Margrete 1.

Margrete 1. – Nordens stærke mand var en kvinde

Storfilmen om Margrete 1. rammer nu biograferne. Her er den sande beretning om dronningen, der i 1400-tallet regerede med kløgt, men ikke var for fin til at brænde sine modstandere levende.

Storfilmen om Margrete 1. rammer nu biograferne. Her er den sande beretning om dronningen, der i 1400-tallet regerede med kløgt, men ikke var for fin til at brænde sine modstandere levende.

Per O. Jørgensen/HISTORIE

Soldater skriger af smerte, og riddere brøler kampråb, da Margretes hær den 24. februar 1389 støder sammen med fjenden på en mark 10 km øst for den svenske by Falköping.

Slaget er blodigt, for meget står på spil: Vinder Margrete, kan hun føje Sverige til sit rige; taber hun, kan det blive begyndelsen på enden for Nordens mest magtfulde kvinde.

Snart er slagmarken forvandlet til en pøl af mudder, og de tyske riddere – som Sveriges afsatte konge har hyret – kan ikke ride Margretes styrker ned. Tyskernes heste sidder fast i mudderet, indtil de omringes, og ridderne stødes af sadlen.

Nede i mudderet hakker og stikker alle løs på hinanden – af og til lykkes det nogen at finde en smal sprække i en fjendes brynje, hvor et sværd kan stikkes ind. Når det sker, udstøder offeret et smertensbrøl, der overdøver larmen fra slagmarken.

Kort over Margrete 1.s rige

Hvis Sverige blev føjet til Margretes rige, ville det blive Europas største.

© Shutterstock

Slaget nær Falköping er Margretes første som hærfører – hun foretrækker at bestikke sine fjender eller true dem. De følgende timers kamp i det svenske pløre vil afgøre, om hun får held til at underlægge sig hele Norden.

Skakbrik i et spil om magt

Margrete blev født 26 år tidligere på Søborg Slot i Nordsjælland. Hendes far, Valdemar Atterdag, regerede over et forarmet Danmark, som havde været pantsat til tyske grever.

Oveni havde byldepesten hærget landet og ført til hungersnød, men Sjællandske krønike fra 1353 kunne omsider notere en positiv nyhed:

“Dronningen fødte en datter, der blev holdt over den hellige dåb af den ærværdige fader, biskop Henrik i Roskilde, og kaldt Margrete”.

Prinsesse Margrete var den yngste i en børneflok på seks, men kun tre af dem overlevede barndommen. Mens hendes storebror, Christoffer, en dag skulle arve tronen, var de øvrige børn udset til at blive skakbrikker i middelalderens magtspil.

Margretes storesøster, Ingeborg, blev giftet bort til en nordtysk greve, så hendes far kunne få fred til at samle sit rige. En lignende skæbne overgik Margrete, der allerede som seks-årig blev forlovet med Norges 18-årige konge, Håkon.

På papiret var forlovelsen en god aftale for alle parter: Kong Håkon var søn af Magnus Smek, som regerede Sverige, og sammen med Margrete fulgte danske løfter om støtte til kong Magnus Smek. Han lå nemlig i strid med sin ældste søn, Erik, om magten i Sverige. På den anden side sikrede aftalen Valdemar Atterdags rige mod svenske angreb.

Margretes mening spurgte ingen om. Ikke alle brød sig om dette rænkespil med børn som indsats. Den hellige Birgitta af Vadstena, der selv var blevet giftet bort som 13-årig og senere endte i kloster, rasede mod Margretes forlovelse, som hun i et brev til paven beskrev som en barneleg med dukker. Og så kom hun med en dyster spådom for Sverige:

“Af dette ægteskab skal komme trængsel og ej sundhed for riget. Ej skal dets sæd slå dybe rødder, og indbyggerne skulle ej glæde sig ved en arving”.

Ægteskabet hænger i en tynd tråd

Magnus Smeks ældste søn og tronrival, Erik, døde pludselig af sygdom i 1359, og dermed havde den svenske konge ikke længere brug for en alliance med Danmark. Margretes forlovelse blev hævet.

Den Hellige Birgitta

Den Hellige Birgitta, som hun er afbildet i Salems kirke nær Stockholm. Hun grundlagde i 1378 birgittinerordenen, hvis nonneklostre stadig findes.

© Hermann Rode/Public domain

I stedet skulle Norges unge konge nu forloves med en holstensk greves datter – et alvorligt slag for Valdemar Atterdag, der lå i strid med holstenerne, som truede Danmark sydfra.

Til Atterdags store held drev en storm den holstenske bruds skib til Bornholm, hvor hun blev tilbageholdt af den danske ærkebiskop af Lund, som Bornholm hørte under. Biskoppen svor at holde hende indespærret, “for at der ikke skulle handles mod Gud og ægteskabet”, som han formulerede det.

Kong Magnus havde ikke andet valg end at lade Margrete og Håkon få hinanden. I krøniken Skånske årbog noterede skriveren i 1363:

“Norges konge, Håkon, gift med Margrete, datter af Valdemar, Danmarks konge, og et højtideligt bryllup blev fejret i København”.

Håkon var i mellemtiden også blevet medkonge i Sverige efter sin brors død, så for Danmark var den nu 22-årige monark blevet et endnu bedre parti for Margrete.

Se filmtraileren her

Den 10-årige Margrete rejste til Norge og blev i begyndelsen overladt til en adelig lærerinde, som opdrog barnedronningen sammen med sin egen datter. Nogen royal særbehandling fik Margrete ikke.

Opdragelsen var dybt religiøs og korporlig afstraffelse ikke noget særsyn. I en klosterkrønike kan man læse, at de to piger “ofte fik det samme ris at smage”.

Samme år som Margrete blev gift, indtraf en katastrofe i den danske kongeslægt. Valdemar Atterdags eneste overlevende søn, Christoffer, døde. Riget stod uden en mandlig arving.

Ung brud viser handlekraft

Mens Håkon rejste rundt i Norge, sad Margrete hjemme på kongsgården i Akershus ved nutidens Oslo. Men det var hårde tider i landet, der stadig mærkede følgerne af et voldsomt pestudbrud. Selv på kongsgården var det krisetider, og Håkon blev sågar nødt til at pantsætte sin krone.

Akershus nær Oslo

Som 10-årig forlod Margrete Danmark og flyttede ind på Akershus nær Oslo.

© Norges historie, vol. IV-2, p. 37. Kristiania: Aschehoug, 1911

Mens han var bortrejst, skrev Margrete et af de få breve, der er bevaret. Heri forklarer hun nøgternt situationen for sin ægtefælle:

“Vide skal I, min kære Herre, at jeg og mine tjenere lider stor nød på mad og drikke, så at hverken de eller jeg får, hvad vi behøver. Og derfor beder vi Jer, min kære Herre, at I finder en udvej til, at det kan bedres, så at ikke de, der er hos mig, skal skilles fra mig for hungers skyld”.

Dronningens tjenestefolk havde truet med at forlade hende, men den nu 17-årige Margrete udviste den handlekraft, som hun senere skulle blive berømt for.

Frem for at afvente sin mands hjælp gik hun direkte til den velhavende tyske handelsmand Westfal i byen for at bede ham om penge – med lovning om, at kongen ville betale tilbage senere:

“Og jeg beder Jer, at I skriver til Westfal, at han skal låne mig det, jeg måtte bede ham om og trænger til, og sig til ham, at I vil betale ham det, han låner mig”.

Fattige bønder mark

Hovedparten af Nordens befolkning var i middelalderen fattige bønder. De havde ingen indflydelse på, hvem der regerede landet. Den slags bestemte rige herremænd.

© The Metropolitan Museum of Art

Til slut i brevet blandede Margrete sig direkte i kongens arbejde, idet hun benådede en forbryder på hans vegne:

“Og jeg har lovet hr. Henrik, at jeg skal skrive til Eder, at I vil gøre det for min bøns skyld og ikke give Ketil af Hofflandom eller hans kompagnon landsforvisning”.

Margrete bestikker sig til tronen

Midt i de dystre tider oplevede Margrete et lyspunkt, da hun i december 1370 fødte sønnen Oluf – arvefølgen var sikret, i hvert fald når det gjaldt Norge.

I Danmark var situationen noget anderledes, for her manglede hendes aldrende far en mandlig arving. Af bitter erfaring vidste alle, at var tronfølgen usikker, kunne en borgerkrig let bryde ud.

Valdemar Atterdag havde derfor indgået en aftale med sin ældste datters svigerfar, hertugen af Mecklenburg. Danmarks trone ville gå til hans søn, Albrecht af Mecklenburg. Ved Valdemars død i 1375 var aftalen dog endnu ikke blevet stadfæstet af det danske rigsråd, hvor magtfulde adelsmænd bestemte.

Margrete øjnede en chance og hastede til Danmark, hvor rigsrådet tøvede.

En hanseatisk købmand

Hanseatiske købmænd blev rige på at købe og videresælge fx saltede sild og tørfisk fra Norden. For at beskytte deres interesser blandede købmændene sig i Nordens magtkampe.

© Hans Holbein

Margrete tilbød sin fire-årige søn, Oluf, som dansk tronfølger – og at hun og hendes mand ville regere i Olufs sted, indtil han blev myndig.

Til gengæld lovede hun jord og slotte til de danske adelsmænd, der var villige til at støtte hendes sag, og med denne bestikkelse vandt hun flertallets opbakning.

I Mecklenburg og Holsten gjorde konkurrentens familie dog også en ihærdig indsats, og Albrecht kaldte sig allerede for “Koning der Denen” – danskernes konge.

Familien havde endda sikret sig støtte fra den tyske kejser, Karl 4., der i et åbent brev opfordrede de danske adelsmænd til at pege på Albrecht.

I sidste ende afgjorde de rige tyske handelsbyer i det såkaldte Hanseforbund, hvem der skulle være Danmarks nye konge. Hansestæderne frygtede, at de med Albrecht som konge ville miste de handelsprivilegier, som de havde i Danmark.

I februar 1376 sendte den beregnende Margrete en delegation til Hanseforbundet med et brev, hvori hun lovede, at byerne ville beholde deres privilegier, hvis de støttede hendes plan.

Hanseforbundets ledere var uvante med at forhandle med en kvinde og skrev internt:

“Nu undrer det os meget, at den førnævnte konge ikke selv har sendt nogle breve eller tilsagn, for det synes os at være en stor sag at fæste lid til fruen og henvende sig til hende”.

Men Margretes løfter var, præcis hvad hansestæderne ville høre, og den 3. maj 1376 blev prins Oluf valgt som konge af Danmark på danehoffet i Slagelse. Margrete og hendes mand, Håkon, skulle være hans formyndere.

Pirater hjælper Margrete

Hansestæderne skulle snart få en masse med Margrete at gøre. Kong Håkon trådte nemlig mere og mere i baggrunden og overlod styret af Danmark til sin dronning.

Da den norske konge døde tre år senere, overtog Margrete fuldkommen kontrollen med begge riger. Den samtidige krønikeskriver Detmar i Lübeck forklarede, at Margrete var en dreven hersker:

“Hele Danmarks adel blev grebet af frygt for denne frues visdom og kraft og bød sig hende til tjeneste. Hun kaldte fogederne i landet til sig, rejste rundt fra slot til slot og lod sig hylde og omflyttede alle vegne fogederne fra det ene sted til det andet”.

Margrete sørgede for, at loyale mænd blev placeret på de vigtigste poster, så hun kunne holde Danmark og Norge i et jerngreb.

Et af Margretes første mål var at genvinde kontrollen over Skåne og ikke mindst den indbringende handel med saltede sild i Falsterbo og Skanör.

Under Valdemar Atterdag havde Hanseforbundet fået store dele af Skåne i pant for en 15-årig periode, og Margrete ville for alt i verden sørge for, at de ikke blev én eneste dag længere.

Fra 1377 begyndte dronningen derfor at støtte pirater, der angreb hansestædernes skibe, med det formål at gøre handlen på markederne i Skåne til en så dårlig forretning for tyskerne, at de ikke ville tøve med at afgive landsdelen, når tiden kom.

Hanseforbundet klagede straks til dronningen. Fra pålidelige kilder vidste tyskerne, at tyvekosterne “blev ført til slottet i Varberg. Der blev de delt i dronningens nærværelse, og hun beholdt størstedelen”.

Margrete benægtede alt, men hun kunne ikke løbe fra, at flere af piraterne stod hende nær og bl.a. talte flere af hendes rådgivere samt talrige danske lensmænd og adelige. Dronningen lovede naturligvis at stoppe pirateriet, men fortsatte i det skjulte med at lade sørøverne søge ly i hendes havne.

Da de skånske slotte og byer, som Hansestæderne havde haft i pant, skulle tilbageleveres den 11. maj 1385, skete der intet. Margrete skrev i sin 15-årige søns navn et harmdirrende brev til Hanseforbundet, hvori hun forklarede, at de nu besatte Skåne “med vold og med uret”.

Hun krævede, at de straks overleverede deres besiddelser, hvis ikke Danmarks konge skulle rejse sagen over for “vor hellige fader, paven, for kejseren og for konger, fyrster, herrer, riddere og knægte, stæder og lande og alle gode folk, og anklage jer for den måde, I forholder os vore slotte mod jeres breve og mod tro og love”.

Margrete 1.

Margrete 1. regerede i 26 år og underlagde sig Danmark, Norge og Sverige.

© Per O. Jørgensen/HISTORIE

Uden at vente på Hanseforbundets svar drog Margrete med sin søn til Skåne, hvor de den 28. maj lod landsdelens indbyggere sværge troskab til den unge konge. Margrete vurderede, at Hansestæderne ikke var klar til at forsvare deres skånske besiddelser med våbenmagt. Og deri, viste det sig, havde hun ret.

“Dette skikkede hun med stor klogskab”, noterede den samtidige tyske krønikeskriver Detmar sig.

Margrete udbygger sin magt

Året efter vandt Margrete endnu en sejr ved forhandlingsbordet, denne gang i Sønderjylland og Slesvig, hvor holstenske grever i flere år havde siddet på magten og haft en række borge i pant. Margrete måtte acceptere, at greverne beholdt en del af borgene.

Nogle årtier senere beskrev en holstensk krønikeskriver Margrete som “en meget snedig kvinde”. Hun forstod vigtigheden af “ikke på én gang at antænde flere bål” ved at rode sig ud i en væbnet konflikt med de holstenske grever. I stedet gav hun dem retten til de borge, som de allerede besad, mod at de sværgede troskab til hende.

Margrete herskede nu over Danmark og Norge og Skåne. Hun havde sikret rigets grænse mod syd og rettede nu blikket mod Sverige.

Svenskerne havde smidt hendes afdøde mand og dennes far, Magnus Smek, på porten og givet tronen til en anden Albrecht af Mecklenburg – onklen til den Albrecht, som Margrete havde snydt for Danmarks trone.

Skåne lider under Albecht

Margrete ville ikke have Sverige, fordi hun led af storhedsvanvid – Danmarks sikkerhed var det primære mål. I 1384 havde Albrecht invaderet Skåne, og ifølge Skånske årbog “fulgte Margrete, den danske kong Olufs mor, efter (…) og jog svenskerne på flugt, hvilket ikke skete uden skamfuldhed, for de havde ikke ventet, at en kvinde ville driste sig til den kongelige lejr”.

I sidste ende måtte Albrecht opgive sin krig og tilbagelevere de områder, han havde erobret i Skåne. Men Margrete og den danske adel frygtede, at Albrecht kunne finde på at vende tilbage.

Fra sine spioner vidste Margrete, at støtten til den tysk-fødte Albrecht var dalende. Kongen overøsede sine tyske venner med godser og borge – til den svenske adels store forbitrelse.

Sverige var også plaget af stor lovløshed, for kongen havde reelt kun kontrol over de større byer. Da Albrecht gennemførte en stor såkaldt Reduktion, hvor kongen inddrog enorme godser, som i tidens løb var givet til landets mest magtfulde familier, henvendte den svenske adel sig til Margrete.

Men netop som muligheden for at samle Danmark, Norge og Sverige under sig var inden for Margretes rækkevidde, indtraf katastrofen: En af de første dage i august 1387 døde hendes søn, Oluf, pludseligt på slottet i Falsterbro efter kort tids sygdom.

Uden en mandlig arving at regere på vegne af havde Margrete reelt set ingen krav på tronen. I Mecklenburg øjnede hertugen straks chancen for alligevel at få sin søn indsat som konge af Danmark.

Adoptivsøn giver ro i riget

Margrete havde ikke tid til at sørge over sin søn – hun måtte handle hurtigt. Blot en uge efter Olufs død samlede hun landstinget i Lund for at vælge hende som “fuldmægtig frue og til husbond og til hele Danmarks riges formynder”.

Erik af Pommern

Danmarks adel ville gerne beholde Margrete, og hendes adoption af drengen Bugislav sikrede tronfølgen.

© Hans Peter Hansen

På landstinget svor rigets mægtigste mænd, at de ikke ville “tage nogen herre, høvding eller anden mand til konge”. Margrete måtte til gengæld love at skaffe en mandlig arving, så riget ikke ville blive ramt af uro og borgerkrig ved hendes død.

De nærmere omstændigheder kendes ikke, men Margrete valgte at adoptere et af sin storesøster Ingeborgs børnebørn: Den blot seks-årige Bugislav fra Pommern. I forbindelse med adoptionen gav Margrete ham det mere nordisk-klingende navn Erik, og han skrev sig ind i Nordens historie som Erik af Pommern.

Kun et halvt år efter Olufs tragiske død havde Margrete igen et sikkert greb om magten i Danmark og Norge. Tiden var kommet for atter at vende blikket mod øst. I slutningen af marts 1388 drog Margrete derfor til Sverige for at mødes med medlemmer af det svenske rigsråd, der udråbte hende til “Sveriges fuldmægtige frue og rette husbond” og svor hende troskab.

Kong Albrecht måtte flygte til Mecklenburg, men gav ikke op uden kamp. I Nordtyskland rejste han en hær af krigsvante lejesvende og vendte kort efter nytåret 1388-1389 tilbage for at smide “Kong Bukseløs”, som han hånende kaldte Margrete, på porten.

Kamp med lanser

På Margretes tid blev krig udkæmpet mellem riddere i rustning, bueskytter og fodfolk med lanser.

© Artur Orlionov

Margretes hær belejrede Axevalla – en Albrecht-tro fæstning mellem Sveriges to største søer, Vänern og Vättern – da de tyske lejetropper gik i land.

Albrecht satte omgående kurs mod fæstningen, og de to hære tørnede sammen en kold februardag ved landsbyen Åsle. Margretes hær var størst – ca. 1.500 tropper – men Albrechts 1.000 mand var bedre udrustet og bestod af garvede krigsveteraner.

Den afsatte og forbitrede Albrecht følte sig ifølge den såkaldte Rimkrønike sikker på sejren: “Kongen var så ivrig efter kamp og havde så travlt, at ikke alle blandt hans folk nåede at gøre sig færdige”, før angrebet begyndte.

Albrechts hær stormede frem mod den dansk-svenske hær. Hastværket fik dog ingen konsekvenser ifølge Rimkrøniken:

“Da det kom til strid, da gjorde kongen det første udfald, hvor han sprængte to bannere (rytterdelinger i Margretes hær, red.)”.

Men slagmarken forvandlede sig snart til et pløre, hvor de tyske riddere i deres tunge rustninger fik sværere og svære ved komme rundt på deres stridsheste.

“Han flygtede på sin første dag som ridder og tog 60 riddere med sig i flugten”. Rimkrøniken fra ca. 1474.

Modgangen førte til modløshed, og en ung ridder udløste panik i de tyske rækker:

“Han flygtede på sin første dag som ridder og tog 60 riddere med sig i flugten. Det var den vigtigste grund til, at slaget blev tabt”, forklarede krøniken.

For Albrecht var det begyndelsen til enden. 20 fornemme ridder og utallige soldater fra hans hær døde, og den detroniserede konge blev taget til fange sammen med sin søn. Fangerne blev ført til Margrete.

“I den samme nat lod hun kong Albrecht tortere”, hævdede den tyske krønikeskriver Detmar fra Lübeck.

Påstanden bestrides dog af de fleste nutidige historikere. Albrecht havde ikke kun tabt slaget, men hele krigen om Sverige.

Margrete havde sejret, og “Kong Bukseløs” herskede nu ubestridt over hele Norden – og dermed var hun Europas mest magtfulde kvinde.

I 1397 lod hun formelt sine tre riger samle i en fælles union. Ceremonien blev gennemført på slottet i Kalmar og fik derfor navnet Kalmarunionen. I kroningsbrevet stod, at hendes adoptivsøn, Erik, skulle være konge over alle tre riger, men at hver af rigerne skulle regeres efter deres egne love.

Margrete skulle fortsætte som formynder for den 15-årige konge og blev omtalt som “Vor kære frue, dronning Margrete”.

Oluf rejser sig fra de døde

Selv efter at Erik af Pommern blev myndig, fortsatte Margrete med at styre hans rige. Adoptivsønnen var først og fremmest tiltænkt rollen som arvtager efter sin fostermors død.

For at sikre hans magt påbegyndte Margrete i 1402 forhandlinger om et ægteskab med en engelsk prinsesse – for England var en af Nordeuropas stormagter og kunne hjælpe med at begrænse Hanseforbundets indflydelse.

Allianceægteskabet blev dog aldrig til noget, for Margrete fik pludselig travlt med at bekæmpe en alvorlig trussel mod sin position.

“Den unge mand indrømmede sine løgne i håbet om at blive skånet”. Krønikeskriveren Johan af Posilge.

Ifølge den samtidige historiker Johan af Posilge genopstod Margretes afdøde søn, Oluf, tilsyneladende.

“I dette år skete en mærkelig historie i landet Preussen. Der var en fattig sygelig mand, som var kommet ind i landet (…). Her fandt nogle købmænd ham og spurgte, om han ikke var kendt i Danmark, for han lignede kong Oluf meget.

Manden nægtede i første omgang at være den afdøde tronarving Oluf, men da flere af Margretes fjender begyndte at behandle den fattige mand som en kongelig og udstyrede ham med et kongeligt segl, gik han med til at skrive til Margrete og kræve sine troner tilbage. Margrete sendte bud efter manden, der påstod at være hendes afdøde søn.

“Højmesteren (for ridderne af Den Tyske Orden i Preussen, red.) sendte ham da med nogle ordensherrer over til dronningen i Kalmar, og her blev han fundet falsk i alle sager, eftersom han hverken var født i landet eller kunne sproget. Den unge mand indrømmede sine løgne i håbet om at blive skånet. Men der var ikke barmhjertighed fra Margrete”, skrev Johan af Posilge.

Og straffen var nådesløs.

Kættere brændes på bål

Kun middelalderens værste forbrydere blev brændt på bålet. Ud over landsforrædere kunne kættere og homoseksuelle ende på bålet, hvor de oftest døde af røgforgiftning, før flammerne nåede dem.

© Diebold Schilling, Chronik der Burgunderkriege

“Der blev lavet et stort, mægtigt bål, og han blev behængt med alle de breve, som han havde sendt dronningen som hendes søn, og fik en krone sat på hovedet og blev sat op foran alle folk og kastet på ilden og brændt”.

Pest lægger dronningen i graven

Selv i den forholdsvis høje alder af 59 år herskede Margrete med fast hånd over hele Norden. Og til det sidste arbejdede hun på at gøre riget større, bl.a. ved at indlemme mere og mere af hertugdømmet Slesvig. Netop ambitionerne i det sydlige Danmark blev formentlig hendes død.

I oktober 1412 befandt Margrete sig på et skib i Flensborg Fjord, da hun efter kort tids sygdom pludselig døde. På denne tid hærgede pesten Flensborg, og mange historikere antager derfor, at denne sygdom tog livet af Margrete 1.

Det stockholmske blodbad

Ved at bruge falske anklager om kætteri kunne Christian 2. få illoyale svenske adelsmænd henrettet under det stockholmske blodbad.

© Mary Evans Picture Library/Ritzau Scanpix & Shutterstock

Kalmarunionen endte i blodbad

Margretes drøm om et forenet Norden gik en svær tid i møde efter hendes død. De danske konger, der regerede unionen, favoriserede danskerne og indførte med tiden diktatur.

Erik af Pommern blev afsat
Modsat Margrete rejste hendes adoptivsøn og arvtager, Erik af Pommern, ikke rundt i sit rige, men blev oftest i Danmark. Hans dyre krige førte til højere skatter, hvilket fik svenskerne og danske bønder til at gøre oprør. Kongen blev afsat i 1439.

Afløseren forgiftede stemningen
Christoffer af Bayern blev hentet til Norden i 1440 af adelen. Han førte på vegne af Danmark adskillige krige i det nordlige Tyskland, hvilket betød, at Sverige fik svært ved at handle med deres vigtigste marked: Tyskland.

Unionen blev sprængt
Efter Christoffers død havde Sverige og Norge fået nok og valgte deres egen konge: Karl Knuttson. I Danmark kom Christian 1. til magten. I 1452 invaderede han Sverige og fordrev Knutsson Allerede i 1464 genvandt Knutsson dog sin trone.

Massemord beseglede unionens skæbne
Christian 1.s søn og barnebarn – kong Hans og Christian 2. – forsøgte at genskabe Kalmarunionen ved at invadere Sverige. Da Christian 2. i 1520 fik 82 svenske adelsmænd og gejstlige henrettet under det stockholmske blodbad, var unionen stendød.

Nordens dronning havde samlet et enormt rige under sig. Rivaler havde hun behændigt udmanøvreret, og fred havde afløst krig og lovløshed i Norden.

I en tid, hvor royale mødre ellers kun kortvarigt fik lov at regere, til deres søn blev myndig, havde Margrete hersket med stor kløgt i 26 år.