Kongen gjorde kagekone til finansminister

Fra Amsterdam til Bergen

Hvor Sigbrit Villoms egentlig kom fra, har sammen med hendes fødeår fortabt sig i historien, men de fleste historikere er enige om, at hun formodentlig har tilbragt i hvert fald en del af sit liv i Amsterdam, måske som kone til en af handelsbyens mange købmænd.

Sikkert er det imidlertid, at hun sammen med sin datter dukkede op i Bergen omkring år 1500, og at hun hér etablerede en lille kagebod i Hollendergaten.

I 1507 kom kansler Erik Valkendorf til byen, og da han tilfældigt slog vejen ned gennem netop Hollendergaten, mødte et særegent syn ham: I den lille kagebod stod Sigbrit, en bred, hård og ifølge overleveringerne tudegrim gammel kone, og ved siden af hende den mest yndefulde unge pige, hans øjne havde set: Sigbrits datter, Dyveke, som på det tidspunkt var omkring 17 år.

Valkendorfs gode ven, den danske tronfølger junker Christian, var ifølge Valkendorf “i højeste grad en beundrer af skønne former og glædede sig meget ved at beskue dem”.

Så Valkendorf berettede straks for den kommende konge om Bergens fortræffeligheder og fik inviteret det umage par fra kageboden til bal på slottet, næste gang 26-årige junker Christian var i byen. Den nat tog Christian Sigbrits datter, Dyveke, som elskerinde.

Drop Dyveke, Christian!

De fleste regnede med, at Dyvekes gunst hurtigt ville falde hos den unge junker, men de tog fejl. På trods af adskillige formaninger, forbud og bønner blev Christian sammen med Dyveke – og hendes mor, som rykkede tæt på magten ved samme lejlighed.

Det opsigtsvækkende forhold mellem kongen, elskerinden og hendes mor fortsatte, også efter at Christians far, kong Hans, døde i 1513.

Christian blev ved sin fars død kronet som konge af Norge og Danmark. Sverige ville ikke anerkende ham som regent, og dermed blev første kævle lagt på bålet i en konflikt, der skulle komme til at vare hele Christian 2.s tid på den dansk-norske trone.

Sammen med kongetitlen blev anmodningerne om at skille sig af med Dyveke til direkte krav. I stedet for at fjolle rundt med en borgerlig kvinde, som han aldrig ville kunne ægte, måtte Christian finde sig en standsmæssig hustru, som han kunne få arvinger med.

Efter en hel del forsinkende svinkeærinder fra Christians side blev en aftale om ægteskab indgået med Isabella, prinsesse af det magtfulde habsburgske hus. Hun fik navneforandring til det mere nordisk-klingende Elisabeth. Ægteskabet var en fordelagtig forbindelse, men Christian nægtede stadig pure at opgive sin Dyveke.

I stedet blev den unge kvinde og Sigbrit rykket fra deres opholdssted på herresædet Hvidøre, nord for København, til et stateligt hus på hjørnet af Amagertorv og Niels Hemmingsens Gade, kun et par minutters gang fra slottet.

Over hele Europa kunne man høre ramaskrig over forhånelsen mod ærværdige Elisabeth, og mange kræfter arbejdede, både i og uden for Danmark, på at bryde kongens udenoms-ægteskabelige forbindelse.

Sigbrit bliver kongens rådgiver

I 1517 blev forbindelsen imidlertid brudt helt af sig selv: Dyveke faldt pludselig død om. Hvorfor ved historikerne ikke med sikkerhed. Om nogle af de kræfter, der havde talt kraftigst imod kongens forhold til Dyveke, stod bag, er og bliver et gæt.

Men der hersker ingen tvivl om, at mange højt på strå åndede lettede op ved udsigten til, at forbindelsen til det borgerlige rakkerpak blev brudt for evigt. Det skulle dog vise sig, at de tog ganske fejl.

Sigbrit bliver efter datterens død

I stedet for at gå hver til sit rykkede Dyvekes dødsfald nemlig Sigbrit og kongen tættere på hinanden.

I deres fælles sorg blev de hinandens fortrolige, og der er sikkert gået mangen en sen nattetime med at diskutere, hvem der var skyldig i deres ulykke, for set med deres øjne var der ingen tvivl om, at deres lille due var blevet myrdet.

Spørgsmålet var, hvem der stod bag. Flere bud var oppe at vende, men de endte med at pege på Torben Oxe, lensmanden på København Slot, som synderen.

Efter en skueproces blev Torben Oxe dømt skyldig og halshugget. Kongen og kagekonen fra torvet i Bergen havde fået deres hævn – hvilket dog ikke fik de to efterladte til at skilles.

I Sigbrit havde Christian tilsyneladende fundet en person, han kunne betro sig til, og som forstod ham.

Sigbrit var ikke en del af al hoffets slesken og smisken. Hun sagde tingene præcis, som hun så dem, og helt og aldeles uden omsvøb, og desuden hadede hun alle hofsnogene – og omvendt. I Sigbrit fik Christian en fortrolig, han vidste, han kunne stole på.

Rigets top måtte vente i regnen

Kongen begyndte nu at spørge Sigbrit til råds i forskellige statssager. Først i det små, men hendes råd var fornuftige, håndgribelige og uden diskussion til landets bedste.

Eksempelvis foreslog konen, at det blev vedtaget med lov, at Københavns gader og huse skulle holdes rene. Så behøvede man ikke længere, bogstaveligt talt, at gå rundt i møg til anklerne.

Sigbrit fik også en flok hollandske bønder til Danmark, så de kunne lære befolkningen hér nyt om dyrkning af korn og grøntsager. Hun var kvinden bag et omfattende lovsæt, som bl.a. oprettede en fattighjælp og gav bedre vilkår for landets bondestand.

Som årene gik, tog Christian Sigbrit med på råd i flere og flere sager, og efterhånden sendte han ofte folk, der kom til ham i forskellige ærinder,­ videre til Sigbrit på Amagertorv. Så kunne hun tage sig af deres sag. Det faldt i dén grad adelsmænd og rigsråder for brystet.

Hun var jo blot en simpel, borgerlig kvinde – med andre ord en nulværdi, som ingen antog for noget som helst. Dertil var hun grim, brysk i sin udtale, brutal i sin tankegang og helt og aldeles uden respekt for rang og titler.

Topmålet var, at hun havde det med at lade rigets højeste mænd vente i regnen på Amagertorv, når de kom for at tale med hende. De fine herrers desperation var ikke til at overse.

Rygter blev sat i gang om, at Sigbrit var en troldkone, at hun havde forhekset kongen, og at hun nær havde slået kongens og Elisabeths søn og tronarving ihjel. Hver gang kongen virkede uretfærdig eller overilet, fik Sigbrit skylden for at stå bag. Rygtesmedene gjorde deres arbejde godt.

Endda så godt, at det ikke er sikkert, Sigbrit virkelig var så grim. Måske er beskrivelsen af hende et resultat af kampagnen mod hende.

Blev dronningens ven

Christian holdt trods modstanden fast i Sigbrit, og hun fik sin daglige gang på slottet, hvor hun også blev en af dronning Elisabeths fortrolige.

Topmålet af kongens tillid fik Sigbrit, da hun blev leder af den yderst indbringende sundtold og fik fuldmagt til at styre landets finanser. Ved den lejlighed fik hun titlen “Moder Sigbrit” af kongen, hvilket var en uforlignelig gunst. Med dén titel blev hun reelt fruen i landet.

Kritikken fortsatte dog, ikke mindst efter Christians kroningsfest i Stockholm – en fest, der endte i en veritabel massehalshugning af de svenske gæster. Flere mente, at blodbadet var Sigbrits idé, selv om hun under begivenhederne sad på København Slot og holdt dronningen med selskab.

Kritikken bliver til åbent oprør

Modstanden mod de tos alliance blev mere voldsom – hvilket bl.a. udmøntede sig i angrebet på Sigbrit, da hun spadserede langs Skt. Jørgens Sø – og efter de uhørt blodige begivenheder i Stockholm fik Christians modstandere mere magt.

Flere talte nu for, at Christians onkel, den noget ældre og vel mere besindige hertug Frederik af Gottorp, skulle være konge. Ikke mindst hanseaterne, de magtfulde købmænd fra Lübeck, som længe havde følt deres privilegier truet eller endnu værre ødelagt, når hollandske købmænd kom til fadet på Sigbrits foranledning.

Fra sommeren 1522 blev modstanden til mere åbent oprør. Det sendte Christian 2. i landflygtighed og kronede Frederik af Gottorp som konge. På det tidspunkt var Sigbrit så hadet, at hun måtte gemme sig i en tønde og i den fragtes om bord på Christians skib, Løven.

Da Løven ankom til Holland, skiltes de tos veje, og tilbage stod en ubeslutsom Christian, der aldrig genvandt magten i Danmark – men til gengæld kom til at tilbringe 27 år i fangenskab på Sønderborg Slot. Sigbrit derimod blev jagtet af dronning Elisabeths familie, der mente, at hun var skyld i det onde, der havde ramt deres slægtning. Elisabeth tog flugten med sin mand.

Christian forsøgte at beskytte Sigbrit ved at berette, at hun var druknet på vej til Holland, men det fik ikke de magtfulde habsburgere til at indstille jagten. Derfor strejfede Sigbrit en årrække rundt i Europa og blev blandt andet set forklædt som nonne i Dordrecht i 1525. I 1531 fortalte den engelske konge Henrik 8. en dansk gesandt, at hun var fanget og ville blive dømt til døden.

Året efter blev Sigbrit rapporteret fængslet i Vilvoorde nær Bruxelles. Det er det sidste, man ved om kagebodskonen, der blev rigets finansminister. Et rygte hævder, at Sigbrit endte sit liv på bålet.