Marie Antoinette blev revolutionens syndebuk

Smuk prinsesse er en brik i et spil

Maria Antonia Josefa Johanna blev født den 2. november 1755 som det femtende og næstsidste barn af kejserparret Maria Theresia og Frans 1. Navnet Marie Antoinette fik hun langt senere, da hun flyttede til Frankrig.

Maria voksede op på tre forskellige slotte i og omkring Wien, både forkælet og forsømt.

Hendes uddannelse gik udelukkende ud på at lære, hvordan man opfører sig charmerende. Da Maria var 10 år, døde hendes far af et slagtilfælde.

Hendes tidligere så muntre mor blev nu en dyster enkekejserinde, som brugte det meste af sin tid på at få sine døtre giftet ind i Europas vigtigste kongehuse.

Strategiske ægteskaber kunne styrke politiske alliancer, og de kongelige børn blev betragtet som skakbrikker i dette spil.

Maria ville ikke blive svær at få placeret. Hun var en smuk pige med store, blå øjne, bleg hud og tykt, blondt hår.

Et karakteristisk slægtstræk var den fremstående underlæbe.

Hendes tænder var dog ikke så pæne, men de kunne rettes til ved hjælp af en tandretning udviklet af en berømt fransk tandlæge.

Marie Antoinette bliver forlovet med en fremmed

Marias mor skrev om datteren til Europas fyrstefamilier. Brevet til Frankrig fik positiv respons. Ludvig 15. havde en ugift kronprins og havde brug for at markere sin nye pro-østrigske politik.

Østrig og Frankrig var gamle arvefjender, men magtbalancen i Europa havde forandret sig i 1700-tallet.

Derfor havde begge lande dannet en alliance mod deres fælles fjender Preussen og England.

Denne alliance, som skulle komme til at præge Marie Antoinettes liv mere end noget andet, var meget upopulær i Frankrig.

Franskmændene betragtede stadig alt østrigsk med mistro.

I sommeren 1769, da prinsessen var 13 år, kom det officielle tilbud om for­lovelse fra den 14-årige franske kronprins, Ludvig.

De to unge havde endnu ikke mødt hinanden.

“Gør det franske folk så meget godt, at de kan sige, jeg har sendt dem en engel!” Med disse ord tog kejserinden Maria Theresia afsked med sin datter.

Prinsessen må skille sig af med alt

Rejsen fra Wien til det franske hof i Versailles tog to og en halv uge, fordi prinsessen blev hyldet med fester, fyrværkerier og forestillinger på vejen.

I rejseselskabet indgik flere hundrede standspersoner, læger, frisører, kokke, bagere og andre i sammenlagt 57 hestetrukne vogne.

Hver gang de passerede vigtige lokationer, skulle overgangen fra Marias østrigske liv til det nye franske markeres med forskellige ceremonier.

Da hun ankom til sit nye land, måtte hun ikke tage noget fra det østrigske hof med. Selv hendes elskede hund, Mops, blev sendt hjem halvvejs på rejsen.

Den 14. maj 1770 skulle de forlovede endelig mødes i Compiègneskoven nordøst for Paris.

Her ventede Ludvig 15. sammen med sin nysgerrige og nervøse sønnesøn, den franske kronprins.

Med skuffelse kunne Maria konstatere, at den 15-årige dreng, hun mødte der, ikke lignede det forskønnede portræt, hun indtil videre havde set.

Han var allerede blevet overvægtig og gjorde et meget usikkert indtryk.

Ægteskabet begyndte med en tragedie. Under bryllupsfestlighederne i Paris opstod der trængsel og tumult blandt alle de mennesker, der ville se det storslåede fyrværkeri, og 130 mennesker blev mast ihjel.

Dagen efter donerede kronprinseparret en stor sum penge til ofrenes familier.

Marie Antoinette offer for sladder

Marie Antoinette var vellidt ved hoffet, men hun fik snart et problem.

Kronprinsen besøgte ikke sin hustru i hendes soveværelse. Situationen blev mere og mere pinlig, og det unge pars manglende sexliv blev et populært emne for hofsladderen.

Hver måned skrev Marie Antoinette breve til sin mor, som dermed vidste besked om det meste – også at de to ægtefæller endnu ikke var blevet forenet i ægtesengen.

Moren besvarede brevene med bebrejdelser og praktiske råd.

Marie Antoinette ville helst ikke tale om problemet og forlystede sig i stedet med musik, spil og jagt.

Men spørgsmålet om kronprinseparrets sexliv var ikke nogen privatsag i 1700-tallets Versailles. Det drejede sig om rigets tronfølge.

Desuden kunne et ægteskab, der ikke var blevet fuldbyrdet seksuelt, ophæves ifølge den katolske kirkes bestemmelser. Derefter kunne man sende den “mangelfulde” brud hjem igen.

I maj 1774 døde den gamle konge, Ludvig 15. Han blev efterfulgt af sin sønnesøn Ludvig 16., og Marie Antoinette blev dronning.

Hendes liv tog nu en ny og mere seriøs drejning, og forventningerne til det unge kongepar var høje.

Mange franskmænd håbede, at den kyske, unge konge og hans charmerende hustru ville give landet et opsving.

Snusdåser, som var smykket med et portræt af Marie Antoinette og indskriften “En trøst i sorgen”, solgte som varmt brød i det nye kongepars første sommer på tronen.

Marie Antoinette er en party-prinsesse

Kvinden, som blev kaldt Europas smukkeste dronning, havde nu fået mørkere hår, men hun skjulte det under et tykt lag pudder.

Hun havde en høj pande, som ligeledes blev maskeret af de kunstfærdige frisurer, men den markante ørne­næse kunne hun ikke gøre noget ved.

Huden var dog stadig “lige så hvid som hendes sjæl”, som en samtidig prins udtrykte det.

Dronningen udstrålede en værdighed, som fik digtere til at sammenligne hende med gudinder og nymfer.

Marie Antoinette omgav sig helst med kvinder, der, i lighed med hende selv, ikke interesserede sig for politik.

Selv brød hun sig ikke om hoffets intriger, til dels på grund af sin mangelfulde uddannelse.

Måske var hun også ordblind, og hun havde svært ved at koncentrere sig og holde sig til ét emne under en samtale.

Den nye dronning afskyede den ar­ro­gan­te hofetikette, der herskede i Versailles. Hun brød sig ikke om de stive og formelle ceremonier, som det franske hof brugte så meget tid og så mange penge på.

Derimod elskede hun teater, opera og ballet.

Marie Antoinette tilbragte også mere og mere tid ved spillebordene.

Hoffet beklagede hendes voksende interesse for hasardspil – ikke kun pga. spillets økonomiske konsekvenser, men i lige så høj grad, fordi de natlige spillepartier holdt hende væk fra ægtesengen.

Marie Antoinette får skylden for alt

Marie Antoinettes popularitet dalede hurtigt, efter at hun var blevet dronning.

I efteråret 1775, efter et år på tronen, dukkede de første satiriske skrivelser op.

I sjofle viser blev hun anklaget for drukkenskab, lesbiske forbindelser og seksuelle udskejelser.

I en tekst hævdede forfatteren fx, at “tre fjerdedele af officererne i den franske garde har haft samleje med dronningen”.

Marie Antoinette måtte også bære skylden for den økonomiske krise, der havde ramt Frankrig som følge af landets bekostelige deltagelse i den amerikanske frihedskrig.

Folk omtalte hende med øgenavnet “l’Autrichienne”, som dels betyder “østrigerinden”, men som også kan deles op i de franske ord for “struds” (autruche) og “tæve” (chienne), til stor inspiration for visedigtere og karikaturtegnere.

“Hvorfor hader de mig? Hvad har jeg gjort dem?” spurgte hun sin mand.

Dron­nin­gen forsøgte at vise omsorg for folket, fx når hun var på jagt og som en af de få undlod at ride gennem bøndernes marker og trampe kornet ned.

Den slags blev der ikke lagt mærke til, men hendes dyre vaner fik til gengæld stor opmærksomhed.

Til sidst blev presset på dronningen så stort, at hendes østrigske familie greb ind.

Hvis hun skulle genvinde folkets opbakning, måtte hun føde en mandlig tronarving.

Mysteriet bliver løst

Marie Antoinettes storebror Josef, kejser af Det Tysk-Romerske Rige, ankom til det franske hof under dæknavnet Falkenstein i april 1777.

I de følgende uger holdt kejseren sig tæt på sin søster, så han kunne iagttage Marie Antoinettes adfærd over for hendes mand.

“Du bliver ældre, og du har ikke længere ungdommens undskyldning”, sagde han til sin 21-årige søster.

“Hvad skal der blive af dig? En ulykkelig kvinde og en endnu mere ulykkelig dronning”.

Flere hårde ord fulgte, da Josef havde set det franske kongepar sammen:

“Hvordan er det ikke, du viser dig – kold, fjern, endog frastødt i din mands selskab?”

Marie Antoinette fik ordre på at vise kongen større opmærksomhed, og det krævede, at hun hele tiden var i hans nærhed – ikke flere operaer i Paris, hestevæddeløb eller lange nætter med hasardspil.

Også ægtemanden – Ludvig 16. – blev underkastet et forhør af den mere erfarne svoger.

I et brev til en bror i Wien skrev Josef: “I ægtesengen – dette er hemmeligheden – får han stærke, fuldt ud tilfredsstillende erektioner; han indfører lemmet, forbliver dér uden at bevæge sig i to minutter, trækker sig ud uden at have fået udløsning og ønsker godnat. Det er ufatteligt”.

Mysteriet var opklaret, og Josef 2. rejste hjem igen. Året efter bar indsatsen frugt, og Marie Antoinette fødte sit første barn – en pige.

Marie Antoinette fik ingen tak for tronarvinger

Endnu tre år gik, før det lykkedes Marie Antoinette at indfri forventningen om en mandlig tronarving. Mens dronningen hvilede sig efter fødslen, festede franskmændene vildt.

“Her hersker hysterisk glæde”, kommenterede en udenlandsk prins på besøg i Frankrig.

Men selvom dronningen nu havde gjort sin “pligt” – og i øvrigt fødte to børn mere – fortsatte folk med at nedgøre og karikere hende.

Når hun rejste uden for slottet, blev hun ikke længere fulgt af glædesråb, men blev mødt med en fornærmende tavshed.

I 1785 led dronningens omdømme endnu en tort. Hun blev anklaget for at have købt en dyr diamanthalskæde uden at have betalt for den, hvilket forårsagede en stor skandale.

Efterforskningen viste dog, at en svindler havde forfalsket dronningens underskrift og senere stjålet halskæden fra sælgeren.

Selvom Marie Antoinette altså viste sig at være uskyldig, gav den såkaldte hals­kædesag et billede af hende som ødsel og uansvarlig.

Frankmændene begyndte nu at kalde hende Madame Déficit (“Fru Bankerot”).

Politichefen rådede hende til for en sikkerheds skyld ikke at vise sig offentligt i Paris.

Kronprinsen dør

Samtidig havde hun svært ved at komme sig efter sin fjerde graviditet. Hun var ofte træt og stakåndet og havde hovedpine og smerter i det ene ben.

Hendes hår begyndte at blive gråt, og hun tabte sig ikke efter den sidste fødsel.

Den svenske konge Gustav 3. sagde offentligt, at dronningen af Frankrig var blevet for fed til at være en skønhed. Og det blev værre endnu.

Marie Antoinettes yngste datter, Sophie, døde, inden hun var fyldt et år, og i 1789 døde den syv år gamle kronprins af tuberkulose.

Dronningen havde ikke længere overskud til at ignorere sladderen og blev deprimeret.

De hånlige viser beskrev stadig kongen som en impotent fyldebøtte, og den udenlandske dronning som en ondskabsfuld tysk ægteskabsbryderske, som sendte værdigenstande til sit gamle hjemland, og som planlagde at forgifte sin mand.

Folket gør oprør

I sommeren 1789 brød Den Franske Revolution ud.

Da kravene om reformer og borgerrettigheder blussede op, blev den indtil da politisk uinteresserede dronning en aktiv forkæmper for kongehusets privilegier.

Hun forsøgte også at overtale sin bror, kejseren i Wien, til at gribe ind over for de revolutionære.

Hendes forsøg på at bekæmpe oprøret gjorde det kun værre. Forskellen på hoffets luksus og folkets elendighed blev mere og mere iøjnefaldende.

Brødpriserne steg voldsomt, og det samme gjorde folkets sult og vrede.

Kongeparrets venner bad dem om at flygte, men det var tilsyneladende for sent.

En nat blev kongeparret med vold ført fra Versailles.

Marie Antoinettes personlige livvagter blev myrdet og deres hoveder sat på lange stager, som blev båret frem gennem folkemængden på vejen tilbage til hovedstaden.

Selv blev hun udsat for spot og forulempelser undervejs til sin ventende husarrest på slottet Tuilerierne midt i Paris.

Der blev de i to år til sommeren 1791. Så forsøgte de alligevel at flygte.

Svensk greve vil redde Marie Antoinette

Alle forberedelser til flugten fandt sted i dybeste hemmelighed, for de revolutionære havde placeret spioner blandt de 100 hoffolk i Tuilerierne.

Flere gange udsatte den vankelmodige konge flugten, og hver gang skulle de mange hjælpere have besked, men endelig blev datoen lagt fast: Natten til den 21. juni 1791.

En af hovedmændene bag flugtplanen var en svensk greve, Axel von Fersen. Han var nær ven af kongefamilien – og især af dronningen.

Han var kendt som Europas smukkeste mand og damernes ven og var sandsynligvis Marie Antoinettes elsker.

“Hun er en engel af godhed, heroisk i al sin følsomhed. Aldrig har jeg været så elsket”, skrev han til sin søs­ter i Sverige.

Axel von Fersen ankom til slottet om natten forklædt som kusk.

Kongeparret og deres to overlevende børn, prinsesse Marie Thérèse og kronprins Ludvig Karl, havde også forklædt sig – dronningen som tjenestepige og prinsen i pigetøj.

De kørte afsted i en karet med børnenes guvernante, der spillede rollen som “baronesse de Korff”, mens kongen skulle forestille at være hendes tjener.

Fersen kørte selv vognen ud af Paris, men ca. 20 km uden for byen var det tid til at skifte heste – og kusk.

Meget mod sin vilje var greven nødt til at sige farvel til Marie Antoinette, som han ellers gerne ville have ført hele vejen til målet – den kongetro fæstningsby Montmédy på grænsen til De Østrigske Nederlande (nutidens Belgien) – men det var for meget for kongen, som i forvejen havde det svært med at blive hjulpet af den mand, der gik for at være dronningens elsker.

Rejsen fortsatte, og den fornemme karet vakte opsigt, men jo længere de kom væk fra Paris, jo mere slækkede Ludvig på sikkerheden.

Da en ældre mand genkendte kongen, indrømmede han straks, hvem han i virkeligheden var.

Snart blev familien fanget og ført tilbage til Paris. Efter den mislykkede flugt lykkedes det dronningen at få smuglet et brev ud til Axel von Fersen:

“Jeg har fået muligheden for at sige, at jeg elsker dig”, skrev hun og bedyrede, at hvis de ikke kunne bevare kontakten, ønskede hun ikke længere at leve.

Marie Antoinette bliver enke

Den 10. august 1792 blev Tuilerierne stormet, og kongefamilien søgte beskyttelse i Nationalforsamlingen.

Dens medlemmer besluttede dog at afskaffe monarkiet.

Det forhenværende kongepar fik nu efternavnet Capet og blev igen spærret inde – denne gang under betydelig skrappere vilkår end tidligere i fængslet Le Temple. Gennem vinduerne kunne Marie Antoinette se, hvordan folkemængden gik forbi med nogle af hendes nærmeste venners afhuggede hoveder.

Familiens tilværelse i det fugtige fængsel var rædselsfuld. Forkølelser og andre sygdomme afløste hinanden.

Den tidligere konge blev stillet for en dommer og blev den 16. januar 1793 dømt for at have konspireret mod staten.

Dødsdommen gik igennem med et snævert flertal. Fem dage senere blev han henrettet i guillotinen.

Fra sit fængsel kunne Marie Antoinette høre folkets jubelråb og forstå, at hun nu var blevet enke.

Dødens venteværelse

I juli tvangsfjernede vagter den otte-årige kronprins fra sin mor, og måneden efter tog de også datteren.

Marie Antoinette blev flyttet fra Le Temple til Conciergeriet, der i folkemunde var kendt som “dødens venteværelse”.

Efter mere end 70 dage uden dagslys blev den svækkede kvinde stillet for revolutions­domstolen.

Hun var syg, bleg og allerede gråhåret i en alder af knap 38 år. Den tidligere dronning blev anklaget for sammensværgelse mod Frankrig.

Blandt de mange anklagepunkter var også “usømmeligheder” med sønnen Ludvig Karl.

Retssagen kørte fra morgen til aften i to dage, hvor Marie Antoinette måtte forsvare sig selv. Hun afviste samtlige anklager, og især anklagen om incest tog hun kraftigt afstand fra:

“Når jeg ikke svarede, skyldes det, at den menneskelige natur ikke kan svare på sådan en anklage mod en mor”.

Marie Antoinette dør med ren samvittighed

Hun blev kendt skyldig i alle anklager og dømt til døden i guillotinen. Morgenen efter domsafsigelsen, den 16. oktober 1793, skrev hun i et brev til sin svigerinde:

“Jeg er lige blevet dømt, ikke til en vanærende død, der kun gælder for forbrydere, men til at gense din bror (...) Jeg er rolig, som man er det, når samvittigheden er ren.

Min dybeste sorg er, at jeg er nødt til at forlade mine stakkels børn. Du ved, at jeg kun har levet for dem”.

Få timer senere, kl. 12.15, skilte guillotinen hendes hoved fra kroppen, og bødlen løftede det op til alles skue.

Nyheden om Marie Antoinettes død kastede Axel von Fersen ud i dyb fortvivlelse. Han havde gjort alt, hvad han kunne, for at redde hende, men forgæves.

“Hun, som jeg holdt så meget af, som jeg ville have givet tusind liv for, er ikke mere. Min smerte er ubeskrivelig”, skrev greven til sin søster.