Underholdt: Hofnarren blev kongens frække talerør
En nar kunne andet end blot få kongen til at le. Også i politik spillede narren en afgørende rolle.
Både mænd og kvinder kunne blive hofnar i middelalderen. Den spraglet påklædte entertainer spillede en særlig rolle ved hoffet: Som den eneste kunne narren tillade sig at gøre grin med adelsmændene i kongens inderkreds og sågar spøge med kongen uden at miste livet.
At gøre sig munter på majestætens bekostning var nærmest en pligt – Englands dronning Elizabeth 1. skældte sin hofnar ud for ikke at gøre nok grin med hende.
Med sang og satire skulle hofnarren underholde kongen.
Majestæten holdt hånden over hofnarren, der blandt andet blev brugt til at udtrykke alt det, som kongen eller dronningen ikke kunne tillade sig at sige direkte til en magtfuld adelsmand.
Handicappede og dværge havde nemmere ved at blive udnævnt til hofnar, navnlig hvis de samtidig var velbegavede, så de kunne blande sig i politiske diskussioner.
Hoffets øvrige medlemmer hadede som regel narren, fordi han gjorde dem til grin – fx truede hertugen af Buckingham i 1623 med at slå hofnarren Archibald Armstrong ihjel, hvortil narren svarede: “Hertuger er ofte blevet hængt for uforskammethed, men aldrig narre for at tale.”
Skotsk nar snød sig til tronen
Kong Jakob 6. af Skotland (1567-1625) havde en uvane med at underskrive vigtige dokumenter uden at læse dem.
Det problem kurerede hans hofnar, George Buchanan, da han overrakte kongen et dokument, som gjorde Buchanan til regent de næste 15 dage.
Kongen skrev under og blev straks bedt om at forlade tronstolen, hvorefter narren satte sig på den. Herefter læste kongen alt, før han skrev under. Hofnarren blev ikke straffet for spøgen.
Hofmesteren var den daglige leder af kongens husholdning.
Hofmesteren sørgede for overnatning og mad
Hverken den tysk-romerske kejser eller Nordens konger havde en hovedstad i middelalderen, men rejste rundt mellem deres slotte og herregårde eller boede på skift hos rigets vigtigste adelsfamilier.
Under de hyppige rejser var hofmesterens vigtigste opgave at sørge for, at næste slot stod parat til at modtage kongen. Hofmesteren sendte bud i forvejen til de adelsmænd, som kunne forvente at få besøg af majestæten.
Et så vigtigt besøg krævede store foreberedelser for at kunne indkvartere og bespise kongen og hans store følge standsmæssigt. Nogle hofmestre kom meget tæt på kongen og blev med tiden en vigtig rådgiver for ham.
Tørrede bagdel: Numsetørrer var en toppost
Umiddelbart lyder opgaven med at rengøre kongens rumpe ikke attraktiv, men i middelalderen stod folk i kø for at få jobbet.
Når Englands kong Henrik 8. skulle på toilettet, sad han på sin personlige toiletstol. Kongen var for fin til selv at tørre sig i rumpen, så opgaven blev overladt til den såkaldte “Groom of the Stool”, som på dansk kan oversættes til skammelknægten.
Denne toilethjælper havde til opgave at stikke en hånd ind under stolen og tørre den kongelige bagdel med et stykke fugtet klæde.
Også andre europæiske konger havde en numsetørrer, dog ikke de nordiske, og selvom jobbet måske ikke virker tiltrækkende i dag, var det modsatte tilfældet i middel-alderen.
Alle Henrik 8.s skammelknægte var riddere fra fine adelsslægter – som de eneste blev adelige anset for at være kvalificerede til at berøre kongen, som selveste Gud jo havde udpeget til at regere.
Jobbet gav adgang til kongens gemakker, hvor skammelknægten havde chance for at blive en af majestætens betroede rådgivere. Stillingen bestod i århundreder – det engelske kongehus’ sidste skammelknægt blev James Hamilton, hertugen af Abercorn, som bar titlen fra 1886 til 1891.
Kongens toiletstol er årsagen til, at ordet “stool” i dag er briternes pæne ord for afføring. Stolen gik nemlig under navnet “stool of easement” – lettelsens skammel.
Skammelknægten på arbejde
Skammelknægten bar kongens toiletstol frem og slog låget op. Herefter fyldte han vand i en skål og satte den ind i stolen. Med en fugtig klud tørrede han kongen bagi.
Fik tæsk: Prygledrengen tog prinsens straf
Hvordan straffer man en prins, der snart skal være konge af Guds nåde? Det problem stod middelalderhoffet tit over for, og løsningen blev en såkaldt prygledreng, eller Prügel-knabe, som stillingen kom til at hedde i tysktalende lande.
Prygledrengen var typisk adelig og jævnaldrende med kongesønnen. Hans opgave bestod i at tage imod de tæv, som den unge prins havde gjort sig fortjent til, men ikke måtte udsættes for.
Prins og prygledreng voksede op sammen, var hinandens eneste legekammerater og knyttede tætte bånd. Netop derfor håbede hoffet, at prinsen ville opføre sig ordentligt og læse sine lektier, så hans bedste ven undgik pisk og prygl.
Trods risikoen for tørre tæv var stillingen som prygledreng eftertragtet, fordi han fik et nært venskab med den fremtidige konge.
Prygledrengens skrig og tårer skulle give prinsen dårlig samvittighed.
Åd gift: Mundskænken levede et farligt liv
Selv den stærkeste konge frygtede giftmord, og for at forhindre rivaler i at forgifte hans mad ansatte middelalderkongen en mundskænk.
Den betroede post var eftertragtet, men farlig, fordi mundskænken skulle smage på kongens mad og drikke, før majestæten fik serveret sit måltid. Den gode munkskænk risikerede at dø på jobbet, hvis han ikke opdagede faren i tide.
Under langvarige middagsselskaber vogtede mundskænken desuden over kongens tallerken, kop og bestik, så snigmordere ikke kunne drysse gift ud over servicet. Den betroede post blev typisk tildelt adelige eller en soldat, der havde udvist usædvanlig stor loyalitet over for kongen.
Mundskænken har lige smagt på vinen. Nu venter alle spændt.
Drosten var kongens stedfortræder
Stillingen som drost omtales første gang i 1200-tallet og blev kun anvendt i Norden og Tyskland. Stillingen var særdeles eftertragtet, fordi drosten var regentens stedfortræder og kunne træffe vigtige beslutninger.
Drosten Henning Podebusk regerede fra 1375 reelt Danmark, fordi den nyudnævnte kong Oluf 2. blot var fem år og dermed umyndig. Også i 1430’erne var drosterne i Sverige og Norge at regne for rigernes regerings-ledere i kong Erik af Pommerns fravær.
Rentemesteren sad på pengekassen
Rentemesteren styrede rentekammeret, middelalderens finansministerium. Han kom som regel fra kirkens verden, for munke var de eneste, som fik undervisning i administration og matematik.
Jobbet som rentemester kunne være utaknemmeligt, da kongens og rigets pengekasse var én og samme sag.
En ødsel konge efterlod begrædeligt få mønter i stats-kassen til byggeprojekter og vedligeholdelse.
Marsken forsvarede landet
I Danmark og Sverige blev militærets øverstbefalende fra 1268 og frem kaldt marsk. Det var marskens primære opgave at samle kongens hær, når den skulle drage i krig.
Han havde også ansvaret for, at riddere, bueskytter og fodfolk fik mad og drikke under felttoget. Hvis kongen ikke selv ønskede at føre sin hær, havde marsken kommandoen over tropperne på slagmarken.
Kansleren svingede pisken over kongens ansatte
Selvom kørselspenge og moms endnu ikke var opfundet i middelalderen, havde kongen brug for masser af kvalificeret arbejdskraft til at administrere sit rige. Opgørelser viser, at fx England i slutningen af 1300-tallet rundede 100 ansatte i statsadministrationen.
I Norden stod kansleren i spidsen for kancelliet, der svarede til nutidens offentlige administration. Kansleren brugte de skatteindtægter – i både naturalier og rede penge – som rentemesteren havde modtaget, og kongen endnu ikke havde nået at formøble.