Kok afslører kejserens kannibalisme
Retssalen Palais de Justice, der ligger i hjertet af hovedstaden Bangui i Den Centralafrikanske Republik, er fyldt til bristepunktet. Mere end 300 journalister, fotografer og civile borgere er mødt op for at følge med i retssagen mod landets tidligere selvudnævnte kejser Jean-Bedel Bokassa.
I syv år har han levet i eksil i Paris, men han er for nylig vendt tilbage i håbet om at generobre magten. Men hvad Bokassa havde håbet ville blive et triumftog, ender i stedet med en anholdelse, og den 26. november 1986 begynder retssagen mod den 65-årige Jean-Bedel Bokassa, der nu endelig skal stå til ansvar for sine handlinger som landets enevældige diktator.
I en 30 minutter lang tale remser statsanklageren Mbodou anklagepunkterne op, der blandt andet involverer barnemord, forgiftning, økonomisk svindel og tortur. Anklageren slutter af med at konkludere, at Bokassa er “sadistisk, egocentreret og besat af sex”.
De efterfølgende måneder træder en lang række af Bokassas tidligere ansatte op i vidneskranken for at fortælle om den alenlange række af forbrydelser, landets tidligere leder har begået mod befolkningen.
Ingen er dog forberedt på, hvilke uhyrligheder Bokassas tidligere chefkok Philippe Linguissa serverer for domstolen den 3. marts 1987.
“På et tidspunkt, efter at jeg havde tilberedt mad til hans børn, tog Bokassa mig med ud i sit køkken og åbnede fryseren. Til min store forfærdelse så jeg, at der lå et menneskelig derinde. Bokassa gav mig en barberkniv og bad mig om at rense kroppen og udstoppe den med ris”, fortæller Philippe Linguissa til den måbende forsamling.
Jean-Bedel Bokassa springer op og kigger vredt på vidnet.
“Jeg har aldrig været og vil aldrig blive nogen kannibal”, råber han. Ingen ser dog ud til at tro på hans uskyld, og den engang så mægtige kejser, der tidligere svøbte sig i ekstravagante kåber, kongekroner og uvurderlige smykker, ligner nu mest af alt en slagen mand med det ene ben i graven.
Stokkeprygl og afskårne ører
21 år tidligere føler Bokassa sig mere i live end nogensinde før. Den højt dekorerede hærleder har netop gennemført et forholdsvis ublodigt militærkup, der har afsat landets upopulære præsident Dacko.
Om morgenen den 1. januar 1966 vågner indbyggerne i Den Centralafrikanske Republik op til nyheden om magtskiftet, da Bokassas indsættelsestale transmitteres i radioen:
“Retfærdighedens time er kommet. Borgerskabet er afskaffet. En ny æra af lighed for alle er begyndt”.
Bokassa viser sig dog hurtigt at indvarsle alt andet end lighed og retfærdighed for det lille afrikanske land.
Inspireret af sit store idol den franske kejser Napoleon Bonaparte maler den forfængelige og magtsyge Bokassa et næsten guddommeligt billede af sig selv i offentligheden.
Ud over konstant at give sig selv nye titler som “præsident for republikken på livstid” og “republikkens marskal” plastrer Bokassa sin militærjakke til med medaljer, der vidner om hans succes på krigsmarken.
Billeder af ham dukker op på reklamebannere, bymure, T-shirts og omslaget af skolebøger. Som Jean-Bedel Bokassa selv beskriver det: “Jeg er alle steder og ingen steder. Jeg ser ingenting, og alligevel ser jeg alt. Jeg lytter ikke til nogen, men hører alligevel alt. Sådan er det at være landets overhoved”.
Bokassa ser sig selv som nationens store fader og insisterer på at blive tiltalt “Papa Bok” af sine ministre. Hvor end Jean-Bedel Bokassa går, støtter han sig altid op ad sin elskede elfenbensstok, “canne de justice” – retfærdighedens stok.
Og som nationens børn hurtigt skal få at føle, er landets overhoved meget flink til at uddele stokkeprygl til dem, der vover at trodse ham.
I 1972 indfører Bokassa en afstraffelsesmetode, der møder øjeblikkelig fordømmelse fra verdenssamfundet.
Tre tyveknægte, der er blevet kastet i landets berygtede Ngaragba-fængsel for at have stjålet nogle bildæk foran regeringsbygningen Palais de la Renaissance, bliver afstraffet ved at få skåret deres ører af ved hjælp af sakse og knive.
Papa Bok er så tilfreds med sin nye afstraffelsesmetode, at han straks gør den lovpligtig, og han beordrer sine vagter til at slibe knivene og skære ørerne af samtlige af fængslets 46 tyveknægte.
FN’s generalsekretær, Kurt Waldheim, protesterer højlydt mod Bokassas grusomme behandling af landets kriminelle. Papa Bok kvitterer med at kalde ham for en “alfons, en kolonist og en imperialist”, alt imens han udsteder det ene mere vanvittige forbud efter det andet.
Mænd og kvinder mellem 18 og 55 år skal kunne bevise, at de har et job – ellers ryger de i fængsel. Det samme gør alle, der tigger på gaden eller spiller på tromme på hverdage.
Politiske modstandere bliver skudt for et godt ord, og Bokassa indsætter sine egne slægtninge som ministre, borgmestre og direktører for republikkens største virksomheder.
Drømmen om et demokrati i den unge, selvstændige afrikanske nation har i midten af 1970’erne udviklet sig til et mareridt med den magtsyge, selvoptagede og voldelige Bokassa som hele nationens utilregnelige despot.
Samtidig florerer utallige overtroiske rygter om diktatoren. Blandt andet forlyder det, at Papa Bok er en troldmand, der kan være flere steder på én gang og læse folks tanker.
Det forlyder også, at Bokassa ikke kan dræbes af kugler. For hvis en overfaldsmand forsøger at skyde ham, vil kuglen automatisk vende om i luften og gøre det af med snigmorderen i stedet.
Bokassa ville være Afrikas Napoleon
I 1977 når Bokassas storhedsvanvid nye højder. På trods af at Den Centralafrikanske Republik nærmer sig bankerot, og 66 pct. af befolkningen lever for under én dollar om dagen, beslutter Bokassa sig for at spendere 22 millioner dollars på at omdanne den lille centralafrikanske stat til et kejserdømme med sig selv som den enevældige hersker.
Bokassas indsættelsesceremoni er inspireret af Napoleon, og ligesom sit franske forbillede gør Papa Bok en storstilet entré til sin kroning.
Hans krop er svøbt ind i en ekstravagant, perlebeklædt toga, da han træder ind på Banguis stadion om formiddagen den 4. december 1977 for at lade sig krone som landets nye kejser.
På hovedet bærer han en laurbærkrans, der vækker mindelser om det antikke Roms magtfulde kejsere, og på brystet hænger to af hans yndlingsmedaljer.
Bokassa sætter sig på en guldbelagt, ørneformet trone og kigger ud på de 4.000 gæster, der er rejst fra nær og fjern for at deltage i den storslåede seance.
Foran snurrende kameraer får han overrakt sine nye, kejserlige regalier fra Napoleon-udklædte soldater, hvilket blandt andet tæller en to meter høj ibenholtstav og en overdådig kongekrone, der vil få selv dronning Elizabeth 2. til at gispe efter vejret. En geværsalut runder ceremonien af, og publikum klapper høfligt af landets nye kejser.
Omverdenen er dog mildest talt skeptisk, og i den internationale presse bliver Bokassas seneste spektakulære forestilling mødt med løftede øjenbryn og fordømmelse. Især journalister fra den vestlige del af verden påpeger, at landets nye kejser ikke har noget tøj på.
I vanlig stil møder Bokassa sine modstandere med korporlig afstraffelse, og flere af de kritiske udenlandske journalister bliver kastet i fængsel og gennembanket af Bokassas nye kejsergarde.
Men stigende inflation og en tom statskasse giver hurtigt desperationen og vreden frit løb i det nye kejserdømme, og den 15. januar 1979 begynder et studenteroprør at tage form.
Omkring 3.000 studerende marcherer gennem Banguis gader for at vise deres utilfredshed med Bokassa og landets helt igennem katastrofale økonomi.
Militæret knuser opstanden og efterlader hundredvis af demonstranter døde, men i de efterfølgende måneder tager optøjerne til, og Bokassa svarer igen med at fængsle, torturere og dræbe alle, der trodser ham og hans styre.
Kejserens hårdhændede metoder bliver mødt med stor forargelse, og landets tidligere kolonimagt, Frankrig, der ellers ofte har taget Bokassas parti, kan ikke længere vende det blinde øje til.
Mens Bokassa er på besøg i Libyen hos sin ven Gaddafi, indsætter Frankrig den 20. september 1979 tropper i Den Centralafrikanske Republik for at hjælpe den tidligere præsident Dacko tilbage til magten.
Bokassa, der tilranede sig magten fra Dacko 13 år tidligere, er nu selv blevet afsat i nattens mulm og mørke og må via Elfenbenskysten flygte til eksil i Frankrig.
Imens fejrer befolkningen kejserens fald ved at løbe hujende gennem gaderne i hovedstaden, Bangui, og smadre alle de statuer og billeder af Bokassa, der pryder bybilledet.
Da Bokassa blev stødt fra magten, erobrede folket hans kejserlige karet og slæbte den ud i gaderne...
Da den nye præsident ransager den abdicerede kejsers overdådige palads, finder han liget af en matematiklærer og en af de forsvundne studenteroprørere i en fryser. På blot fem døgn er Bokassa gået fra at være hele landets enevældige kejser til en formodet kannibal på flugt.
Alligevel føler Papa Bok sig sikker på, at hans ophold væk fra magtens tinder blot er midlertidigt, og syv år senere, den 23. oktober 1986, får han endelig muligheden for at sætte kursen mod sit hjemland igen, da han i Paris sniger sig ombord på et fly med kurs mod Den Centralafrikanske Republik.
Han er overbevist om, at folket vil tage imod ham med åbne arme som en frelser, og bliver derfor overrasket, da han bliver lagt i håndjern i Banguis lufthavn.
“Jeg er ikke en helgen. Jeg er blot en ganske almindelig mand. Alt, hvad jeg ønsker, er at leve i fred sammen med min familie og få mit navn renset for disse uhyrlige anklager”, siger Bokassa under sin forsvarstale ved den fem måneder lange retssag mod ham, der strækker sig frem til den 22. maj 1987.
Den 12. juni braser den tidligere kejser Jean-Bedel Bokassas drøm endelig sammen. Diktatoren bliver fundet skyldig i mord, økonomisk svindel og tortur – hans kannibalistiske tilbøjeligheder er imidlertid aldrig blevet undersøgt nærmere og indgår ikke i dommen.
Men resten af anklagerne er nok til, at han dømmes til døden. To år senere omstødes dommen til livstid af landets præsident Kolingba, og senere samme år bliver Jean-Bédel Bokassa benådet fuldstændigt og får lov til at forlade fænglset.
Bokassa blev rehabiliteret efter sin død
Ligesom sin store helt Napoleon tilbringer Bokassa de sidste år af sit liv i ensomhed bag murene på en af sine gamle villaer i hovedstaden, Bangui, indtil han dør af et hjertestop den 3. november 1996, 75 år gammel.
14 år senere får Afrikas gale kejser paradoksalt nok pyntet på sit eftermæle som blodtørstig diktator og despot, da Jean-Bedel Bokassa i 2010 officielt bliver rehabiliteret af sin tidligere officer og landets daværende præsident, François Bozizé, med ordene:
“Bokassa var en søn af nationen. Han var med til at bygge dette land og har givet så utrolig meget til folket”.