Johan uden land tabte England

En højtidelig samling af irske magthavere tager i april 1185 imod den engelske prins Johan ved den irske by Waterford. Prins Johan er ankommet til Irland sammen med 300 riddere for at se den ø, som hans far har givet ham, men mødet ender som en katastrofe.

Straks prinsen får øje på irernes traditionelle, lange skæg, bryder han ud i høj latter. Dernæst slår han overlegent irerne på skulderen og giver sig til at hive dem i skægget. Stemningen er ødelagt, og de irske herremænd ender med at kalde prinsen for et “uopdragent barn, fra hvem man ikke kan forvente sig noget godt”.

Episoden er typisk for Johans opførsel. Manden er Englands konge fra 1199 til 1216, men han har ingen situationsfornemmelse, og hans regeringstid er én stor fiasko. Ifølge sin samtid er han både arrogant, magtsyg, doven og barnlig.

Kongen forrådte familien

Johan havde tre ældre brødre og var derfor ikke tiltænkt nogen særlig rolle af faren, da han blev født i 1166. Situationen ændrede sig dog fuldstændig, da storebrødrene gjorde oprør mod deres far. Johan blev i stedet kongens yndlingssøn. Men snart vendte også Johan ryggen til sin far, og sammen med sin bror, Richard Løvehjerte, tvang de ham i 1189 til at opgive tronen.

Richard blev konge af England, men samtidig begyndte lillebror Johans magtsyge at stikke frem. Mens Richard var på korstog, fyrede Johan sin brors kansler og satte sig på magten i England. Det passede ham kun fint, at Richard på vejen hjem blev taget til fange og holdt som gidsel af bl.a. den østrigske hertug. Johan benyttede nemlig anledningen til at indgå en alliance med den franske kong Filip 2. mod sin bror.

Kupplanerne blev imidlertid sat i bero, da Richard omsider blev løsladt. Ude af fængslet tilgav Richard sin bror, fordi han mente, at Johan blot var “et barn” med onde rådgivere.

Nevøen blev myrdet

I 1199 døde Richard efter et skud fra en armbrøst, og Johan kunne endelig sætte sig på tronen i England. Han følte sig fra første øjeblik hævet over både moralske og religiøse love. Selv om han var gift, forlystede han sig med herremændenes koner og døtre, indtil han i 1200 lod sig skille for at finde sammen med Isabella af Angoulême – en kun 12-årig pige, der allerede var forlovet med en magtfuld fransk adelsmand. Johans opførsel vakte forargelse og førte til fjendskab fra flere sider – bl.a. fra hans gamle allierede, Filip 2.

I første omgang var Johan dog ligeglad. Han opholdt sig i dagevis i sengen sammen med sin unge kone og inddrev samtidig uhyrlige skatter for at finansiere sine krige.

Men snart blev situationen alvorlig. Nevøen Arthur fik støtte fra alle Johans fjender og påstod at være den retmæssige arving til den engelske trone. Risikoen for at miste magten fik Johan til at rejse sig fra ægtesengen, og i 1203 slog han med egen hånd sin nevø ihjel.

Han mistede al magt

Johan troede, at han var kommet sin værste fjende til livs, men han skabte sig straks en ny: Han modsatte sig indsættelsen af en biskop og beslaglagde dernæst en del af kirkens besiddelser. Det gjorde paven rasende, og i 1209 fik England forbud mod at udføre kirkelige handlinger.

Dermed kunne ingen i landet få syndsforladelse. Bandlysningen var en katastrofe for Johan, og i 1213 måtte han opgive kampen mod paven og formelt overgive sig til pavens krav.

Men Gud var ikke den eneste, der tog magten fra Johan. Den franske konge havde allerede erobret Normandiet fra England, og på øerne pressedes han af magtfulde baroner. I 1215 tvang de Johan til at underskrive Magna Carta – et dokument, der begrænsede hans og fremtidige monarkers magt. Derfor fik han øgenavnet Johan uden Land. I 1216 døde kongen af dysenteri og efterlod sig et elendigt eftermæle:

“Han var den allerværste af vores konger. En troløs søn, en forræderisk bror, der var besudlet af enhver form for forbrydelse”, som en engelsk historiker skrev i 1800-tallet.