I et anfald af pludseligt vanvid dræbte den franske kong Karl 6. fire af ridderne i sit eget følge.

© Bridgeman

Liste: 5 sindssyge regenter

Gennem historien har uheldige sammenfald af arveregler, politiske intriger og psykiske sygdomme sendt magten i hænderne på regenter, som absolut ikke burde have haft den.

24. juli 2017 af Stine Grynberg

Skizofren og maniodepressiv: Kongen troede, at han var lavet af glas

Karl 6. af Frankrig (1368-1422) var en folkekær konge. Han var elsket og beundret af sine undersåtter – indtil han pludselig blev gal.

I 1392 blev Karl ramt af en mystisk sygdom, der fik ham til at tabe hår og negle. Han begyndte også at hallucinere, og mod sine lægers råd indledte han et stort felttog mod en fjende, som ingen andre rigtigt kunne se. 

Kongens rejsefølge var ikke i tvivl om, at kongen ikke var sig selv. Hans normalt milde temperament var afløst af hidsighed, og han skældte konstant ud på både mennesker, dyr og træer.

Den store katastrofe indtraf, da en af væbnerne tabte en lanse, så den ramte en hjelm.

Larmen skræmte Karl, og i panik angreb han sine egne folk. Inden kongen blev stoppet, havde han dræbt fire af sine egne riddere. 

Bagefter lå han i koma i to dage, og da han kom til sig selv igen, græd han i dagevis.

Resten af Karls liv blev en langsom rejse ind i galskaben. Han havde perioder, hvor han fungerede normalt, men de blev færre og kortere. Indimellem nægtede han, at han var konge, eller at han hed Karl. 

En overgang troede han, at han var lavet af glas og ville gå i stykker, hvis nogen kom for tæt på. Han fik syet jernstivere ind i sit tøj for ikke at knække og undgik at køre i hestevogn, fordi rystelserne ville knuse ham.

Til sidst blev vanviddet for meget for hans dronning. Hun skaffede en elskerinde, som kongen kunne plage i stedet for hende. 

Elskerinden lignede dronningen nok til, at Karl ikke opdagede noget de første par år. Da fupnummeret i et øjebliks klarhed gik op for ham, forviste han konen og beholdt elskerinden.

Hjernebetændelse: Kong Afonso gik med fire hatte

Afonso 6. af Portugal (1643-1683) var ikke for kvik. Måske var hans lave intelligens medfødt, måske skyldtes den en hjernebetændelse, som lammede hans højre side som treårig.

Afonso interesserede sig ikke for at regere og overlod ansvaret til sin mor. I stedet brugte han tiden på at overvære hunde- og hanekampe og holde store ædegilder i sin seng – iklædt seks-syv frakker og med tre-fire hatte på hovedet. 

Når kongen en sjælden gang gik i kirke, havde han strenge krav til gudstjenesternes længde. Præster, der overskred tidsfristen med blot ét sekund, blev udvist af Portugal. 

Til gengæld havde Afonso stor interesse for nonner, som han gerne gjorde til sine elskerinder.

Kong Afonso elskede dyrekampe og nonner.

© Polfoto/topfoto

Angst og depressiv: Sultanen fodrede sine fisk med guldmønter

Ibrahim 1. af Det Osmanniske Rige (1615-1648) var så gal, at han tilbragte sin barndom og ungdom spærret inde i en bygning uden vinduer. 

På sit dødsleje beordrede Ibrahims bror, sultan Murat 4., broderen dræbt – han så hellere dynastiet uddø end Ibrahim på tronen. Men deres mor ville det anderledes.

Da moderen slap ham ud, dansede Ibrahim af glæde – 23 år og endelig fri. 

Han havde meget at indhente, og mens hans mor regerede det mægtige rige, kastede Ibrahim sig over overvægtige jomfruer. 

Jo større, desto bedre. Ibrahim sendte sine mænd ud til alle hjørner af Det Osmanniske Rige for at finde de fedeste kvinder til ham.

Haremmet var i det hele taget en konstant kilde til hovedpine for sultanen. 

Da Ibrahim hørte rygter om, at én af hans elskerinder var ham utro, blev hele haremmet på 280 kvinder – på nær de to fedeste yndlinge – druknet i Bosporusstrædet.

Når Ibrahim havde fri fra sine mange elskerinder, nød han at smøre sit skæg ind i dyr parfume, skyde efter sine undersåtter med en armbrøst og fodre fiskene i paladsets bassin med guldmønter.

Ibrahim 1. havde et godt øje til overvægtige kvinder.

© Bridgeman

Maniodepressiv: Britisk konge forvekslede hovedpude med sin søn

George 3. af England (1738-1820) gik i sin ungdom for at være lidt af en tørvetriller, og hans hof blev kaldt Europas kedeligste. 

Men i 1783 vendte kongens liv på hovedet. Pludselig begyndte han at plapre løs i timevis – forvirret og usammenhængende – indtil han mistede stemmen. 

Andre gange blev den ellers rolige konge så rasende, at han fik fråde om munden, for bagefter at synke ned i dyb depression.

Det blev så galt, at hoffet tilkaldte en læge, som behandlede sindssyge i en privat praksis. Kongen blev sat i spændetrøje og bundet til sengen. 

“Behandlingen” var tvivlsom, og kongen fik det ikke bedre. I stedet beskyldte han sin kone for at være en bedrager og blev erotisk besat af en ældre adelskvinde. 

Han troede, at hans pude var en afdød søn, og at London var oversvømmet.

Efter et halvt år kom George til sig selv igen og blev nogenlunde rask. Han fik dog flere tilbagefald livet igennem.

Skizofren: Christian 7. troede, hans forældre var trolde

Christian 7. af Danmark (1749-1808) blev aldrig rigtig voksen; når diplomater bukkede foran ham, sprang han buk over dem. 

Samtidig var kongen besat af at bevise sin mandighed. Han bankede hovedet i gulvet, skar sig til blods og gned salt i sine sår for at vise, at han kunne tage smerte.

Især Christians natlige byture var frygtet af københavnerne.

Sammen med sin prostituerede elskerinde, Støvlet-Katrine, drog kongen hærgende igennem København og efterlod et spor af smadrede værtshuse.

Christian sank med tiden så dybt ned i sin sygdom, at han led af hallucinationer. Ofte troede han, at han havde slået folk ihjel i løbet af natten. 

Andre gange var han overbevist om, at han var et forbyttet troldebarn.

Sindssygdommen fik Christian 7. til bl.a. at hallucinere og blive aggressiv.

© Bridgeman

Måske er du interesseret i...

Læs også