Som de fleste andre i 1600- og 1700-tallet frygtede den franske Solkonge, Ludvig 14., varme bade.
Datidens anerkendte læger havde nemlig ganske rigtigt fundet ud af, at varmt vand åbnede porerne op.
Det mente de gjorde kroppen modtagelig for alle mulige former for sygdomme, som gemte sig i vandet, især når det ikke var i bevægelse.
Selv pesten skulle efter sigende have spredt sig på denne måde.
Solkongen blev alligevel opfattet som meget renlig, da han hver morgen tog et “tørt bad”, hvor tjenestefolk vaskede hans krop med såkaldt aqua vitae – ethanol, som bestod af omkring 90 pct. alkohol.
Kun hans ansigt fik en smule koldt vand. Den daglige vask hjalp dog ikke meget på Ludvig 14.s notorisk dårlige ånde og svedlugt.
Versailles’ forfærdelige stank er bl.a. blevet beskrevet af Voltaire. Slottet havde kun få toiletter til de omkring 4.000 mennesker, som boede der, og det var ikke unormalt, at fx tjenestefolk forrettede deres nødtørft i et afsides hjørne.
For at komme sveden til livs skiftede han skjorter tre gange om dagen og var så besat af parfumer, at han blev kaldt “Den Søde Blomstrende”.
Han satte den kongelige parfumemager til at skabe nye dufte, så han havde én særlig til hver dag i ugen, og fik sit tøj renset i en blanding af bl.a. rosenvand, jasmin og musk.
I de sidste år af sit liv brugte Ludvig 14. dog kun parfumer baseret på appelsinblomst.
Nogle historikere mener, at hans overforbrug havde gjort ham allergisk over for mange af andre klassiske ingredienser i tidens parfumer.
