Konger fik ydmygende øgenavne

Nok markerede kejser Konstantin 5. af Byzans sig i sin samtid som en viljestærk hersker gennem 34 år.

Og muligvis udmærkede han sig som både hærfører, leder og gudfrygtig konge. Men lige lidt hjalp det, når hans fjender udstyrede ham med tilnavnet Kopronymos.

Ordet er afledt af betegnelsen for lort eller gødning. Fjenderne spredte rygtet om, at han som spæd havde skidt i vandet under dåben. Den historie var så god, at kejseren i nu 1.300 år har været kendt som Konstantin Besudleren.

I 695 havde den byzantinske hær og kirke fået nok af deres monark. Justinian 2.s evige krige og byggetrang trak for hårdt på skatteyderne, og regenten var med sin brutale lederstil ikke god til at skaffe sig venner.

Paladset blev derfor stormet, og kejserens nærmeste rådgiver slået ihjel, mens Justinian fik et snit i næsen, inden han blev sendt i eksil.

Vansiringen måtte være nok til, at den ydmygede kejser ikke ville vende tilbage, vurderede kupmagerne.

I år 705 kom Justinian dog tilbage i spidsen for en hær af lejesoldater og generobrede magten. Seks år senere blev han igen styrtet fra tronen – og denne gang blev han for en god ordens skyld myrdet.

Måske han selv ville have foretrukket et tilnavn som “Hævneren” – men i dag er han kendt som Justinian den Splitnæsede.

Da bondesønnen Ivaylo kom til verden i det nordøstlige Bulgarien, havde absolut ingen regnet med, at han skulle drive det videre.

Men omkring 1277 skiftede han tjansen som svinedreng ud med rollen som hærfører.

Trods en total mangel på militær uddannelse drog han sejrrigt gennem landet mod hovedstaden Tarnovo, hvor han afsatte kongen. Ivaylo slog egenhændigt kongen ihjel og giftede sig med hans enke.

Ivaylo var den eneste leder af en bondeopstand i middelalderens Europa, der formåede at sætte sig på tronen.

Alligevel fik han ikke lov til at glemme sin ydmyge herkomst og blev blandt sine fjender kendt som Ivaylo Kålhoved.

Alfonso 9. af León og Galicien i Spanien kunne se tilbage på en givtig tid på tronen, da han efter 42 år som konge lå for døden i september 1230.

Igennem sin regeringstid havde han skabt det første parlament på det europæiske fastland og sit kongedømmes første universitet.

Alfonso formåede ligeledes at manøvrere gennem urolige tider og overleve politisk, selvom hans rige blev ekskommunikeret af paven, der ikke satte pris på kongens skiftende ægteskaber.

Paven trak dog bandlysningen tilbage, efter at Alfonso gjorde ham opmærksom på, at muslimerne så ville få frit spil.

Med den historie burde et tilnavn som “den Vise” være på sin plads. Men kongen havde et problem ifølge den nordafrikanske historiker Ibn Khaldun:

Han blev ikke sjældent vred – og når han skældte ud, spyttede og savlede han. Med den slags handicap kunne Alfonso derfor kun hedde én ting: “den Savlende”.

Władysław 1. var en af de helt store konger i den polske middelalder.

Gennem list, erobringer og strategiske ægteskaber sørgede han for, at en række små provinser blev forenet til kernen af det, som siden blev til det polske kongedømme, og sikrede samtidig landets ydre grænser.

Men uanset hvor stor en personlighed han var, så hjalp det ikke meget, eftersom han var lille af statur.

Władysław er den dag i dag kendt som Władysław Łokietek. Łokietek er en gammel polsk målestok, der angiver længden fra jorden til en voksen mands albue.

Så Władysław er altså gået over i historien som “den Albuehøje”.

Da den 15-årige kronprins Henrik af Castilien i 1440 giftede sig med kongedatteren Blanka fra Navarra, var alt, som det plejede.

Alliancer gennem arrangerede ægteskaber var kutyme i Europas kongedømmer. Men ægteskabet fik en usædvanlig afslutning – og det sikrede kronprinsen et temmelig uheldigt tilnavn, efter at han besteg tronen i 1454.

I dag er Henrik 4. nemlig kendt som “den Impotente”.

I maj 1453 ophævede biskoppen af Segovia ægteskabet. Henrik havde bedyret, at ægteskabet aldrig var fuldbyrdet.

Lokale prostituerede fortalte ganske vist, at Henrik ikke var impotent i deres selskab, men kongen hævdede, at en forbandelse var nedkaldt over ham, så han ikke kunne fungere i ægtesengen.

En undersøgelse af dronningen viste, at hun stadig var jomfru, så sagen var klar. Ægteskabet blev opløst, og kvinden sendt hjem til sin familie.

Henrik var heldig – forbandelsen forsvandt med Blanca, så han fik lov til at gifte sig igen, og dette ægteskab blev både fuldbyrdet og kronet med en datter.

Forældrene så rigtigt, da de navngav deres nyfødte drengebarn Timur – stål – i 1336.

Men selvom lille Timur fra Usbekistan blev en af verdenshistoriens helt store erobrere, berømmet for at være en snedig og idérig hærfører, blev han ikke blot kendt som stålmanden.

I reglen omtales han som Timur Lenk. Lenk betyder “den Lamme”. For stålmanden var udstyret med et meget synligt handicap:

Han haltede.

Timurs fjender spredte rygtet om, at han var blevet pileskudt, mens han forsøgte at stjæle får. Mere sandsynligt er det, at han var blevet såret i krig.

Det har krævet en yderst kærlig mor at synes, at kronprins Karl af Spanien var et kønt barn, da han kom til verden i 1661.

Han var nemlig et skravl med en kæmpe underkæbe og en tunge så stor, at han senere i livet knap kunne spise.

Karl blev konge allerede som tre-årig og blev den sidste af den habsburgske fyrsteslægt i Spanien.

Slægten havde holdt fast på kongemagten ved at gifte sig inden for familien, og Karl 2. var det uhyggelige resultat af mange generationers indavl.

Kongen blev kendt som Karl den Forheksede på grund af sit udseende og sin bizarre opførsel – fx krævede han på et tidspunkt at få gravet afdøde familiemedlemmer op, så han kunne se på dem.

Spanien var i Karls regeringstid ramt af økonomisk nedgang, krige og hungersnød. Tragedierne stoppede ikke med Karls død som 39-årig. Han efterlod sig ingen arvinger, og landet blev kastet ud i en blodig arvefølgekrig.

Vestfrankiske Ludvig 5. var omkring de 20 år, da han blev konge i 986. Hans regeringstid var præget af interne magtkampe ved hoffet, og det lagde en dæmper på den unge konges handlefrihed.

Han kastede sig i stedet over damer og jagt.

Netop jagten blev hans skæbne. 21. maj 987 faldt han af hesten under en jagt og omkom. Han efterlod sig ingen arvinger – og heller ingen bedrifter.

Det mest bemærkelsesværdige ved ham blev hans tilnavn: Ludvig den Dovne.