Kong Arthur: Fra hærfører til sagnkonge

Sejrrig vender Arthur hjem fra slaget til slottet Camelot, hvor hans rådgiver, den navnkundige troldmand Merlin, venter på ham.

Sådan begynder myten om den verdensberømte Arthur for 1.500 år siden.

I de følgende århundreder har helten fra slagmarken forvandlet sig til en legendarisk sagnkonge – og mange historikere har i tidens løb forsøgt at trænge gennem myternes tåge for at opklare, hvem den virkelige Arthur var, hvis han overhovedet har levet.

Fjenderne kom fra alle sider

De første spor efter Arthur skal søges i briternes tidlige historie – i tiden omkring afslutningen af den romerske besættelse af England.

I år 410 opgav Rom nemlig sin regnfulde provins Britannien og trak de udstationerede legioner tilbage mod Rom, som samme år blev hærget af de barbariske visigoter.

I Britannien havde den romerske stats­administration indført romerloven, bygget veje og lært det keltiske aristo-krati at læse og skrive latin.

Romerne havde også medbragt en streng militærdisciplin, der var ganske ukendt for de evigt stridende keltiske klaner.

Da romerne rejste hjem, efterlod de deres britiske undersåtter uden beskyt-telse imod horder af fjender, der truede fra alle verdenshjørner: Mod nord, i det nuværende Skotland, lurede de vilde piktere.

Dem havde romernes velbevogtede forsvarsværker, Hadrians Mur og Anto­nine-muren, hidtil holdt ude.

Fra vest angreb irerne, og over havet fra øst ankom skibe fulde af nordtyske anglere og saksere på erobringstogt.

Så massive var fjendernes angreb, at briterne to gange tryglede om hjælp fra Rom.

Men romerne havde travlt med at redde sig selv, og briterne var derfor nødt til at tage kampen op mod de invaderende horder alene.

“Herren af kamp” bremsede fjenden

De aggressive saksere var frygtet af selv romerne, og de nedlagde med lethed den spredte britiske modstand under deres erobringstogt op igennem landet. ­

Arkæologiske fund viser dog, at saks­ernes fremmarch tilsyneladende blev bremset i begyndelsen af 500-tallet på et tidspunkt, hvor flere keltiske fæstningsværker blev udbygget.

Ifølge den samtidige walisiske munk Gildas blev sakserne slået af en samlet keltisk hær på bjerg­højen Badon.

En “­Arthur” er ikke nævnt hos Gildas, men i begyndelsen af 800-tallet nedskrev munken Nennius “Briternes historie” og nævnte, at “Artorius dux bellorum” – latin for “Arthur, herren af kamp” – stod i spidsen for den keltiske forsvarshær.

I 12 slag mødte Artorius sakserne, og hver gang slog han dem. Efter det afgørende slag ved Badon måtte de saksiske krigere give op over for den keltiske hærfører med de tilsyneladende over­menneskelige kræfter:

“Ikke færre end 960 fjender slog Artorius ihjel”, fortæller munken Nennius begejstret i sin historiebog og slår fast, at Artorius kæmpede “side om side med de britiske konger” – det må betyde, at Arthurs historiske forlæg snarere har været hærfører end konge.

Arthur kan have været romer

Selvom Nennius skrev sin beretning 300 år efter slagene, antager historikerne, at munken må have haft adgang til andre kilder, der siden er gået tabt.

De få historiske fortællinger fra perioden, der har overlevet til i dag, nævner ikke nogen hærfører Artorius – og historikernes viden om denne mægtige hær-fører er således stærkt begrænset.

Navnet “Artorius dux bellorum” har ført til spekulationer om, at Nennius’ hærfører – stik imod den senere Arthur-mytes fortællinger – oprindeligt kan have været romer.

“Dux” var nemlig betegnelsen for den højeste rang, som en kommandør i de romerske provinser kunne have, og netop mens Britannien endnu var en romersk provins, ankom en centurion ved navn Lucius Artorius Castus.

Artorius er kendt fra romerske inskrip-tioner fra 200-tallet.

De fortæller, at han i Britannien anførte en legion imod de vilde piktere, som han drev tilbage. Artorius’ kampe kan have dannet forlæg for de 12 slag, som munken Nennius senere tilskrev kelternes hærfører Artorius.

Flere nutidige historikere mener, at hærførerens sejrrighed kan forklares med romernes heste: Det romerske ­kavaleri var kendt som cataphractii og blev brugt til at patruljere langs romerske forsvarsværker som Hadrians Mur.

Med dette disciplinerede kavaleri ville den ­historiske Arthur have en stor fordel over for pikterne, der næsten udeluk­kende kæmpede til fods.

Men teorien om Arthurs oprindelse som en romersk officer passer ikke med den periode, som Arthur menes at have levet i, for Artorius ankom til Britannien i år 181 e.Kr. og døde i Frankrig 16 år ­senere – længe inden sakserne gjorde deres indtog på de britiske øer.

Alligevel kan det ikke udelukkes, at romerens ry har været begyndelsen til de sagn og ­historier, som munken Nennius samlede og nedskrev i 800-tallet.

Briternes konge blev forrådt

Et tredje muligt historisk forbillede for Arthur er den romersk-bretonske leder ­Riothamus.

Hos ham passer tidslinjen, for han levede i slutningen af 400-tallet og omtales af den romerske historiker Jordanes som “konge af bretonerne” – selvom det ikke vides, præcis hvilket ­område han herskede over.

Hans navn stammer fra det bretonske ord rigotamus – “øverste konge” – og han var mægtig nok til, at den romerske kejser bad ham om hjælp imod de hærgende visigotere.

Riothamus og hans hær af keltere ­sejlede over Den Engelske Kanal til Gallien, men blev angrebet og slået af visi­goterne, inden han kunne slutte sig til de romerske styrker.

Sammen med resterne af sin hær ­flygtede Riothamus til burgunderne i det nuværende Bourgogne, som også var ­allieret med romerne.

Men burgundernes svigefulde konge havde i hemmelighed været i kontakt med visigoterne, og de to germanske folk havde aftalt at dele Gallien mellem sig.

Meget tyder derfor på, at den intetanende Riothamus blev forrådt og sandsynligvis dræbt, imens han troede, at han var under burgun­dernes beskyttelse.

Riothamus’ sidst kendte opholdssted var den lille by Avallon i Bourgogne, som nogle historikere mener har været den direkte inspiration til Arthurs magiske hvilested Avalon, som sagnkongen rejste til efter at være blevet forrådt og dødeligt såret af sin svigefulde søn Mordred.

Arthurs liv blev til dramatisk bog

Rundt om den keltiske helt “Artorius dux bellorum” og beretningerne om ­succesfulde hærførere som Lucius ­Artorius Cas­tus og Riothamus er formentlig blevet spundet et virvar af walisiske og britiske heltekvad, som barder og gode fortællere bragte vidt omkring.

Først mange århundreder senere blev de skrevet ned og oversat frem og tilbage mellem engelsk, walisisk, fransk og latin.

Et væv af legender om den nærmest guddommelige Arthur tonede frem, men først med præsten Geoffrey af ­Monmouths værk “Historien om Britanniens konger” fra 1136 fik briterne for ­første gang en sammenhængende beretning om Arthur.

Blandt fortællingerne om alle rigets konger udpegede Geoffrey netop Arthur som den mægtigste nogensinde, og med stor detaljerigdom ud­malede han kongens liv lige fra hans usædvanlige undfangelse.

Arthur var søn af Uther, hvis far blev dræbt af Vortigern, fortalte Geoffrey. Efter at være vokset op i landflygtighed hos normannerne i Bretagne vendte Uther hjem til Britannien og overtog ­tronen efter sin myrdede bror.

Han ­kaldte sig Pendragon og satte en drage på sit våbenskjold.

Uther Pendragon var en retfærdig konge, men han forelskede sig i hertugen af Cornwalls gyldenlokkede hustru, Igraine, med “søgrønne øjne”.

Så forgabt var Uther, ifølge Geoffrey, at han holdt op med at spise, og hans ­bekymrede mænd måtte tilkalde troldmanden Merlin, der materialiserede sig ud af det blå foran kongen:

“Dit hjerte vil briste, dersom du ikke får, hvad du begærer. Og så sandt som du er kongen, må jeg opfylde dit ønske. Du skal denne selvsamme nat ligge nøgen i den grønøjede Igraines blege arme, og hun vil i nat undfange et barn. Men der er en pris at betale”, sagde Merlin til sin konge.

“Sådan må det være”, svarede Uther. “Fortæl mig din pris”.

“Barnet er min pris”, svarede Merlin. “Når han fødes, skal han overgives mig for at blive opfostret langt fra kongehusets farer. For jeg forudser en stor skæbne, hvis veje kun jeg kan lede”.

Merlin hidkaldte magiske kræfter og forvandlede Uther til hertugen af Cornwall. I denne forklædning kunne kongen forføre Igraine på slottet Tintagel.

Hun blev gravid, og på fødselsnatten mødte Merlin op for at få barnet.

Først da Uther var død, lod trold­manden den 15-årige, intetanende ­Arthur trække sværdet Caliburn ud af en klippesten og på den måde bevise, at han var tronens arving.

Hans storhed syntes skæbnebestemt, da Arthur indledte sit liv som konge, og rigets ædleste krigere ønskede at følge ham.

Geoffrey gjorde Arthur til indbegrebet af retfærdighed, visdom, mod og vilje – og under hans ­ledelse skulle landet rejse sig.

Historiefusk skulle kaste glans

Geoffreys beretning om Arthur blev en vaskeægte bestseller i middelalderen.

Folk elskede de kulørte scenarier fulde af magi, lidenskab og svigefuldt forræderi.

Og værket blev inspirationskilde for alle de følgende Arthur-historier, som ­digtede videre på Geoffreys fortællinger.

Men selvom Geoffrey var en respekteret og lærd præst, der underviste ved St. ­George Kollegiet i Oxford, kom han også under hård beskydning fra sine kolleger.

William af Newburgh, en anden af tidens ihærdige kronikører, anklagede ham for at have opdigtet alt “enten af overdreven kærlighed til det at lyve eller for at behage briterne”.

Og selvom Geoffrey byggede sin fortælling på ældre ­værker, som fx munken Nennius og sand­synligvis også gamle folkefor­tællinger, er det tydeligt, at Geoffrey ikke lod sig begrænse af sine kilder.

Han fortalte bl.a., at Arthur “sendte sin flåde over havet” og tvang Irland, Orkney, Gotland og Island til at “bukke for ham”.

I 12 år åndede det samlede britiske rige fred under Arthurs vise og retfærdige ledelse.

Så godt gik det i Britannien, at Arthur angiveligt sendte en invasionsstyrke mod Danmark og Norge! Da landene var erobret, samlede kongen en gigantisk hær, som han sendte imod Europa.

Arthur indtog Paris og var i færd med at belejre selveste Rom, da hans erobringstogt blev stoppet af forfærdende nyheder hjemmefra:

I kongens fravær havde hans egen søn Mordred og hans hustru, dronning Guinevere, kuppet sig til magten.

Arthur måtte ile hjem for at erobre den tilbage.

At Paris skulle have været belejret af briterne, har formentlig moret fransk-mændene at læse – og briterne nød helt sikkert Geoffreys digterier.

I det virkelige liv var 1100-tallets briter underlagt den normanniske konge samt paven, men Geoffrey malede en Arthur frem, som kunne måle sig med Alexander den Store.

En Arthur, der gjorde briterne til uovervindelige verdensherskere, flere ­århundreder før det blev aktuelt.

Historikerne mener i dag, at Geoffreys fortælling var et bevidst forsøg på at skabe et nationalt samlingspunkt for den brogede skare af britiske stammer og ­klaner, hvis tidlige historie ikke var specielt glorværdig og præget af, at landet først var en romersk provins og ­senere kom under saksernes og vikingernes kontrol.

Nytten af at have et ­nationalt symbol som Arthur behøvede Geoffrey kun at kigge over på franskmændene for at forstå:

Her var en kongekult vokset op omkring Karl den Store, som havde samlet det meste af Vesteuropa under sig i 700-tallet og siden blev dyrket som fransk landsfader.

Geoffrey ville give ­briterne deres egen Karl og digtede ­derfor videre på gamle historier for at skabe den perfekte konge.

Frankrig importerede Arthur

Arthur og hans eventyrlige hof blev ikke kun populære på de britiske øer, men også i Normandiet, hvis konge herskede over Britannien.

Normannerne fandt det flatterende at have undersåtter, der nedstammede fra den mægtige Arthur, og eftersom ridderkulturen var om muligt endnu stærkere i Frankrig, spredte historierne sig via Normandiet ud over resten af landet.

De franske digtere tilføjede et omfattende person-galleri af riddere og lod dem kurtisere smukke damer ved Arthurs hof.

Den romantiske kærlighed var en ny opfindelse i middelalderens Europa, og mange grove krigskarle havde god brug for Arthur-romanerne til at lære rid-derlige manerer.

Arthurs riddere af det runde bord var belevne, poetiske og høflige uden at være mindre hårdtslående på slagmarken, og dét var for­billeder, som den franske adels kvinder og mænd kunne beundre.

Også middelalderens tyske ridder­ordener tog myterne til sig, og deres skriver­svende kædede fra begyndelsen af 1200-tallet Arthur og hans riddere sammen med legenden om den hellige gral – det magiske bæger, som Jesus drak af under den sidste nadver.

Ifølge en af myterne skulle gralen efterfølgende være ført til Britannien og endt i nærheden af Glastonbury.

De mange kristne riddere, der i 1200-tallet søgte efter gralen, valfartede derfor til den ­sydvest-engelske by.

Spekulationer om, hvorvidt Glastonbury kunne være stedet for den mytiske ø Avalon, fik legenden om Arthur til at gå op i en højere enhed med jagten på gralen:

Relikviet måtte være endt på Arthurs sidste hvilested, Avalon, mente mange.

Efter middelalderens blodige korstog til Det Hellige Land klingede jagten på gralen af – men ikke jagten på Arthur og hans verden.

Camelot var alle vegne

Folk i middelalderen betvivlede ikke, at Arthur havde været en virkelig person, og de forsøgte at finde stedet, hvor helten havde levet.

Både walisere og eng­lændere gjorde krav på helten, og næsten hver en egn i Storbritannien og Skotland hævder at være hjemsted for Camelot. Sidst i 1200-tallet blev Winchester Slot i Wessex almindelig accepteret som grundlaget for det virkelige Camelot.

På væggen i forhallen hang nemlig det ­største af alle Arthur-relikvier: bordpladen til selveste det runde bord.

Den tunge skive vejer 1200 kg, var af ­solidt egetræ og målte 5,5 meter i dia­meter. Den imponerende bordplade er dog ikke nær gammel nok til at være fra Arthurs levetid:

Prøver af træet har vist, at det blev fældet omkring år 1250 – det vil sige, 700 år efter at Arthurs riddere påstås at have siddet rundt om det.

I 1900-tallet mente arkæologer i Sydengland, at de havde fundet Arthurs sande bopæl: Et fort ved Cadbury rummede store mængder potteskår af fornemt lertøj fra middelhavsområdet.

Skårene afslørede, at mange af høj stand måtte have boet på stedet. Borgværkets mure var desuden blevet forstærket, efter at romerne havde forladt Britannien, hvilket kunne tyde på tilstedeværelsen af en hærfører, der skulle forsvare sig mod sakserne – ligesom Arthur.

I 1965 ­gravede en gruppe arkæologer, der kaldte sig Camelot Komitéen, stedet grundigt igennem.

De fandt omridset af en meget stor spisesal og konkluderede, at et særdeles stort hof må have beboet fortet ved Cadbury.

Alligevel fandt de ­arkæologiske ildsjæle ingen afgørende beviser for, at borgherren havde været den legendariske Arthur.

En mulig forklaring på spørgsmålet om de mange Cameloter kan ifølge nogle ­historikere være, at der ikke fandtes én bestemt borg, som kongen opholdt sig på.

“Camelot” er snarere en betegnelse for selve Arthurs hof – og dét kan jævnligt have skiftet opholdssted, så kongen var overalt i riget og nær sit folk.

Pengetrængende munke fandt grav

Også den historiske Arthurs grav har ­optaget forskerne.

Første gang, den blev hævdet opdaget, var i 1191, da abbeden ved Glastonbury Kloster påstod, at ­Arthur lå begravet dér. Abbeden havde nemlig hørt en lokal legende om en barde, der kendte det hemmelige hvilested.

En dag røbede barden hemmelig­heden; helt mirakuløst lå Arthur begravet under netop abbedens kloster, som få år forinden var brændt, hvilket havde gjort munkene ­fattige som kirkerotter.

Opildnet af det utrolige held gav abbeden sine munke ordre til at grave klostrets jorder igennem – og sandelig: Fem meter nede lå en kiste i form af en udhulet træstamme. Kisten havde sågar en inskription med ordene: “Her ligger den ­berømte kong Arthur”.

Abbedens lykke var gjort, eftersom fundet fik folk til at strømme til for at se resterne af Arthur – og give almisser til genopbygningen af klostret.

Graven blev senere dækket til for at beskytte den mod røvere. Inskriptionen forsvandt sporløst, og kun en aftegning er overleveret.

Den udødelige myte

Hvor meget arkæologer, historikere og litteraturforskere end har anstrengt sig for at finde spor efter den virkelige Arthur, står spørgsmålet om kongens eksistens stadig åbent.

Historikerne har kun de sejlivede myter om en hærfører, der blev omformet til konge og stamfader til det britiske monarki.

Ud af det usikre historiske grundlag er dog sprunget udødelige litterære fortællinger. I hundredvis af år har sagnkongen stået som en stærk del af den britiske selvforståelse.

Mens andre store helte er fanget i deres tid, har det åbne spørgsmål om sagnkongens eksistens tjent til at holde beretningerne i live gennem foreløbig 1.500 år – og sikret Arthur en sejr over historiens glemsel.