Kong Midas snød verden med falsk guld

Alt, hvad kong Midas rørte ved, blev til guld. Sådan lyder myten om antikkens rigeste mand. Nu antyder arkæologiske fund, at hemmeligheden bag kongens eventyrlige ry var avanceret kemi.

Alt, hvad kong Midas rørte ved, blev til guld. Sådan lyder myten om antikkens rigeste mand. Nu antyder arkæologiske fund, at hemmeligheden bag kongens eventyrlige ry var avanceret kemi.

Walter Crane & Shutterstock

Der var engang en konge, som ønskede, at alt, hvad han rørte ved, blev til guld.

Sådan begynder historien om kong Midas – en fortælling, der er kendt fra en række af oldtidens skrifter. Fortsættelsen er lige så tragisk, som den er forventelig: Kongen får sit ønske opfyldt, men rigdommen bringer ikke Midas lykke. Tværtimod.

Den guldhungrende hersker må både sulte og tørste, da mad og drikke forvandler sig til det ædle, men ufordøjelige metal, så snart det rører hans læber. For at opretholde livet må Midas give afkald på sin indbringende evne, lyder legenden.

Fortællingens morale er ikke til at tage fejl af. Lykken er hverken gods eller guld – en pointe, som er relevant alle steder og til alle tider.

Historien om Midas genfortælles da også den dag i dag, ligesom Midas’ navn indgår i faste vendinger og talemåder. Med andre ord har den frygiske oldtidskonge skrevet sig ind i historien og er blevet udødelig.

Skultptur af guden Dionysos

Grækernes vingud Dionysos skænkede ifølge legenden kong Midas evnen til at forvandle alting til guld.

© Richelieu Collection

Standhaftige legender tiltrækker altid historikere og arkæologer, der forsøger at finde frem til sandheden, og når muligheden for at finde kong Midas’ mulige enorme guldlagre bliver lagt oveni, er det ikke underligt, at arkæologer, skattejægere og lykkeriddere er begyndt, bogstavelig talt, at grave i historien.

Deres spørgsmål er mange, men de vigtigste kan opsummeres til tre: Er historien om oldtidskongen andet og mere end en myte? Hvorfra stammede hans enorme rigdom? Og hvad blev der af kong Midas’ guld?

Spørgsmålene har ingen fundet endegyldige svar på endnu, men vi er tættere på end nogensinde.

Med al sandsynlighed vil kong Midas’ grav blive fundet inden for få år under ruinerne af hans storslåede hovedstad, Gordion – om den indeholder ufattelige skatte eller ej, vil tiden vise.

Ruinerne i Gordion, foto

Ruinerne af Gordion, hovedstaden i Frygien, kan ses i nutidens Tyrkiet. Her byens østlige byport.

© Gordion Archive, Penn Museum

Skuespil gjorde Midas berømt

Historikerne mener, at beretningen om Midas’ enorme rigdomme første gang blev fortalt i et af de såkaldte satyrspil, som var populære i 500- og 400-årene f.Kr.

Skuespillene fik deres navn, fordi satyrer – lystige og løsslupne følgesvende til vinens og nydelsens gud, Dionysos – indtager en fremtrædende rolle i stykkerne.

En satyr optræder da også i den mest velkendte udgave af historien om Midas: Den beretning, som indgår i den romerske poet Ovids skuespil Metamorfoserne fra år 8 e.Kr.

Ovid beretter, at Midas reddede satyren, som i fuldskab var faret vild. Kongen gav ham mad og bragte ham tilbage til Dionysos, som blev så glad, at han lovede Midas at opfylde hans inderligste ønske – evnen til at forvandle alt, hvad han rørte ved, til guld.

Den romerske digter leverede i sin tekst også en række oplysninger, som siden ledte historikerne på sporet af oldtidskongen, for da Midas indså, at han ville dø af sult og tørst, når også maden og vinen, han rørte ved, forvandlede sig til guld, bønfaldt kongen Dionysos om at ophæve ønsket, beretter Ovid.

Vinguden beordrede straks Midas til at bade i Paktalosfloden – som vi ved ligger i vore dages Tyrkiet.

Med al sandsynlighed har Midas levet i nærheden af floden, og Ovid fortæller også, at Midas’ forældre hed Kybele og Gordios, to historisk veldokumenterede personer, som herskede over et rige ved navn Frygien, der netop lå i det nuværende Tyrkiet.

Vi ved fra fund, at Frygien var et oldtidsrige, som opstod omkring år 1200 f.Kr., hvor Middelhavsområdet blev hærget af de såkaldte havfolk.

Selv det vældige Hittitterrige, som nogle århundreder tidligere kappedes med Egypten om at være områdets mægtigste, bukkede under for havfolkets hærgen og gav plads til nye magter. Blandt disse var Frygien.

Udsmykket vase

Midas-myten opstod i antikkens Grækenland og blev bl.a. brugt til at udsmykke vaser.

© The Metropolitan Museum of Art

Hvorfra frygerne oprindeligt kom, ved historikerne ikke med sikkerhed, men den græske historieskriver Herodot fortæller, at frygerne oprindeligt stammede fra Balkan.

Da Hittitterriget brød sammen, slog frygerne sig ned i byen Gordion, den nuværende Yassıhüyük, som ligger omkring 80 km sydvest for Ankara, og udnævnte byen til deres hovedstad.

Historikerne kender ikke Frygiens nøjagtige udstrækning i rigets første århundreder, men forskerne er enige om, at landet var af beskeden størrelse helt op til den tid, hvor Midas satte sig på tronen, med al sandsynlighed i slutningen af 800-tallet f.Kr.

Det er også fra denne tid, at den tidligste reference til den historiske Midas stammer. Hans navn optræder i en assyrisk krønike forfattet mellem 721 f.Kr. og 705 f.Kr.

På tætskrevne cylindre af ler beskrives Midas som “Mita, hersker over Mushki”, og forskere mener, at assyrerne omtaler det frygiske rige sådan, fordi landet på denne tid var allieret med mushkifolket fra det østlige Anatolien.

Kort over Tyrkiet og Frygien

I 700-tallet f.Kr. strakte Frygien sig fra hovedstaden Gordion (det gule punkt) til store dele af nutidens Tyrkiet.

© Shutterstock

Frygien udviklede sig under Midas til et vidtstrakt rige, som dominerede størstedelen af det centrale og vestlige Anatolien og blev stærkt nok til at true naboriget, stormagten Assyrien.

Det ved vi, fordi kilder beskriver, hvordan han flere gange opildnede folkeslag, som var underlagt stormagten, til at gøre oprør. I år 717 f.Kr. lykkedes det endog Midas at overtale indbyggerne i den nordsyriske by Karkemish til at sætte sig op imod assyrerne, som de igennem århundreder havde været underlagt og betalt tribut til.

Assyrien slog oprøret ned og erobrede byen, men Midas’ andel i hændelsen vidner om, at kongen på denne tid havde betragtelig magt, indflydelse og ikke mindst selvtillid.

Senere kilder bekræfter, at Midas ikke satte sit lys under en skæppe. Kongen ofrede ifølge Herodot som den første ikkegræker til guden Apollon i templet i Delfi på det græske fastland.

Den græske lærde Julius Pollux, som levede i 200-årene, fortæller desuden, at Midas giftede sig med en græsk prinsesse fra byen Kyme på Lilleasiens vest-kyst. Sandsynligvis ind-gik han ægteskabet for at konsolidere sine besiddelser og få fodfæste i den vestlige del af Anatolien.

Truslen fra Midas blev så stor, at den assyriske konge, Sargon 2., måtte bygge forter for at beskytte sig imod Frygien, som på denne tid nåede sin største udstrækning.

Guldkongens rige var nu så stærkt, at Midas kunne indgå gunstige diplomatiske forbindelser med assyrerne og begynde at sende gaver til Sargon 2.

Midas’ hovedstad forsvandt

Men freden varede ikke evigt. I begyndelsen af 600-tallet f.Kr. skete katastrofen. Den græsk-romerske historiker Strabon (64 f.Kr. – 21 e.Kr.) fortæller, at Midas’ hovedstad, Gordion, blev overfaldet af kimmerierne, et rytterfolk, som formentlig levede syd for Sortehavet.

Angriberne erobrede byen, og riget gik til grunde, og det samme gjorde Midas selv: Da han opdagede, at hans hovedstad ikke stod til at redde, begik kongen selvmord.

Området, som tidligere udgjorde Frygien, kom i de følgende århundreder til at høre under adskillige magter, herunder kongedømmet Lydien og Perserriget, og i år 333 f.Kr. underlagde Alexander den Store sig frygernes rige.

I den kaotiske periode, som fulgte efter Alexanders død i år 323 f.Kr., faldt byen i hænderne på keltere og gallere, der hærgede Gordion så meget, at byen helt forsvandt fra jordens overflade.

Efter nogen tid huskede ingen længere, hvor byen engang havde ligget.

“Der var adskillige knuder, så tæt filtret sammen, at det var umuligt at se, hvordan de var bundet”. Den romerske historiker Quintus Curtius Rufus om den gordiske knude.

Mindet om kong Midas’ hovedstad levede imidlertid videre, blandt andet i en fortælling nedskrevet af den romerske historiker Quintus Curtius Rufus. Han skrev i det første århundrede e.Kr. et tibindsværk om Alexander den Store, hvori han berettede, at Alexander, da han ankom til Gordion, blev stillet over for en helt særlig opgave.

I byens tempel stod en vogn bundet til en pæl med en fast, sammenfiltret knude af bark.

Trods ihærdige forsøg igennem flere hundrede år havde ingen formået at frigøre vognen ved at løse knuden op, som ifølge Quintus Curtius Rufus bestod af “adskillige knuder, så tæt filtret sammen, at det var umuligt at se, hvordan de var bundet”.

Den, som kunne få vognen fri, hed det sig, ville blive hersker over Asien, og den snarrådige Alexander løste opgaven ved at hugge knuden over med sit sværd, lyder beretningen. Gordion var for længst forsvundet på Quintus Curtius Rufus’ tid.

Forfatteren kunne imidlertid fortælle, at byen lå “lige midt mellem Det Pontiske Hav (Sortehavet, red.) og Det Kilikiske Hav (Middelhavet, red.)”.

Tempelvæg hugget i klippe

I frygernes hellige dal i det vestlige Tyrkiet findes der mange monumenter fra den gamle civilisation – bl.a. en stor tempelvæg hugget direkte ud i klippen.

© Shutterstock

Kong Midas forvandlede Frygien til en stormagt

Under kong Midas blev Frygien forvandlet til et særdeles rigt og magtfuldt rige, som indgik i tætte alliance med sine naboer. Men riget gik under ligeså hurtigt som det var blevet skabt.

Ca. 740 f.Kr.

Midas fødes som søn af Kybele og Gordios, dronningen og kongen af landet Frygien i det nuværende Tyrkiet. Angiveligt indvandrede familien oprindeligt fra Makedonien. Kong Midas er kendt fra græske og assyriske kilder.

Ca. 717 f.Kr.

Den magtfulde Midas indgår alliancer med flere lokale stater imod Assyrien. Blandt de nye venner er den magtfulde by Karkemish i det sydlige Tyrkiet. Med byens hjælp opnår Frygien sin største udstrækning og dækker en stor del af det centrale nuværende Tyrkiet.

Ca. 713 f.Kr.

De assyriske kongers annaler, nedskrevet på lertavler, fortæller om “Mita, hersker over mushki”. Forskerne mener, at Midas bliver omtalt som konge over mushki, fordi frygerne var allieret med mushkifolket fra Anatolien.

Ca. 709 f.Kr.

Kong Midas allierer sig med sin gamle fjende Sargon 2. af Assyrien. De to herskere indgår en fredstraktat, og Midas giver gaver og betaler tribut til Assyriens konge. Rigets grænser er tilsyneladende sikret.

Ca. 676 f.Kr.

Kimmerierne, et rytterfolk fra området syd for Sortehavet, indtager Frygiens hovedstad, Gordion. De ødelægger byen, og Midas begår selvmord, efter sigende ved at drikke giftigt tyreblod.

1893

En tysk arkæolog finder ruinerne af kong Midas’ hovedstad, Gordion. Fundet bekræfter, at Midas ikke blot var en sagnkonge, men at han rent faktisk har hersket over et af oldtidens mest magtfulde riger.

Jernbanearbejdere genfandt glemt by

Historien om Gordion og Alexander kendte den tyske oldtidsforsker Alfred Körte nærmest udenad, fordi han havde tilbragt sin tidlige ungdom med at oversætte de gamle romerske kilder og græske sagn til tysk.

Det arbejde kom ham til gode, da han i 1893 blev kontaktet af en gruppe jernbaneingeniører, som var i færd med at bygge en strækning på jernbanen mellem Berlin og Baghdad, da de under arbejdet i Sakaryadalen i Tyrkiet havde opdaget en klynge af menneskeskabte høje.

Jernbanearbejderne var gået på opdagelse i højene og havde brugt nogle af de mange sten som konstruktionsmateriale i viadukter, tunneller og andre dele af byggeriet.

Ingeniørerne blev imidlertid betænkelige ved plyndringerne og henvendte sig derfor til Körte, som straks rejste til Tyrkiet.

Portrætfoto af Alfred Körte

Arkæologen Alfred Körte indledte sin karriere med at oversætte gamle græske tragedier til tysk. Siden kom han på sporet af kong Midas’ hovedstad, Gordion.

© Imageselect

De over 100 gravhøje, som han opdagede i det flade landskab, parret med hans viden om Gordions beliggenhed fra de gamle kilder overbeviste ham straks om, at han havde fundet Midas’ hovedstad.

Syv år senere, i 1900, vendte Körte tilbage med sin bror, Gustav, der var arkæolog. De to mænd tilbragte en enkelt sæson med at grave og stødte blandt andet på bronzekar, keramik, metal og brugsgenstande af træ med former og mønstre, som kendes fra frygisk håndværk.

Alfred Körte konkluderede på grundlag af dateringen, at gravhøjene måtte stamme fra tidspunktet før og op til kong Midas’ død.

Langsomt fik de to tyske brødre vha. deres fund genskabt Gordions kronologi og kunne dermed som de første moderne historikere fortælle om kong Midas’ hovedstad og det frygiske rige.

Revnet rødlig krukke

Kunstfærdig keramik er blevet fundet i stor stil i Gordions ruiner. De røde krukker med perfekt glat overflade er typiske for bronzealderkulturer i Middelhavsregionen.

© Vikiçizer

Udgravningerne lå herefter stille indtil 1950, da den amerikanske arkæolog Rodney Young fra University of Pennsylvania genoptog arbejdet.

Under udgravningerne fandt han et stort fæstningskompleks – et fund, som siden er dateret ret præcist til kong Midas’ tid. Ved at studere fæstningen fik Young et indblik i Midas’ status og rigdom, som for perioden har været enorm.

Fæstningen indeholder både et enormt paladsområde i den nordøstlige del af bebyggelsen, flere store, rektangulære bygninger med forhaller og to 100 meter lange bygninger opført på hver sin side af en bred gade i den sydvestlige del af citadellet.

Byggeriet har været veludført med sten, muddersten og træ som de foretrukne materialer, og inde i paladset har arkæologer fundet en gulvmosaik udført af mangefarvede og fint forarbejdede sten.

Gulvet er, siger forskerne, ét af de tidligst kendte mosaikgulve i verden. Under bygningens kollapsede tag har arkæologer fundet skåle og drikkekar af ler og bronze samt fint vævede tekstiler og møbler besat med elfenben. Langs en af væggene stod desuden en lav sofa betrukket med stof og udført i samme stil som en orientalsk divan.

De mange fine genstande fik forskerne til at konkludere, at bygningen – betegnet Megaron 3 – udgjorde paladsets centrum og Midas’ hovedsæde.

Gulv med mosaik

Verdens ældste mosaik fra 800-tallet f.Kr. er fundet i Frygiens hovedstad, Gordion.

© Vikiçizer

Arbejdere vævede og lavede mad

De udgravede bygninger husede imidlertid ikke kun beboelsesrum. Nogle af paladsets bygninger var indrettet med værksteder, som har myldret med travle arbejdere, der malede korn til mel på store kværn-sten.

Fund af små hjul til væve, nåle af metal og en delvist forkullet trækam, som formentlig har været brugt til at adskille trådene på væven med, viser, at arbejderne delte pladsen med spindere og vævere, og at frygerne har haft højt specialiserede håndværkere.

Forrummene var køkkener, hvor kokke stegte kød eller grøntsager på store ildsteder bygget af mursten og bagte brød i kuppelformede ovne af ler eller sten.

Bygningernes sidegange var desuden fyldt med lertøj beregnet til madlavning, spisning og opbevaring.

Den store aktivitet må have krævet en betragtelig arbejdsstyrke, og forskerne gætter på, at kvindelige slaver, sandsynligvis indfanget i de riger, som frygerne underlagde sig, sled med at gøre det hårdeste arbejde i paladset.

Bord eller skammel

Bordet eller skamlen her blev fundet i Midas’ fars grav. Det fint forarbejdede træ vidner om de frygiske håndværkeres evner.

© Carole Raddato

De mange varer og det store areal, som var afsat til opbevaring, har desuden fået arkæologerne til at spekulere på, om paladset kunne have været centrum for byens økonomi og fødevareproduktion.

Måske bragte indbyggerne i Gordion deres råvarer hertil, så de kunne blive forarbejdet. De færdige produkter blev herefter fordelt blandt byens borgere eller sendt til den frygiske hær i felten.

Om hæren, befolkningen eller hoffet alene nød godt af håndværkernes formåen, står hen i det uvisse, men én ting er sikker: Midas manglede ikke noget – og slet ikke øl. Allerede digteren Archilochos, som levede i 600-tallet f.Kr., skriver, at frygerne var kendte for deres forkærlighed for øl, og arkæologer har fundet adskillige sigteredskaber beregnet til at si den grynede øl, som frygerne drak.

Også krukker med indbyggede filtre beregnet til at frasortere fx skaller fra kornet, som øllet er brygget på, er dukket op under udgravningerne.

Ud over madlavning og fremstilling af klæde beskæftigede Gordions håndværkere sig også med at fremstille kunstfærdigt udført keramik, møbler, seletøj til heste og andre kunst- og brugsgenstande.

Spand med vædderhoved

Denne spand, som i bunden er udsmykket med en vædders hoved, blev fundet inde i kong Midas’ fars grav.

© Carole Raddato

Råvarer som kobber, tin og jernmalm fik Midas hentet langvejs fra, viser undersøgelser, og kunstgenstande som fx et stort bronzekar dekoreret med bevingede menneskeskikkelser viser, at frygerne har hentet inspiration i naboriger som fx Assyrien.

Andre genstande som borde og stole i træ med mønstre skabt ved at kombinere lyst og mørkt træ eller gennem beklædning med elfenben er unikke og nogle, som frygerne selv har udtænkt.

I det hele taget er kunsten allestedsnærværende i alt fra potter til pander.

Byens smede, snedkere, vævere og pottemagere har arbejdet sammen og derved inspireret hinanden til at afprøve nye former og figurer under fremstillingsprocesserne, og de mange varer i Midas’ palads må have krævet, at hans betroede embedsmænd holdt en form for regnskab, mener forskerne, der dog ikke har fundet indskrifter.

Embedsmændene har derfor formentlig brugt tavler af træ eller voks, der for længst er gået til grunde i ruinerne.

Hvordan templet og Gordion gik under, ved ingen.

Udgravninger viser godt nok, at paladset på et tidspunkt blev hærget af brand, men sporene efter ilden tyder på, at den har været forholdsvis ubetydelig og efterladt det meste af komplekset intakt.

Tegning af Kong Mansa

Kong Mansa 1. herskede over Mali i 1300-tallet og ejede halvdelen af den kendte verdens guldbesiddelser.

© Bibliothèque Nationale de France

Afrikansk konge ejede den halve verden

Kong Midas var en rig og mægtig mand, men historiens rigeste mand var han ikke. Den titel tilfalder formentlig Mansa 1., som herskede over det afrikanske rige Mali i 1300-tallet.

Mansa Musas rigdom skyldtes hans militære snilde. Monarken indledte sit erobringstogt, straks han kom på tronen, og hurtigt havde han udvidet sit lille rige med 24 byer. De nye besiddelser var rige på guld, og historikerne anslår, at Mali under Mansa Musa ejede næsten halvdelen af verdens kendte guldbesiddelser.

Under kongens rejser smykkede guldbrokader alle karavanens 60.000 mand, herunder slaverne. Hvor meget Mansa Musas guld var værd, ved ingen, men rigdommene var, mener historikerne, nærmest ubeskrivelige i omfang og værdi.

Floden flød med guld

I dag er ruinerne af Midas’ store tempelkompleks det bedste tegn på, at kongen virkelig var umådelig rig og mægtig.

Og selvom næppe alt, hvad han rørte ved, blev til guld, er det logisk, at rygtet om frygernes gyldne konge begyndte at løbe i bronzealderen og århundrederne efter.

Guld havde allerede på Midas’ tid været eftertragtet i årtusinder, og historikere mener, at oldtidsmennesker har været fascineret af det skinnende metal, fordi guldet ikke korroder og derfor bliver set som et symbol på udødelighed og det guddommelige.

Mennesker brugte derfor guld, når de skulle hylde guderne, og når de skulle fremhæve sig selv, og det første eksempel på forarbejdet guld, som arkæologerne har kendskab til – en lille guldkugle fra ca. 4500 f. Kr. – indgik da også i rituelle handlinger.

Historikere ved desuden, at sumererne, en tidlig civilisation, som lå i den sydlige del af vore dages Irak, gerne smykkede sig med guld.

Både mænd og kvinder bar omkring 3000 f.Kr. smykker af det glitrende metal, og det samme gjorde Egyptens førende familier, som fastslog deres magt og status ved at smykke sig med metallet.

Goethit

Frygerne anvendte det jernholdige mineral goethit til at farve tøjet, så det skinnede som guld.

© Zimbres

Paktalosfloden nær Midas’ hovedstad havde i antikken guldforekomster i så rige mængder, at guldet kunne samles direkte fra jorden langs floden.

Derfor er det heller ikke underligt, at historiens første guldmønter blev slået netop her i området omkring 500 f.Kr.

Mønterne blev til i riget Lydia, som blandt andet omfattede området, der engang havde udgjort Frygien. At de lokale havde et godt kendskab til metallet og dets egenskaber, viser fundet af guldraffinaderier i nærheden af floden.

Selv det pureste guld kan fra naturens hånd have et sølvindhold på op til fem procent og skal derfor renses, hvis det skal være helt rent, men de lydiske møntmestre formåede at udvinde guldet ved sammen med salt at opvarme metallet til 600-800 grader.

Sølvet dannede i forbindelse med saltet sølvklorid, der herefter ville fordampe og efterlade det rene guld.

Kong Midas Grav, foto

I kong Midas’ fars grav fandt arkæologerne madrester, som de undersøgte med infrarød elektroskopi.

© Carole Raddato

Madmolekyler sladrer om fortiden

Da arkæologer åbnede Kong Midas’ fars gravhøj, viste den sig at indeholde bemærkelsesværdigt velbevarede madrester. Forskerne har derfor kunnet analysere sig frem til, hvilke fødevarer den døde fik med i efterlivet.

En slem stank af hengemte madrester slog imod arkæologerne, da de i 1957 åbnede gravkammeret i Gordions største gravhøj – et bygningsværk, som arkæologerne mener, husede de jordiske rester af Gordios, kong Midas’ far. Den døde var nemlig blevet trakteret med et overdådigt måltid til efterlivet bestående af linser samt stærkt krydret lamme- og gedekød.

Til maden skulle han indtage en drik, som lå som en sort, ildelugtende, gæret masse på bunden af drikkeskåle efterladt i graven. For at finde ud af, hvad drikken indeholdt, udsatte forskerne resterne for infrarød elektroskopi, og resultatet forbløffede forskerne. Drikken var nemlig af en type, som tyder på, at frygerne ikke stammede fra det sted, hvor de siden havde skabt et magtfuldt rige.

I graven fandt arkæologer madrester fra kongens overdådige måltid til efterlivet, som bestod af linser samt stærkt krydret lamme- og gedekød.

Tøjet glimtede gyldent

Som hersker over et område, der rummede nogle af den kendte verdens største guldforekomster, kunne Midas uden tvivl have smykket sig og sine paladser med store mængder guld. Men på mærkværdig vis indeholder den del af byen Gordion, som stammer fra Midas’ tid, ikke nævneværdige mængder guld.

Det altovervejende mysterium – oprindelsen til historien om Midas, som gør alt, han rører ved, til guld – består derfor stadig, men i de sidste par år har arkæologerne måske alligevel løst gåden.

En række tekstiler fundet i Gordion har nemlig vist sig at være behandlet med et jernoxidpigment kaldet goethit, som giver et gyldent skær.

Stoffet er opkaldt efter den tyske digter Goethe, som ud over at være forfatter også interesserede sig for mineraler og for at eksperimentere med farver og klædestoffer, så de skinnede som det fineste guld.

Analyser af klæderne viser, at frygiske håndværkere formåede at fremstille stoffet kemisk, så dets glød varede endnu længere. Det gyldne skær fra de kongeliges og elitens fine klæder må have strålet i øjnene på byens befolkning.

Og hvad var i den situation mere nærliggende end at tro, at Midas, den mægtigste af alle Frygiens konger, også kunne gøre alt, hvad han rørte ved, til guld? Sådan lyder forskernes nyeste bud på, hvordan den del af myten om Midas opstod.

Tempel hugget i klipper

Ud af klipperne huggede frygerne store gravmomumenter til deres regenter.

© Shutterstock

Det ved historikerne med sikkerhed:

  • En konge ved navn Midas eller Mita herskede i 700-årene f.Kr. over Frygien.
  • Frygien udvidede i Midas’ regeringstid sine landområder.
  • Midas og hans umiddelbare forgænger var rige nok til at opretholde en stor produktion af mad, kunsthåndværk og klæder i paladset.
  • Midas blev Frygiens sidste konge. Efter ham faldt riget sammen.
  • Kong Midas’ jordiske rester er endnu ikke fundet.

Tøjet glimtede gyldent

Paladset og citadellet er ikke de eneste interessante fund, som arkæologerne har gjort i Gordion. Runde forhøjninger i landskabet afslører, at området, som engang husede hovedstaden, gemmer på hele 124 gravhøje.

Mest interessant er en høj, som med sine 53 meter i højden – svarende til en 17-etagers bygning – og omkring 300 meter i diameter er områdets største. For at nå ind til gravkammeret måtte arkæologen Rodney Young bygge en tunnel på over 70 meter.

Konstruktionen blev udført af arbejdere fra en af kulminerne ved Sortehavet, og for at undgå besøg fra røvere gravede mændene i døgndrift igennem de tre uger, hvor arbejdet stod på.

Det hårde slid lønnede sig, for da arkæologerne i 1957 åbnede graven, blev de mødt af et storslået syn. Gravkammeret var et af de største, de havde set: hele 5,15 meter bredt og 6,2 meter langt og afstanden fra gulv til loft næsten fire meter.

For at støtte taget mod den enorme vægt fra jorden ovenpå var rummet forstærket med stammer af enebærtræ, og op ad væggen stod en velbevaret cedertræskiste, der viste sig at indeholde knoglerne af en mand.

Foto af Young og potter

Arkæologen Rodney Young åbnede i 1957 kong Midas’ fars grav. Synet, der mødte ham, var forbløffende.

© Getty images

Undersøgelser har vist, at den afdøde målte 159 cm og har været mellem 60 og 65 år, da han døde.

Mandens tøj – fint vævet klæde i lilla nuancer – var dækket af fornemme fibulaer og pyntebrocher i bronze, og desuden lå den døde om-gi-vet af træmøbler, klædestof, læderbælter samt kar lavet af bronze, i alt næsten 400 gravgaver, og gravkammerets beboer havde desuden fået mad og drikke med i døden, der kunne sikre ham næring i efterlivet.

Kulstof 14-analyser viser, at begravelsen fandt sted i 700-årene f.Kr., og Young antog allerede i 1950’erne, at den døde var Gordios, faren til den sagnomspundne kong Midas.

Moderne undersøgelser, foretaget ved hjælp af dendrokronologi i træstolpernes årringe, bekræfter teorien: Gravkammeret blev opført mellem år 740 f.Kr. og 733 f.Kr. – for tidligt til, at den døde kan være kong Midas.

Kong Midas skelet

Arkæologerne har fundet adskillige skeletter i Gordion, men ikke ét, der kan kandidere til at være Midas'.

© Vikiçizer

Det mangler historikerne svar på:

Hvor ligger Midas begravet?

Forskere troede indtil for nylig, at skelettet i en stor gravhøj, der blev åbnet i 1957, var resterne af kong Midas.

En ny dendrokronologisk undersøgelse af træet, som er anvendt til at understøtte graven, viser, at det ikke er tilfældet. Knoglerne tilhører i stedet sandsynligvis kong Midas’ far.

De fleste arkæologer er overbeviste om, at Midas må være stedt til hvile i en høj tæt ved farens gravmæle, og forskere undersøger i disse år derfor de største, og dermed vigtigste, høje, som omgiver den store gravhøj. Indtil nu uden held, for samtlige grave er blevet dateret til perioder, der udelukker, at de kan tilhøre Midas.

Hvor den sagnomspundne konge befinder sig, er derfor stadig et mysterium. Nogle arkæologer påpeger, at Midas, hvis han virkelig begik selvmord, som straf har fået en mindre prangende grav end sin forgænger.

Eftersom kun omkring halvdelen af de i alt 124 gravhøje er udgravede, bevarer arkæologerne håbet om, at de i løbet af de kommende års udgravninger vil finde graven og kong Midas.

Konge havde små øjne og kroget næse

Hvis manden i graven er Gordios, Midas’ far, har historikerne nu et nogenlunde klart billede af, hvordan kongen har set ud.

John Prag, arkæolog fra Manchester Museum, og Richard Neave fra Manchester Universitys medicinske fakultet brugte i 1988 skeletfundet til at genskabe den dødes ansigt.

Rekonstruktionen viser en mand med et langstrakt ansigt, en lang, kroget næse, små, dybtliggende øjne og en fremstående underlæbe. Under rekonstruktionen bemærkede John Prag, at kongen har lidt af Darwins tuberkel, en lille fortykkelse på kanten af det ydre øre.

Knuden forekommer hos ét ud af ti mennesker og er et levn fra et led, som gjorde det muligt for vore forfædre at folde en del af øret, så det dækkede og beskyttede den ydre øregang.

Tilstanden har udelukkende kosmetisk betydning, men har fået forskere til at gætte på, om den lette deformitet kan have dannet grobund for en anden myte om kong Midas. Kongen havde, hed det sig, ører som et æsel.

Da Midas opdagede, at guldet ikke gjorde ham lykkelig, besluttede han nemlig at tilbringe så meget tid som muligt i naturen. Glæden ved at opholde sig i det fri gjorde ham hurtigt til en ivrig tilhænger af Pan, naturens gud og en dygtig fløjtespiller, og en dag besluttede han sig for at udfordre guden Apollon i den ædle kunst.

Tmolus, som var gud for bjerget af samme navn, lovede at være dommer, og Midas lyttede henført til Pans liflige spil – overbevist om, at ingen kunne gøre det bedre.

Kong Midas med æseløre

Myten om kong Midas og hans forbandelse har fascineret menneskeheden i årtusinder og er blevet skildret af utallige kunstnere.

© Fabre museum

Tmolus var af en anden mening, og det samme var de øvrige tilhørere, som mente, at musikkens gud Apollon spillede bedst. Guldkongen nægtede imidlertid at acceptere afgørelsen og protesterede højlydt.

Skummende af raseri lagde Apollon sin hånd på Midas’ hoved og forvandlede hans ører, så de kom til at ligne æslets lange ører. Midas skammede sig over det synlige tegn på sin dumhed og dækkede herefter altid sit hoved.

Myten er selvfølgelig ikke troværdig, men det er John Prags bud på en genetisk forklaring. Alligevel tvivler historikeren Sarah Morris på teorien. Hun har fundet ud af, at æselører i bronzealderen symboliserede kongeværdighed, fx viser et segl kongen over landet Mira i Anatolien med meget lange ører.

Digtere og forfattere har, mener hun, set afbildninger af Midas afbildet med æselører, hvorefter de har fundet på en historie, der kunne forklare fænomenet.

Mens der findes bud på forklaringen bag Midas’ æselører, har forskerne stadig svært ved at forklare kongens død. Ifølge historieskriveren Strabon omkom Midas, da han under kimmeriernes invasion begik selvmord ved at drikke okseblod.

Men arkæologer har ikke fundet tegn på, at folkeslaget forvoldte massive ødelæggelser på Midas’ palads. Historien om at begå selvmord ved at drikke okseblod tror forskerne heller ikke på. Blodet virker som en energidrik og er næppe sundt at indtage, men dødeligt er det ikke.

Forklaringen på kong Midas’ død må vi vente på lidt endnu. Den ligger med al sandsynlighed begravet i ruinerne under hans gamle hovedstad, og den, der finder kongen, kan gøre os klogere på en af antikkens mest mytiske mænd – og måske endda finde umådelige mængder guld samtidig.

Skattejagten er i fuld gang.

Historiens, største, Troja
© HISTORIE

Historiens største gåder

Denne artikel er fra bogserien “Historiens største gåder”. Hvert bind går i dybden med mysterier om alt fra tempelridderne til nazisternes okkulte verden.

Se mere på: www.historienet.dk/gåder