Kejser, Frans Josef, Østrig

Kejser så sit rige forsvinde

I over 300 år havde slægten Habsburg siddet på Østrigs trone, da den unge Frans Josef i 1848 blev kæmperigets kejser. Men problemerne tårnede sig op, for imperiets mange folkeslag ville have frihed.

I over 300 år havde slægten Habsburg siddet på Østrigs trone, da den unge Frans Josef i 1848 blev kæmperigets kejser. Men problemerne tårnede sig op, for imperiets mange folkeslag ville have frihed.

Mondadori Portfolio/Bridgeman Images & Shutterstock & Album/Fine Art Images/Imageselect

Den 10. september 1898 fik den østrigske kejser Frans Josef den besked, at hans hustru gennem 46 år, kejserinden Elisabeth, var blevet myrdet ved et attentat i Genève.

“Jeg slipper åbenbart ikke for noget som helst i denne verden”, udbrød han, som han sad ved sit skrivebord i arbejdsværelset på slottet Schönbrunn i Wien.

Hans spontane udbrud afspejlede det faktum, at hele hans regeringstid havde været fyldt af tragedier og nederlag.

For den dengang 68-årige kejser føltes det, som om han var en ulykkesmagnet. Sandheden var, at tiden var løbet fra hans imperium og hans egen rolle som enevældig kejser.

1800-tallet var de store politiske omvæltningers tid, hvor begreber som demokrati, nye politiske ideologier og national selvbestemmelse dominerede. Ikke mindst blandt alle de folkeslag, der levede inden for det østrigske imperiums grænser.

Frans Josef og hans regering prøvede krampagtigt at holde fast i en regeringsform, der hørte hjemme i 1700-tallet.

Frans Josef, kejser, Wien, Schönbrunn

Fra slottet Schönbrunn i Wien styrede Habsburg-slægten et af Europas største riger.

© Shutterstock

Magtkamp om den østrigske trone

Begyndelsen til enden på østrigernes imperium var indtruffet 50 år forinden. I februar 1848 udbrød der revolution i Frankrig. I de følgende måneder bredte den sig over store dele af Europa. Ligesom under den store franske revolution i 1789 lød slagordene “frihed, lighed, broderskab!”

Men nu lød råbene ikke kun på Paris’ gader, men også i Frankfurt, Berlin, Budapest, Warszawa og Wien. Den verdensorden, der efter Napoleonkrigenes urolige år blev slået fast ved Wienerkongressen i 1814–15, blev nu udfordret af nye politiske bevægelser.

Men Europas herskere havde ikke i sinde at opgive deres mere eller mindre enevældige styreform og tillade de moderne demokratiske eksperimenter, som især de voksende byers befolkning efterspurgte.

I december 1848 nåede urolighederne i Wien et sådant niveau, at kejser Ferdinand valgte at abdicere. Beslutningen udløste en magtkamp inden for den habsburgske slægt, der havde styret kejserdømmet lige siden 1526.

Ferdinands yngre bror, ærkehertug Frans-Karl, havde hverken ambitioner eller evner til at overtage magten, men hans foretagsomme hustru, ærkehertuginden Sophie, benyttede lejligheden til at bane vej for sin 18-årige søn, Frans Josef.

Frankrig, revolution, 1848

Revolutionen i Frankrig i 1848 spredte sig med stor hast til store dele af Europa, heriblandt til Wien.

© Jules David/Rijksmuseum

Da sønnen tiltrådte, overtog han en række uløste problemer. Et af dem var Ungarn, hvor mange krævede retten til at styre deres land uden indblanding fra Wien. Til sidst bad Frans Josef den russiske zar Nikolaj 1. om hjælp.

Den aldrende hersker ville gerne hjælpe sin unge kollega. Russiske tropper blev sendt til Ungarn og slog oprøret ned med stor brutalitet. Til gengæld forventede zaren fremover at have en tro allieret siddende på tronen i Wien.

De forventninger blev dog ikke indfriet under Krimkrigen 1853–56. Da England, Frankrig og Osmannerriget gik i krig mod Rusland, valgte Frans Josef, til zar Nikolajs store forbitrelse, at forblive neutral. En beslutning, der skulle vise sig skæbnesvanger i fremtiden.

Datteren bliver syg og dør

I 1854 giftede Frans Josef sig med sin kusine, den bayerske prinsesse Elisabeth. Det var faktisk hendes ældre søster, Helene, der var blevet udset som gemalinde for den østrigske kejser, men Frans Josef blev forelsket i den billedskønne Sissi, som Elisabeth blev kaldt.

Deres første år var lykkelige. Alle kunne se, at Frans Josef forgudede sin smukke hustru. Mellem 1855 og 1858 fødte Elisabeth tre børn, døtrene Sophie og Gisela og parrets eneste søn, kronprins Rudolf. Men samme år som han blev født, blev familien ramt af en tragedie.

I foråret 1858 var de på rejse i Ungarn, da den to år gamle prinsesse Sophie blev syg og døde. Sissi blev knust af sorg og trak sig væk fra sin mand. Hun kom sig aldrig over den tragiske hændelse. I 1860 rejste hun til Madeira, hvor hun blev i seks måneder.

Frans Josef, Østrig, tragedie

Kejser Frans Josefs første datter døde som 2-årig i 1858. Hun blev dog langtfra hans eneste nære tab.

© SZ Photo/Bridgeman Images

Efter det besøg blev hun ved med at tage på lange rejser uden for imperiets grænser. Kun enkelte gange dukkede hun op i Wien og blev aldrig længe. Med tiden blev kejserindens evige rejseri årsag til en del sladder.

Østrigs neutralitet under Krimkrigen skulle komme til at koste landet dyrt. Forholdet til både Frankrig og Rusland var på vej mod frysepunktet, og i nord kunne Østrig blot se magtesløst til, mens kongeriget Preussen voksede sig stærkere og stærkere, både politisk og økonomisk.

I 1859 allierede Frankrig sig med kongeriget Sardinien for at opnå kontrol over den italienske halvø. Østrig dominerede de nordlige dele af Italien, som på den tid var splittet op i flere små og mellemstore kongeriger.

Frans Josef taber krig efter krig

Frankrig og Sardinien oprustede militært. De ønskede at fremprovokere en østrigsk krigserklæring, så Frans Josef kom til at fremstå som angriber. Strategien lykkedes og førte til en kort, men intensiv krig.

Efter nederlaget i de blodige slag ved Magenta og Solferino blev Østrig tvunget til at overlade den norditalienske region Lombardiet til kongeriget Sardinien. Det blev startskuddet til den italienske samling.

Frans Josef, slag, Magenta, 1859

Nederlaget i slaget ved Magenta i 1859 bidrog til, at Østrig mistede mere og mere land.

© Mondadori Portfolio/Bridgeman Images

Men Frans Josefs bekymringer gik ikke på tabet af det nordlige Italien. Efter at Otto von Bismarck var tiltrådt som kansler i Preussen, blev kongedømmet i nord hele tiden ved med at ekspandere.

Den østrigske kejser indså, at hans dominans inden for Det Tyske Forbund (som ud over Østrig mest bestod af mindre, tyske fyrstendømmer) snart ville blive udfordret.

Først forsøgte han at samarbejde med Preussen og sendte tropper til landets krig med Danmark om hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Med sejren over danskerne voksede selvtilliden dog inden for det preussiske kongedømme.

I 1866 udbrød der krig mellem de tidligere allierede stormagter – Østrig og Preussen. Konflikten blev kortvarig og fandt især sted i Böhmen (som i dag hører til Tjekkiet). Det handlede dog ikke om territorium, men om magten over Europas tysktalende befolkning.

Østrig led et svidende nederlag, og Frans Josef blev tvunget til at indse, at han havde mistet al indflydelse over Det Tyske Forbund. Krigsfiaskoen medførte store omvæltninger.

I 1867 kunne Frans Josef ikke forhindre sit kejserdømme i at blive forvandlet til dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Han blev ganske vist ved med at være regent i begge unionens dele, men ungarerne fik alligevel mere selvstyre, end de før havde haft.

Efter at Preussen havde besejret Frankrig i 1871, blev alle de tyske småstater samlet i en ny stormagt med den tidligere preussiske konge Vilhelm som kejser. Det stod klart for Frans Josef, at han var nødt til at holde sig på god fod med sin nye kollega i Berlin, hvis hans imperium skulle overleve.

Annektering øger spændingerne

1879 førte de to kejsere deres riger ind i et fælles forsvarsforbund, der tre år senere blev udvidet med Italien. Nu var Frans Josefs rige allieret med begge de to stater, der var brudt ud af hans rige.

De politiske nederlag var ikke Frans Josefs eneste prøvelse. En kold januarmorgen 1889 fandt man liget af hans søn, kronprins Rudolf, på jagtslottet Mayerling uden for Wien. I samme værelse lå en død ung kvinde, Marie Vetsera.

Kronprinsen havde tilsyneladende først skudt sin elskerinde og dernæst sig selv. Eftersom der ikke forelå noget afskedsbrev, blev begivenheden omgærdet af konspirationsteorier og rygter.

Det var almindeligt kendt, at kronprinsen tit havde været på kollisionskurs med sin far, især hvad angik rigets politiske kurs. Den konservative kejser ville ikke høre tale om forandringer, mens kronprinsen fx meget vel kunne tænke sig større nationalt selvstyre for imperiets forskellige folkeslag.

Man udnævnte Frans Josefs bror, ærkehertug Karl, til ny tronfølger. Da han døde i 1896, blev hans søn, Frans Ferdinand, imperiets nye kronprins. Hans dramatiske død 18 år senere kom til at spille en vigtig rolle i verdenshistorien.

Balkanhalvøen, i Europas sydøstlige hjørne, havde i århundreder været domineret af Osmannerriget. Efter Krimkrigen begyndte imperiet at knage i fugerne, da den ene folkegruppe efter den anden forsøgte at rive sig løs.

I starten af 1900-tallet var spændingerne på halvøen så voldsomme, at denne blev sammenlignet med en krudttønde. I 1908 annekterede Østrig-Ungarn ganske uden videre Bosnien-Hercegovina.

Den østrigske ekspansion øgede urolighederne i de mindre stater i området: Grækenland, Bulgarien, Montenegro og ikke mindst Serbien.

Fire år senere udbrød der en voldsom krig på Balkan, som bl.a. førte til, at Osmannerriget blev tvunget ud af stort set hele sit europæiske territorium. Riget beholdt kun kontrollen over et lille område omkring hovedstaden Istanbul og det vigtige Bosporusstræde – porten mellem Sortehavet og Middelhavet.

Attentat antænder krudttønden

Frans Josef udsatte statslederne på Balkan for hårdt pres. Han ville under ingen omstændigheder lade Rusland få mere indflydelse. De ortodokse serbere havde dog allerede valgt deres russiske trosbrødre som allierede.

I 1914 var der kommet så mange spændinger mellem østrigere og serbere, at mange var bange for, at der skulle udbryde en ny krig. Den 28. juli tog Frans Josefs brorsøn og tronfølger, Frans Ferdinand, til den bosniske hovedstad Sarajevo på officielt besøg.

Frans Josef, kejser Karl 1.

Kejser Karl 1. (forrest til hest) måtte modstræbende videreføre krigen mod bl.a. Italien ved floden Isonzo.

© SZ Photo/Imageselect

Den nye kejser kæmpede til det sidste

Da kejser Frans Josef døde i 1916, overtog hans grandnevø, Karl, tronen – og en verdenskrig ude af kontrol. Karl 1. forsøgte desperat at få Østrig-Ungarn ud af krigen, men måtte opgive, da fjenden nægtede.

Halvvejs inde i 1. verdenskrig døde den 86-årige Frans Josef i 1916. På tronen kom i stedet den fredselskende Karl 1.

Østrig-Ungarn havde med tysk hjælp knust Serbiens hær i 1915 og stabiliseret fronten mod Rusland, men samme år angreb Italien i håbet om landvindinger i bl.a. Sydtyrol.

Da kejser Karl overtog tronen, var det lykkedes de østrig-ungarske styrker at slå italienerne tilbage ved Isonzo-floden, hvor begge sider udkæmpede en brutal stillingskrig i Alperne. Østrig-Ungarns nye monark forsøgte i hemmelighed at forhandle med Frankrig om at trække Østrig-Ungarn ud af krigen.

Forhandlingerne strandede imidlertid, da Karl nægtede at give Italien, bl.a. Sydtyrol. Kejseren måtte derfor fortsætte krigen, der endte med nederlaget i 1918. Ved fredskonferencen blev Østrig-Ungarn splittet op i selvstændige stater og monarkiet opløst. I 1921 forsøgte Karl to gange forgæves at genvinde tronen i Ungarn. Han døde ludfattig i sit eksil på Madeira året efter.

Med støtte fra den serbiske sikkerhedstjeneste havde en flok terrorister skaffet sig adgang til byen og forberedt et attentat. Skuddene, der dræbte tronarvingen og hans hustru, blev affyret af den serbiske nationalist Gavrilo Princip.

Mordet udløste en kædereaktion, der førte til 1. verdenskrigs udbrud. Østrig-Ungarn stillede efter attentatet så skrappe krav til Serbien, at landet opfattede dem som en krigserklæring fra Wien.

Eftersom begge sider havde flere alliancepartnere, opstod der en dominoeffekt af krigserklæringer mellem de europæiske stormagter. Jo længere tid 1. verdenskrig stod på, des større blev spændingerne inden for det østrigske imperium.

Mens Frans Josef og hans generaler kæmpede for at bevare den gamle verdensorden, planlagde nationale bevægelser i de forskellige hjørner af riget en anden fremtid. Den 21. november døde den østrigske kejser på slottet Schönbrunn i Wien.

Han var 86 år gammel og havde regeret i 68 år, længere end nogen anden i historien.