satte de 10 navnløse derg-officerer “Hans kejserlige majestæt Haile Selassie 1., den sejrende løve fra Judah-stammen, kongernes konge og Guds udvalgte” under husarrest – først i hærens hovedkvarter, siden i paladset.

Den øvrige kejserfamilie kom i Addis Abebas berygtede Kerchele-fængsel – også kendt som Alem Bekagne, der kan oversættes til “jeg har fået nok af denne verden”.

Knap et år senere, den 28. august 1975, bekendtgjorde etiopiske medier, at den 83-årige eks-kejser dagen forinden var afgået ved døden. Officielt havde komplikationer i forbindelse med en prostataoperation gjort det af med ham.

Selassies læge dementerede hurtigt den fortælling. Operationen havde ganske rigtigt fundet sted, men mange måneder tidligere og helt uden komplikationer, forklarede han. Haile Selassie var i sine sidste måneder ved godt helbred, fastslog lægen.

Siden er dokumenter med ordren til drabet på Haile Selassie dukket op.

I 1992 blev hans knogler fundet – støbt ned i toiletgulvet hos lederen af dergen. To år senere dømte en etiopisk domstol adskillige tidligere officerer skyldige i at have kvalt den engang så urørlige Haile Selassie i hans seng.