Erik af Pommern krones på Kalmar Slot

Kalmarunionen forenede Nordens kongeriger

I år 1397 satte Danmark sig i førersædet for et forenet Norden med Kalmarunionen. Men det nordiske samarbejde endte i dyre krige og blodige opgør, og i 1523 var Kalmarunionen endegyldigt opløst.

I år 1397 satte Danmark sig i førersædet for et forenet Norden med Kalmarunionen. Men det nordiske samarbejde endte i dyre krige og blodige opgør, og i 1523 var Kalmarunionen endegyldigt opløst.

AU Library, Campus Emdrup (DPB)

Hvad var Kalmarunionen?

Kalmarunionen blev indgået den 17. juni 1397 på Kalmar Slot i den svenske by Kalmar og var et kongefællesskab – en såkaldt personalunion – mellem rigerne Danmark, Norge og Sverige.

Kalmarunionen indebar, at landene havde en fælles udenrigs- og forsvarspolitik, at borgere frit kunne erhverve indkomst og ejendom i alle lande, og at den samme konge skulle regere over hele unionen.

Den konge var den blot 15-årige Erik af Pommern, der blev kronet som unionskonge under vedtagelsen af Kalmarunionen i 1397.

Den egentlige magthaver var dog hans adoptivmor, dronning Margrete 1., som havde et fast greb om magten i hele Norden frem til sin død i 1412.

Kort over Kalmarunionen

Kalmarunionen var en såkaldt personalunion mellem kongerigerne Danmark, Norge og Sverige og rigernes besiddelser Finland, Island, Grønland, Færøerne, Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Kalmarunionen havde sit magtcentrum i Danmark, men alle rigerne blev som hovedregel regeret efter deres egne gamle love og traditioner.

© Shutterstock

Under vedtagelsen af Kalmarunionen blev der udarbejdet to dokumenter. I det såkaldte kroningsbrev blev den blot 15-årige Erik af Pommeren hyldet som konge over de tre riger.

Den anden erklæring var det såkaldte unionsbrev. Her stod der bl.a., at kongen altid skulle omgive sig med medlemmer af rigsrådene fra alle tre riger, uanset hvor han opholdt sig. Denne paragraf skulle sikre, at alle kongerigernes interesser altid blev tilgodeset.

Traktaten om Kalmarunionen fra 1397
© Wikimedia Commons/Tom Jersø

Vedtagelsen af Kalmarunionen indeholdt altså indre modsætninger mellem ønsket om en stærk unionskonge på den ene side og adelens ønske om at begrænse kongens magt på den anden side.

Disse modsætninger skulle vise sig at skabe store problemer for unionen de kommende århundreder.

Hvordan blev Kalmarunionen til?

Margrete 1. trak i trådene

Danske Margrete 1. var hjernen bag Kalmarunionen. Hun ønskede at danne en fælles nordisk union for at styrke modstanden mod den nordtyske ekspansion, der blev anført af de indflydelsesrige hansestæder.

Planen om at gennemtrumfe et nordisk samarbejde med en dansk regent i spidsen tog for alvor form, da Margretes ægtemand, Håkon 6. af Norge, døde i 1380.

Da han var stedt til hvile, arvede deres søn, Oluf, officielt tronen. Oluf var dog kun 10 år, så Margrete regerede i hans sted, indtil han blev myndig.

Den aftale havde hun fået gennemtrumfet ved at love jord og slotte til de danske adelsmænd, der var villige til at støtte hendes sag. Med denne bestikkelse vandt hun flertallets opbakning.

Dronning Margrete 1.s sarkofag
© Roskilde Domkirke

Oluf døde dog som mindreårig i 1387. Margrete 1. stod nu uden en arving til tronen. Derfor adopterede hun sin storesøster Ingeborgs barnebarn Erik af Pommern som sin søn.

På den anden side af Øresund vaklede tronen gevaldigt under den tyskfødte konge Albrecht af Mecklenburg. Kongen overøsede sine tyske venner med godser og borge, hvilket gjorde ham ekstremt upopulær blandt landets adelige.

I 1388 afsatte de ham og overdrog magten til Margrete 1., som besejrede Albrecht under slaget ved Åsle – nær Falköping - året efter. Margrete 1. herskede nu ubestridt over hele Norden og var dermed Europas mest magtfulde kvinde.

Kalmarunionen i 1397 stadfæstede Danmarks suveræne position i Norden og sikrede samtidig fred mellem de tre kongeriger med den nye unionskonge Erik af Pommern i spidsen. Ingen var dog i tvivl om, at det var Margrete 1., der reelt set sad på magten.

Tidslinje

Tidslinje over regenter i Kalmarunionen

Kalmarunionen startede med fred og fordragelighed under Margrete 1., men endte i et svensk blodbad i 1520 under Christian 2.

Margrete 1.

  • Regeringsperiode: 1397 til 1412

Danmarks dronning, Margrete 1., grundlagde Kalmarunionen i 1397 og satte sin adoptivsøn, Erik af Pommern, på tronen som unionskonge. Det var dog reelt Margrete 1., der regerede de tre kongeriger frem til sin død i 1412.

Erik af Pommern

  • Regeringsperiode: 1412 til 1439

Erik af Pommern overtog officielt lederskabet af Kalmarunionen efter Margrete 1. En række upopulære krige med Tysklands Heinrich af Holsten førte til oprør mod kongen af svenskerne og de danske bønder, og i 1439 blev Erik af Pommern afsat som unionskonge.

Christoffer af Bayern

  • Regeringsperiode: 1440 til 1448

Erik af Pommern havde ingen børn. Derfor blev det hans nevø Christoffer af Bayern, som efterfulgte den detroniserede konge. Christoffer af Bayerns regeringstid var dog kort. Han døde allerede som 31-årig i 1448.

Christian 1.

  • Regeringsperiode: 1448 til 1481

Efter Christoffers død i 1448 valgte Sverige og Norge deres egen konge, Karl Knuttson. I Danmark kom Christian 1. til magten, og i 1452 invaderede han Sverige og fordrev Knutsson fra tronen.

Kong Hans

  • Regeringsperiode: 1481 til 1513

Christian 1.s søn og barnebarn kong Hans og Christian 2. forsøgte at genskabe Kalmarunionen ved at invadere Sverige. I 1497 lykkedes det kong Hans at vinde magten over Sverige og regere Norden som unionskonge. Efter fire år smed svenskerne dog igen den danske konge på porten.

Christian 2.

  • Regeringsperiode: 1513 til 1521 (regerede Danmark og Norge frem til 1523)

Christian 2. indledte en krig mod svenskerne i 1517, der var anført af rigsforstander Sten Sture. I 1520 invaderede de danske soldater Stockholm, og Sten Sture blev dræbt. Christian 2. var nu konge over Kalmarunionen, men da han henrettede 82 svenske adelsmænd, førte det til et oprør, som kostede ham magten i Sverige i 1521.

Hvorfor gik Kalmarunionen i opløsning?

Svenskerne dræbte unionen

Efter Margrete 1.s død i 1412 fortsatte unionen med at eksistere, men da Erik af Pommern overtog magten, voksede utilfredsheden over Kalmarunionen, særligt i Sverige.

I 1416 erklærede kong Erik af Pommern grev Heinrich af Holsten krig med det formål at erobre hertugdømmet Slesvig.

Krigen førte til højere skatter, hvilket fik svenskerne og danske bønder til at gøre oprør. Erik af Pommeren blev afsat i 1439, og året efter blev Christoffer af Bayern hentet til Norden som ny unionskonge af adelen.

På vegne af Danmark førte den nye konge af Kalmarunionen adskillige krige i det nordlige Tyskland. Krigene betød, at Sverige fik sværere ved at handle med deres vigtigste marked, Tyskland.

Efter Christoffers død i 1448 havde Sverige og Norge fået nok og valgte deres egen konge, Karl Knuttson, som i 1451 erklærede Danmark krig.

Kobberstik af Det Stockholmske Blodbad
© Det Kongelige Bibliotek

Skiftende danske konger forsøgte de efterfølgende årtier med felttog og belejringer at knuse svenskerne, men med begrænset held.

I 1497 lykkedes det kong Hans at vinde magten over Sverige og regere som unionskonge over både Danmark, Norge og Sverige, men efter fire år blev Hans igen smidt ud af Sverige.

I 1513 kom Christian 2. til magten i Norge og Danmark, og på grund af indbyrdes stridigheder i Sverige lykkedes det ham også at erobre magten i Sverige i 1520.

Christian 2. anklagede efterfølgende en række svenske adelspersoner for at være “kættere”, og den 8. og 9. november fik han henrettet 82 svenske adelsmænd og gejstlige under Det Stockholmske Blodbad.

Henrettelserne førte til et massivt oprør, og allerede året efter mistede kongen herredømmet over Sverige. I 1523 lod den svenske oprørsleder Gustav Vasa sig udråbe som Sveriges konge.

Dermed var Kalmarnionen endegyldigt stendød.