Kongeslot fortæret af flammer

Klokken er to om eftermiddagen 7. maj 1697, da ilden bryder løs på loftet over riddersalen på renæssanceslottet Tre Kronor i den svenske hovedstad, Stockholm.

Slotsforvalteren Georg Stiernhoff, som har ansvaret for brandberedskabet, iler gennem riddersalen og op ad trappen mod ilden.

Røg og hede vælter imod slotsforvalteren, der samtidig får en ildevarslende besked af den tilsodede og svedige brandchef Sven Lindberg: Brandredskaberne er umulige at få fat i på grund af ilden.

Kongefamilien – Karl 12., hans farmor og hans to søstre – flygter i panik fra slotsgemakkerne. Også kisten med den nyligt afdøde konge, Karl 11., bringes i sikkerhed.

Uden for slottet kan forskrækkede borgere se, hvordan stole, malerier, gobeliner og bøger bliver kastet ud ad vinduerne, som er splintrede på grund af heden.

Lofter spredte ilden

Ilden spredte sig med umådelig fart fra den ene slotsfløj til den anden.

Allerede efter en halv time stod hele slottet i flammer, fordi ildhavet meget hurtigt kunne tage for sig af det tørre træværk under kobbertaget.

Branden bredte sig endda til hovedtårnet i midten af slotskomplekset, og enkedronningens vinkælder blev smadret under tyngden af otte salutkanoner, som med et øredøvende drøn styrtede ned gennem etagerne i tårnet.

Efter en time var de tre ældste fløje brændt ned, mens den nybyggede nordlige fløj foreløbig modstod branden. Men til sidst blev også den flammernes bytte.

Tre Kronor, der gennem fem hundrede år var blevet ombygget fra en middelalderborg til et elegant og pragtfuldt renæssancepalads med bl.a. riddersal, slotskirke og rigsarkiv, var endt som en rygende ruin.

Lindberg tog imod bestikkelse

Brandens katastrofale omfang skyldtes bl.a. det lemfældige brandberedskab.

To af de vagter, som skulle have opdaget ilden og slukket den, hed Anders Andersson og Mattis Hansson.

Lige inden branden havde Andersson været et ærinde ude i byen, og ved hjemkomsten til slottet havde han slået sig ned i Sven Lindbergs forstue.

Da Andersson og brandchefens hustru, Ingeborg, syntes, at det lugtede brændt, løb de begge op på loftet, men opdagede, at det var for sent at gribe ind.

Også Mattis Hansson havde forladt sin post inden branden og var smuttet ind i køkkenet for at få noget at spise – noget, han ifølge eget udsagn havde fået tilladelse til af brandchefens hustru.

Ingeborg afviste imidlertid Hanssons forklaring.

Det var i det hele taget svært at forhøre de to vagter og brandchefen, der kom med bortforklaringer, ændrede vidneudsagn og blev ramt af hukommelsesvigt.

I kølvandet på ildebranden afsløredes også en lang række uregelmæssigheder.

Sven Lindberg havde ikke alene taget imod bestikkelse for at ansætte bestemte brandvagter, han havde også sendt dem ud i byen for at ordne hans private ærinder.

Desuden havde brandchefen ulovligt drevet en mindre krovirksomhed i sit slotsværelse og dermed ladet uvedkommende komme ind på slottet.

I februar 1698 fældede den kongelige slotsret sin dom over de anklagede.

Sven Lindberg og Mattis Hansson blev dømt til døden, mens Anders Andersson, som beviseligt havde fået ordre fra Sven Lindberg om at løbe ærinder i byen, skulle løbe spidsrod fem gange.

Dødsstraf blev mildnet

Senere omstødte kongemagten imidlertid dødsstraffene. I stedet skulle Sven Lindberg og Mattis Hansson løbe spidsrod syv gange hver og derefter straffes med seks års fængsel og strafarbejde.

Spidsrod var egentlig en militær straf, men kunne også anvendes mod civile.

Straffen foregik på den måde, at et par hundrede mænd dannede to parallelle rækker. Mellem disse skulle den dømte løbe med bar overkrop og modtage slag med kæppe.

Ikke sjældent endte spidsrod med døden. Det blev skæbnen for brandchef Lindberg, mens vagterne overlevede straffen.

Herefter ventede der imidlertid Hansson ekstremt hårdt strafarbejde på Marstrands fæstning. Det skete, at fanger tilstod forbrydelser, der blev straffet med dødsstraf, for at slippe for en langsom og pinefuld død i fæstningen.

Brandårsag er endnu ukendt

Det var et mysterium, hvordan branden kunne bryde ud. Spekulationer gik på, om skorstenene havde været dårlige, om nogen ulovligt havde røget pibe oppe på loftet, eller om ilden var påsat.

Branden kom samtidig med en række andre ulykker – fx var Karl 11. død i en alder af bare 41 år kun en måned før slotskatastrofen, og en fejlslået høst havde sendt tusindvis af tiggere ud i hovedstadens gader.

Da en brand så tilmed fortærede Tre Kronor, troede mange, at rigets undergang var nær.

Hysteriet bredte sig i Stockholm, og en række fremmede magters repræsentanter blev mistænkt for at stå bag branden.

Den danske ambassadør i Stockholm, Bolle Luxdorph, berettede, at han som repræsentant for Sveriges ærkefjende frygtede for sit liv.

Luxdorph var ligesom mange andre forvirrede over, at ilden udviklede sig så stærkt, og at slukningsarbejdet blev udført så sjusket. Selv i dag er brandårsagen uklar, og hændelsesforløbet har aldrig fuldt ud kunnet klarlægges.

Mange i samtiden forklarede sandsynligvis hændelsen som et udslag af de højere magters vilje. Den danske ambassadør konstaterede i hvert fald tilfreds, at “Gud i al sin almægtighed kan og vil straffe det onde”.