Shahen af Iran begynder i 1970 forberedelserne til fejringen af sit riges 2.500-årsjubilæum.
Hans forgængere kong Kyros, Dareios og Xerxes var stærke regenter, og shahen øjner chancen for at stive sit eget image af med stjernestøv fra oldtidens Persien.
Med en ekstravagant fest vil han bevise, at Iran ikke kun er ved at genvinde fordums styrke, men også er godt på vej til at blive en moderne nation med højteknologi og cowboybukser.
Ved at modtage besøg af konger og præsidenter fra hele verden vil hans vaklende regime samtidig blive legitimeret.
Muhammad Reza Pahlavi blev shah af Iran i 1941. Fejringen af 2.500-året for Perserrigets opståen faldt sammen med hans eget 30-årsjubilæum.
Shahen har bestemt, at jubilæet for kong Kyros’ kroning skal finde sted i midten af oktober 1971 – også selvom flere historikere påpeger, at han rammer ca. 30 år forkert med datoen.
Monarken udvælger Persepolis som kulisse for “den vidunderligste fest, verden nogensinde har oplevet”. Her – i ørkenen 300 km nord for Den Persiske Bugt – lå i oldtiden en af perserkongernes hovedstæder.
Nu er der kun ruiner fyldt med slanger og skorpioner tilbage.
Men den slags udfordringer kan penge fra Irans voksende olieindustri let overkomme, mener shahen, som vil opføre en midlertidig jetset-by med inspiration fra 1001 nats-eventyr – komplet med brede boulevarder, plaskende fontæner, grønne skove, kvidrende fugle og farvestrålende blomsterbede.
Hoffet sender indbydelser ud i alle verdenshjørner.
Gæstelisten til den tre dage lange fest er lige så lang, som den er spektakulær.
Hoffet sender indbydelser ud i alle verdenshjørner – til konger og dronninger, prinser og prinsesser og til præsidenter og premierministre fra kommunistiske såvel som kapitalistiske lande.
Shahen er i forvejen upopulær blandt mange menige iranere, fordi han i rasende fart forsøger at forvandle sit land efter vestligt forbillede og mener, at religion forhindrer hans folk i at udvikle sig.
Efterhånden som detaljerne om den ekstravagante fest siver ud, stiger vreden mod hans regime.
Kryb forgiftes fra luften
Shahen udpeger i 1970 sin hofminister og højre hånd, Asadollah Alam, til at stå for planlægningen af de omfattende festligheder i anledning af 2.500-året for kong Kyros’ kroning.
Kyros grundlagde mere end 500 år f.Kr. det mægtige rige Persien, som Iran blev kaldt i oldtiden.
Også shahens ægtefælle, dronning Farah Diba, er dybt engageret i arbejdet med at stable en overdådig fest på benene midt i ørkensandet – og udfordringerne er enorme: Alt skal skaffes udefra og bygges op fra grunden, men først skal infrastrukturen forbedres.
Gæsterne vil ankomme i fly fra hele verden, så i byen Shiraz 60 km syd for Persepolis befaler shahen en international lufthavn opført.
Han lader dernæst en motorvej bygge, så gæsterne kan nå hurtigt frem til Persepolis’ ruiner. På shahens befaling skal oldtidsbyen forvandles til en idyllisk oase fyldt med fuglekvidder.
En stribe propelfly går derfor på vingerne, og i en radius af 30 km fra ruinbyen sprøjter de gift ud over området for at få bugt med kryb.
Få dage efter samler arbejdere et helt vognlæs døde giftslanger, øgler, skorpioner og kæmpeedderkopper op fra den tørre jord.
Påfugle på en bund af kandiseret frugt var festmiddagens højdepunkt. Indeni lå glaserede vagtler.
Franske kokke tryllede
Gallamiddagen den 14. oktober 1971 var jubilæumsfestens klimaks. Her vankede der udsøgte delikatesser fra det franske køkken tilberedt af 30 kokke fra den parisiske toprestaurant Maxim’s.
Tjenerstaben talte omkring 120 mand, som var håndplukket fra bl.a. Hôtel de Paris Monte-Carlo i Monaco og fra Badrutt’s Palace Hotel i St. Moritz i Schweiz.
I dagene før gallamiddagen transporterede fly fra det iranske luftvåben 18 tons mad – heriblandt 2.700 kilo kød, 1.280 kilo fjerkræ og vildt samt 30 kilo kaviar – til ørkenbyen Persepolis.
Ved hver kuvert lå en lille, blå bog med festmenuen, så gæsterne vidste, hvad de kunne se frem til at sætte tænderne i.
Havearkitekter og gartnere anlægger en golfbane og planter over 15.000 cypresser, 50.000 nelliker og endeløse rækker af petuniaer og morgenfruer i ørkenen.
Shahen og hans dronning besøger jævnligt Persepolis for at følge projektets fremskridt, og i løbet af de sidste travle måneder før festen skyder der desuden en overdådig teltby op af sandet.
Shahen har hyret det velrenommerede franske firma Maison Jansen til at designe en passende indkvartering til gæsterne – hoffets eneste krav er, at de indbudte skal have “fornemmelsen af at befinde sig i et palads”.
Den fornemmelse får festdeltagerne, som skal bo i 50 runde, airconditionerede huse forklædt som telte og med guldindrammede døre, marmorbadeværelser, himmelsenge og en rigt møbleret salon.
Selv de mindste detaljer har værterne tænkt på: Fra en kommodeskuffe kan gæsterne forsyne sig med mavesyredæmpende Alka-Seltzer-brusetabletter og med Tampax-tamponer.
Og til morgenmad vil de få serveret alt, hvad deres smagsløg begærer – fra æg og yoghurt til marinerede sild og råt kamelkød.
50.000 spurve importeret fra Spanien døde af tørst efter festen.
Mad og spurve flyves ind
Netop bespisningen er et kapitel for sig.
Til at varetage den opgave har shahen hyret den verdensberømte franske restaurant Maxim’s, som må lukke i knap to uger, mens kokke, vinkypere, konditorer og tjenere har travlt i Iran.
Fra Paris letter i efteråret 1971 hele 100 transportfly lastet med årgangsvine og tonsvis af mad – fra purløg og persille til lammekød og fjerkræ.
Med i lasten er også 150 tons køkkengrej samt gigantiske isblokke, som skal knuses og bruges til at afkøle champagnen.
Umiddelbart inden festen skal begynde, ankommer en sending spurve fra Spanien – i alt 50.000.
Med deres kvidder skal de små sangfugle sprede hygge i eventyrbyen, der af sikkerhedshensyn er omgivet af pigtrådshegn diskret placeret bag rækker af træer.
Champagnen er lagt på køl, teltbyen står færdig med et interiør, der er som taget ud af et boligmagasin.
Over 60 kongelige og statsledere har takket ja til invitationen. Den etiopiske kejser, Haile Selassie, Jordans kong Hussein og præsident Tito fra Jugoslavien er blandt de tilmeldte.
De nordiske kongehuse har skillinget sammen til et SAS-fly, så kong Frederik 9. og dronning Ingrid, den norske konge og Sveriges kronprins kan ankomme standsmæssigt.
Til shahens fortrydelse har adskillige ledere fra Vestens største lande meldt afbud. Nogle udebliver af politiske årsager – shahen er en kontroversiel figur – andre af frygt for terroranslag.
Video: Se den ekstravagante teltby indefra
Til sidstnævnte hører USA’s præsident, Richard Nixon, hvis stab har sat spørgsmålstegn ved sikkerheden. I stedet skal vicepræsident Spiro Agnew repræsentere USA.
Heller ikke den franske præsident, Georges Pompidou, deltager.
“Hvis jeg dukkede op, ville de formentlig bare udnævne mig til overtjener”, bemærker præsidenten spøgefuldt til en journalist – med henvisning til at så mange franskmænd fra restauranten Maxim’s skal varte de fine gæster op.
Kejser lufter hund i pyjamas
Halvanden uge inde i oktober 1971 er alt klappet og klart.
Champagnen er lagt på køl, teltbyen står færdig med et interiør, der er som taget ud af et boligmagasin, og et gigantisk gallatelt med krystal-lysekroner under et loft af glitrende silke står parat til at huse de fine gæster.
I den nyanlagte lufthavn i Shiraz hersker der travlhed. Mandag aften den 11. oktober og tirsdag morgen den 12. oktober 1971 ankommer festdeltagerne i private eller chartrede fly og bliver modtaget på røde løbere af shahen og hans dronning.
I lufthavnen venter en flåde af 250 fabriksnye, skudsikre Mercedes-Benz-limousiner på at bringe de tilrejsende ad den nyanlagte motorvej til Persepolis, hvor kongelige og præsidenter indkvarteres i hver deres teltsuiter.
Det danske regentpar skal residere på Asienvej nr. 5, i naboteltet bor den belgiske kong Baudouin og dronning Fabiola, og lige overfor holder den 79-årige etiopiske kejser, Haile Selassie, til sammen med sin hund – chihuahuaen Cheecheebee – hvis diamantbesatte halsbånd lyner i ørkensolen.
Kort efter ankomsten er det, som om de prominente campister falder ind i en afslappet rutine.
Om morgenen lufter kejser Selassie sin hund mellem teltene – kun iført pyjamas – Frederik 9. sidder udenfor og ryger pibe, mens den græske kong Konstantin lægger vejen forbi for at hilse hjerteligt på fyrstinde Grace Kelly og fyrst Rainier af Monaco. Alle mingler tilsyneladende med alle.
Festsalen blev syet i silke
Forberedelserne til den historiske fest tog et år, og shahen hyrede indretningsarkitekter fra det franske firma Maison Jansen til at bygge en helt ny by nær Persepolis.
Arkitekterne lod sig inspirere af en fornem teltlejr fra 1520 – Camp du Drap d’Or (“Guldbrokadelejren”) – ved Calais i Frankrig.
Her havde den franske kong Frans 1. og den engelske kong Henrik 8. mødtes til en fredskonference i overdådige rammer.
Shahens festby blev opført som en femtakket stjerne med springvand og fem boulevarder flankeret af skov.
Byens i alt 50 luksus-beboelsestelte var forbeholdt kongelige og præsidenter.
Resten af gæsterne – dvs. ambassadører, hoffolk og øvrigt følge – blev indkvarteret på hoteller i bl.a. byen Shiraz 60 km borte.
“Kommunisterne og kapitalisterne kommer forbavsende godt ud af det med hinanden”, bemærker en af de tilstedeværende journalister.
Gæsterne vinker og smiler til hinanden eller slår en sludder af ved springvandet, og en hærskare af tjenere iler fra telt til telt med gaver og invitationer, som bliver overrakt på en sølvbakke.
I lejrens skønhedssalon får kvinderne sat deres lokker og lagt makeup, og et særligt klubtelt med kasino, bar og bløde lædersofaer viser sig som det helt store trækplaster, så her er sikkerhedsfolkene ekstra opmærksomme.
Teltbyens el-drevne taxa stod klar til at fragte dårligt gående gæster rundt eller køre royale ud til den golfbane, der var blevet bygget i byens udkant.
En vagt tjekker gæsterne ved indgangen og bremser en afslappet klædt, ældre herre og beder om at se hans ID-papirer.
Manden roder i sine lommer, trækker på skuldrene og gør mine til at fortsætte ind i teltet, men bliver hårdhændet gelejdet ud.
Vagtens ansigtskulør skifter brat til gråhvid, da en gæst gør opmærksom på, at manden er den danske konge.
Kun én af de indbudte, den amerikanske vicepræsident Spiro Agnew, holder lav profil i sin teltsuite. Han er ramt af et modbydeligt maveonde, “shahens hævn” kalder spøgefugle sygdommen.
Sandstorm skaber panik
Til lyden af en æressalut på 101 kanonskud åbner shahen tirsdag 12. oktober festlighederne.
Stående ved Kyros den Stores grav i Pasargadae, som ligger ca. 80 kilometers kørsel nord for Persepolis, holder han en højtidelig tale.
“Kyros! Store konge, kongernes konge. Historiens udødelige helt, faderen over verdens ældste imperium. Efter 2.500 år vajer det persiske flag lige så stolt som i din storhedstid. Hvil i fred, oh Kyros, du store konge, for vi er vågne, og vi vil altid forblive vågne”, erklærer shahen, der har Farah Diba ved sin side.
I månedsvis har den iranske dronning haft rigeligt at se til med at få alt til at klappe, og den i forvejen modelslanke førstedame er nu endnu tyndere end vanligt.
Under tiaraen af guld og diamanter lyser hendes ansigt blegt – ifølge en reportage i avisen The Washington Times formår den perfekte makeup ikke at skjule randene under øjnene.
Ved højbordet sad bl.a. fyrst Rainier af Monaco (yderst tv.), britiske prins Philip og den 25-årige Carl Gustav, Sveriges kronprins.
Festens absolutte højdepunkt er gallamiddagen, som finder sted om aftenen torsdag den 14. oktober.
Til lejligheden er alle trukket i deres stiveste puds og står i kø for at trykke værtsparrets hænder, da en sandstorm nærmer sig truende.
Bekymrede for hår og tiaraer presser gæsterne på for at komme ind, før stormen rammer. De sidste – og mindst vigtige – af de 600 gæster får uglet håret af kraftige vindstød, før de når i læ.
Da de omsider har trykket hånd med værtsparret, træder gæsterne ind i en drøm. Uendelige baner af lyserød og blå silke dækker vægge og loft, hvorfra et væld af lysekroner dingler, mens sandstormen rusker i teltdugen.
Teltene fyldte hver især 100 m² og var individuelt indrettet, men alle havde to soveværelser med himmelseng, to badeværelser beklædt med toscansk marmor, en overdådig salon med plads til 12 mennesker plus et kontor med kontakt til hjemlandet via satellittelefon.
Mens de knap så betydningsfulde gæster får plads ved mindre borde, skal de fineste sidde på samme langside ved det 70 m lange hovedbord, der bugter sig gennem teltet.
Her er pladserne fordelt efter rangorden og anciennitet:
Etiopiske Haile Selassie er den længst siddende monark, så han får ærespladsen ved siden af Farah Diba, mens Danmarks Ingrid, som har været dronning i 24 år, får æren af at have shahen som sin bordherre – “eventyrbyens første-dame”, skriver danske aviser henrykt.
2.500 flasker champagne står klar
Under middagen går snakken trægt. Ifølge den amerikanske avis Los Angeles Times har gæsterne forbløffende lidt at sige til hinanden, i hvert fald indtil vinen bliver serveret.
Shahen har købt rigeligt med årgangsvin – 2.500 flasker fransk champagne og 2.000 flasker bordeaux.
“De fleste har stenansigt”, rapporterer avisens udsendte, som fortæller, at stilheden virker anmassende.
Gæsterne har også konstant i baghovedet, at ethvert fejltrin ryger ud til hele verden, for shahen har hyret et TV-hold til at filme festen, så klip fra teltet kan komme med i den spillefilm-lange dokumentar om jubilæet, som er ved at blive produceret.
Gennem 200 år blev Persepolis forskønnet med paladser og udsøgte relieffer, der vidnede om Persiens storhed.
Da middagen slutter kort efter midnat, kan køkkenet konstatere, at kun en fjerdedel af maden er væk.
Allerede inden de satte sig til bords, har fx Tito og Selassie spist sig stopmætte – den jugoslaviske diktator fortærede en kalkun til frokost, den etiopiske kejser en and.
Flere af gæsterne har desuden fået akutte problemer med at holde balancen. To tjenere hanker op i Nikolaj Podgorny og må nærmest bære præsidenten for det øverste sovjetiske præsidium hen til sit telt, mens resten af selskabet gør klar til at overvære festfyrværkeriet.
Nogle falder i søvn, mens de venter på, at forestillingen skal gå i gang, bl.a. den danske konge, der snorker højlydt, indtil hans adjudant diskret puffer til ham.
Demonstranter protesterer
Næste eftermiddag slutter festlighederne med en gigantisk parade foran ruinbyen, hvor hele Perserrigets historie rulles op.
Solen bager nådesløst over tilskuerne, der søger skygge under paraplyer, mens de fra deres stolerækker overværer det spektakulære show.
I halvanden time defilerer det ene optog efter det andet forbi med 2.000 iranske soldater iført historiske dragter. 20 vandbøfler, 700 heste og 26 kameler indgår ligeledes i opvisningen, som er akkompagneret af et militærorkester.
Gigantiske skibe på hjul “sejler” forbi shahen og hans gæster, men selvom alle sejl er sat til, begynder flere at gabe og glippe med øjnene. Verdens største fest har trukket veksler på gæsterne.
1978: Rasende demonstranter brænder shahens portræt i Teherans gader.
Udgifterne fik shahens trone til at vakle
Prisen for en god fest er ofte alvorlige tømmermænd – og for shahen slog eftervirkningerne ekstra hårdt.
Kombinationen af et hemmeligt festbudget på et sted mellem en og fem milliarder i nutidskroner, en fattig befolkning og et undertrykkende regime gav shahens modstandere betydelig medvind.
I feståret 1971 levede ca. halvdelen af den iranske befolkning i dyb fattigdom, og i takt med at planerne for det ekstravagante arrangement blev kendt, rejste et kor af kritiske stemmer sig.
Blandt de argeste modstandere var ayatollah Khomeini, som shahen i 1963 havde sendt i eksil. I radiotransmissioner fra Irak tordnede Khomeini mod jubilæumsfesten, som han kaldte “Djævlens festival”.
I ayatollahens øjne var festen kvalmende overdådig og amoralsk, og han opfordrede iranerne til at demonstrere mod shahens foragt for islam og leflen for Vesten.
En alvorlig kræftsygdom svækkede i 1974 shahen og tvang ham til gradvist at slippe grebet om magten, og i 1979 blev han fordrevet fra sit land af ayatollah Khomeinis islamiske revolution.
Han døde året efter.
Imens protesterer iranere i udlandet mod shahens spild af penge.
I San Francisco raserer en bombe Irans konsulat, men ingen demonstrerer mod festen i Iran, for shahen har ladet potentielle uromagere arrestere på forhånd og lukket alle universiteter.
Efter gæsternes afrejse forstummer alle lyde i teltbyen i Persepolis. Selv fuglestemmerne er tavse.
Mens festdeltagerne har skålet i champagne og kostbare vine, har de 50.000 spurve forgæves ledt efter noget at drikke og er dumpet til jorden – døde af tørst.