Den græske slavepige udnyttede mulighederne i haremmet til det yderste. Kort efter sin ankomst i 1604 blev hun sultanens haseki – hans yndling – og herfra fortsatte hun helt til tops, da hendes mindreårige søn arvede tronen. Som den mægtigste kvinde i Osmannerrigets historie styrede Kösem alt i 30 år.

© AKG/Scanpix

Kvinder kæmpede om magten i sultanens harem

Bag sultan-paladsets aflåste porte gik luksus og fare hånd i hånd. Smukke slavinder udkæmpede en ubønhørlig kamp om at blive herskerens øjesten, så de kunne opnå magt og sikre deres børn mod en alt for tidlig død.

16. februar 2017 af Esben Mønster-Kjær

Sultanens magt kendte ingen grænser. Han var “Guds skygge på Jorden”, arvtager til de østromerske kejsere og kalif over alle muslimerne. 

Fra Ungarns sletteland til Sahara bøjede millioner sig ydmygt for hans vilje, og nabofyrsterne skælvede af frygt for at blive hjemsøgt af hans mægtige hær.

Med alle sine forpligtelser havde sultanen brug for ro på hjemmefronten, og det fik han takket være sit harem – i det mindste i teorien. Her trængte ingen fremmede familieinteresser ind, for alle var slaver – fra den laveste skurekone til den højtplacerede embedsmand. 

Og fordi sultanen havde konkubiner i hundredvis at forplante sig med, var arvefølgen altid sikret trods børnedødelighed, sterilitet og andre trusler mod fyrste­dynastiers overlevelse.

Haremmet skulle sikre, at sultanen kunne herske over den halve verden fra fredfyldte omgivelser, men virkeligheden i Osmannerrigets inderste hjertekammer var en helt anden. 

Bag harems-porten

Sultanen levede sammen med sine slægtninge, konkubiner og tjenestefolk i det vidtstrakte Topkapi-palads, hvor Bosporus-strædet skærer sig gennem Konstantinopel. 

Befolkningen bag murene talte flere tusinde mennesker, og den voksede hvert år, når smukke piger og unge kvinder ankom som gaver til herskeren.

Én af de mange, som portene smækkede bag i året 1604, var grækerinden Anastasia fra Tinos i Ægæerhavet. Slavejægere havde bortført den 15-årige præstedatter fra øen, og hun var endt i Bosnien, hvor den osmanniske statholder bemærkede skønheden. 

Han besluttede sig for at sende hende til Konstantinopel i håb om at indsmigre sig hos sultanen.

Fra det øjeblik en pige trådte gennem paladsets inderste port til haremmet, ophørte hendes hidtidige liv og hendes identitet med at eksistere. Hun fik et nyt navn, og Anastasia blev derved til Mâh-Peyker, der betyder “måneformet”. 

Hendes ansigt havde den runde ansigtsfacon, som blev regnet for særlig smuk blandt osmannerne. Og hendes tro blev erstattet af islam.

I Osmannerriget måtte muslimer ikke tages som slave, så alle de kommende haremskvinder var kristne, jøder eller tilhørte helt tredje religioner. 

Men ved ankomsten til Topkapi-paladset blev de vantro tvangskonverteret, og strittede en pige imod, havde haremsvagterne – de sorte eunukker – mange afstraffelsesmetoder til at få hende på bedre tanker. 

Virkede ingen af dem, blev hun stoppet i en sæk og kastet i havet.

Langt de fleste nye slavinder var dog så rædselsslagne ved ankomsten, at de lydigt gentog trosbekendelsen:

“Der er ingen gud foruden Allah”. Derefter sagde pigerne ikke meget, for i haremmet var snak ikke værdsat. Ifølge de rygter, der nåede ud til de europæiske ambassadører i byen, var stemningen inde i paladsets strengt bevogtede hjerte som i et kristent nonnekloster. Her forventedes alvor, afdæmpethed og disciplin.

Smukke uberørte kvinder blev købt på slavemarkederne og foræret til sultanen.

© akg/scanpix

Sultanens piger var tyende

Piger som Mâh-Peyker trådte ind i bunden af paladsets indviklede hierarki, nede på niveau med køkkenpigerne og vaskekonerne. 

Først når de havde vist, at de var lydige og kvikke, kunne de gøre sig håb om et æreshverv som “Bærerske af vaske­kanderne” eller “Vogterinde af badene”, der gav prestige og fast gage.

I begyndelsen af 1600-tallet levede omkring 300 kvinder i Topkapi-paladsets harem. 

Deres fælles opgave gik ud på at opvarte sultan-familien, at passe og opdrage prinserne og prinsesserne og ikke mindst at levere tronarvinger, så dynastiet Osman aldrig døde ud.

Nyankomne piger levede i store sovesale, hvoraf mange ikke havde vinduer, og de var under konstant tilsyn af mere erfarne kvinder og de sorte eunukker. Ved siden af det daglige slid skulle pigerne trænes i at glæde sultanen. 

De lærte sprog, dans, sang, instrumenter, elegance og paladsets komplicerede etikette. 

Undervejs fandt mange selv ud af, at haremmet summede af intriger, og enhver var sig selv nærmest i den evige kamp om position eller blot overlevelse.

De fleste af kvinderne kom aldrig nær sultanen, og hele deres liv i paladset gik med at passe pligterne, men Mâh-Peyker blev ikke en af dem. 

Hun havde op­daget, hvor højt en slavinde som hende kunne stige i Osmannerriget.

Den unge grækerinde underkastede sig haremmets regler og arbejdede hårdt for at lære sig alle de færdigheder, hun blev trænet i. 

Hendes mål var at blive opdaget af sultanen og kaldt til hans seng. Kun via den kunne en ung kvinde med ambitioner bevæge sig opad i Topkapi-paladsets hierarki. 

Vejen til sultanens seng

Sultanen havde ret til sex med enhver af sine flere hundrede slavinder, og det var hendes pligt at gøre sit yderste for at tilfredsstille ham. I praksis blev hans valg af sengepartner dog styret diskret af andre.

Ifølge Osmanner­rigets skikke herskede en sultans mor over hans husstand, og ingen fik lov at komme sønnen nær uden hendes tilladelse. 

Hun bestemte enerådigt, hvilke af haremmets kvinder der fik op­gaver, hvor de overhovedet havde en chance for at blive bemærket af sul­tanen og tænde hans begær.

Året efter Mâh-Peykers ankomst til haremmet døde sultan Ahmed 1.s mor, og hun efterlod sig et magttomrum i Topkapi-paladsets hjerte.

I hendes sted kæmpede andre om indflydelse, og den unge græske slavinde viste sig at trives i dette kaos af rænkespil.

Mâh-Peykers skønhed, smukke sangstemme og evne til at holde sig på god fod med de rette bragte hende gennem nåleøjet til en position tæt på sultanen. 

Hendes tid som ringeagtet tjenestepige var forbi, for nu tilhørte hun den udvalgte gruppe af haremskvinder, der havde til opgave at forsøde herskerens tilværelse. 

En morgen kom også det øjeblik, hun både havde stræbt efter og frygtet: Sultanen tilkendegav, at han ønskede hendes selskab samme nat.

Som mand var Ahmed 1. ingen tiltrækkende elsker. Selv om han nedstammede fra generationer af smukke kvinder, havde naturen givet ham en lavstammet og fedladen krop, og kopper havde efterladt dybe ar i hans kinder. 

Mentalt grænsede han til det utilregnelige – han skiftede mellem dumdristigt mod og bævrende svaghed, og han rummede både grusomhed og ømhed.

For en kvinde som Mâh-Peyker blev sultanens personlige mangler dog opvejet af alle de muligheder, han repræsenterede – og hun havde alligevel ingen mulighed for at nægte ham noget. 

Derfor fulgte hun villigt med, da de sorte eunukker førte hende til Ahmed ved aftenstid, og hun gjorde sit bedste for at glæde ham. Hendes anstrengelser blev snart belønnet, for hun fik status af konkubine og trådte dermed endnu et trin op ad haremmets rangstige.

Topkapi-paladset var designet til at holde haremmet inden for murene - klik på tegningen og se hvordan

God sex gav privilegier

Konkubinerne var sultanens faste sexpartnere, og den status gav dem stor prestige i Topkapi-paladset. Kvinderne modtog også flere penge end resten af haremmet, og de fik slavinder stillet til rådighed som tjenestefolk.

Ud over goderne havde konkubiner også magt, for de kunne nu viske små ønsker direkte i sultanens ører, når de to var alene. 

Men en konkubine måtte også konstant være på vagt over for dem, hun delte herskerens seng med. 

Konkurrencen om hans gunst var nådesløs, og kvinderne brugte enhver mulighed for at bringe hinanden til fald. Kun én af dem kunne nemlig gøre sig håb om at blive sultanens haseki – hans yndling.

Ingen viste sig at være i stand til at hamle op med Mâh-Peyker, der brugte al sin charme og sine evner til at knytte Ahmed til sig. 

Sultanen var som besat, og han kaldte hende Kösem, der både kan betyde “hårløs” og “anførerinde”. Det var under dette navn, at hun skulle blive kendt af verden uden for paladset.

Rygter om sultanens nye øjesten bredte sig i Konstantinopel, hvor de blev opfanget af de europæiske ambassadører. 

I begyndelsen af 1600-tallet havde stormagter som Frankrig, Venedig, Spanien og selv fjerne England gesandter i den osmanniske hovedstad, og de forsøgte at følge med i magtkampene bag Topkapis mure. 

Det var ikke altid let, for udsendingene fik aldrig adgang til haremmet, hvor sultanen og hans kvinder levede. I stedet købte de sig til oplysninger fra eunukker, der passerede regelmæssigt ind og ud ad portene.

Således var den venetianske ambassadør velunderrettet om kvinden Kösem, der var på vej opad i 1612:

“Hun er smuk og dreven. Blandt hendes mange talenter synger hun strålende, hvorfor kongen elsker hende meget højt”, rapporterede gesandten Simon Contarini hjem.

“Hun respekteres ikke af alle, men hun bliver lyttet til i nogle sager og er sultanens yndling. Han ønsker at have hende nær sig hele tiden”. 

Ud over at underholde Ahmed og tilfredsstille hans lyster gav den nu 23-årige kvinde ham også politiske råd.

Andre konkubiner blev udskiftet, men sultanens behov for Kösem varede ved. Da hun også viste sig at være fødedygtig og leverede tre døtre, smed Ahmed endda sin hidtidige haseki ud. 

Nu var Kösem dronning i alt andet end navn.

Selv de mægtigste i haremmet kunne aldrig vide, om de ville overleve natten.

© culture-images

Slavinder bevarede dynastiet

Dengang osmannerne endnu blot var én stamme blandt flere på den tyrkiske højslette, allierede sultanerne sig med nabofyrster ved at ægte deres døtre. 

Men Murad 2.s ægteskab med en serbisk prinsesse i 1435 blev det sidste af sin art. 18 år senere erobrede osmannerhæren Konstantinopel, og herefter blev sultanen regnet for så mægtig, at han ikke kunne nedlade sig til at gifte sig med en simpel kongedatter.

I stedet avlede han sine børn med haremmets slavinder, og de blev belønnet for at levere ham drenge, der kunne arve tronen. Kösems prestige nåede nye højder, da det endelig lykkedes hende at føde en søn i 1612.

Normalt indebar en drengefødsel, at en slavinde blev flyttet til Konstantino-pels gamle palads, hvor hun skulle hellige sig opforstringen af barnet. Men Ahmed ville ikke undvære Kösem, så hun blev i Topkapi som hans officielle yndling.

Fire år senere rapportede Venedigs nye ambassadør, Cristoforo Valier:

“Hun kan gøre, som hun vil med sultanen, og ejer hele hans hjerte, og intet nægtes hende nogensinde”. Kösem nød sin magt og kvitterede for den ved at sætte flere drenge i verden. Alt tegnede lyst, indtil katastrofen indtraf: Den frygtede plettyfus hjemsøgte Konstantinopel, og Ahmed 1. blev et af ofrene.

Tidligere var tronfølgen i Osmannerriget blevet afgjort gennem blodige borgerkrige, men i 1600-tallet gik magten normalt til dynastiets ældste mandlige medlem. Uheldigvis for Kösem stod to personer foran hendes sønner. 

Ahmeds lillebror Mustafa blev i stedet den nye sultan, og som enke måtte hun flytte fra Topkapi til det gamle palads.

Kösem havde ikke blot mistet al sin indflydelse med et slag – hun måtte også leve i konstant skræk for hendes drengebørns skæbne. Gammel osmannisk skik bød nemlig en nyindsat sultan at rydde alle potentielle rivaler af vejen. 

Den afdøde Ahmed havde valgt ikke at følge loven, men Mustafa kunne når som helst beslutte sig for det modsatte.

Heldet så ud til være sluppet op – men i osmannisk politik kunne alt ændre sig på en nat, og Kösem vendte snart tilbage, stærkere end nogensinde før.

Sultan Mustafa viste sig så svag og uduelig, at han måtte erstattes af sin nevø. Han blev efterfulgt af Osman 2., der uforsigtigt provokerede sin magtfulde livgarde, janitsharerne, og de hævnede sig ved at lade ham strangulere. 

Sultanens elitetropper skulle i fremtiden komme til at stå bag en lang række lignende paladsrevolutioner.

Som afslutning på den kaotiske periode gik tronen endelig til Kösems ældste søn. Murad på 11 år var for ung til at regere, så indtil han blev voksen, havde han brug for en stærk stedfortræder.

Kösem havde ikke blot mistet al sin indflydelse med et slag – hun måtte også leve i konstant skræk for hendes drengebørns skæbne.

Gammel osmannisk skik bød nemlig en nyindsat sultan at rydde alle potentielle rivaler af vejen. Den afdøde Ahmed havde valgt ikke at følge loven, men Mustafa kunne når som helst beslutte sig for det modsatte.

Heldet så ud til være sluppet op – men i osmannisk politik kunne alt ændre sig på en nat, og Kösem vendte snart tilbage, stærkere end nogensinde før.

Sultan Mustafa viste sig så svag og uduelig, at han måtte erstattes af sin nevø. Han blev efterfulgt af Osman 2., der uforsigtigt provokerede sin magtfulde livgarde, janitsharerne, og de hævnede sig ved at lade ham strangulere.

Sultanens elitetropper skulle i fremtiden komme til at stå bag en lang række lignende paladsrevolutioner.

Som afslutning på den kaotiske periode gik tronen endelig til Kösems ældste søn. Murad på 11 år var for ung til at regere, så indtil han blev voksen, havde han brug for en stærk stedfortræder.

Kösem bestemte alt

I Osmannerriget var børneherskere et almindeligt fænomen, for sultanernes vane med at henrette deres brødre fjernede de ældste tronfølgere. 

Når en mindreårig besteg tronen, blev en voksen udpeget som regent og herskede i hans navn, til drengen selv var gammel nok. Ofte gik opgaven til storvesiren, der i forvejen stod for den daglige administration af Osmannerriget.

Regenten kunne ikke handle efter sit eget hoved, men måtte hele tiden indhente accept fra sultan-moren. Hendes titel var valide sultan, og hun havde det sidste ord i mange vigtige sager.

“En mors ret er Guds ret”, lød et gammelt osmannisk ordsprog, og sultan-morens ret var vokset enormt i løbet af 1500-tallet. Under generationer af mindreårige og uduelige herskere var hun blevet den sande magt bag tronen – først uofficielt, men efterhånden helt åbenlyst. 

Ingen mor havde dog hidtil selv indtaget posten som regent for sin søn – ingen før Kösem Sultan.

Kösem brød alle normer for, hvor langt en kvinde kunne nå, da hun lod sig hylde som Osmanner­rigets hersker i 1623. 

Indtil Murad 4. var voksen, kunne hun regere i sit eget navn.

I den næste årrække var al magten samlet i Kösems hænder. Som sultan-mor vogtede hun nidkært over Topkapi-paladsets harem, og som regent udnævnte hun statholdere til provinserne, bekæmpede den omsiggribende korruption og skrev regelmæssigt sammen med europæiske dronninger. 

Da den persiske shah erobrede Bagdad i 1624, sparede hun sig ingen anstrengelser for at styrke hæren, og 10 år senere lykkedes det tage byen tilbage.

Da Murad blev gammel nok til selv at regere, mistede Kösem noget af sin indflydelse, men det viste sig kun at være midlertidigt. 

Sultanen døde allerede som 27-årig i 1640, og det bragte hans mor tilbage i magtens centrum.

Murad efterlod sig ingen børn og kun én overlevende bror, hans mentalt forstyrrede lillebror Ibrahim. 

Alle andre var blevet henrettet af den netop afdøde sultan. Fra sit dødsleje befalede han selv Ibrahim dræbt, men ordren blev diskret ignoreret, for hvis prinsen mistede livet, ville dynastiet Osman uddø. 

Trods sine personlige mangler var Ibrahim derfor den eneste, der kunne arve tronen efter sin bror. Med ham som sultan havde Osmannerriget brug for en stærk mor.

Prinsen blev kvalt, og hans mor druknet. Sådan skaffede Mehmed 3. sig af med sin lidt for populære søn i 1603.

© akg-images/scanpix

Alle kunne ofres

En valide sultan var mor og beskytter for sin søn og gennem ham også for hele Osmannerriget. I sjældne situationer kunne hun blive nødt til at vælge, hvem af de to hun måtte sætte højest i sin kærlige omsorg. 

Det erkendte Kösem efter otte ustabile år med Ibrahim.

“I det lange løb vil han hverken lade du eller jeg leve. Vi vil miste kontrollen over styret”, skrev Kösem til storvesiren i 1648. “Hele samfundet ligger i ruiner. Få ham fjernet fra tronen øjeblikkeligt”.

Sultan-moren var parat til at ofre sin sidste søn for at redde riget og sig selv. Officielt måtte hun lade sig overtale til at acceptere hans afsættelse og henrettelse, men det var blot for at overholde formaliteterne.

Ibrahim havde nået at få flere sønner inden sit fald, og én af dem blev nu sat på tronen. Dermed burde Kösems rolle have været udspillet, for ifølge sædvanen skulle hun overlade positionen som valide sultan til drengens mor. 

Men den succesfulde slavekvinde, der nu var blevet 59 år, havde ikke tænkt sig forære sin magt bort. Hun sikrede sig janitsharernes støtte og blev i Topkapi-paladset.

Kösem vidste, at hun måtte være på vagt over for den lille sultans mor Turhan. 

Den unge ukrainske kvinde kendte alt til haremmets komplicerede magtspil, og alt tydede på, at hun ønskede at tage magten i paladset.

Efter tre år besluttede Kösem sig for, at truslen mod hendes enevældige magt skulle elimineres. Hun ville afsætte barne-sultanen og placere en anden af Ibrahims sønner på tronen – én med en mere føjelig mor.

Til Kösems uheld afslørede en slavinde planen for Turhan, der straks iværksatte et modkomplot. 

Sultanens mor indgik en hemmelig alliance med den øverste sorte eunuk, og mod dem kunne selv Kösems trofaste støtter blandt janitsharerne ikke hjælpe hende.

Den 3. september 1651 faldt den mægtigste kvinde i Osmannerigets historie endelig. Ifølge de rygter, der slap ud af paladset, blev hun kvalt – enten med et gardin eller sit eget lange hår. 

Hun blev begravet ved siden af Ahmed, som hun havde fortryllet så mange år tidligere, og Turhan overtog pladsen som rigets stærke mor. Intrigerne fortsatte med nye aktører.

Måske er du interesseret i...

Læs også