Gennem det meste af historien har regenter været “konger af Guds nåde” og dermed været at betragte som Guds repræsentanter på Jorden. Det betød, at kongelige i det store hele havde uindskrænket magt over deres undersåtter.
Den gudgivne magt og de medfølgende privilegier gjaldt ikke kun kongen, men også hans slægtninge. En royal titel gav adgang til magtens inderkreds og var derfor særdeles eftertragtet.
Med indførslen af demokratisk styre i de fleste europæiske stater, er de kongeliges titler i dag blot formelle – og de royale har ikke længere nogen reel politisk magt. Ikke desto mindre giver titlerne en række fordele.
De kongelige er fx ofte undtaget almindelig lov og ret og behøver ikke at fremlægge regnskaber – og en del royale modtager fortsat en årlig apanage fra staten.
Prins Joachim har givet udtryk for, at han er dybt skuffet over, at hans børn ikke længere skal være prinser og prinsesser.
Børnebørnene mister deres titler
Når en kongelig får frataget sin titel, kan det desuden betyde, at personen også mister bl.a. militære titler og kongelige protektorroller, som har stor symbolsk betydning. Den skæbne overgik fx den britiske prins Andrew, da han i januar 2022 mistede sine titler efter at være blevet anklaget for seksuelle overgreb.
Senest vakte det stor opmærksomhed, da dronning Margrethe 2. i september 2022 meddelte, at hun havde besluttet at fratage prins Joachims børns titler som prinser og prinsesser. Den danske dronning kaldte beslutningen for “en nødvendig fremtidssikring af monarkiet”.
På lignende vis valgte den svenske kong Carl Gustaf i 2019, at fem af hans børnebørn ikke længere skulle være at betragte som kongelige højheder.