Nu om dage refererer apanage til de penge, som kongelige eller fyrstelige årligt modtager fra staten.
Men da apanage oprindeligt blev indført i den tidlige middelalder, var formålet at forhindre palads-kup og blodige borgerkrige.
Det skulle ske ved at tildele alle kongens sønner et landområde, som de kunne regere over. På den måde ville alle prinser få en portion magt og en indkomstkilde, så de ikke følte trang til at vælte kongens ældste søn, der skulle arve tronen.
En af de første til at benytte sig af denne form for apanage var den frankiske konge Karl den Store (748-814).
Allerede før sin død delte han i 806 sit store rige mellem sine tre sønner, som hver især fik forskellige bidder af Karls mægtige rige. Kejserens håb var, at de tre sønner ville være tilfredse med deres andel og ikke bekrige hinanden, når han gik bort. Hvilket primært lykkedes, fordi to ud af tre sønner døde før deres far.
Det danske kongehus får 114,6 mio. kr. om året – af dem modtager dronningen ca. 91 mio. kr.
Kongen delte sit rige med familien
I løbet af middelalderen spredte apanage-systemet sig til flere af Europas riger og udviklede sig med tiden til ikke kun at omfatte kongens sønner, men hele den royale slægt.
I stedet for at forhindre borgerkrig blev apanage nu et værktøj for kongen til at administrere sit rige. Ved at dele riget op og fordele magten mellem loyale slægtninge kunne regenten kontrollere enorme landområder og samtidig sikre sig militær opbakning i tilfælde af krig.
Den moderne apanage, også kaldet årpenge, opstod i takt med, at kongehusene mistede deres politiske magt – og dermed også indkomst.
Apanagen bruges af de kongelige til at betale udgifterne til bl.a. personale, administration, sikkerhed og private omkostninger.